Om at have været elitesvømmeren Louise Ørnstedt

img_2650

I 2007 startede jeg på danskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding. Der mødte jeg Louise. Hun blev en veninde. Gradvist gik det op for mig, at hun var et kendt offentlig ansigt. Mange kendte hende som elitesvømmeren. Jeg kender hende som kulturentusiast, studerende, gymnasielærer og meget andet, så jeg bad hende fortælle historien om den Louise, jeg ikke kendte, da alle andre tilsyneladede gjorde.

Da jeg mødte dig første gang, var det som studerende på danskstudiet. Jeg kender dig ikke som elitesvømmeren Louise, men som akademikeren (og meget andet) Louise. Hvis jeg havde kendt dig som atleten, hvad havde så været anderledes?

“Jeg var og er grundlæggende den samme person, uanset om jeg svømmer, studerer eller er mig selv derhjemme – men selvfølgelig er der nogle evner og karaktertræk, som blev forstærket i rollen som elitesvømmer. F.eks. mit konkurrencegen, min vedholdenhed og min målrettethed. Karaktertræk, som jeg selvfølgelig besidder som privatpersonen Louise, men ikke i ligeså udtalt grad. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om at konkurrere, og bryder mig slet ikke om, at man på arbejdsmarkedet ofte belønnes for at have spidse albuer og tænke på sig selv. Jeg kan meget bedre lide at tænke på andre, og vil langt hellere karakterisere mig selv med ord som omsorgsfuld og opmærksom end målrettet og én med vindermentalitet. Men det er der desværre ikke så meget gevinst ved i vores samfund, hvor det i høj grad gælder om at effektivisere og være “hurtigere, højere, stærkere” i næsten olympisk stil.”

Selvom jeg ikke kender dig som elitesvømmeren, har jeg kunne læse mig frem til, du stoppede din karriere i en meget ung alder, lige efter du havde kvalificeret dig til OL. Var skulderskader og en blodprop årsagen til, du stoppede din karriere, eller lå der flere overvejelser bag?

“Jeg havde overvejet mit svømmestop i lang tid. I sommeren 2006 havde jeg mistet motivationen og lysten til at slæbe mig selv afsted i bassinet flere gange om dagen. Jeg var begyndt at tænke på, hvad man ellers kunne bruge tiden på. Begyndt at kigge op på det store ur i hallen mange gange indenfor den første halve time i bassinet. Og begyndt at tænke på, hvor ligegyldigt det syntes at kæmpe for hundrededele af sekunder i klorvandet, når der er så mange problemer rundt omkring i verden. Derfor valgte jeg at tage et halvt års pause, hvor jeg bl.a. brugte 3 måneder på en rygsækrejse med en veninde i Sydamerika. Jeg ville se verden – ikke bare et hotelværelse og en swimmingpool. Min intention med rejsen var bl.a. også at blive klogere på, hvad jeg efterfølgende ville med mit liv. Det viste sig at være sværere end som så at træffe en beslutning om et svømmestop. Tanken om at stoppe før end jeg havde nået, hvad jeg kunne, ville og drømte om, fyldte for meget. Men også tanken om, at mit talent forpligtede, fyldte en del. Jeg valgte derfor at fortsætte svømningen frem mod OL, men skiftede de vante rammer ud og flyttede til Australien. Her blev jeg i løbet af foråret 2007 skulderskadet, og denne skade var den afgørende faktor til mit endelige farvel til svømningen.”

Vidste du, hvad du ville lave, da du stoppede din svømmekarriere, eller føltes det som om, du skulle starte helt forfra – nyt liv, nye mål?

“Inden jeg traf beslutningen, havde jeg søgt ind på universitetet med danskstudiet som første prioritet. Jeg kom heldigvis ind – og skulle starte på studiet blot en uge efter, at jeg havde truffet beslutningen om at stoppe med at svømme. Det var rigtig godt for mig, når jeg tænker tilbage. Jeg nåede ikke at have en længere pause – et tomrum, hvor jeg kunne gå rundt og tænke på, om det mon var den rigtige beslutning. For i næste sekund (sådan føltes det i hvert fald) stod jeg med den ene fod i fredagsbaren og den anden fod plantet i frivilligt arbejde. Studiet blev suppleret med studiejob; noget jeg aldrig havde haft tid til, da jeg svømmede. Det hele føltes egentlig ret syret, fordi tingene gik så stærkt. Ja, jeg tror du har ret i, at jeg havde følelsen af allerede at have levet ét liv – det var virkelig et sceneskift, der også gjorde det svært at følge med personligt. Nu var jeg jo ikke længere svømmer – og hvad var jeg så? Hvad var jeg så god til?”

Du havde succes med din svømning og du havde succes med dit studie. Jeg tror aldrig, du har afleveret noget, der var halvt færdigt på studiet. Er der steder, hvor du synes, det er okay ikke at gøre sit bedste?

“Efter flere år som lærer har jeg fundet ud af, at der ganske enkelt ikke er tid til at gøre sit bedste hele tiden. Det har jeg det fint med, men jeg kan af og til blive frustreret over, at jeg ikke får lov til at udnytte min evne til at fordybe mig i arbejdsopgaverne (som i svømningen og på studiet). Jeg ved, at jeg er god til at fordybe mig og være grundig – men i lærerlivet er der ikke tid til, at udnytte disse evner særlig meget. Jeg oplever ofte, at folk associerer sådanne kompetencer med at være perfektionistisk, men jeg synes ikke nødvendigvis, at dette er det samme. Man kan godt være god til fordybelse og at være nærværende uden at have dét mål for øje at gøre tingene perfekt. F.eks. har jeg været ufattelig lang tid om at besvare dine spørgsmål her – det er ikke fordi, at jeg er bange for, at jeg ikke besvarer dem godt nok, eller tænker på, hvad andre tænker. Det er fordi jeg fordyber mig i besvarelsen og lukker alt andet ude.”

Jeg havde en fordom om, at sportsfolk kun gik op i deres sport. Den fordom har du gjort op med. Du følger rigtig meget med i, hvad der sker i verden. Du går op i kultur og har fx en ret stor indsigt i musik. Har man mulighed for at udtrykke alle de interesser og være den sammensatte person, som du jo faktisk er, når man er eliteudøver?

“Både ja og nej. Jeg havde muligvis tiden, men jeg havde ikke energien og overskuddet som elitesportsudøver. Jeg faldt næsten konsekvent i søvn, når jeg lagde mig med en bog i pausen mellem to træningspas. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole – også i gymnasietiden, mens jeg svømmede ved siden af. Men i gymnasietiden interesserede jeg mig for det “jeg skulle” for at kunne klare mig fint igennem gymnasiet. Det var nok egentlig først på universitet, at mit vidensbegær og min nysgerrighed blev vakt – særligt for at følge med på den litterære og kulturelle scene.”

Du opfattes nok i andres øjne som et konkurrencemenneske. Hvem konkurrerer du mest med – dig selv eller andre? 

“Jeg konkurrerer helt klart mest med mig selv, men det er en konsekvens af, at jeg af og til kan få en indre stemme, der spørger mig, om jeg nu har løst en opgave “godt nok”. Når man har prøvet at være én af verdens bedste til noget, kan det faktisk være svært at vurdere – for så kan tingene jo altid liiiige gøres end tand bedre.” ❄️

Om at flygte fra en krig

skaermbillede-2016-12-21-kl-16-39-03

Jeg mødte Rony for nogle år tilbage, da jeg arbejdede på en sommerskole for Dansk Flygtningehjælp. Rony, som er Roni på dansk, har et melankolsk sind, et gudsbenådet musikalsk talent og hans saz og hans stemme samler folk. Rony er flygtet fra Syrien. Jeg mødtes med ham på DOKK1 i Aarhus for at lytte til hans fortælling. Han er kommet i god tid, en halv time før vi har aftalt at mødes. Han starter med at rykke sin stol tættere på min, så mikrofonen bedre kan opfange, hvad han siger. I det han gør det, ved jeg, at det her bliver et svært interview.

“Jeg er lige kommet tilbage fra Grækenland. For seks – otte måneder siden lukkede de grænserne, så man hverken kan komme frem eller tilbage. I otte måneder har min fætter boet på grænsen med sin kone og barn i et telt. Jeg besøgte dem, for at se om de var okay. Min fætters fem-årige datter blev brændt i Syrien. Hun er heldig, at hun overlevede. Det var meget farligt. Hver dag skal min fætter købe salve til hende. Den koster mange penge, som han ikke kan betale. Hvad skal han gøre? Han kom til Europa og håbede, de ville passe på hans datter. Her er menneskerettigheder og demokrati. Men de lukkede grænserne. Det regner. Det er koldt. De er udenfor. Min fætter og hans familie er ikke okay. De mangler hjælp, men man hjalp dem ikke. De arbejder ikke, så hvordan skal de betale dyr salve? Der er en kvinde fra Grækenland, der de sidste to måneder har hjulpet flygtninge og taget dem med hjem. Hun hjalp også min fætter og hans familie. Men de er stadig ved grænsen. Og ved ikke, hvornår de kan komme videre. De ved det ikke.”

Har du hele din nærmeste familie i Danmark?

“Ja, de kom efter jeg havde været her et år.”

Hvorfor tog du afsted uden dem?

“For tre-fire år siden boede vi i Aleppo, men vi flygtede til en lille by lidt udenfor, hvor mine bedsteforældre boede. Det var svært at leve i Aleppo. Jeg var 24, ung og studerende. Hvis de fangede mig, skulle jeg være soldat. Man kan kun undgå det, hvis man betaler penge eller kender nogen i militæret. Jeg er ikke soldat og har aldrig tænkt, at jeg skulle være det. Jeg ville bare studere, være hjemme og sådan.”

Gik du i skole?

“Der var ikke skole i den by, vi boede i, så jeg sad bare derhjemme. Det var en lille by 60 km. uden for Aleppo. Der var ikke elektricitet, men jeg kunne lide det, for min familie var der, og vi kendte alle. Men så startede alle de politiske problemer. Enten var vi med Assad, eller måtte vi flygte. Det var svære regler. Man skulle være soldat, betale penge hver måned, sådan nogle ting. To gange kom de hjem til os.”

