I 8. klasse blev to klasser til tre, da eleverne fra de små landsbyer flyttede ind til byskolen. Blandt de elever fandt jeg en ny veninde. I 2. g. i gymnasiet flyttede vi begge fra den vestjyske by til Aarhus. Forskellen var bare, at min veninde flyttede uden sin familie. Den dag i dag er vi stadig veninder, så jeg bad hende fortælle, hvilke overvejelser der lå bag beslutningen om at forlade sin familie og det at skulle skabe sin egen.

Hvornår valgte du at flytte?

“Jeg var 17, da jeg flyttede. Det må have været i 2003. Der skete et eller andet der gjorde, at det blev for meget for mig. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvad. Jeg stoppede i gymnasiet lige før jul. Derefter blev jeg ansat hos Føtexbageren i en kort periode, men var der ikke længere end halvanden måned, så startede jeg på undgdomshøjskole i Ribe, hvor jeg var indtil sommeren, hvor jeg flyttede til Aarhus.”

Var det på højskolen, du fandt ud af, at du ikke skulle bo hjemme længere. At du ikke skulle tilbage og bo hos dine forældre?

“Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne hænge sammen på gymnasiet. Det var fuldstændig umuligt for mig samtidig med, jeg havde den rolle i familien, jeg havde.”

Hvilken rolle havde du?

“Blæksprutte. Rengøringsdame, barnepige, omsorgsgiver, tovholder. Jeg havde mange forskellige hatte på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at lave alle mine lektier, for jeg synes, at det var pissehårdt at gå i gymnasium. Det syntes jeg også, da jeg flyttede hjemmefra, skal lige siges. Pludselig kunne jeg se, at jeg altid havde reddet mig ud af alle situationer. Jeg havde altid klaret tingene, og det gjorde jeg ikke længere. Det hang ikke sammen for mig. Jeg kunne ikke klare at gå på gymnasium. Jeg kunne ikke nå at lave de afleveringer, jeg skulle. Jeg kunne ikke være den, jeg gerne ville være være.”

Hvordan redder man sig ud af alle situationer?

“Man overlever. Og det kunne jeg ikke engang længere. Det var en tung erkendelse og ikke særlig rart. Jeg blev nødt til at kigge indad for første gang i mit liv, tror jeg. Og finde ud af, hvorfor det ikke fungerede.”

Gjorde du det på egen hånd?

“Ja, det gjorde jeg. Eller kommunen var faktisk lidt inde over og spurgte, om det ikke var en god idé, jeg kom lidt væk hjemmefra og fik lidt luft. Det synes jeg, lød ret fornuftigt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud af, hvis der skulle ske noget, hvis jeg skulle rykke mig her i livet, så blev jeg nødt til at passe på mig selv. Bvdr.”

Bvdr. Er det ikke en god ting at passe på sig selv?

“Jo, det er det. Det var bare aldrig noget, jeg havde gjort før. Hvad var det for noget, at passe på sig selv? Det var en hård erkendelse, jeg ikke kunne klare mere og ikke kunne klare at være i min egen familie og være der for dem, der betyder mest for mig. Nu skulle der ske noget andet.”

Så  ved at foreslå højskoleopholdet gjorde kommunen dig faktisk en tjeneste?

“Lige der gjorde de. De var med til at skabe bindeled. Jeg var ikke meldt til højskolen fra start, så jeg kom ind lidt fra siden. Det hjalp de med, og det fungerede faktisk meget godt.

Hvorfor kunne du ikke klare at være i familien. Var det pga. alle de forskellige hatte, du skulle have på?

“Det var det helt sikkert. Det var svært. Jeg var helt vildt presset. Det var en forfærdelig form for pres. Pres for at skulle præstere, for det pres var der jo fra mine forældre. Jeg skulle præstere, præstere, præstere…”

I hjemmet eller udenfor hjemmet?

“Både i hjemmet og udenfor, men specielt i gymnasiet. Det hang ikke sammen med, jeg samtidig skulle være så meget på derhjemme, ikke rigtig vidste, hvem jeg selv var, hvor jeg var på vej hen og alt muligt. Altså tingene hang bare ikke sammen. Der var for få ressourcer og for få timer i døgnet.”

Du flyttede til Aarhus, efter du havde afsluttet opholdet på ungdomshøjskolen i Ribe?

