Trine troede hun skulle arbejde som pædagog i en institution, bo sammen med sin kæreste i sine forældres gamle hus og til at starte en familie med ham. Sådan gik det ikke. Kæresten flyttede ud lige som de var ved at flytte ind. Siden fulgte først en sygemelding med leddegigt og siden en sygemelding med udbrændthed. I dag arbejder hun i en blomsterbutik og har en kæreste, der giver hende plads til at være andet end kæreste. Navnet Trine er skiftet ud med Trinesofia. Jeg tog en snak med Trinesofia om personlig udvikling, spiritualitet og om at være taknemmelig for de udfordringer livet giver.

Du har været igennem meget. Hvornår startede du med at få hjælp?

“Første gang jeg var i terapi, var efter min anden praktikperiode på pædagogseminariet. Det halve år var virkelig hårdt og jeg havde det ikke spor godt i den SFO jeg var hos. Da jeg var færdig med praktikken kunne jeg mærke, at sådan gad jeg ikke at have det resten af mit liv. Qua min uddannelse vidste jeg godt, at der er ting, der sætter sig fast fra barndommen, så jeg fandt en kognitiv terapeut og startede der. Jeg begyndte at arbejde med min opvækst og den person jeg var. Mine terapeuter har jeg altid fundet på nettet. Jeg googler, læser om dem og hvad de skriver. Egentlig bruger jeg nok min intuition til at mærke, om personen er god for mig eller ej. ”

Hvad var grunden til, du ikke havde det godt i den SFO, du var i praktik hos?

“Den tilgang pædagogerne havde til opdragelse af børnene, kunne jeg ikke stå inden for. Den var langt fra anerkendende. Dengang kunne jeg ikke sige fra, så det resulterede i at jeg blev fysisk syg, fx var jeg forkølet og havde ondt i halsen virkelig mange gange i løbet af det halve år. Da jeg var færdig med praktikken, startede jeg hos den kognitive terapeut. Det var først der at jeg kunne se tilbage og tænke over, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt at en del af det havde noget med mig selv at gøre. Det ved jeg også i dag, fordi jeg siden har lært, hvordan det fysiske og psykiske hænger sammen. Når jeg ikke får sagt fra, bliver jeg syg.”

Var det noget, du fandt ud af der?

“Det arbejder jeg stadig med. Jeg blev sygemeldt med udbrændthed, hvilket der er mange årsager til, men en af dem er helt klart at jeg ikke har været god nok til at sige fra og stå ved mig selv, men har ladet folk træde på mig.”

Kan du sige fra i dag?

“Jeg øver mig. Det er ikke noget der bare kommer vupti. Jeg øver mig hele tiden, men det er ikke noget, der falder mig nemt.”

Du skrev til mig og spurgte, om vi kunne udskyde vores interview, fordi du skulle passe på dig selv…

“Det er jo netop et eksempel på det. Det havde jeg ikke gjort før. Der havde jeg lavet interviewet alligevel. Jeg er faktisk gået lidt ned i tid på arbejde, fordi jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive træt igen og det var for hårdt. Heldigvis fik jeg mærket – og handlet – på det i tide. Så jeg synes, det er et ret godt tegn på at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Vi sammenligner os altid med andre. Jeg sammenligner mig med mine kollegaer og tænker, hvorfor kan de holde til det, når jeg ikke kan, så jeg kæmper. Mere og mere. Men det dur ikke. Alle mennesker er forskellige. Jeg er sgu sensitiv, så jeg har brug for at hvile mere end andre. Det bliver jeg nødt til at øve mig i at acceptere, at sådan er det.”

Du har arbejdet med dig selv og øvet dig i at sig fra med redskaber fra psykoterapien, men hvordan udviklede du din interesse for det spirituelle?