For at snakke med dig?

“Ja, de kom og sagde; ‘Dig, Rony. Du er ung, du skal være soldat og forsvare dit land og din by.’ Men jeg tænkte, at det ikke var et godt job, og at det ikke var gode mennesker, der var en del af det parti. Det er der rigtig mange, der tænker. De [partiet] forlanger penge, de lyver, de laver terror. Så min far og jeg flygtede.”

Din far og dig flygtede sammen?

“Ja. Vi tænkte, at når vi var i Danmark eller et andet land i Europa, kunne vi få familiesammenføring og få vores familie hertil. Min far kunne få min mor, min søster og min bror hertil. Men ikke mig, for jeg var over 18 år. Vi flygtede. Det var farligt, for de kunne fange mig. Men vi kom til Danmark.”

I flygtede fra Aleppo til Danmark?

“Vi flygtede først til den lille landsby udenfor Aleppo, hvor vi var noget tid. Jeg kan ikke huske om det var tre-fire måneder eller et år. Men vi var der i lang tid. Derefter flygtede vi til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien og til sidst fra Italien til Danmark.”

Med båd? 

“Med båd og lastbil. Det var meget svært. Hvis politiet i Grækenland fangede dig, skulle du give dine fingeraftryk  [hvilket betyder, man er registreret i landet og skal blive der].”

I vidste, I ville til Danmark?

“Jeg havde min onkel her. Han havde fortalt, at det var et godt land. Jeg kunne studere og man kunne få familiesammenføring. Det var vigtigt, for da vi kom til Danmark, var min lillebror, lillesøster og mor alene i Syrien og det var farligt for dem. Der var ikke elektricitet og måske perioder med tre-fire dage uden vand.”

Hvor lang tid gik der, fra du kom til landet, til du fik opholdstilladelse?

“Jeg fik min opholdstilladelse efter 3 mdr., tror jeg. Efter et år havde min far ikke fået den. Vi ventede. Når vi ringede  [til udlændingestyrelsen] fik vi af vide, de var i gang med at gennemgå hans historie for at være sikre, og at vi bare skulle vente. D. 14. december har jeg været her i to år. Det er meget bedre i Danmark. For man lever her.”

Kunne du godt leve et liv i Danmark, når du vidste, din mor og dine søskende var i Syrien?

“Nej, det var ikke okay, når de var der [i Syrien]. Det var ikke så nemt. Jeg tænkte altid på dem. Nogen gange ringede jeg til dem en gang om ugen. Jeg gik i skole, men jeg var ikke okay”, siger han og peger mod sine tindinger, for at symbolisere alle tankerne. “Det er noget, du altid tænker på. Måske mest min far. Det var hans kone og hans børn.”

Tror du også, det var sværere for din far, fordi han levede et mindre aktivt liv end dig?

“Han fik ikke sin opholdstilladelse, før de [familien] kom, så han var altid på Asylcentre. Han var meget træt. Det ved jeg godt.”

Hvor lang tid opholdt du dig på Asylcentret?

“Jeg fik opholdstilladelsen efter 3 mdr., men flyttede til Aarhus fra Asylcentret efter 2 mdr.”

Hvordan var det på Asylcentret?

Rony kæmper for at finde ordene. Han kigger på mig. Hans udtryk siger mere, end de ord han famler efter. “Jeg tænkte altid på, hvad nu, hvis jeg ikke fik opholdstilladelsen.”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke fik opholdstilladelsen?

“Jeg havde ikke lavet noget farligt eller ulovligt eller skabt problemer for nogen, og jeg havde ikke givet mine fingeraftryk i andre lande. Jeg var sikker på, jeg ville få den. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.”

Hvis du var i Syrien i dag, hvordan ville dit liv så se ud – hvilke drømme ville du have?

“Efter krigen startede, tænker vi aldrig på fremtiden. Du kan ikke tænke. Der er ingen elektricitet. Der er altid problemer. Vi tog på universitetet og tog hjem. Vi tænkte ikke på, hvad der ville ske om et eller to år. Vi vidste ikke, om vi ville leve, eller nogen ville dræbe os, du ved. Før krigen startede, gik jeg på universitetet, drømte om at gøre min uddannelse færdig, arbejde som ingeniør, måske blive gift og sådan. Det var det normale liv, jeg skulle have.”

Har du fået de drømme tilbage, nu hvor du er i Danmark?

“Da jeg begyndte at arbejde for det frugtfirma, jeg arbejder for i dag og har arbejdet for et år, måske mere, sagde jeg, at jeg var færdig med at studere. Det var nok. Jeg skulle arbejde fem-seks år og så se, hvad der skete. Men for tre-fire måneder siden fik jeg mine eksamenspapirer fra Syrien. Jeg ringede til en ven og bad ham skaffe mine papirer fra Universitetet i Aleppo. Fordi jeg ikke er i Aleppo, kunne jeg ikke selv gøre det, ellers havde jeg gjort det. Min ven sagde, at det var meget svært, men ville gøre det, da han kendte nogle ansatte på universitetet. Jeg skulle betale ca. 1000 kr. for at få papirerne. Men det var meget vigtigt for mig, for uden mine papirer, kan jeg ikke læse videre. Jeg havde kun to år tilbage, før jeg ville være uddannet ingeniør, og jeg har måske mange år at leve i og jeg kan lide at studere. Jeg snakkede med en dansk ven til en julefrokost. Han arbejder med os i weekenderne og studerer i hverdagene. Han gav mig et regnestykke. Jeg er god til matematik og det var et nemt regnestykke. Men jeg kunne ikke løse det, fordi det er fire-fem år siden, jeg studerede i Syrien. Jeg burde have løst det på et minut. Efter det ændrede mine tanker sig omkring det at studere igen. Fordi jeg har meget energi”, siger han, mens han holder sine arme op i en kampposition der viser, han er klar til at tage kampen med matematikken op igen. “Nu har jeg sendt mine papirer til kommunen, for at de kan sende dem til København og få dem vurderet, så jeg kan blive accepteret. Jeg er også lige startet på sprogskole.”

Jeg troede, du var færdig på sprogskole. Vi sidder jo og har en samtale på dansk?

“Jeg stoppede efter 8 mdr. og jeg er lige startet igen. Da jeg startede på sprogskole efter asylcentret, tog de en test for at finde ud af, hvilket modul jeg skulle starte på. Jeg havde været tre mdr. i Danmark og jeg startede på danskuddannelse 3 modul 2  [de fleste starter på danskuddannelse 2]. Jeg ved ikke, hvordan jeg har lært det. Det er ikke let, men jeg snakker fem sprog – kurdisk, arabisk, tyrkisk og 60-70% engelsk og nu dansk. Det er aldrig let.”

Tænker du, nu hvor Syrien er ødelagt, at du skal blive i Danmark – ser du din fremtid her?

“Det er et farligt spørgsmål”, siger han og kan ikke skjule tristheden, der som en skygge knytter sig til spørgsmålet. “Vi er altid bange, når vi tænker på, om vi skal tilbage til Aleppo. Hvis Assad vinder, kan vi aldrig komme tilbage. Han kan ikke lide dem, der er imod ham. En dag dræber han. Hvis han vinder, skal vi aldrig tilbage. Jeg ved godt, han er en stor diktator. Da krigen startede var vi  [syrere] imod diktaturet. Vi vil demokrati og frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er et svært spørgsmål…Det er svært måske, at skulle leve hele sit liv i Danmark, når jeg tænker på Aleppo, Syrien. Mit land. Skal jeg aldrig tilbage dertil? Jeg ved det ikke. Hvis de ikke stopper krigen, skal vi være her. Det er ikke dig, der har bestemt, du ville være her, men der er krig, så det bliver du nødt til. Det er svært. Jeg er i Danmark. Det er et godt land og jeg har lært sproget. Måske skal vi ikke tilbage. Men vi tager tilbage den dag, vi ved, at Syrien er okay. Hvis det ikke sker, er der problemer.” Vi griner begge for at afvæbne den sårbarhed, vi åbenlyst befinder os i, og har befundet os i, siden jeg stillede et farligt spørgsmål.

Har du mange venner tilbage i Syrien?

“Kun tre-fire. Ikke familie eller andre.”

Har du mistet?

“Selvfølgelig. Jeg har mistet min ven, som var soldat for Assad. De fangede ham. Han gad ikke. Hvad skulle han gøre?”

Føler du dig sikker og tryg her i Danmark?

“Her er sikkert. Men når vi ser problemerne i Europa, som terroren i Tyskland, bliver vi triste. Vi tænker, hvad laver han. Vi tænker, tag til Syrien og kæmp i stedet. Du må ikke kæmpe i Europa. Det er farligt. Du dræber mennesker. Når du har sort hår, er du altid bange, når nogen skaber problemer. Danskerne kigger på os og tænker, vi er ligesom ISIS. Men når nogen dræber, så bliver du også bange.”

Er du bange for, danskerne tror,  I er med til at dræbe og skabe problemer?

“Ja. Ikke flere problemer. Der er nok.”

Har du været ude for, at nogen har sagt noget til dig?

“En gang mødte jeg en. Han lavede sjov..” Rony bliver fjern i blikket..”Han spurgte, om jeg var terrorist, fordi jeg har sort hår og sort skæg. Han tænkte, at det var sjovt. Men det var ikke sjovt for mig. Det er svært. Der er nogen, der tror, at alle muslimer er et problem, fordi man har sort hår.”

Hvis du skal sige noget til danskerne, du synes er vigtigt, at de ved, hvad skal det så være?

“I skal kende os. I skal snakke med os. Lære os at kende som personer. De [danskerne] snakker med dig, men stopper altid fem meter fra dig”, siger han, mens han med sine hænder illustrerer en overflade. Den overflade han gerne vil, man bryder igennem.

Hvad vil du sige til flygtninge, der kommer til Danmark?

“Det er danskerne land. Når vi flytter hertil, skal vi være som jer.”

Hundred procent?

“Nej, fx behøver vi ikke spise det samme. Men vi skal følge reglerne. Vi er gæsterne. Hvis danskerne accepterer, at de betaler 40% i SKAT, skal vi også.”

Måske er der mange  [flygtninge], der ikke ved, hvad SKAT er?