“Jeg glædede mig, for det var jo vildt spændende. Men det var rigtig hårdt at efterlade sine søskende et sted og i et miljø, hvor jeg ikke selv kunne holde ud at være. Nu skulle de være der alene, og jeg var der ikke til at passe på dem. Det var faktisk ikke nemt.”

Hvad gjorde, at du valgte at flytte alligevel, når det var så hårdt?

“Hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke være til. Det var, ikke et spørgsmål om liv og død, men jeg vår nået dertil, hvor jeg var så presset, at hvis jeg ikke gjorde det nu, kom det aldrig til at ske. Så ville jeg måske ende med at arbejde hos Føtex resten af mit liv. De drømme havde jeg alligevel ikke, at skulle være ved min familie resten af livet. Jeg var også klar over, hvis jeg flyttede, skulle jeg flytte rigtigt. Jeg skulle ikke bare flytte til Varde, 7 km fra den by, hvor min mor bor. Jeg skulle tage et meget, meget stort spring, så jeg ikke sådan lige var til at få fat i – kommer du ikke lige og hjælper og redder os – det duede ikke. Jeg blev nødt til at være langt nok væk, til ikke at være den nødknap, der kom sprængende, når der var behov for det. Det var bl.a. derfor det blev Aarhus.”

Fordi det skulle være langt nok væk?

“Fordi det skulle være langt nok væk, og vi havde været her nogen gange sammen. Jeg havde et godt indtryk af Aarhus og følte mig ret tryg her.”

Virkede det så, kunne du undgå at blive den nødknap, der blev ringet til?

“Nej, det er jo det. Noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at flytte, men det var bestemt ikke en løsning. Problemerne flytter jo med. Så var jeg bare rådgiver over telefonen. Det var alt fra praktiske ting til store problemer med en af mine søskende, der havde psykiske udfordringer, min mors bekymringer og hvordan, man kunne være med til at løse dem. Altså det var alt muligt. Jeg var ikke stærk nok til at sige fra endnu. Det var en god ting, jeg fik ro omkring mig, og så alligevel voksede følelsen af, jeg ikke var der for mine søskende. Ikke var der til at hjælpe dem. Den dér bekymringsbobbel voksede faktisk en del i en periode i hvert fald. Det var ikke sådan bare lige at flytte. Det var også en ensom periode. Jeg havde været vant til mange mennesker omkring mig og et stramt program og nu var jeg pludselig alene.

Men startede du ikke på studie med det samme?

Jeg flyttede i sommeren og startede på studenterkursus i august. Jeg fik også et arbejde med det samme, så det var ikke fordi, jeg sådan gik og trillede tommelfingre.”

Men alligevel føltes det anderledes?

“Absolut. Det var en sjov overgang fra mest af alt at have dårlig samvittighed over at efterlade nogen, og så troen på, at man faktisk gjorde det rigtige. Det var vilde kontraster, der mødte hinanden. Må jeg godt gøre det her? Må jeg godt vælge mig selv til? Alle de her ting. Det var et sammensurium af alt muligt rod i mit hoved.”

Du var 17 år. Gik du rundt med det rod i hovedet alene, eller delte du dine tanker og frustrationer med nogen?

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, der gik et år, så fandt jeg ud af, jeg havde brug for nogen at snakke med det om, fordi det faktisk var rigtig svært. Via gymnasiet kunne jeg snakke med en psykolog og der fik jeg vendt hele situationen. Det var godt. Og det var første gang.”

Var det ikke en voldsomt? Det var mange ting og følelser at tage hul på…

“Det var det. Jeg tror, det var første gang, jeg snakkede med en professionel om min familie. Det var en hård omgang.”

Føltes det som om, du forrådte dem, ved at tale om dem?

“Første gang i hvert fald. Det er sjovt, for jeg har jo godt vidst, at vores familie er anderledes. Vores familie var ikke ligesom andres. Alligevel var det ikke særlig rart at sige tingene højt, for så bliver det pludselig virkeligt. Når jeg sagde højt, at min mor har en hjerneskade, så var der faktisk også en begrundelse for, hvorfor hun gør som hun gør. Og det er faktisk også synd, så det er klart, jeg skal være der for hende. Min far, han har det jo også dårligt. Det er derfor, han drikker. Der var mange ting, der blev åbnet op for. Men det var bestemt vigtigt at tage hul på det.”