“Det kan jeg tydeligt huske. Min ex-kæreste og jeg var gået fra hinanden. Jeg var flyttet til Aarhus og havde fundet ud af, at der var noget, der hed Feng Shui. Det begyndte jeg at interessere mig lidt for. Det var der det startede og så udviklede det sig ligesom videre derfra. Jeg er stødt på nogle spirituelle mennesker på internettet, som jeg har fulgt via deres sider, og de har samarbejdet med nogle andre spirituelle mennesker, jeg så er begyndt at følge.”

Det virker som om, du har prøvet en del forskellige alternative behandlinger?

“Jeg har prøvet mange forskellige behandlinger. Jeg har fx været til håndanalyse, clairvoyance og besøgt en indianerkvinde.”

En indianerkvinde?

“I Nordjylland bor der en indianerkvinde, der også er clairvoyant. Det var en vild oplevelse at besøge hende. Der var mange del -elementer i den session vi havde. Vi kiggede tilbage på tidligere liv. Jeg fandt ud af – hvis det er rigtigt – at jeg har været udsat for en naturkatastrofe, hvor jeg har mistet næsten alt.”

Det lyder voldsomt…

“Men det gav god mening for mig. Jeg har utrolig svært ved at skille mig af med ting, smide ud og generelt bare give slip – også på følelser. Hvis man tidligere har oplevet at miste alt, vil man selvfølgelig holde fast i det man har og have svært ved at give slip. Det giver mening. Hun healede mig også. Jeg lå med lukkede øjne på en briks og kunne mærke at der skete noget inde i min mave. Hun rørte den jo ikke, men hun havde hænderne over, da jeg åbnede øjnene. Allerede på vej hjem i bilen begyndte jeg at græde og det blev starten til, jeg fandt ud af, jeg var udbrændt. Jeg havde arbejdet i en vuggestue under nogle forhold der ikke var særlig gode og havde ikke fået sagt fra. Jeg kom hjem fra indianerkvinden lørdag, og hele søndag græd jeg. Jeg var så ulykkelig. Jeg arbejdede en time om mandagen, så knækkede jeg sammen. Jeg kunne mærke noget var helt galt, så jeg skrev til indianerkvinden og spurgte om min reaktion var normal. Jeg synes, det var en voldsom reaktion på healing. Hun svarede at jeg havde undertrykt mine følelser i lang tid og nu kom de frem. Jeg havde kæmpet og kæmpet uden at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg var træt.”

Du havde altså ingen idé om at du var udbrændt inden du besøgte indianerkvinden?

“Jeg vidste jo godt at jeg var træt, men ikke at det var så voldsomt. Det kom først bagefter. Det var som om, man hev et filter af mig og jeg lige pludselig kunne mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg tog til lægen og blev sygemeldt med udbrændthed og symptomer på stress.”

Jeg tror aldrig jeg har hørt begrebet udbrændthed før…

“Der er også forskellig forståelse af det. I lægeverden ser man udbrændthed, som noget man får, når man har arbejdet 50 år og ikke kan mere. Inden for psykologien taler man om udbrændthed som noget man får, hvis man fx bliver ved med at arbejde og arbejde og ikke får det ønskede resultat, hvor man ikke siger fra eller mærker efter, hvor hårdt man har det. Da jeg læste om det, vidste jeg at det var, hvad der var sket for mig. Jeg kunne sove mange timer om natten og vågne op og være total træt, udmattet, udkørt. Det var både fysisk og psykisk udmattelse. Det at skulle frisere mit hår om morgenen, var en fuldstændig uoverskuelig opgave. At lave madpakke kunne jeg slet ikke. Jeg kunne ikke overskue noget.”

Hvad er forskellen på stress og udbrændthed? Det lyder som om, der er nogle af de samme symptomer?

“Når man er stresset, overser man også, man er træt, men man kører i et højt gear. Når man er udbrændt, kan man slet ikke komme op i det gear. Jeg havde lige mødt Thomas og skulle op til ham. Klokken var 11 og jeg skulle være klar og have pakket en taske til kl. 15, men jeg ville også gerne gå en tur i skoven, da jeg vidste det var godt for mig. Det kunne jeg slet ikke overskue, både at skulle gå en tur og pakke en taske, på fire timer. Efter at have været sygemeldt en mdr. – hvilket set i backspejlet slet ikke var nok – begyndte jeg at arbejde igen, på halv tid. Det synes jeg jo egentlig gik fint, så jeg blev sat op i tid efter et par uger. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev sat ned i tid kort tid efter. Jeg kunne godt ønske mig at min læge eller min leder vidste at det slet ikke var nok med en måneds sygemelding.”