“Ligesom mig. Jeg betaler bare. Og det er intet problem.” 🎄

Journalister på Danmarks Journalisthøjskole har lavet en meget ægte og ærlig film om Rony. I kan se filmen her.

Om at miste sin mor i en tidlig alder

img_0273

Da jeg vågner søndag morgen, er der tikket en sms ind fra min veninde Birgitte. Det er sjældent vi ses, men vi har holdt kontakten siden vores højskoleophold for 11 år siden. Det er typisk søndage til kaffe eller brunch. I dag er også søndag. Det er den 27. november. En dag, der viser sig at være ganske særlig. Vi mødes til brunch i Jægergårdsgade. Jeg har spurgt Birgitte, om jeg må interviewe hende omkring det at miste sin mor pludseligt i en ung alder. Jeg ved ikke, om vi skal tale om det i dag, så jeg nævner det forsigtigt, da vi er færdige med at opdatere på de måneder af hinandens liv, vi er gået glip af.

Jeg er glad for, du har sagt ja til at dele din historie…

 ”Ja, det projekt skal du lige fortælle mig om. Er du klar over, hvilken dag det er i dag? Det er faktisk 12-årsdagen for min mors dødsdag. Hun døde på denne dag for 12 år siden.”

Det var jeg ikke klar over. Jeg har også altid været virkelig dårlig til at spørge ind til din mor. Vi har kendt hinanden i 11 år og vi har aldrig snakket om det…

”Jeg kan huske en dag på højskolen, hvor vi snakkede og jeg omtalte min mor i datid, hvor der blev spurgt ind til det. Det kan jeg huske.”

Der var heller ikke gået lang tid fra din mors død til dit højskoleophold, som jeg husker det?

”Hun døde d. 27. november og vi startede på højskole i august, så der var gået lidt under et år. Da en af eleverne på højskolen, der selv har mistet en forældre, spurgte hvor længe siden det var, jeg havde mistet min mor, og jeg svarede, at det var gået ca. et år, udbrød hun “ikke længere?””

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har snakket om det. Måske er jeg bange for, du bliver ked af det…

”Det kan da godt være, jeg bliver ked af det, men hvad så? Min far oplevede efter min mors dødsfald, at folk flygtede fra ham på gaden. Drejede om hjørner, når de så ham.

Hvordan er den bedste måde at agere på som pårørende?

”Bare at være der og være som man plejer. Det var de fleste heldigvis gode til. De var der og støttede os. ”

Din mor døde pludseligt uden varsel af en hjerneblødning. Fik I noget hjælp til at håndtere sorgen efterfølgende?

”Vi gik i terapi sammen. Vi havde alle mistet. Min far havde mistet sin kone, min bror, søster og jeg havde mistet vores mor. Vi var forskellige steder i livet og vi håndterede sorgen forskelligt, fordi det vi havde mistet, var forskelligt. Min lillebror var 16 og lige startet på Handelsskolen, min søster var 23 og lige flyttet til Aarhus og startet studie, jeg var 20, lige blevet student og skulle til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Så vi var alle i gang med et nyt kapitel. Jeg kan huske, at min far var glad for, vi trods alt var så gamle, at vi havde fået opvæksten sammen med mor. Han stod jo pludselig med 3 børn alene. Det at miste fra den ene dag til den anden er et kæmpe chok. Det tager lang tid før kroppen og sindet rigtig forstår, hvad der er sket. Man får ikke tid til at bearbejde noget, og man forstår det ikke, før det er sket. Jeg var glad for, at jeg ikke så min mor have det dårligt og jeg har kun minder, hvor hun er 100% rask. Jeg er blevet lidt mere bange for at miste, måske også i kraft af, jeg er blevet ældre, men jeg tænker tit på, eller frygter at miste dem, jeg holder rigtig meget af. Det gør jeg nok lidt mere, fordi jeg har prøvet det.”

Du har fortalt om perioder i dit liv, overgange fx jobskift osv., hvor du har haft brug for at tale med nogle professionelle, kan du uddybe hvorfor?

“Jeg synes, man bør tale med nogle, som kan hjælpe, hvis man har det svært – om det er venner, familie eller psykolog – men en psykolog er jo uddannet til det og kan derfor hjælpe dig med at forstå, hvordan du har det og give dig nogle værktøjer til at komme videre. At gå til psykolog er som at tage en uddannelse i sig selv.  Jeg synes, det er meget konstruktivt, og jeg har fået rigtig meget ud af det. Det er ligesom, hvis du har det fysisk dårligt – ondt i halsen, ondt i maven eller ryggen – så går du jo også til læge for at finde ud af, hvordan du bliver rask igen.”

Hvordan håndterede I sorgen som familie, når I alle var ramt?

”Man finder en måde at være oppe, når de andre er nede. Det er en indre styrke, man helt automatisk finder frem. Det var aldrig sådan, at vi alle sammen var nede på samme tid. Man finder en styrke til at være der for hinanden. På vejen hertil modtog jeg et billede fra min søster. Det var et billede af min mor og min søster som lille. Da jeg modtog det, begyndte jeg at græde, her 12 år efter. Sorgen forsvinder aldrig, den dukker op i momenter. Man savner hende til højtider og fx da min søster blev gift og fik børn, så mangler hun.”

Jeg ved, du er et rigtig stort familiemenneske, der prioriterer familie, højtider og traditioner rigtig højt. Har du altid gjort det, eller er det blevet mere udtalt efter din mors død?

“Vi har altid prioriteret familien meget højt og det er ikke blevet mindre efter min mors død. Jeg er kommet tættere på min far, end jeg nok ville have været, hvis min mor havde været her. Som familie har vi fået et endnu stærkere sammenhold.  Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan det ville have været, hvis mor havde været her. Heldigvis har min far fundet en fantastisk kæreste, som både han og vi børn er rigtig glade for. Det er så dejligt at vide, han ikke er alene og hun har taget os tre børn til sig, som vi var hendes egne (hun har ingen børn).”

Birgitte beskriver, hvordan hun efter sin mors dødsfald var vred på hele verden. Hvordan hun havde lyst til at slå ind i væggen over verdens uretfærdighed. Over vreden over tabet af sin mor, og hvordan denne vrede gik ud over de nærmeste. Hun fortæller det med så stor indlevelse, at jeg slet ikke kan kende hende. Den Birgitte jeg kender, har aldrig været vred. Pludselig pauser hun sin fortælling, kigger op og udbryder;

”Det hjælper faktisk at snakke om, for nu går op for mig, hvor meget længere jeg er kommet. Jeg var så vred…”

Hvordan er den Birgitte, du var før din mors død, anderledes end fra den du er i dag?

“Mm det er et virkelig godt spørgsmål! Jeg tror, jeg er blevet meget mere bevidst omkring det at miste. Det er noget, jeg tænker på næsten hver dag. Jeg er også blevet ”tvunget” til at blive voksen og selvstændig og skulle skabe mit eget liv og stå på egne ben. Og så tror jeg,  jeg er blevet stærkere. Hvis nogen på forhånd havde fortalt mig, hvad jeg skulle igennem, ville jeg have sagt, det kommer jeg aldrig igennem. Men vi er alle kommet rigtig godt videre. Vi savner hende rigtig meget, og kan stadig være kede af det, men vi har det alle godt og er glade for, at far også har en at dele livet med, nu hvor mor ikke er her længere. Jeg plejer at sige: Den bedste ting, der kom ud af det, er, at jeg ikke kommer til at opleve det igen. Man kan heldigvis kun miste hende én gang.” ❄️

Om at vælge sig selv til

img_1177

I 8. klasse blev to klasser til tre, da eleverne fra de små landsbyer flyttede ind til byskolen. Blandt de elever fandt jeg en ny veninde. I 2. g. i gymnasiet flyttede vi begge fra den vestjyske by til Aarhus. Forskellen var bare, at min veninde flyttede uden sin familie. Den dag i dag er vi stadig veninder, så jeg bad hende fortælle, hvilke overvejelser der lå bag beslutningen om at forlade sin familie og det at skulle skabe sin egen.

Hvornår valgte du at flytte?

“Jeg var 17, da jeg flyttede. Det må have været i 2003. Der skete et eller andet der gjorde, at det blev for meget for mig. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvad. Jeg stoppede i gymnasiet lige før jul. Derefter blev jeg ansat hos Føtexbageren i en kort periode, men var der ikke længere end halvanden måned, så startede jeg på undgdomshøjskole i Ribe, hvor jeg var indtil sommeren, hvor jeg flyttede til Aarhus.”

Var det på højskolen, du fandt ud af, at du ikke skulle bo hjemme længere. At du ikke skulle tilbage og bo hos dine forældre?

“Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne hænge sammen på gymnasiet. Det var fuldstændig umuligt for mig samtidig med, jeg havde den rolle i familien, jeg havde.”

Hvilken rolle havde du?

“Blæksprutte. Rengøringsdame, barnepige, omsorgsgiver, tovholder. Jeg havde mange forskellige hatte på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at lave alle mine lektier, for jeg synes, at det var pissehårdt at gå i gymnasium. Det syntes jeg også, da jeg flyttede hjemmefra, skal lige siges. Pludselig kunne jeg se, at jeg altid havde reddet mig ud af alle situationer. Jeg havde altid klaret tingene, og det gjorde jeg ikke længere. Det hang ikke sammen for mig. Jeg kunne ikke klare at gå på gymnasium. Jeg kunne ikke nå at lave de afleveringer, jeg skulle. Jeg kunne ikke være den, jeg gerne ville være være.”

Hvordan redder man sig ud af alle situationer?

“Man overlever. Og det kunne jeg ikke engang længere. Det var en tung erkendelse og ikke særlig rart. Jeg blev nødt til at kigge indad for første gang i mit liv, tror jeg. Og finde ud af, hvorfor det ikke fungerede.”

Gjorde du det på egen hånd?

“Ja, det gjorde jeg. Eller kommunen var faktisk lidt inde over og spurgte, om det ikke var en god idé, jeg kom lidt væk hjemmefra og fik lidt luft. Det synes jeg, lød ret fornuftigt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud af, hvis der skulle ske noget, hvis jeg skulle rykke mig her i livet, så blev jeg nødt til at passe på mig selv. Bvdr.”

