Kirkegaard kendte den. Kirkegaard skrev om den. Munch kendte den. Munch malede den. Ordene fra Kirkegaard danner en frygt. Munch pensler en uhygge, som vi drages af. Måske genkender vi den endda. Angsten. Hun kender den i en anden form. En form som, som hun hverken er i stand til at uddybe eller håndgribe. Angsten spreder sig indefra og breder sig i ud i samfundet. For hver en person, der viser kærlighed og omsorg bygges muren foran hende. En mur, der rammer dem, der fortjener kærligheden mest og i stedet kaster hun sin kærlighed på dem, der fortjener den mindst. Hun kigger sig i spejlet og forsøger at gennemskue øjnene der kigger tilbage på hende. Blanke øjne, som ikke vil afsløre, hvor denne angst for at rumme kærligheden kommer fra. Problemet er ikke, hun ikke rummer kærligheden. Problemet er, hun rummer den for meget. Hun har forstået, hun altid vil være den der elsker mest. Aldrig vil hun give sig hen, hvis hun er den der elsker mindst. Kvinden som du her møder, forstår ikke tosomheden, men vil helller ikke ensomheden. Hun forventer for meget af livet, måske især kærligheden, så meget ved hun. Det er evig jagt for at få lov til at elske, måske endda blive elsket. Måske en dag. Og kærlighed findes i mange former og farver, også det ved hun. Den er løs og flydende, den er fast og tung. Den er midlertidig, den er evig. Det er ikke, at kvinden ikke har kærlighed i sit liv, hun vil bare have mere. Altid drømmer hun om mere. Angsten for at det en dag skal ske, forhindrer at det sker. Angsten for at blive elsket og blive forladt har forfulgt hende siden hun var lille ville nogen sikkert påstå. Hun er stærk, men sårbar. Stædig, men nysgerrig. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at forsøge kærligheden, men på afstand. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at kæmpe, men for noget, hun ved, hun aldrig havde. Noget som ikke kan mistes. Tanken om at rumme en større kærlighed. Tanken om at blive elsket ubetinget. Måske eksisterer håbet. Men kvinden du møder, har altid forbundet kærligheden med ensomhed. At sidde to og ikke forstå hinanden er mere ensomt end at sidde alene og ikke forstå sig selv, ved kvinden nu. Kvinden er heller ikke sikker på, hun ved, hvordan man opfører sig i tosomheden. Hendes krop bliver hendes våben, men hendes sårbarhed ødelægger missionen. Hun er mere end sin krop, fortæller man hende en dag. Kvinden har svært ved at forholde sig til dette. Kroppen kan hun kontrollere, følelserne er ukontrollerbare og afslører, hun ikke er nem at elske. Afslører, hun elsker for meget. At hun består af modpoler, som er svære at balancere, enten flyver hun højt eller også ligger hun fladt ned. Aldrig har hun fødderne solidt plantet på jorden. Enten elsker hun sig selv for meget eller også kan hun ikke være i sin egen krop. Hun overvældes hurtigt og fyldes op af en lykke, eller hun overvældes hurtigt og fyldes op af en vrede eller en håbløshed. Hun tror, kærligheden skal være ligesådan. Nedslående eller opløftende, ingen fodfæste. Måske tager hun fejl. Det har hun gjort før. Hun kigger på billeder af sig selv og genkender ikke smilet, genkender ikke øjnene. Hun undres over, hvem personen på billederne er, hvem personen på billederne forsøger at være. Og hun overvældes af kærlighed, som hun pludselig bliver bange for at miste. Ikke kærligheden til pigen på billedet, men kærligheden til det og dem, der omgiver pigen i billederne.