Snakkede du jævnligt med din læge?

“Det gjorde jeg. Jeg havde også mange samtaler med min leder. Hun var meget forstående omkring situationen og at det skulle foregå i mit tempo, hvilket var rigtig rart. Jeg ville jo bare gerne gøre det godt og jeg ville gerne arbejde, derfor kom jeg tilbage. Men da jeg var gået ned i tid igen begyndte jeg at tænke over, om jeg var det rigtige sted. Det endte simpelthen med at jeg sagde op. Jeg kunne ikke se mig selv blive rask der.”

I jobbet som pædagog eller hos den institution?

“Det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg ikke ville blive rask, hvis jeg fortsatte der. Så jeg sagde op selvom jeg ikke havde et andet arbejde at begynde på. Det var en meget stor beslutning. Især fordi jeg ikke vidste, om jeg bare skulle finde et andet arbejde, eller om jeg overhovedet skulle være pædagog længere. Jeg var jo egentlig heller ikke rask endnu, der gik flere måneder.”

Ved man, at nu er man rask?

“Det er jo ikke sådan at det kommer fra den ene dag til den anden. Det er en stille udvikling. Jeg kunne mærke det på energiniveauet. Når man begynder at få energi igen, at kunne overskue nogle ting og kan føre et dagligdagsliv.”

Fik du hjælp til at blive rask?

“Da jeg blev sygemeldt startede jeg hos en psykoterapeut, der arbejder kropsterapeutisk. Det var rigtig godt. Jeg går stadig hos hende, og har gjort det i snart et år. Det er det længste forløb, jeg nogensinde har været i. De andre gange jeg har været i terapi, er jeg stoppet. Nogen gange med undskyldninger om at nu havde jeg ikke længere råd eller nu følte jeg ikke længere at jeg fik noget ud af det, hvilket jeg tror, mange mennesker gør, når de begynder at nærme sig der, hvor de virkelig skal arbejde. Så stopper man tit. Jeg tror generelt, det handler om at være et sted i livet, hvor man er klar til at åbne op. Nogen gange har jeg været i sluk – ildebrands – terapi, fordi jeg har været ved at knække sammen. Så stopper man jo, når man har fundet sig selv igen. Det gjorde jeg egentlig også denne gange, fik slukket ilden i forhold til, jeg var udbrændt, men årsagen til at jeg var udbrændt, arbejder jeg videre med. Det er ikke længere bare symptombehandling. Nu arbejder vi med de bagvedliggende årsager. Det er det, jeg synes er spændende ved personlig udvikling. At man ikke bare symptombehandler, men går ind og arbejder med årsagerne til, hvorfor det er sket, så man undgår at det sker igen.”

Hvad er forskellen på alternativ og terapeutisk behandling?

“Det er to forskellige måder at arbejde på. Jeg er startet med det psykologiske – hvilket jeg stadig arbejder med – og har så videreført det til det spirituelle. Jeg kan godt lide at arbejde med begge dele, både det psykologiske – hvad er der sket i barndommen og hvordan man er som person – og lægge det spirituelle lag på, hvor man arbejder med noget, der går ud over vores praktiske forstand. Det bliver nok en eller anden form for religion for mig. Ikke noget jeg tilbeder, men at tænke lidt spirituelt er en livsforståelse for mig. De spirituelle mennesker jeg har været hos, har alle sagt det samme til mig.”

Hvad siger de til dig?

“Jeg mener, for mig bliver det en forståelse af, at det hele hænger sammen, der er bare forskellige måder at se det på – om det er navne, bogstaver eller linjer i hånden – det er bare forskellige måder at gå til det på. Det får mig til at tænke på, om der er noget om snakken.”