Bvdr. Er det ikke en god ting at passe på sig selv?

“Jo, det er det. Det var bare aldrig noget, jeg havde gjort før. Hvad var det for noget, at passe på sig selv? Det var en hård erkendelse, jeg ikke kunne klare mere og ikke kunne klare at være i min egen familie og være der for dem, der betyder mest for mig. Nu skulle der ske noget andet.”

Så  ved at foreslå højskoleopholdet gjorde kommunen dig faktisk en tjeneste?

“Lige der gjorde de. De var med til at skabe bindeled. Jeg var ikke meldt til højskolen fra start, så jeg kom ind lidt fra siden. Det hjalp de med, og det fungerede faktisk meget godt.

Hvorfor kunne du ikke klare at være i familien. Var det pga. alle de forskellige hatte, du skulle have på?

“Det var det helt sikkert. Det var svært. Jeg var helt vildt presset. Det var en forfærdelig form for pres. Pres for at skulle præstere, for det pres var der jo fra mine forældre. Jeg skulle præstere, præstere, præstere…”

I hjemmet eller udenfor hjemmet?

“Både i hjemmet og udenfor, men specielt i gymnasiet. Det hang ikke sammen med, jeg samtidig skulle være så meget på derhjemme, ikke rigtig vidste, hvem jeg selv var, hvor jeg var på vej hen og alt muligt. Altså tingene hang bare ikke sammen. Der var for få ressourcer og for få timer i døgnet.”

Du flyttede til Aarhus, efter du havde afsluttet opholdet på ungdomshøjskolen i Ribe?

“Jeg glædede mig, for det var jo vildt spændende. Men det var rigtig hårdt at efterlade sine søskende et sted og i et miljø, hvor jeg ikke selv kunne holde ud at være. Nu skulle de være der alene, og jeg var der ikke til at passe på dem. Det var faktisk ikke nemt.”

Hvad gjorde, at du valgte at flytte alligevel, når det var så hårdt?

“Hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke være til. Det var, ikke et spørgsmål om liv og død, men jeg vår nået dertil, hvor jeg var så presset, at hvis jeg ikke gjorde det nu, kom det aldrig til at ske. Så ville jeg måske ende med at arbejde hos Føtex resten af mit liv. De drømme havde jeg alligevel ikke, at skulle være ved min familie resten af livet. Jeg var også klar over, hvis jeg flyttede, skulle jeg flytte rigtigt. Jeg skulle ikke bare flytte til Varde, 7 km fra den by, hvor min mor bor. Jeg skulle tage et meget, meget stort spring, så jeg ikke sådan lige var til at få fat i – kommer du ikke lige og hjælper og redder os – det duede ikke. Jeg blev nødt til at være langt nok væk, til ikke at være den nødknap, der kom sprængende, når der var behov for det. Det var bl.a. derfor det blev Aarhus.”

Fordi det skulle være langt nok væk?

“Fordi det skulle være langt nok væk, og vi havde været her nogen gange sammen. Jeg havde et godt indtryk af Aarhus og følte mig ret tryg her.”

Virkede det så, kunne du undgå at blive den nødknap, der blev ringet til?

“Nej, det er jo det. Noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at flytte, men det var bestemt ikke en løsning. Problemerne flytter jo med. Så var jeg bare rådgiver over telefonen. Det var alt fra praktiske ting til store problemer med en af mine søskende, der havde psykiske udfordringer, min mors bekymringer og hvordan, man kunne være med til at løse dem. Altså det var alt muligt. Jeg var ikke stærk nok til at sige fra endnu. Det var en god ting, jeg fik ro omkring mig, og så alligevel voksede følelsen af, jeg ikke var der for mine søskende. Ikke var der til at hjælpe dem. Den dér bekymringsbobbel voksede faktisk en del i en periode i hvert fald. Det var ikke sådan bare lige at flytte. Det var også en ensom periode. Jeg havde været vant til mange mennesker omkring mig og et stramt program og nu var jeg pludselig alene.

Men startede du ikke på studie med det samme?

Jeg flyttede i sommeren og startede på studenterkursus i august. Jeg fik også et arbejde med det samme, så det var ikke fordi, jeg sådan gik og trillede tommelfingre.”

Men alligevel føltes det anderledes?

“Absolut. Det var en sjov overgang fra mest af alt at have dårlig samvittighed over at efterlade nogen, og så troen på, at man faktisk gjorde det rigtige. Det var vilde kontraster, der mødte hinanden. Må jeg godt gøre det her? Må jeg godt vælge mig selv til? Alle de her ting. Det var et sammensurium af alt muligt rod i mit hoved.”

Du var 17 år. Gik du rundt med det rod i hovedet alene, eller delte du dine tanker og frustrationer med nogen?

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, der gik et år, så fandt jeg ud af, jeg havde brug for nogen at snakke med det om, fordi det faktisk var rigtig svært. Via gymnasiet kunne jeg snakke med en psykolog og der fik jeg vendt hele situationen. Det var godt. Og det var første gang.”

Var det ikke en voldsomt? Det var mange ting og følelser at tage hul på…

“Det var det. Jeg tror, det var første gang, jeg snakkede med en professionel om min familie. Det var en hård omgang.”

Føltes det som om, du forrådte dem, ved at tale om dem?

“Første gang i hvert fald. Det er sjovt, for jeg har jo godt vidst, at vores familie er anderledes. Vores familie var ikke ligesom andres. Alligevel var det ikke særlig rart at sige tingene højt, for så bliver det pludselig virkeligt. Når jeg sagde højt, at min mor har en hjerneskade, så var der faktisk også en begrundelse for, hvorfor hun gør som hun gør. Og det er faktisk også synd, så det er klart, jeg skal være der for hende. Min far, han har det jo også dårligt. Det er derfor, han drikker. Der var mange ting, der blev åbnet op for. Men det var bestemt vigtigt at tage hul på det.”

Du siger, tingene blev virkelige, da du sagde dem højt fx at din mor har en hjerneskade og din far drikker. Så giver det måske god nok mening, at du ikke kunne være i hjemmet?

“Helt sikkert, det gjorde det. Jeg tror, det gav mig en ro at snakke med psykologen. At det var okay og jeg ikke havde svigtet nogen.”

Kan du godt føle det i dag, at du ikke har svigtet nogen?

“Det synes jeg. Selvom det stadig kan prikke lidt i mig, ved jeg, det var den helt rigtige beslutning, jeg tog dengang. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at flytte, så havde jeg nok slet ikke været den storesøster, jeg gerne vil være.”

Hvad med din storesøster. Hun flyttede vel også?

“Det var det, der var hårdt i den periode. Vi flyttede på samme tid.”

Har du nogensinde snakket med hende omkring, om hun har haft de samme følelser omkring at efterlade det, som du også efterlod?

“Ja, og det har hun. Det er klart de samme følelser, vi har haft, og det var ikke en særlig rar følelse. Min storesøster flyttede for at studere, det gjorde jeg i teorien også, men det var hendes drøm at studere på en uddannelse, man kun kan tage i Viborg. På en eller anden måde retfærdiggjorde det nok lidt mere hendes valg. Det var mere okay, at hun gjorde det.”

Fordi hun flyttede for at tage en uddannelse og du flyttede for at komme væk og passe på dig selv?

“Netop. Pyha. Det var en lidt anden tilgang,  men hun havde da helt klart også svært ved det. Det er der slet ingen tvivl om. For mig var det ikke løsningen at flytte. Problemerne løste sig ikke. Men det var første skridt på vejen og det var fandeme et vigtigt skridt, vil jeg sige.”

Så problemerne flytter med, dem flytter man ikke fra?

“Nej, det gør man ikke. Det er et klassisk ordsprog og den er jo god nok. Men luftforandring er rigtig godt. Jeg kom ind i et nyt miljø. Jeg fik lov til at starte helt helt forfra. Jeg tror også, det betød meget, jeg kom et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var, hvad jeg kom fra og hvad jeg havde lavet tidligere.”

Gjorde de det på det gymnasie du kom fra?

“Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ikke på gymnasiet eller den klasse jeg gik i, men der var folk, jeg kunne møde. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, men at få en helt ny start, er bare rigtig rart. Man kan få lov til at forme, hvem man er.”

Skulle du først til at finde ud af, hvem du var, da du flyttede?

“Ja, hvem jeg var uden at være hundred procent storesøster, omsorgsperson, beskytter og alt muligt andet. Nu var jeg kun mig. Det var noget mærkeligt noget. Det var faktisk svært. Det var jo ikke fordi min identitet forsvandt, men pludselig skulle jeg kigge på mig selv på en anden måde, finde ud af, hvad der rørte sig indeni mig, for der var kommet ro til det. Det blev der pludselig åbent op for, og det var sgu ikke så nemt alligevel. Der var mange ting, der var komplicerede indeni, som jeg aldrig rigtig havde fået snakket om. Men at tage skridtet, komme væk og få taget hul på det, var afgørende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en helende proces, det følte jeg egentlig lidt, det var. Det har taget rigtig, rigtig mange år, hvor jeg kom rundt om alt muligt.”

Den proces startede, fordi du valgte at flytte?

“Det startede fordi, jeg valgte at flytte. Hvis jeg var blevet hos min mor eller i nærmiljøet, tror jeg aldrig, jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at kigge på mig selv og spørge, hvad fanden er det egentlig der foregår? Måske ikke før det var endt ud i noget rigtig skidt. Jeg ved ikke, om det var endt ud i en depression, men jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg først havde taget hul på det i den alder, jeg har i dag, og alle de ting havde hobet sig op. At flytte var bare altafgørende, fordi det skabte et nyt rum. Et rum, som var mit rum og det var virkelig nyt.”

Hvordan fandt du så ud af, hvem du var i det rum – uden at være storesøster osv.?

