Tag / rastløse tanker

by maitrosborg

Livet er langt, lykken er kort

…synger folkehelten Kim, mens vi læser en rubrik som fortæller, vi er verdens lykkeligste folk. Vi kender ikke til sult og hungersnød, men vi kender til overforbrug, fedme og ensomhed. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk. Vi står i kø på hovedbanen foran Dunkin Donuts. Udenfor donutsbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Men der er plads til os alle, for vi bor her, i et yndigt land. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger, ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle, i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke uanmeldte besøg eller small talk. Vi vil hellere være ensomme end at fejle – medmindre Blachman banker på. Janteloven er en skændsel for et lykkeligt folk, men man skal ikke blære sig med det. Vi er kloge, os lykkelige mennesker. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Lykken er kort. Men tosomhed findes på dating.dk eller med et swip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi lukker psykiatrisk museum og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer. Vi elsker naturen og familien, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord. Men vi er stadig lykkelige. Vi, lykkelige mennesker, bor i et pissekoldt land, hvor den globale opvarmning har narret os alle med efterår, når kalenderen siger forår. Det forvirrer et lykkeligt folk, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den. Vi er et lykkeligt folk med et langt liv og en kort lykke.

Vi er verdens lykkeligste folk!

 

 

by maitrosborg

Kender du ikke dine naboer?

door-homes-photography-traurigsouvenirs.tumblr-Favim.com-690407

Nej, jeg ved ikke, hvad de hedder. Jeg kunne nok finde ud af det, ved at kigge på navneskiltet, der hænger side om side med mit. Jeg kunne også banke på og spørger, hvem de er. Men det indbyder intet til. Postbuddet efterlod engang en pakke med et par sko til pigen, hvis navn der stod ved siden af mandens navn på dørskiltet ved siden af mit (nu er de vist flyttet). Jeg ved det var sko, fordi, jeg rystede pakken og kiggede på afsenderen, som var et shopping onlinesite. Manden, ikke pigen, hentede kassen efter to uger. To uger, hvor den, kassen, bare stod og gloede på mig, mens min nysgerrighed efter at sætte navn på ejerkvinden steg, men jeg ved stadig ikke, hvem der går i de sko i dag. Mine overboer kender jeg heller ikke, som jeg ikke kender resten af opgangen, men jeg ved, de, overboerne, dyrker højtlydt sex – eller kvinden skriger en del, og oftest om søndagen, eller sene aftentimen. I mener, at det der adskiller jeres kultur fra vores kultur, er imødekommenhed. Dem og jer, og vores og deres. Undskyld, mit vrøvl! Der er kun et vi, og det er bygget om omkring skelletter, der alle ligner. Nøgen er vi alle de samme. Er vi alle sammen. Sårbare. Børn og bange. Proppet med fordomme og filosofier udefra og indefra, er vores hud blevet tyk, danner lag, som skal beskytte os. Fra os. Du spørger, da jeg fortæller, jeg ikke kender naboen: ”jamen, hvem skal så hjælpe?”. Og jeg forklarer, det skal mine nærmeste, og kan godt høre, hvordan sætningen klinger hult, når den udtales. Hvem er nærmere end ens naboer, når man skal hjælpes på en helt almindelig hverdag. To muslimske tørklædte damer står og stirrer på mig, mens jeg parkerer og låser min gamle damecykel. De stirrer så intenst, og snakker så åbenlyst om mig, at jeg til sidst må spørger, hvad jeg kan gøre. ”Du, kæreste?”, siger den ældste og peger på mig med sin finger. ”Nej”, siger jeg i en munter tone, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, og muligvis er en smule malplaceret. ”Du, børn?”, siger hun, og peger igen med fingeren mod mig. ”Nej”, siger jeg igen i en munter tone. ”Ok”, siger de og går. Der står jeg alene med min gamle damecykel, med langt, flagrende hår, i bukser og kondisko, og min mindst kloge hjerne tænker, ”hvorfor er de interesseret i en dansk, selvstændig, bukseklædt pige til deres søn?”. Men sikken da egentlig en nem måde at gøre det på. Ærligt, hvor mange mænd ville turde opføre sig, som jeg har eksempler på, de gør, hvis deres mor var matchmakeren. Et fåtal, tænker jeg. Nå, tilbage på sporet. Dem og os. Den mindst kloge hjerne. Kulturforskellene. De, kulturforskellene, eksisterer, de er dannet om det tykke lag hud om de tynde knogler. Skulle vi forsøge, at gøre huden mere transparent og knoglerne tykkere, så vi ikke knækker sammen, samfund.