Om snakken? – Altså noget der ligger udenfor vores forståelse?

“Et godt eksempel er de udfordringer, man møder i livet. Jeg tror, man møder de udfordringer, man møder, fordi man har behov for at møde dem. Fordi der er noget, man har behov for at udvikle. Mit brud med min ex-kæreste er et godt eksempel. Vi var smeltet helt sammen. Jeg kan huske at jeg havde en metafor, da han gik fra mig, om at vi var to træer, der var vokset sammen. Da han gik, rev han den ene halvdel væk med rodnet og grene og det hele, og så stod jeg der som en halv person. Jeg var slet ikke hel. Jeg skulle til at finde ud af, hvem jeg var bare mig. Det brud var noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men også det jeg har lært mest af. Vi var en enhed. Vi gjorde alting sammen. Vi havde ikke ret meget hver for sig. Jeg skulle lære at blive mere selvstændig og prioritere mig selv.”

Du siger at din interesse for det spirituelle først kom i forbindelse med dit brud med din ex-kæreste..?

“Ja, det gjorde den nok. Det var en søgen efter, hvem jeg var. Siden jeg var 13 år, har jeg altid funderet over, hvad fanden der er mening med det her liv. Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror helt klart at det spirituelle hjælper mig til at få en bedre forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.”

Så du tænker, der var en mening med at I skulle gå fra hinanden, så du kunne arbejde med dig selv?

“Jeg er så glad for, at vi gik fra hinanden. Jeg er taknemmelig for det. I dag kan jeg godt se, at det ikke var gået. Vi havde ikke passet sammen længere. Vi var – meget opfindsomt formuleret – vokset fra hinanden. Det var vi virkelig og vi ville noget forskelligt i livet, tror jeg. Jeg ville jo ikke være den jeg er i dag, hvis jeg stadig var sammen med ham, så ville jeg slet ikke have udviklet mig, som jeg har i dag. Nu er jeg et andet sted i livet og med nogle andre mennesker. Jeg tror på, man møder de mennesker, man skal møde.”

Var det også noget du troede på inden du begyndte at interessere dig for det spirituelle?

“Ikke på samme måde. Jeg vidste godt, da jeg sad i sorgen og krisen over at blive forladt, at jeg nok skulle komme om på den anden side og jeg vidste også at jeg nok skulle lære en masse. Men dengang tænkte jeg ikke at der var en mening med det.”

Føler du at du kan se meningen med det nu, fordi du har fået nogle redskaber?

“Det er mere overordnet. Man går fra at være mega ulykkelig og vred til stille og roligt at begynde at tilgive og til sidst at være taknemmelig. Taknemmelig er virkelig det eneste ord, der beskriver det. Jeg er så glad for ikke at være der længere, men være her, hvor jeg er i dag. Ikke kun at være her, hvor jeg er, men også have muligheden for at udvikle mig. Nogen gange skal man have et spark. Det skal man tit.”

Det var et hårdt spark, du fik. Det var en brutal måde din ex-kæreste forlod dig på og et år efter blev du sygemeldt med leddegigt…

“Jeg blev lagt ned, så blev jeg sparket lidt mere til og væltet rundt i mudderet. Jeg føler ikke selv, jeg ligger ned længere, men jeg føler heller ikke, jeg er på toppen. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal være. Nu har jeg fundet en dejlig kæreste og vi bor sammen i en fin, lille lejlighed. Så langt så godt, så mangler jeg bare den anden del.”

I forbindelse med din interesse for det spirituelle, har du kontaktet en numerolog. Hvornår besluttede du dig for det?

“Jeg fik øjnene op for numerologi, efter jeg var stødt på Feng Shui. Jeg vidste, da jeg læste om det, at det var noget jeg gerne ville prøve. Der gik måske et halvt til et helt år inden jeg skrev en e-mail til numerologen og bestilte en overordnet læsning der ikke var særlig dyr og som hun sendte på mail. Da jeg fik den, var jeg ved at falde bagover. Hun ramte plet. Det var bare så rigtigt og jeg vidste med det samme at jeg fandeme gerne ville have en rigtig session. Men jeg turde ikke. Det var alt for grænseoverskridende for mig.”