“Det har bl.a. været ved at gå til psykolog over perioder i nogle år. Der kommer nogle – jeg ved ikke om man kan kalde det essentielle kriser – det kan man nok ikke, men nogen gange er det rigtig svært for mig at finde mit ståsted pga. den familieopvækst, jeg har haft. Det kan være meget i forhold til grænser. Jeg har svært ved at fornemme mine egne grænser. Jeg mærker dem lang tid efter, de er overtrådt. Der kan gå mange måneder, hvor jeg mærker, at det er sindssygt ubehageligt. Det har gjort, jeg har fundet ud af, det er okay at sige fra. Jeg må godt trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg har i mig, udover at være storesøster og alt muligt andet. Det har selvfølgelig også været det at blive ældre og møde nogle mennesker og være på nogen rejser. Jeg tror, at de udenlandsrejser jeg har været på indimellem, har givet mig den samme følelse, jeg fik, da jeg flyttede hjemmefra. Sat fokus på, at nu er der et rum til mig, fordi man bliver revet væk fra det, man normalt er i. Det er rigtig sundt engang imellem. Man bliver nødt til at se sig selv i øjnene. Nogen gange kan det også være rigtigt ubehageligt, fordi man er tvunget til at træde ind i det rum og – det lyder dumt – mærke sig selv.”

Ved du, hvor dine grænser går i dag, og er du i stand til at sætte dem?

“Jeg er i hvert fald blevet meget, meget bedre, vil jeg sige. Meget, meget bedre. Det har været rigtig godt at finde ud af.”

Men dine grænser er blevet overskredet en del gange?

“Ja, det er de. Det har givet mig en følelse af, jeg bliver kvalt.”

Det er en fysisk følelse simpelthen?

“Det fysiske kommer som regel før det psykiske. Det er skidesvært at mærke sig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til, fordi den mulighed nok bare ikke har været der i min opvækst. Der er heller aldrig blevet spurgt ind til, eller vist, hvordan man passer på sig selv.”

Spurgt ind til, hvordan du har det og om dine grænser overskrides?

“Jeg ved, min mor har kunne fornemme når noget ikke har været rart for mig. Uden at hun har sat ord på det, så ved jeg, hun har kunne se det på mig, men hun har aldrig italesat det, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. At det her er ikke rart, mor.”

Så I har aldrig sat ord på eller snakket om det hjem i er vokset op i? I har ikke snakket åbent om hjerneskaden og alkoholismen?

“Nej, aldrig nogensinde.”

Heller ikke i dag?

“Nej, det gør vi faktisk ikke. Vi ved det jo godt allesammen. Vi ved godt, at begge mine forældre har nogle udfordringer, men det er aldrig noget, der bliver italesat. Det er egentlig dumt, kommer jeg lige til at tænke over.”

Det kan vel også blive farligt at åbne op?

“Det kan godt gå hen og blive farligt. Som barn i en dysfunktionel familie, havde det været rart, hvis der var nogen, der havde sagt det højt, da jeg var mindre. Det var først noget jeg fandt ud af, da jeg var meget ældre. Min mor er hjerneskadet, så der skulle nok have været hjælp udefra. Eller hun skulle selv have sagt det. Jeg er hjerneskadet og derfor kan jeg ikke klare, når I larmer for meget, så kan jeg ikke samle mine tanker. Sådan nogen ting havde været rart i ret mange situationer. Det havde i hvert fald givet en forståelse, tænker jeg, allerede fra et tidligt stadie.”

Men fik I ingen hjælp udefra?

“Jeg kan ikke helt huske, hvornår der begyndte at komme kommunefolk indover. Der har været kommune, der kun handlede om min mor, hvordan de skulle hjælpe hende videre i det her. Der gik jo nogle år, inden hun fik sin førtidspension. Jeg kan bare huske, alle mine brødre var født og jeg var i hvert fald konfirmeret, inden der konsekvent blev koblet én på os som familie. Det andet har været omkring min mor. Jeg har ikke følt, der har været fokus på, hvordan de kunne hjælpe os som familie. Ikke før, hun kom.”

Hvis der ikke var nogen, der havde fået øje på jeres familie havde brug for hjælp før, hvem fik så øje på det her?

“Jeg kan faktisk ikke huske, om det var mine bedsteforældre, der kontaktede kommunen, fordi de var bekymrede, specielt for at drengene ikke havde, hvad de havde brug for. Jeg ved faktisk ikke, om det var dem. Det kan også være, det har været nogen fra drengenes børnehave, der har været bekymrede. Det er et godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Pludselig var hende damen der bare én gang om ugen.”

Var det nok, én gang om ugen?

“Nej nej, det var det ikke. Og hun var heller ikke den rigtige, skal også lige siges. Men det var hende, der hjalp mig med at komme på højskole og væk hjemmefra. På den måde fungerede det. Men det fungerede ikke, når hun var hjemme hos os, så blev vi inviteret til at sidde og snakke – især min storesøster og jeg – med vores forældre. Vi havde aldrig snakket om noget før og så skulle vi sidde der i åbent forum med hende damen, der prøvede at være tovholder. Altså jeg kan bare huske, det tit handlede om vaskemaskinen, der ikke virkede og sådan noget.”

Så det var praktiske ting, ikke noget der gik i dybden?

“Hun prøvede jo selvfølgelig, men der var aldrig rigtig noget følelsesmæssigt ind over det. Jeg tror, vi blev inviteret til at fortælle, hvordan vi havde det i familien. Det kan man jo ikke sidde og sige, når ens far og mor sidder overfor. Vi havde jo aldrig snakket om følelser før. Det var noget værre rod. Det var helt grotesk. Vi sidder to teenagepiger, der ikke har det særlig godt, men der er ingen, der kan finde ud af at tage hånd om det eller sige det. Det var måske også det, jeg godt vidste, uden helt at vide det, at det var ikke et sundt miljø at være i. Jeg kunne jo nok godt mærke, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være.”

Det var ikke noget, du var klar over?

“Nej, det var jeg ikke. Det er først kommet efterfølgende. Der gik lang tid før jeg kiggede tilbage og tænkte, har vi godt nok levet i det så længe. Hvordan klarede vi det? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved den dag i dag.”

Når du stiller dig selv det spørgsmål, hvad tænker du så med hensyn til dine brødre, som du efterlod i det, du ikke kunne leve i?

“Det har jo helt sikkert været grunden til, at min yngste lillebror valgte at gøre det samme som mig og flytte som 17-årig. Der var fuld opbakning fra min storesøster og jeg. Vi var der og hjalp ham med alt det, vi ikke havde, da vi tog beslutningen om at flytte.”

Og hvad var det, I ikke havde?

Det var det økonomiske. Han var jo under 18 år, så der er ikke noget, der hedder s.u., der er ingenting, ingen sikkerhedsnet, ingen forældre, der kommer og hjælper en økonomisk med at flytte. Jeg ved godt, at det er småting, men alligevel betyder det meget, for at blive ordentlig etableret. Og så var det også at snakke om, hvordan han havde det, nu hvor han var nået dertil, han heller ikke længere kunne holde til det. Det var rigtig hårdt at høre ens bror beskrive de præcis samme følelser, jeg havde, da jeg stod i hans situation. Vi er jo trods alt søskende og vokset op i samme familie, så vores mindset er rent genetisk lidt det samme, men det var hårdt at høre ham fortælle, hvor trist han var og at han ikke kunne hænge sammen. Han var ked af det hele tiden og han var ked af, at mor hele tiden nedgjorde ham, alle de her ting…”

Så din bror og dig kan godt snakke om følelser sammen?

“Ja, og han bliver også pumpet for det, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er. Han er også en kæmpe succeshistorie. Altså det har også kun været det rigtige for ham at gøre.”

Nå du siger, han også er en succeshistorie, så er det fordi, du godt er klar over, du er en succeshistorie?

“En ting er sikkert. Jeg aner ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet derhjemme.”

Og i dag har du en uddannelse og en familie…

“Ja, og jeg er blevet forlovet”, siger hun og viser mig ringen på hendes finger…

Tillykke, hvor er det fedt!

“…Men alt det der med familie har været ret vildt. At der findes en, som vil mig, når jeg kommer med alt der her.”

Hvad mener du med alt det her?

“Altså accepterer hvem jeg er på gode og på dårlige dage. At jeg kommer fra den familie, jeg kommer fra, og har den historie, jeg har. Jeg er jo ikke bare kørt igennem – gymnasie, uddannelse og job. Jeg har taget nogle detours ind i mellem. Jeg klarede ikke første gymnasie, så det blev først i andet hug og det var fandeme hårdt at komme igennem. Så begyndte jeg på universitetet og måtte tage orlov og alt muligt andet crap, så kom jeg igennem, men måtte udsætte mit specialeforløb og så endelig lykkedes det.”

Men det gik jo skidegodt. Jeg synes det lyder som om, du har været i stand til at lytte til dig selv?

“Det har du ret i. Der har jeg alligevel lært noget.”

Nu har du en forlovet og en lille baby og skal til at skabe din egen familie. Hvordan er det, når man kommer fra en familie, man var nødt til at tage væk fra?

“Det var et virkelig stort spørgsmål, da jeg var gravid, fordi jeg ikke havde nogen rollemodel. Jeg tænkte rigtig meget på, hvad jeg selv er vokset op i. Det har faktisk været svært at skabe sin egen familie. Det er jo ikke skidt det hele. Vi har haft nogle rigtige hyggelige stunder, specielt os søskende, og det har vi stadig den dag i dag, men der var nogle ting, jeg vidste jeg i hvert fald ikke ville gøre, men hvad fanden skulle jeg så gøre? Det vidste jeg ikke. Det var ikke nemt, så der måtte jeg vende mig mod min kæreste og håbe at han kom med noget godt. Og det har han gjort. Det har jeg følt mig rigtig tryg ved. Han kommer fra en rigtig kernefamilie og har nogle helt andre værdier og minder, han tager med sig, og det har været svært ikke at kunne matche dem. Der har jeg ikke rigtig noget at hive op af skuffen, og det blev sat på en spids, da jeg var gravid. Det har også gjort, jeg i mange år ikke troede, at jeg skulle have en familie. Jeg føler, jeg har opfostret tre drenge og at starte forfra, var ikke noget, jeg tænkte, at jeg havde lyst til. For det er pissehårdt, der er rigtig mange følelser og mange ting, man skal ordne. Mine følelser i forhold til at få en familie og børn – jeg holder jo sindssygt meget af mine søskende – men det var også fyldt med rigtig meget sorg, for det var nogle rigtig hårde år af mit liv, hvor det handlede om alt muligt andet end at være der selv. Jeg var der jo ikke. Det handlede bare om at få tingene til at fungere. Og det var ret tit, det ikke var hyggeligt. De følelser fyldte rigtig meget. Der var mange overvejelser.”