Du siger, tingene blev virkelige, da du sagde dem højt fx at din mor har en hjerneskade og din far drikker. Så giver det måske god nok mening, at du ikke kunne være i hjemmet?

“Helt sikkert, det gjorde det. Jeg tror, det gav mig en ro at snakke med psykologen. At det var okay og jeg ikke havde svigtet nogen.”

Kan du godt føle det i dag, at du ikke har svigtet nogen?

“Det synes jeg. Selvom det stadig kan prikke lidt i mig, ved jeg, det var den helt rigtige beslutning, jeg tog dengang. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at flytte, så havde jeg nok slet ikke været den storesøster, jeg gerne vil være.”

Hvad med din storesøster. Hun flyttede vel også?

“Det var det, der var hårdt i den periode. Vi flyttede på samme tid.”

Har du nogensinde snakket med hende omkring, om hun har haft de samme følelser omkring at efterlade det, som du også efterlod?

“Ja, og det har hun. Det er klart de samme følelser, vi har haft, og det var ikke en særlig rar følelse. Min storesøster flyttede for at studere, det gjorde jeg i teorien også, men det var hendes drøm at studere på en uddannelse, man kun kan tage i Viborg. På en eller anden måde retfærdiggjorde det nok lidt mere hendes valg. Det var mere okay, at hun gjorde det.”

Fordi hun flyttede for at tage en uddannelse og du flyttede for at komme væk og passe på dig selv?

“Netop. Pyha. Det var en lidt anden tilgang,  men hun havde da helt klart også svært ved det. Det er der slet ingen tvivl om. For mig var det ikke løsningen at flytte. Problemerne løste sig ikke. Men det var første skridt på vejen og det var fandeme et vigtigt skridt, vil jeg sige.”

Så problemerne flytter med, dem flytter man ikke fra?

“Nej, det gør man ikke. Det er et klassisk ordsprog og den er jo god nok. Men luftforandring er rigtig godt. Jeg kom ind i et nyt miljø. Jeg fik lov til at starte helt helt forfra. Jeg tror også, det betød meget, jeg kom et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var, hvad jeg kom fra og hvad jeg havde lavet tidligere.”

Gjorde de det på det gymnasie du kom fra?

“Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ikke på gymnasiet eller den klasse jeg gik i, men der var folk, jeg kunne møde. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, men at få en helt ny start, er bare rigtig rart. Man kan få lov til at forme, hvem man er.”

Skulle du først til at finde ud af, hvem du var, da du flyttede?

“Ja, hvem jeg var uden at være hundred procent storesøster, omsorgsperson, beskytter og alt muligt andet. Nu var jeg kun mig. Det var noget mærkeligt noget. Det var faktisk svært. Det var jo ikke fordi min identitet forsvandt, men pludselig skulle jeg kigge på mig selv på en anden måde, finde ud af, hvad der rørte sig indeni mig, for der var kommet ro til det. Det blev der pludselig åbent op for, og det var sgu ikke så nemt alligevel. Der var mange ting, der var komplicerede indeni, som jeg aldrig rigtig havde fået snakket om. Men at tage skridtet, komme væk og få taget hul på det, var afgørende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en helende proces, det følte jeg egentlig lidt, det var. Det har taget rigtig, rigtig mange år, hvor jeg kom rundt om alt muligt.”

Den proces startede, fordi du valgte at flytte?

“Det startede fordi, jeg valgte at flytte. Hvis jeg var blevet hos min mor eller i nærmiljøet, tror jeg aldrig, jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at kigge på mig selv og spørge, hvad fanden er det egentlig der foregår? Måske ikke før det var endt ud i noget rigtig skidt. Jeg ved ikke, om det var endt ud i en depression, men jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg først havde taget hul på det i den alder, jeg har i dag, og alle de ting havde hobet sig op. At flytte var bare altafgørende, fordi det skabte et nyt rum. Et rum, som var mit rum og det var virkelig nyt.”

Hvordan fandt du så ud af, hvem du var i det rum – uden at være storesøster osv.?