Hvad mener du, når du sige at hun ramte plet? Altså ud fra dit navn?

“Ud fra mit navn og min fødselsdato. Den beskrivelse hun gav af mig, var spot on. Hun skrev fx at jeg havde svært ved at sige fra, at jeg var der for andre, men tit glemte mig selv. Det var stadig for grænseoverskridende for mig, så jeg skrev til hende, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville, men ikke turde.”

Det var da modigt. Og meget ærligt…

“Jeg kunne mærke helt ind i maven at det var det her jeg ville, men det var for grænseoverskridende. Hun svarede at det faktisk var ret vigtigt, man var klar. Ellers blev det ikke godt.”

Når du siger at du kunne mærke helt ned i maven, det var det her du ville, mener du så at tage hele skridtet og skifte navn?

“Det kunne jeg ikke helt overskue. Jeg kunne bare mærke at det var rigtigt. Men fordi hun skrev, det var vigtigt, man var helt klar, gjorde jeg ikke rigtig noget ved det. Jeg tror, der gik et år før tanken begyndte at komme frem igen og så begyndte jeg at tænke okay, måske tør jeg godt… på et tidspunkt. Det nærmede sig mere og mere og til sidst var jeg klar. Så gjorde jeg det.”

Hvad gjorde du?

“Jeg bestilte en tid og kørte til Fyn, hvor jeg havde en to timers lang session med hende. Bagefter kunne jeg jo stadig vælge ikke at skifte navn, det havde hun ikke noget at gøre med. Hun fortalte bare, hvad der var godt og skidt ved mit numerologskop og hvordan det ville være godt at ændre det til noget andet. En af grundene til at jeg fik modet til at gøre det, var også at hun havde sagt at jeg kunne vælge at beholde et af mine tre navne. Jeg behøvede ikke skifte dem alle ud og det var betryggende, for så kunne jeg beholde mit fornavn. Der var også noget med efternavne og familienavne, der gjorde at jeg blev lidt usikker. Men efter jeg havde været hos numerologen, vidste jeg at jeg ville gøre det – skifte mit navn. Jeg havde regnet med at beholde mit fornavn, men endte med at gå derfra med nyt…”

Hvad hedder du nu?

“Før hed jeg Trine Foged Rasmussen. Nu hedder jeg Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen. Jeg har faktisk fået lov til at beholde alle mine tre navne. Jeg har bare forlænget mit fornavn og fået et ekstra mellemnavn. Det synes jeg, er helt fantastisk, da det ikke er givet at man kan beholde sine tidligere navne. Det kan være, man skal ændre til noget helt andet.”

Har du ændret navnet ved navneregisteret, sygesikring osv.?

“Det hele. Jeg mangler stadig et nyt kørekort, for det behøver man ikke at skifte. Det koster ret mange penge at skifte alting, så det venter jeg lige lidt med det. Men ellers har jeg skiftet mit navn alle steder, også de steder man ikke lige tænker over – mobilselskab, forsikring osv. – men når navneregisteringen først er sket i cpr. registreret, går det nemt. Men fordi der ikke er andre, der hedder Trinesofia i Danmark skulle navnet først godkendes, så jeg kunne få lov til at hedde det.”

Føles det anderledes at være Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen end Trine Foged Rasmussen?

“Ja, det tror jeg, at det gør. Det er stadig en tilvænning for mig. Min familie kalder mig stadig Trine.”

Det er også svært at skulle kalde dig Trinesofia, når man har kendt dig som Trine i 30 år…

“Præcis. Og det er okay for mig. Det er kun halvandet år siden jeg skiftede navnet, så det er også en tilvænning for mig. Nye steder præsenterer jeg mig som Trinesofia og på arbejde hedder jeg Trinesofia.”

Er det svært for dig at fortælle folk, du har været hos numerolog og skiftet navn?