Men I valgte at få en familie?

“Det gjorde vi. Jeg føler, at min kæreste er en sikker havn og han kunne give al den tryghed, jeg ikke har haft hele min opvækst. Stabilitet og forudsigelighed. Jeg kan stole på ham, alt muligt. Det jeg ikke havde i min egen familie, kan han give mig. Det allervigtigste var at vide, han ikke ville lade mig i stikken, at vi gjorde det her sammen. At få en familie er noget, man gør sammen. Man bliver ikke ladt alene i stikken, som jeg nok har følt i min egen familie nogen gange, hvor jeg har stået med ansvaret alene. Det kan jeg ikke lide. Det synes jeg, er vildt ubehageligt. Det har været helt vildt dejligt og jeg glædede mig helt vildt til, vi skulle have vores lille dreng, men følelserne er først rigtig kommet efter han er kommet til verden og jeg kan mærke, vi er en familie. Jeg skulle se det, før jeg troede på det.

Så nu føler du, at I er en familie?

“Den følelse har jeg nu. Der er ikke noget, der kommer og trækker mig ned bagfra. Der var rigtig mange overvejelser inden. Jeg var bange for, at jeg pludselig ville begynde at samle på ting, som min mor gør. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at sidde alene i lejligheden med en masse ting og en baby. Jeg var bange for, at det at få et barn ville føre mig tilbage og jeg ville begynde at skabe den familie, jeg kommer fra. Det var vildt mærkeligt. Jeg gik hos en rigtig sød psykolog og fik snakket det hele igennem. Jeg var ked af det og samtidig glædede jeg mig. Min kæreste kunne se ud i fremtiden, det kunne jeg ikke. Jeg kunne tage en dag og en termin af gangen. Min kæreste var allerede på fisketur med vores søn, så jeg tænkte, wow, han elsker ham allerede mere end jeg gør, og jeg er endda hans mor. Sådan følte jeg det. Det var sygt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig mere og mere ensom og jeg har nok aldrig været mindre ensom – der var en baby inde i mig! Det var en mærkelig tid og det skulle jeg lige have snakket igennem. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg sad fast i en følelse af, at jeg ville blive rigtig trist, bure mig inde og blive mere og mere ensom. Jeg var bange for at det (at blive mor) ville blive min identitet, som det var i så mange år – stå med al ansvaret og ordne alting. Følelsen af at skulle efterlade mine brødre et sted, hvor der ikke var rart at være, vendte tilbage. Men jeg ved, at min søn ikke kan være et tryggere sted end der han er nu,  hos sin far. ❤️

Om at bruge sin fortælling til at hjælpe andre

15570983_10154058250576766_939378007_n

Nogen af os husker nok en episode på et gymnasium i Nordjylland, hvor en kvinde blev stukket ihjel af sin ex-kæreste. Den kvinde var Mikkels veninde. Mikkel stillede sig imellem veninden og ex-kæresten og blev stukket med kniven, som dræbte veninden. Det resulterede i skader i nakke og skulder og en lam arm. I dag har Mikkel stiftet “The Back To Life Project”, hvor han hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker og voldsepisoder. Han vil gerne give andre den hjælp, han aldrig selv fik. Jeg stillede ham nogle spørgsmål og bad ham fortælle, hvad der motiverer ham til at bruge sin fortælling til at hjælpe andre.

Som 19-årig blev du skadet i skulder, nakke og lam i den ene arm som konsekvens af et knivstikkeri. Du valgte at tage tilbage i skole og gennemføre din gymnasiale uddannelse liggende på en madras. Det betød, du blev erklæret rask og ikke længere var berettiget rehabiliteringshjælp, er det korrekt forstået?

“Ja, det et korrekt. Beslutningen om at vende hurtigt tilbage til skolen – ‘til livet’ –  er den smarteste beslutning, jeg nogensinde har taget og kommer til at tage. Men beslutningen betød også, jeg efter 17 dage var erklæret rask af systemet. Kort fortalt gik jeg fra det regionale system til det kommunale. I kommunalt regi var jeg registreret som rask, fordi jeg kunne gå i skole. Fordi jeg var erklæret rask, var der ingen tilbud til mig, og jeg var under konstant mistanke. Når jeg bad om at få hjælp, behandlede de mig som en nasserøv. Jeg kunne ikke gå 100 meter uden at få hold i nakken,  15 muskler i min arm var paralyseret og jeg blev spået alle steder fra, at min arm aldrig kom til at virke igen. Jeg lå på en madras i undervisningen og var i konstante smerter. Men jeg kunne gå i skole, så jeg var rask.”

I 2012 stiftede du foreningen ”The Back To Life Project”, hvor du hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker eller voldsskader, med at komme tilbage til livet. Har du haft succes med det?

“Tjaaah, det handler vel om, hvordan man ser på det og hvordan man definerer begrebet succes i denne sammenhæng. Vi har hjulpet en del mennesker med at skabe fantastiske resultater, hvilket helt centralt er det allervigtigste. Især på den korte bane. Arbejdet er helt fantastisk. Hårdt, men fantastisk. Vores vision er enorm. Vi vil gerne ændre hele den måde, hvorpå vi som samfund løser opgaven omkring vores mange alvorligt udsatte medborgere. Vi er ikke i mål endnu, men vi lykkedes med at få mange virksomheder til at tænke nye tanker. Vi har fået tilknyttet forskning og jeg tror på at vores resultater kommer til at skabe genlyd i Danmark og udlandet. Det er utroligt, hvad man kan skabe af resultater, hvis vi hjælper mennesker i stedet for at modkæmpe dem. Det er ærgerligt, at vi ikke er drevet af at ‘gøre det rigtige’ overfor hinanden. “The Back To Life Project” kommer til at være med til at bevise – sammen med andre fantastiske initiativer – at der ligger et enormt økonomisk aspekt i at investere i vores hjælp til udsatte. Så snart systemet lugter pengene, er der ingen grænser for, hvor meget vi kan rykke os som samfund. Vi har nogle rigtig interessante resultater, men jeg kan ikke stille mig til  dommer over for, om vi er en succes eller ej. Men jeg kan love at det er skidesjovt og livsbekræftende at følge os!

Du skriver på ”The Back To Life´s” Facebook side, du vil hjælpe andre og være den person, du aldrig selv mødte. Har du mødt ham eller hende nu?

“Nej, jeg har endnu ikke mødt personen, for personen eksisterer ikke. Hjælpen eksisterer ikke. Rådgivningen – uden økonomisk motiv eller bagtanke – eksisterer ikke. Det er dét, vi prøver at skabe. Det skal aldrig koste udsatte mennesker en krone at få vores hjælp, og vi er ikke drevet af noget som helst andet, end at hjælpe dem så godt vi kan.”

Jeg kan forstå, du har mødt virkelig meget modstand fra systemet fra fx advokater og politikere. Hvorfor har du ikke kastet håndklædet i ringen for længe siden?

“Jeg kan overleve først og fremmest, fordi jeg bliver stædig. Min drivkraft ligger i, jeg konstant møder et system, jeg ikke kan forlige mig med. Men mest af alt, fordi jeg ser, at det vi laver virker. Der er utroligt mange kampe, nederlag, skuffelser, hjertebanken, søvnløse nætter, træthed osv, men når du ser et menneske rejse sig fra sin kørestol, gå igen og nyde livet på en helt ny måde…når du ser at din indsats virker og at din vision kan ændre noget, så er det meget svært at stoppe igen.

Du har været igennem en retssag som har taget ti år, som du endte med at tabe. Hvad gik anklagen på?

“Min retssag handlede ikke om en anklage. Som jeg ser det, handler den om rettighed. Hvis du kommer til skade i dagens Danmark, så har du ret til at blive kompenseret for det tab du lider. Det kan være tab af løn, tab af førlighed eller lignende. Da jeg valgte at tage i skole efter ulykken, blev mit valg brugt imod mig. Jeg var rask og derfor skulle jeg i hvert fald ikke have det, jeg var berettiget til. Det har været en kamp siden dag 1 eller rettere dag 17. Der har ingen grænser været for, hvor lavt ‘systemet’ ville synke og hvilke regler de kunne finde for at retfærdiggøre at jeg ikke fik den erstatning, jeg var berettiget til. Svie og smerte for blot 17 dage. Trods 5 år uden job, hvor jeg genoptrænede fuld tid, fik jeg ingen tabt arbejdsfortjeneste og ingen støtte i træningsperioden. Træningen skulle jeg selv betale. Jeg fik ingen kompensation for tab af erhvervsevne, hvilke de ikke engang vurderede. Jeg fik ingen støtte til at føre en retssag eller noget som helst. Det synes jeg ikke var fair, så jeg valgte at fortsætte sagen, selvom jeg vidste at jeg ville tabe. Jeg vidste at det ville blive dyrt. For mig handlede det om at kæmpe for, hvad der er fair og samtidig udstille, hvad vores ‘system’ er i dag. Én ting er selve nederlaget i landsretten i år. Det er i sig selv skræmmende. Men endnu mere skræmmende er de 10 års kamp mod systemet. Advokater der bevidst tager overbetaling og udnytter hårdt udsatte. Forsikringsselskaber og forskellige nævn der bruger en taktik for at undgå at betale folk, hvad de har ret til. Banker der driver rov på disse mennesker og meget mere. Jeg ser forløbet som min uddannelse, som en investering i egen viden, så jeg fremadrettet kan rådgive mennesker i lignende situationer til at undgå samme kampe og forhåbentligt hjælpe samtlige instanser til at udvikle et langt bedre produkt og en bedre støtte.”

Jeg mødte dig for ti år siden på en Idrætshøjskole, hvor du spillede håndbold med en skadet (lam?) arm. Hvor kommer din viljestyrke fra?

