Rummet snurrer, som efter en beruset bytur, når jeg ligger i min seng og ikke kan få øje på et lige punkt. Tanker der stikker af, løber stærkere end kroppen kan kapere. Drømme, der bliver virkelige. Eller virkeligheden, der bliver en drøm. Som at drikke en kold fadøl på en varm sommerdag på en tom mave. Som at indhalere en cigaret i en nikotinforladt krop. Beruset eller forpustet. Jeg løber og løber og løber, men hvortil ved jeg ikke. Min krop er lige her. Hos mig. Hos dig? Øjne der ser igennem. Øjne der får øje. Mine historier, der blander sig med dine. Dig, jeg tilfældigt passerer i livet, på gaden. Frygten for at dø, hvis man standser. Angsten for at dø, hvis man fortsætter. Tilfældighedernes pudsigheder. Jeg er en af mange, du er mange af en. Stemmen, der fortæller, du kan gøre det bedre, mere. Forhindringer, der tvinger dig til at standse op og se vejen, du løber på. Det perfekte møde, som du jagter igen og igen. Urealistiske forventninger til mødet. Urealistiske forventninger til sin egen fart. Løgnen, der bliver til en sandhed i farten. Angsten for at stå stille. Frygten for at gå i stå. Forbipasserende, der aldrig når at fange dig i farten. Forbipasserende, du aldrig når at fange i farten. Distancen er aldrig lige. Alligevel står vi fast på, at det skal foregå i løb. Tårer jeg græder, men som ikke er mine. En følsomhed, man ikke kan løbe fra. Et løb uden destination.

Jeg løber altid stærkt, men sjældent slår jeg distancen.