“Det har bl.a. været ved at gå til psykolog over perioder i nogle år. Der kommer nogle – jeg ved ikke om man kan kalde det essentielle kriser – det kan man nok ikke, men nogen gange er det rigtig svært for mig at finde mit ståsted pga. den familieopvækst, jeg har haft. Det kan være meget i forhold til grænser. Jeg har svært ved at fornemme mine egne grænser. Jeg mærker dem lang tid efter, de er overtrådt. Der kan gå mange måneder, hvor jeg mærker, at det er sindssygt ubehageligt. Det har gjort, jeg har fundet ud af, det er okay at sige fra. Jeg må godt trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg har i mig, udover at være storesøster og alt muligt andet. Det har selvfølgelig også været det at blive ældre og møde nogle mennesker og være på nogen rejser. Jeg tror, at de udenlandsrejser jeg har været på indimellem, har givet mig den samme følelse, jeg fik, da jeg flyttede hjemmefra. Sat fokus på, at nu er der et rum til mig, fordi man bliver revet væk fra det, man normalt er i. Det er rigtig sundt engang imellem. Man bliver nødt til at se sig selv i øjnene. Nogen gange kan det også være rigtigt ubehageligt, fordi man er tvunget til at træde ind i det rum og – det lyder dumt – mærke sig selv.”

Ved du, hvor dine grænser går i dag, og er du i stand til at sætte dem?

“Jeg er i hvert fald blevet meget, meget bedre, vil jeg sige. Meget, meget bedre. Det har været rigtig godt at finde ud af.”

Men dine grænser er blevet overskredet en del gange?

“Ja, det er de. Det har givet mig en følelse af, jeg bliver kvalt.”

Det er en fysisk følelse simpelthen?

“Det fysiske kommer som regel før det psykiske. Det er skidesvært at mærke sig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til, fordi den mulighed nok bare ikke har været der i min opvækst. Der er heller aldrig blevet spurgt ind til, eller vist, hvordan man passer på sig selv.”

Spurgt ind til, hvordan du har det og om dine grænser overskrides?

“Jeg ved, min mor har kunne fornemme når noget ikke har været rart for mig. Uden at hun har sat ord på det, så ved jeg, hun har kunne se det på mig, men hun har aldrig italesat det, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. At det her er ikke rart, mor.”

Så I har aldrig sat ord på eller snakket om det hjem i er vokset op i? I har ikke snakket åbent om hjerneskaden og alkoholismen?

“Nej, aldrig nogensinde.”

Heller ikke i dag?

“Nej, det gør vi faktisk ikke. Vi ved det jo godt allesammen. Vi ved godt, at begge mine forældre har nogle udfordringer, men det er aldrig noget, der bliver italesat. Det er egentlig dumt, kommer jeg lige til at tænke over.”

Det kan vel også blive farligt at åbne op?

“Det kan godt gå hen og blive farligt. Som barn i en dysfunktionel familie, havde det været rart, hvis der var nogen, der havde sagt det højt, da jeg var mindre. Det var først noget jeg fandt ud af, da jeg var meget ældre. Min mor er hjerneskadet, så der skulle nok have været hjælp udefra. Eller hun skulle selv have sagt det. Jeg er hjerneskadet og derfor kan jeg ikke klare, når I larmer for meget, så kan jeg ikke samle mine tanker. Sådan nogen ting havde været rart i ret mange situationer. Det havde i hvert fald givet en forståelse, tænker jeg, allerede fra et tidligt stadie.”

Men fik I ingen hjælp udefra?

“Jeg kan ikke helt huske, hvornår der begyndte at komme kommunefolk indover. Der har været kommune, der kun handlede om min mor, hvordan de skulle hjælpe hende videre i det her. Der gik jo nogle år, inden hun fik sin førtidspension. Jeg kan bare huske, alle mine brødre var født og jeg var i hvert fald konfirmeret, inden der konsekvent blev koblet én på os som familie. Det andet har været omkring min mor. Jeg har ikke følt, der har været fokus på, hvordan de kunne hjælpe os som familie. Ikke før, hun kom.”

Hvis der ikke var nogen, der havde fået øje på jeres familie havde brug for hjælp før, hvem fik så øje på det her?

“Jeg kan faktisk ikke huske, om det var mine bedsteforældre, der kontaktede kommunen, fordi de var bekymrede, specielt for at drengene ikke havde, hvad de havde brug for. Jeg ved faktisk ikke, om det var dem. Det kan også være, det har været nogen fra drengenes børnehave, der har været bekymrede. Det er et godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Pludselig var hende damen der bare én gang om ugen.”

Var det nok, én gang om ugen?

