I morgen er jeg ældre

img_2421

Vi flager. Vi fejrer. Hurra. Endnu en time, endnu en dag, endnu et år. I morgen er jeg ældre end jeg var i går. Eller er i dag. Vi lever. Eller vi overlever. Ja, hvad gør vi egentlig. Forventninger til det, livet skal give os. Vi forsøger at tage de (rigtige) skridt. Og vi finder ud af, vi ikke er alene. Forventningerne er mange. Tilfældighederne endnu flere. Jeg mødte en pige, der lærte at gå. Det ene ben foran det andet. Det var det, hun bekymrede sig om. Jeg mødte en pige, der for længst havde lært at gå. Hun øvede sig nu i at løbe. Løbe fra tiden. Jeg mødte en kvinde, der håbede, tiden ville stå stille. Ikke for altid. Bare nu og her. Fryse de meninger, der var. Jeg mødte en kvinde, der øvede sig i at give tiden mening. I spejlet fik jeg øje på mig selv. Afsløringerne. De ben der havde lært at gå, havde også lært at rejse sig efter faldet. Den krop, der satte i løb, havde også lært at følge med tiden og ikke løbe fra den. Spørger du mig, om jeg forstår tiden, tilfældene, er svaret nej. Men jeg forstår, at tilfældighederne er flere end forventningerne. Jeg forstår, at livet kommer i vejen for de planer, vi lægger. I dag er jeg ældre end jeg var i går, og jeg ved, at for at give tiden mening, må jeg give tilfældighederne betydning. Jeg holder spejlet ud fra kroppen. Får øje på andre mennesker. Andre forventninger.

Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der lærte at gå. Et ben foran det andet. Ingen forventninger. Fordi jeg ved, jeg ikke er noget eller nogen, bliver det lettere. Tiden bekymrer sig ikke om at indfri mine forventninger. Så jeg slipper det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Ingen har lovet mig noget. Jeg trækker vejret. Jeg skylder de mennesker, jeg har elsket og mistet – at leve. Ikke overleve. Nogen gange går det godt. Andre gange begræder jeg min indre kritiker, samfundets forventninger – der er større end mine – at jeg ikke er i stand til at udnytte det, livet har at tilbyde. Engang imellem falder jeg tilbage til pigen i løb og forsøger at komme tiden i forkøbet. Overbevise skæbnen om, den har taget en forkert beslutning. Men jeg lærer. Fordi i dag er jeg ældre end jeg var i går. Og jeg er ingen. Bare en række tilfælde der følger efter hinanden. Glemmer jeg det, minder naturen mig om det. Havet især. Befrier mig.

I dag har jeg flere erfaringer end jeg havde i går. Naiviteten er ikke længere min følgesvend. Jeg ved, at faldet gør ondt. Og jeg ved, hvordan man forhindrer det. Man stopper bevægelserne. Man tænker tingene ihjel. Man overlever. Forsøger at planlægge sig ud af alting – rejserne, kærligheden, fremtiden. Jeg tog chancer, fordi jeg var naiv, jeg ikke tør tage længere. Bilder mig ind, at tiden ikke er til det. Men i virkeligheden er jeg bange, fordi erfaringer har lært mig at frygte. Jeg ser faldet. Ikke oprejsningen. Erfaringer gør mig ikke kun klogere. Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der er en smule naiv. Hende der ser de uskyldige før de skyldige. De ikke dømmende før de dømmende. Når jeg finder hende, er jeg fri. Timer, minutter, dage, år.

I dag er jeg 31. I morgen er jeg ældre. En dag skal jeg dø, uundgåeligt.

 

Forventningernes drømme

beautiful-bridge-dress-girl-happy-Favim.com-412618

For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).

Om altid at løbe stærkt

run

Rummet snurrer, som efter en beruset bytur, når jeg ligger i min seng og ikke kan få øje på et lige punkt. Tanker der stikker af, løber stærkere end kroppen kan kapere. Drømme, der bliver virkelige. Eller virkeligheden, der bliver en drøm. Som at drikke en kold fadøl på en varm sommerdag på en tom mave. Som at indhalere en cigaret i en nikotinforladt krop. Beruset eller forpustet. Jeg løber og løber og løber, men hvortil ved jeg ikke. Min krop er lige her. Hos mig. Hos dig? Øjne der ser igennem. Øjne der får øje. Mine historier, der blander sig med dine. Dig, jeg tilfældigt passerer i livet, på gaden. Frygten for at dø, hvis man standser. Angsten for at dø, hvis man fortsætter. Tilfældighedernes pudsigheder. Jeg er en af mange, du er mange af en. Stemmen, der fortæller, du kan gøre det bedre, mere. Forhindringer, der tvinger dig til at standse op og se vejen, du løber på. Det perfekte møde, som du jagter igen og igen. Urealistiske forventninger til mødet. Urealistiske forventninger til sin egen fart. Løgnen, der bliver til en sandhed i farten. Angsten for at stå stille. Frygten for at gå i stå. Forbipasserende, der aldrig når at fange dig i farten. Forbipasserende, du aldrig når at fange i farten. Distancen er aldrig lige. Alligevel står vi fast på, at det skal foregå i løb. Tårer jeg græder, men som ikke er mine. En følsomhed, man ikke kan løbe fra. Et løb uden destination.

Jeg løber altid stærkt, men sjældent slår jeg distancen.