En engelsk dreng jeg overhørte, da jeg stod og ventede på toget hjem fra Louisiana med min søster en dag, havde dette at sige (til sin far) ”If you come to Denmark, you should work”. ”If you come to Sweden, you’re just welcome”. Den sætning lader jeg stå, mens jeg klæder mig af og bygger mig op.

by maitrosborg

Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.

by maitrosborg

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.

by maitrosborg

Identitetskrise #1

navle

Jeg har forsøgt at skrive om det jeg oplever som identitetskrise, men det er virkelig svært. Måske fordi jeg ikke ved, hvad den går ud på. Ironisk, ja. Jeg dykker ned og ind i egen navle. Nogle få flygtige sætninger af en samtale som jeg tror, jeg forstår, sætter sig fast i mellem hjertet og hjernen. Fremtiden blinker i neon for øjnene af mig, mens fortiden står skrevet i sandet, jeg træder på. Når jeg bøjer mig ned for at gribe ud, falder ordene fra hinanden. Vender jeg blikket mod det blinkende neon, skærer det i øjnene, så jeg har svært ved at se. Jeg befinder mig i et øde landskab alene. Eller også befinder jeg mig midt i en storby blandt millioner af fremmede, flygtige sætninger. Landskabet lukker sig sammen, eller folder sig ud. Det bor i min navle, og udenfor. Det bor i min navle, men udenfor. Alt afhænger af mig, og i virkeligheden intet. Jeg griber de flygtige sætninger, og jeg omfavner ensomheden. Jeg fralægger ansvar og jeg tillægger ironi. Jeg får det hele til at give mening. Snubler over symboler og undskyldninger for livet, som det er. Jeg dyrker melankoli og nynner med på melankolske sange, 50 beautifully sad songs er mine foretrukne. Forsøger at få det til at handle om andet og mere, men navlen er svær at slippe af med, og der opstår en krise, som jeg kalder en identitetskrise. Og jeg ved ikke, hvordan man skriver om krisen eller om identiteten.

by maitrosborg

At omfavne livet – som jobsøgende, som menneske

falling

Jeg forsøger det bedste at omfavne livet, som det former sig for mine fødder. Folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Når jeg går ud i verden, spørger man, hvordan smilet altid kan være placeret således på min mund. Jeg smiler til dem og går hjem og råber ned i puden. Ellers også råber jeg af de få, der kender det mørkeste indre. Alt mørket tilfalder dem. Jeg bruger tiden på ærinde som fx at forny det pas, der er udløbet, og udskyder min udrejse, men ikke min udlængsel. Jeg står i kø og udvælger mig de personer, jeg ikke har lyst til at snakke med. Damen, hvis nummer jeg trækker, har jeg ikke lagt mærke til. Hun spørger, om vi skal måle mig. Ti år eller mere har det taget at vende sig til de 177 cm., hvis hun tillægger mig flere, vælter jeg, så jeg takker pænt nej. Der er babyer overalt. De græder, de smiler og de sover. De skal også have fornyet deres pas, og damen gør mig opmærksom på, hvis jeg får mig nogle børn, så er det billigere. Altså passet. 150 kr. fremfor de 625 kr., jeg betaler med penge, som vistnok ikke er mine, mens jeg smiler og går hjem og råber ned i puden. Men jeg nyder også at kunne drikke øl på en onsdag. Jeg nyder at kunne forlænge morgenerne. Når de ikke kan forlænges længere, går jeg en tur. Skriver, læser, ser dårlig tv eller dokumentarer om alt eller intet. Jeg jubler, når min telefon ringer eller mine venner fra de sociale medier giver notifikationer fra sig. Jeg surfer rundt, uden at vide, hvad jeg leder efter. Fornuften fortæller mig, det ikke findes her – eller der, men jeg har aldrig ladet fornuften være det afgørende, så jeg omfavner livet med mine følelser og lyster (på godt og ondt). Det folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Men jeg falder ikke, så længe du ikke tillægger mig flere centimeter.

by maitrosborg

Black friday på en torsdag

635518747041388417-Black-Friday

Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

 

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…

by maitrosborg

Regn

IMG_1505

Jeg tænker på mit første møde, jeg husker, hvordan det lykkedes dig at forene mit sind med dig. Hvordan du gav mig tilladelse til at råbe og skrige, uden nogen kunne høre det. Følelsen af at gå en tur med dig, mens du køler mig ned, fortæller mig det, jeg vil høre, at verden er tung og smuk på én og samme tid.