“Nej nej, det var det ikke. Og hun var heller ikke den rigtige, skal også lige siges. Men det var hende, der hjalp mig med at komme på højskole og væk hjemmefra. På den måde fungerede det. Men det fungerede ikke, når hun var hjemme hos os, så blev vi inviteret til at sidde og snakke – især min storesøster og jeg – med vores forældre. Vi havde aldrig snakket om noget før og så skulle vi sidde der i åbent forum med hende damen, der prøvede at være tovholder. Altså jeg kan bare huske, det tit handlede om vaskemaskinen, der ikke virkede og sådan noget.”

Så det var praktiske ting, ikke noget der gik i dybden?

“Hun prøvede jo selvfølgelig, men der var aldrig rigtig noget følelsesmæssigt ind over det. Jeg tror, vi blev inviteret til at fortælle, hvordan vi havde det i familien. Det kan man jo ikke sidde og sige, når ens far og mor sidder overfor. Vi havde jo aldrig snakket om følelser før. Det var noget værre rod. Det var helt grotesk. Vi sidder to teenagepiger, der ikke har det særlig godt, men der er ingen, der kan finde ud af at tage hånd om det eller sige det. Det var måske også det, jeg godt vidste, uden helt at vide det, at det var ikke et sundt miljø at være i. Jeg kunne jo nok godt mærke, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være.”

Det var ikke noget, du var klar over?

“Nej, det var jeg ikke. Det er først kommet efterfølgende. Der gik lang tid før jeg kiggede tilbage og tænkte, har vi godt nok levet i det så længe. Hvordan klarede vi det? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved den dag i dag.”

Når du stiller dig selv det spørgsmål, hvad tænker du så med hensyn til dine brødre, som du efterlod i det, du ikke kunne leve i?

“Det har jo helt sikkert været grunden til, at min yngste lillebror valgte at gøre det samme som mig og flytte som 17-årig. Der var fuld opbakning fra min storesøster og jeg. Vi var der og hjalp ham med alt det, vi ikke havde, da vi tog beslutningen om at flytte.”

Og hvad var det, I ikke havde?

Det var det økonomiske. Han var jo under 18 år, så der er ikke noget, der hedder s.u., der er ingenting, ingen sikkerhedsnet, ingen forældre, der kommer og hjælper en økonomisk med at flytte. Jeg ved godt, at det er småting, men alligevel betyder det meget, for at blive ordentlig etableret. Og så var det også at snakke om, hvordan han havde det, nu hvor han var nået dertil, han heller ikke længere kunne holde til det. Det var rigtig hårdt at høre ens bror beskrive de præcis samme følelser, jeg havde, da jeg stod i hans situation. Vi er jo trods alt søskende og vokset op i samme familie, så vores mindset er rent genetisk lidt det samme, men det var hårdt at høre ham fortælle, hvor trist han var og at han ikke kunne hænge sammen. Han var ked af det hele tiden og han var ked af, at mor hele tiden nedgjorde ham, alle de her ting…”

Så din bror og dig kan godt snakke om følelser sammen?

“Ja, og han bliver også pumpet for det, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er. Han er også en kæmpe succeshistorie. Altså det har også kun været det rigtige for ham at gøre.”

Nå du siger, han også er en succeshistorie, så er det fordi, du godt er klar over, du er en succeshistorie?

“En ting er sikkert. Jeg aner ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet derhjemme.”

Og i dag har du en uddannelse og en familie…

“Ja, og jeg er blevet forlovet”, siger hun og viser mig ringen på hendes finger…

Tillykke, hvor er det fedt!

“…Men alt det der med familie har været ret vildt. At der findes en, som vil mig, når jeg kommer med alt der her.”

Hvad mener du med alt det her?

“Altså accepterer hvem jeg er på gode og på dårlige dage. At jeg kommer fra den familie, jeg kommer fra, og har den historie, jeg har. Jeg er jo ikke bare kørt igennem – gymnasie, uddannelse og job. Jeg har taget nogle detours ind i mellem. Jeg klarede ikke første gymnasie, så det blev først i andet hug og det var fandeme hårdt at komme igennem. Så begyndte jeg på universitetet og måtte tage orlov og alt muligt andet crap, så kom jeg igennem, men måtte udsætte mit specialeforløb og så endelig lykkedes det.”

Men det gik jo skidegodt. Jeg synes det lyder som om, du har været i stand til at lytte til dig selv?

“Det har du ret i. Der har jeg alligevel lært noget.”

Nu har du en forlovet og en lille baby og skal til at skabe din egen familie. Hvordan er det, når man kommer fra en familie, man var nødt til at tage væk fra?