“Der er meget tabu omkring det. Man tænker, det er sådan noget langhåret, crazy noget. Altså der gik lidt tid før jeg fortalte mine bedsteforældre om det. De har en lidt mere konservativ tilgang til livet. Det var heller ikke en rar måde, der blev reageret på.”

Hvordan reagerede de da?

“Lige fra hjertet med >>nej, NU må du da være blevet skør!<<”

Det var den reaktion du frygtede?

“Ja og forventede. Men det er ikke sådan, jeg føler, jeg skal holde det skjult. Jeg fortæller det til folk, hvis vi sidder og snakker om det. Men jeg vælger nok, hvem jeg fortæller mere eller mindre til. Jeg prøver at beskytte mig selv. Jeg ser ingen grund til at skulle fortælle noget til nogle, der ikke har en anelse forståelse for, hvad det handler om. Det er der vel ingen grund til. For mig er man ikke mærkelig, fordi man er spirituel, men jeg forstår godt at man kan synes det set udefra. Det gjorde jeg selv lidt inden jeg blev spirituel. Det føles mærkeligt at sige at jeg blev spirituel, for jeg føler det ikke sådan. Det er ikke sådan, der er et klistermærke i panden af mig, hvor der står spirituel. Det har været en blid overgang. Stille og rolig. For mig er det bare en forståelse af, hvordan livet hænger sammen. Jeg tror egentlig bare det handler om udvikling. Jeg kan godt lide en holistisk tilgang til livet, hvor man arbejder med både krop, psyke og sjæl. Det synes jeg, er enormt spændende. Jeg har taget en uddannelse i mindfulness, som jeg synes forener den tanke ret godt. Man laver noget fysisk i forhold til det kropslige, mens man prøver at tømme tankerne. Når man gør det, kan der opstå en tilgang til det sjælelige. Jeg har flere gange oplevet at mærke et lys.”

Hvad vil det sige at mærke et lys? Er det ikke noget, man ser?

“Jeg havde lukkede øjne…Jeg var engang på et kærlighedskursus, hvor man lærte at arbejde med kærligheden til sig selv og andre. Der lavede vi, hvad der nok egentlig var en mindfulnessøvelse, hvor jeg lå ned og så var der en søjle af lys. En anden gang var i forbindelse med tankefeltsterapi, hvor jeg også fik kontakt til noget højere. Ens højere selv, som man siger.”

Kan du mærke at det er det, du får kontakt til. Dit højere selv?

“Jeg har kun prøvet det de få gange, men jeg håber at opleve det mange flere gange.”

Det er en god følelse, ikke skræmmende?

“Det er hvor essensen af en selv er. Hele essensen. Uden alle de ting, man har oplevet – erfaringer, påvirkninger fra forældre, søskende, familie og venner. Det er kernen af en selv. Ren kærlighed. Det er fantastisk og det jeg prøver at komme nærmere ved at lave mindfulness. Jeg prøver at stoppe alle de tanker, der kører rundt og mærke, hvad der i virkeligheden er vigtigst for mig. Når man lever i en travl hverdag, hvor mål og penge bliver det essentielle, glemmer man det, som i virkeligheden er det vigtigste. Når man hører om mennesker, der ligger på dødslejet og fortæller, hvad de tænker tilbage på – hvad der er vigtigst for dem – er det jo ikke det fancy job, alle pengene de har tjent, det store hus eller den seje bil, de har købt. Det tænker de overhovedet ikke på. Det er det, man selv har opnået. Ens kærlighed til familie og venner, er det, der betyder noget. Det glemmer vi i vores hverdag og måske særligt i vores samfund i den vestlige del af verdenen. Jeg er sikker på at den mindfulnessbølge, der er skyllet ind over os de seneste par år – så folk nærmest brækker sig over det – er her, fordi det er godt for os. Jeg tror ikke, det er slut endnu, men fortsætter, fordi vi har behov for det. Vi har brug for at lære at tænke mindre og føle mere. ” 🎄