“Trods vilde smerter og en paralyseret venstre side af overkroppen, har jeg aldrig tænkt at det var vildt, jeg fortsatte med at dyrke sport med og mod “raske” mennesker. Jeg havde kun 3 ugers pause inden jeg første gang var på en håndboldbane igen. Jeg tænkte aldrig over, at jeg måske ikke burde spille. Første gang jeg mødte en nerveekspert, spurgte jeg ham: “Kan det blive værre?” Han svarede: “Selvfølgelig kan det ikke blive værre, prøv at se på dig selv. Forbered dig på et liv som handicappet”. Bum! Sådan blev dét leveret. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme igang med at finde ud af, hvad det der “handicappet” var for noget. Og for at være helt ærlig, så har sport aldrig været sjovere. Jeg blev rigtig glad, da min genoptræning virkede og min arm begyndte at have funktion igen, men jeg nød hvert eneste sekund af mit liv indtil da også. Det var vildt spændende at “løse” udfordringen og udligne forskellen hver eneste dag. På banerne, i sport, i træningslokalet og i hverdagen generelt.”

Du arbejder fuldtid som projektleder for ”The Back To Life”, hvor kommer den økonomiske støtte fra?

“I de første år sponsorede jeg selv projektet. Jeg fik gang i en foredragskarriere som gjorde. at jeg gennem SU og foredragsindtægter kunne betale husleje, afdrage på min gæld, leve beskedent og kaste resten i projektet. Der var råd til at rejse landet rundt, minimum 3-5.000 km om måneden. Jeg tænkte, at jeg måtte tage ansvar. Jeg måtte stole på projektets vision og tro på at det ville virke. Jeg måtte blive så god og skabe så stærke resultater, at finansieringen ville komme. Og ikke hvilken som helst finansiering. Det skulle være en økonomisk uafhængig finansiering. Det første lange stykke tid blev jeg kaldt alt muligt – hippie, drømmer, forkælet møgunge og meget andet. I Perioder fik jeg flere gange af vide, at “sådan fungerer verden bare ikke… money talks”. Stille og roligt begyndte vi at kunne præsentere nogle af vores resultater, og så kom der lidt opmærksomhed og det hele vendte en smule. En håndfuld gange er jeg blandt andet blevet tilbudt MANGE penge for at lukke biksen, eller for at bestemte virksomheder kunne “eje” mig. Det sagde jeg pænt nej tak til. I år vendte det hele for alvor. Vi har blandt andet fået fantastisk støtte af vores følgere, fondsstøtte fra Det Obelske Familiefond og sangerinden Lis Sørensen har doneret indtægter fra 2-3 koncerter til os. Vi får stadigvæk mange “nej tak” og mange henvendelser fra folk, der prøver at underbyde os. Men hvad der sker med projektet disse dage, er helt fantastisk, så det bruger vi vores fokus på i stedet.”

I år gik du og en gruppe af dem ”The Back To Life” har hjulpet på Camino’en. Hvad skal I næste år?

“Sidste år havde vi en fantastisk tur på Camino’en, hvor 21-årige Troels, der har været lam i højre side af kroppen, besteg 5 bjerge og gennemførte over 300 km af ruten på 2 uger. I år kigger vi på lidt forskellige muligheder. Vi skal på en skiferie og en oplevelsestur til Norge. Vi planlægger at lave en to ugers træningslejr sydpå, og så prøver vi at arrangere en tur til Nepal, hvor jeg med et par af vores deltagere skal forsøge at trekke op til Everest Base Camp. Det er hvad, vi har på tegnebrættet lige nu.

I er også blevet nomineret til Årets Forening. Hvorfor skal I vinde den?

“Tidligere i år blev vi indstillet som Årets Forening og vi blev også indstillet som Prets Hjertesag. Det er nogle dejlige skulderklap at få. Skulle der falde nogle ekstra penge af, vil det bestemt varme lidt, men i virkeligheden er det opbakningen fra befolkningen, der er vigtig for os. At vi stille og roligt begynder at vinde en plads i samfundet, er en helt fantastisk følelse. Hvis bare opbakningen til os bliver stor nok, så skal politikere og virksomheder nok begynde at lytte, så vi nyder al slags opbakning, vi får, og vi håber at det fortsætter mange år endnu.”

Hvis du skulle komme med en opfordring til systemet, hvad skulle det så være?

“Stol på mennesker, på at investere i helt almindelige værdier. Giv mennesker hjælp til at vise at vi godt kan gøre det rigtige selv. Vi er nødt til at regne udgifter og indtægter ud på en helt anden måde. Vi skal stoppe med at lyve om, at vi er mega økonomisk pressede, for det er vi langt fra. Vi har økonomien til at investere i at være gode ved hinanden. Jeg vil vædde alt hvad jeg ejer på, at det er den samfundsmæssigt økonomisk bedste investering, vi kan foretage os. Hvis vi hjælper mennesker bedre,  får vi langt færre udgifter i sidste ende. Bare tanken om, hvad de penge kan bruges på, får mig til at smile stort. Tænk, vi kan blive endnu rigere ved at gøre ‘det rigtige’. Ved at elske hinanden mere. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre nyhed.” ❄️

Du kan følge “The Back To Life Project” her.

Om udvikling, spiritualitet og navneforandring

13879311_10154366366236505_9202674788507381148_n

Trine troede hun skulle arbejde som pædagog i en institution, bo sammen med sin kæreste i sine forældres gamle hus og til at starte en familie med ham. Sådan gik det ikke. Kæresten flyttede ud lige som de var ved at flytte ind. Siden fulgte først en sygemelding med leddegigt og siden en sygemelding med udbrændthed. I dag arbejder hun i en blomsterbutik og har en kæreste, der giver hende plads til at være andet end kæreste. Navnet Trine er skiftet ud med Trinesofia. Jeg tog en snak med Trinesofia om personlig udvikling, spiritualitet og om at være taknemmelig for de udfordringer livet giver.

Du har været igennem meget. Hvornår startede du med at få hjælp?

“Første gang jeg var i terapi, var efter min anden praktikperiode på pædagogseminariet. Det halve år var virkelig hårdt og jeg havde det ikke spor godt i den SFO jeg var hos. Da jeg var færdig med praktikken kunne jeg mærke, at sådan gad jeg ikke at have det resten af mit liv. Qua min uddannelse vidste jeg godt, at der er ting, der sætter sig fast fra barndommen, så jeg fandt en kognitiv terapeut og startede der. Jeg begyndte at arbejde med min opvækst og den person jeg var. Mine terapeuter har jeg altid fundet på nettet. Jeg googler, læser om dem og hvad de skriver. Egentlig bruger jeg nok min intuition til at mærke, om personen er god for mig eller ej. ”

Hvad var grunden til, du ikke havde det godt i den SFO, du var i praktik hos?

“Den tilgang pædagogerne havde til opdragelse af børnene, kunne jeg ikke stå inden for. Den var langt fra anerkendende. Dengang kunne jeg ikke sige fra, så det resulterede i at jeg blev fysisk syg, fx var jeg forkølet og havde ondt i halsen virkelig mange gange i løbet af det halve år. Da jeg var færdig med praktikken, startede jeg hos den kognitive terapeut. Det var først der at jeg kunne se tilbage og tænke over, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt at en del af det havde noget med mig selv at gøre. Det ved jeg også i dag, fordi jeg siden har lært, hvordan det fysiske og psykiske hænger sammen. Når jeg ikke får sagt fra, bliver jeg syg.”

Var det noget, du fandt ud af der?

“Det arbejder jeg stadig med. Jeg blev sygemeldt med udbrændthed, hvilket der er mange årsager til, men en af dem er helt klart at jeg ikke har været god nok til at sige fra og stå ved mig selv, men har ladet folk træde på mig.”

Kan du sige fra i dag?

“Jeg øver mig. Det er ikke noget der bare kommer vupti. Jeg øver mig hele tiden, men det er ikke noget, der falder mig nemt.”

Du skrev til mig og spurgte, om vi kunne udskyde vores interview, fordi du skulle passe på dig selv…

“Det er jo netop et eksempel på det. Det havde jeg ikke gjort før. Der havde jeg lavet interviewet alligevel. Jeg er faktisk gået lidt ned i tid på arbejde, fordi jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive træt igen og det var for hårdt. Heldigvis fik jeg mærket – og handlet – på det i tide. Så jeg synes, det er et ret godt tegn på at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Vi sammenligner os altid med andre. Jeg sammenligner mig med mine kollegaer og tænker, hvorfor kan de holde til det, når jeg ikke kan, så jeg kæmper. Mere og mere. Men det dur ikke. Alle mennesker er forskellige. Jeg er sgu sensitiv, så jeg har brug for at hvile mere end andre. Det bliver jeg nødt til at øve mig i at acceptere, at sådan er det.”

Du har arbejdet med dig selv og øvet dig i at sig fra med redskaber fra psykoterapien, men hvordan udviklede du din interesse for det spirituelle?

“Det kan jeg tydeligt huske. Min ex-kæreste og jeg var gået fra hinanden. Jeg var flyttet til Aarhus og havde fundet ud af, at der var noget, der hed Feng Shui. Det begyndte jeg at interessere mig lidt for. Det var der det startede og så udviklede det sig ligesom videre derfra. Jeg er stødt på nogle spirituelle mennesker på internettet, som jeg har fulgt via deres sider, og de har samarbejdet med nogle andre spirituelle mennesker, jeg så er begyndt at følge.”

Det virker som om, du har prøvet en del forskellige alternative behandlinger?

“Jeg har prøvet mange forskellige behandlinger. Jeg har fx været til håndanalyse, clairvoyance og besøgt en indianerkvinde.”

En indianerkvinde?

“I Nordjylland bor der en indianerkvinde, der også er clairvoyant. Det var en vild oplevelse at besøge hende. Der var mange del -elementer i den session vi havde. Vi kiggede tilbage på tidligere liv. Jeg fandt ud af – hvis det er rigtigt – at jeg har været udsat for en naturkatastrofe, hvor jeg har mistet næsten alt.”