“Det var et virkelig stort spørgsmål, da jeg var gravid, fordi jeg ikke havde nogen rollemodel. Jeg tænkte rigtig meget på, hvad jeg selv er vokset op i. Det har faktisk været svært at skabe sin egen familie. Det er jo ikke skidt det hele. Vi har haft nogle rigtige hyggelige stunder, specielt os søskende, og det har vi stadig den dag i dag, men der var nogle ting, jeg vidste jeg i hvert fald ikke ville gøre, men hvad fanden skulle jeg så gøre? Det vidste jeg ikke. Det var ikke nemt, så der måtte jeg vende mig mod min kæreste og håbe at han kom med noget godt. Og det har han gjort. Det har jeg følt mig rigtig tryg ved. Han kommer fra en rigtig kernefamilie og har nogle helt andre værdier og minder, han tager med sig, og det har været svært ikke at kunne matche dem. Der har jeg ikke rigtig noget at hive op af skuffen, og det blev sat på en spids, da jeg var gravid. Det har også gjort, jeg i mange år ikke troede, at jeg skulle have en familie. Jeg føler, jeg har opfostret tre drenge og at starte forfra, var ikke noget, jeg tænkte, at jeg havde lyst til. For det er pissehårdt, der er rigtig mange følelser og mange ting, man skal ordne. Mine følelser i forhold til at få en familie og børn – jeg holder jo sindssygt meget af mine søskende – men det var også fyldt med rigtig meget sorg, for det var nogle rigtig hårde år af mit liv, hvor det handlede om alt muligt andet end at være der selv. Jeg var der jo ikke. Det handlede bare om at få tingene til at fungere. Og det var ret tit, det ikke var hyggeligt. De følelser fyldte rigtig meget. Der var mange overvejelser.”

Men I valgte at få en familie?

“Det gjorde vi. Jeg føler, at min kæreste er en sikker havn og han kunne give al den tryghed, jeg ikke har haft hele min opvækst. Stabilitet og forudsigelighed. Jeg kan stole på ham, alt muligt. Det jeg ikke havde i min egen familie, kan han give mig. Det allervigtigste var at vide, han ikke ville lade mig i stikken, at vi gjorde det her sammen. At få en familie er noget, man gør sammen. Man bliver ikke ladt alene i stikken, som jeg nok har følt i min egen familie nogen gange, hvor jeg har stået med ansvaret alene. Det kan jeg ikke lide. Det synes jeg, er vildt ubehageligt. Det har været helt vildt dejligt og jeg glædede mig helt vildt til, vi skulle have vores lille dreng, men følelserne er først rigtig kommet efter han er kommet til verden og jeg kan mærke, vi er en familie. Jeg skulle se det, før jeg troede på det.

Så nu føler du, at I er en familie?

“Den følelse har jeg nu. Der er ikke noget, der kommer og trækker mig ned bagfra. Der var rigtig mange overvejelser inden. Jeg var bange for, at jeg pludselig ville begynde at samle på ting, som min mor gør. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at sidde alene i lejligheden med en masse ting og en baby. Jeg var bange for, at det at få et barn ville føre mig tilbage og jeg ville begynde at skabe den familie, jeg kommer fra. Det var vildt mærkeligt. Jeg gik hos en rigtig sød psykolog og fik snakket det hele igennem. Jeg var ked af det og samtidig glædede jeg mig. Min kæreste kunne se ud i fremtiden, det kunne jeg ikke. Jeg kunne tage en dag og en termin af gangen. Min kæreste var allerede på fisketur med vores søn, så jeg tænkte, wow, han elsker ham allerede mere end jeg gør, og jeg er endda hans mor. Sådan følte jeg det. Det var sygt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig mere og mere ensom og jeg har nok aldrig været mindre ensom – der var en baby inde i mig! Det var en mærkelig tid og det skulle jeg lige have snakket igennem. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg sad fast i en følelse af, at jeg ville blive rigtig trist, bure mig inde og blive mere og mere ensom. Jeg var bange for at det (at blive mor) ville blive min identitet, som det var i så mange år – stå med al ansvaret og ordne alting. Følelsen af at skulle efterlade mine brødre et sted, hvor der ikke var rart at være, vendte tilbage. Men jeg ved, at min søn ikke kan være et tryggere sted end der han er nu,  hos sin far. ❤️