Jeg bliver sommetider glad, når jeg vågner med dig. Det vakuum du indhyller mig i, den måde du kan lugte forskelligt på, alt efter hvilken årstid vi befinder os i, om sommeren af nyslået græs, om efteråret af brune, knasende blade.

Jeg forstod at udnytte dig som barn og teenager, når stemmerne i hjemmet blev for højrøstede fandt jeg trøst i din larm, som ikke var en larmende uro, men en uro i larmen. Du giver mig tilladelse til at tænke de tunge tanker, som solen på det nærmeste forbyder mig med al den frihed og lykke den afkaster, mens den farver min hud gyldenbrun og giver mig små fregner, så jeg passer i sommerkjolerne, og mændene kan sprede alle deres forventninger ud over mig. De forventer mindre af mig, når jeg befinder mig med dig, bilder jeg mig ind, selvom du farver mit hår i en ganske fornuftig farve og får det til at bølge, så jeg har lyst til at løbe tilbage til den frisør, der påstod mit hår var fint og skandinavisk og sige ”ha, se her”. Hun ville sikkert stadig påstå det samme. Og så er der jo scenen fra Breakfeast at Tiffanys, du har aldrig været mere erotisk. Det er det, du er i stand til, en kamæleon. I mit møde med dig, har jeg set dine forskellige ansigter. Det, der giver mig tilladelse til at blive i sengen, det, der fortæller mig, jeg skal lade mig indhylle, omfavne af dig i blæsten, eller når du skaber hygge, ved at banke på mine ruder, mens du skiftevis forstørrer og formindsker mine tanker.

by maitrosborg

Om at blive ældre uden at dræbe barnet

Bulderby

Jeg havde fået et værelse for mig selv, mens mine søskende delte værelset i stueetagen og mine forældre sov i stuen. Selvom det var en to etages ejendom, var der ikke meget plads til fem mennesker, men det gjorde ikke så meget, når hele byen var en legeplads, man trygt kunne boltre sig på. Det gjorde vi, lavede hemmelige klubber, stod på rulleskøjter, byggede sæbekassebiler og fortrængte den verden, vi om lidt ville komme til at tilhøre.

Mine minder fra dengang er sparsomme, men noget mindes jeg, fx hvordan jeg ikke var i stand til at gå ned af trapperne, men i stedet svævede med fødderne over, mens mine hænder greb let i gelænderet. Jeg gik ikke, jeg fløj et lille stykke over jorden. Det gør jeg måske stadig. Og jeg mindes, hvordan jeg var bange for at være alene, hvordan det var en pine for mig at finde vej op af trapperne til mit værelse eller ned til toilettet, alene. Mine små søskende måtte ofte tage mig i hånden og vise mig vejen, forsikre mig om, det var trygt. Ensomheden skræmmer mig stadig, men tosomheden forstår jeg ikke, så jeg har besluttet mig for altid at bo i byen, hvor jeg kan være ensom blandt mange. Det skræmmer mig mindst.

Men nu bor jeg altså ikke i byen. Jeg bor i en lille by med en bager, en købmand, en kirke, et forsamlingshus og en skole, hvor vi, børnene fra Bulderby – byen får undervisning. Man kan vælge mellem to fritidsaktiviteter, dans og håndbold. Jeg har altid drømt om at blive ballerina, og da der ingen balletundervisning er, må jeg nøjes med folkedans. Vi danser rundt i store kyser med svedige håndflader og rejser til forskellige byer og optræder. Jeg når at få fem stævnenåle, inden jeg stopper. Siden har min mormor fortalt mig, jeg kedede mig gevaldigt under kysen.

I Bulderby – byen står dørene tit åbent hos naboen, så man kan rende ind og ud med hinandens hemmeligheder. Det kan ikke skjules når alenemorens datter er mere interesseret i sit eget køn end det modsatte, eller når nabomanden stikker af med en anden kvinde. Men fordi vi er børn, forholder vi os ikke. Vi er i stand til at leve i et nu, som vi senere vil erfare, at det meste at voksenlivet drejer sig om at forsøge at finde igen.