Det lyder voldsomt…

“Men det gav god mening for mig. Jeg har utrolig svært ved at skille mig af med ting, smide ud og generelt bare give slip – også på følelser. Hvis man tidligere har oplevet at miste alt, vil man selvfølgelig holde fast i det man har og have svært ved at give slip. Det giver mening. Hun healede mig også. Jeg lå med lukkede øjne på en briks og kunne mærke at der skete noget inde i min mave. Hun rørte den jo ikke, men hun havde hænderne over, da jeg åbnede øjnene. Allerede på vej hjem i bilen begyndte jeg at græde og det blev starten til, jeg fandt ud af, jeg var udbrændt. Jeg havde arbejdet i en vuggestue under nogle forhold der ikke var særlig gode og havde ikke fået sagt fra. Jeg kom hjem fra indianerkvinden lørdag, og hele søndag græd jeg. Jeg var så ulykkelig. Jeg arbejdede en time om mandagen, så knækkede jeg sammen. Jeg kunne mærke noget var helt galt, så jeg skrev til indianerkvinden og spurgte om min reaktion var normal. Jeg synes, det var en voldsom reaktion på healing. Hun svarede at jeg havde undertrykt mine følelser i lang tid og nu kom de frem. Jeg havde kæmpet og kæmpet uden at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg var træt.”

Du havde altså ingen idé om at du var udbrændt inden du besøgte indianerkvinden?

“Jeg vidste jo godt at jeg var træt, men ikke at det var så voldsomt. Det kom først bagefter. Det var som om, man hev et filter af mig og jeg lige pludselig kunne mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg tog til lægen og blev sygemeldt med udbrændthed og symptomer på stress.”

Jeg tror aldrig jeg har hørt begrebet udbrændthed før…

“Der er også forskellig forståelse af det. I lægeverden ser man udbrændthed, som noget man får, når man har arbejdet 50 år og ikke kan mere. Inden for psykologien taler man om udbrændthed som noget man får, hvis man fx bliver ved med at arbejde og arbejde og ikke får det ønskede resultat, hvor man ikke siger fra eller mærker efter, hvor hårdt man har det. Da jeg læste om det, vidste jeg at det var, hvad der var sket for mig. Jeg kunne sove mange timer om natten og vågne op og være total træt, udmattet, udkørt. Det var både fysisk og psykisk udmattelse. Det at skulle frisere mit hår om morgenen, var en fuldstændig uoverskuelig opgave. At lave madpakke kunne jeg slet ikke. Jeg kunne ikke overskue noget.”

Hvad er forskellen på stress og udbrændthed? Det lyder som om, der er nogle af de samme symptomer?

“Når man er stresset, overser man også, man er træt, men man kører i et højt gear. Når man er udbrændt, kan man slet ikke komme op i det gear. Jeg havde lige mødt Thomas og skulle op til ham. Klokken var 11 og jeg skulle være klar og have pakket en taske til kl. 15, men jeg ville også gerne gå en tur i skoven, da jeg vidste det var godt for mig. Det kunne jeg slet ikke overskue, både at skulle gå en tur og pakke en taske, på fire timer. Efter at have været sygemeldt en mdr. – hvilket set i backspejlet slet ikke var nok – begyndte jeg at arbejde igen, på halv tid. Det synes jeg jo egentlig gik fint, så jeg blev sat op i tid efter et par uger. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev sat ned i tid kort tid efter. Jeg kunne godt ønske mig at min læge eller min leder vidste at det slet ikke var nok med en måneds sygemelding.”

Snakkede du jævnligt med din læge?

“Det gjorde jeg. Jeg havde også mange samtaler med min leder. Hun var meget forstående omkring situationen og at det skulle foregå i mit tempo, hvilket var rigtig rart. Jeg ville jo bare gerne gøre det godt og jeg ville gerne arbejde, derfor kom jeg tilbage. Men da jeg var gået ned i tid igen begyndte jeg at tænke over, om jeg var det rigtige sted. Det endte simpelthen med at jeg sagde op. Jeg kunne ikke se mig selv blive rask der.”

I jobbet som pædagog eller hos den institution?

“Det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg ikke ville blive rask, hvis jeg fortsatte der. Så jeg sagde op selvom jeg ikke havde et andet arbejde at begynde på. Det var en meget stor beslutning. Især fordi jeg ikke vidste, om jeg bare skulle finde et andet arbejde, eller om jeg overhovedet skulle være pædagog længere. Jeg var jo egentlig heller ikke rask endnu, der gik flere måneder.”

Ved man, at nu er man rask?

“Det er jo ikke sådan at det kommer fra den ene dag til den anden. Det er en stille udvikling. Jeg kunne mærke det på energiniveauet. Når man begynder at få energi igen, at kunne overskue nogle ting og kan føre et dagligdagsliv.”

Fik du hjælp til at blive rask?

“Da jeg blev sygemeldt startede jeg hos en psykoterapeut, der arbejder kropsterapeutisk. Det var rigtig godt. Jeg går stadig hos hende, og har gjort det i snart et år. Det er det længste forløb, jeg nogensinde har været i. De andre gange jeg har været i terapi, er jeg stoppet. Nogen gange med undskyldninger om at nu havde jeg ikke længere råd eller nu følte jeg ikke længere at jeg fik noget ud af det, hvilket jeg tror, mange mennesker gør, når de begynder at nærme sig der, hvor de virkelig skal arbejde. Så stopper man tit. Jeg tror generelt, det handler om at være et sted i livet, hvor man er klar til at åbne op. Nogen gange har jeg været i sluk – ildebrands – terapi, fordi jeg har været ved at knække sammen. Så stopper man jo, når man har fundet sig selv igen. Det gjorde jeg egentlig også denne gange, fik slukket ilden i forhold til, jeg var udbrændt, men årsagen til at jeg var udbrændt, arbejder jeg videre med. Det er ikke længere bare symptombehandling. Nu arbejder vi med de bagvedliggende årsager. Det er det, jeg synes er spændende ved personlig udvikling. At man ikke bare symptombehandler, men går ind og arbejder med årsagerne til, hvorfor det er sket, så man undgår at det sker igen.”

Hvad er forskellen på alternativ og terapeutisk behandling?

“Det er to forskellige måder at arbejde på. Jeg er startet med det psykologiske – hvilket jeg stadig arbejder med – og har så videreført det til det spirituelle. Jeg kan godt lide at arbejde med begge dele, både det psykologiske – hvad er der sket i barndommen og hvordan man er som person – og lægge det spirituelle lag på, hvor man arbejder med noget, der går ud over vores praktiske forstand. Det bliver nok en eller anden form for religion for mig. Ikke noget jeg tilbeder, men at tænke lidt spirituelt er en livsforståelse for mig. De spirituelle mennesker jeg har været hos, har alle sagt det samme til mig.”

Hvad siger de til dig?

“Jeg mener, for mig bliver det en forståelse af, at det hele hænger sammen, der er bare forskellige måder at se det på – om det er navne, bogstaver eller linjer i hånden – det er bare forskellige måder at gå til det på. Det får mig til at tænke på, om der er noget om snakken.”

Om snakken? – Altså noget der ligger udenfor vores forståelse?

“Et godt eksempel er de udfordringer, man møder i livet. Jeg tror, man møder de udfordringer, man møder, fordi man har behov for at møde dem. Fordi der er noget, man har behov for at udvikle. Mit brud med min ex-kæreste er et godt eksempel. Vi var smeltet helt sammen. Jeg kan huske at jeg havde en metafor, da han gik fra mig, om at vi var to træer, der var vokset sammen. Da han gik, rev han den ene halvdel væk med rodnet og grene og det hele, og så stod jeg der som en halv person. Jeg var slet ikke hel. Jeg skulle til at finde ud af, hvem jeg var bare mig. Det brud var noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men også det jeg har lært mest af. Vi var en enhed. Vi gjorde alting sammen. Vi havde ikke ret meget hver for sig. Jeg skulle lære at blive mere selvstændig og prioritere mig selv.”

Du siger at din interesse for det spirituelle først kom i forbindelse med dit brud med din ex-kæreste..?

“Ja, det gjorde den nok. Det var en søgen efter, hvem jeg var. Siden jeg var 13 år, har jeg altid funderet over, hvad fanden der er mening med det her liv. Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror helt klart at det spirituelle hjælper mig til at få en bedre forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.”

Så du tænker, der var en mening med at I skulle gå fra hinanden, så du kunne arbejde med dig selv?

“Jeg er så glad for, at vi gik fra hinanden. Jeg er taknemmelig for det. I dag kan jeg godt se, at det ikke var gået. Vi havde ikke passet sammen længere. Vi var – meget opfindsomt formuleret – vokset fra hinanden. Det var vi virkelig og vi ville noget forskelligt i livet, tror jeg. Jeg ville jo ikke være den jeg er i dag, hvis jeg stadig var sammen med ham, så ville jeg slet ikke have udviklet mig, som jeg har i dag. Nu er jeg et andet sted i livet og med nogle andre mennesker. Jeg tror på, man møder de mennesker, man skal møde.”

Var det også noget du troede på inden du begyndte at interessere dig for det spirituelle?

“Ikke på samme måde. Jeg vidste godt, da jeg sad i sorgen og krisen over at blive forladt, at jeg nok skulle komme om på den anden side og jeg vidste også at jeg nok skulle lære en masse. Men dengang tænkte jeg ikke at der var en mening med det.”

Føler du at du kan se meningen med det nu, fordi du har fået nogle redskaber?

“Det er mere overordnet. Man går fra at være mega ulykkelig og vred til stille og roligt at begynde at tilgive og til sidst at være taknemmelig. Taknemmelig er virkelig det eneste ord, der beskriver det. Jeg er så glad for ikke at være der længere, men være her, hvor jeg er i dag. Ikke kun at være her, hvor jeg er, men også have muligheden for at udvikle mig. Nogen gange skal man have et spark. Det skal man tit.”

Det var et hårdt spark, du fik. Det var en brutal måde din ex-kæreste forlod dig på og et år efter blev du sygemeldt med leddegigt…

“Jeg blev lagt ned, så blev jeg sparket lidt mere til og væltet rundt i mudderet. Jeg føler ikke selv, jeg ligger ned længere, men jeg føler heller ikke, jeg er på toppen. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal være. Nu har jeg fundet en dejlig kæreste og vi bor sammen i en fin, lille lejlighed. Så langt så godt, så mangler jeg bare den anden del.”

I forbindelse med din interesse for det spirituelle, har du kontaktet en numerolog. Hvornår besluttede du dig for det?

“Jeg fik øjnene op for numerologi, efter jeg var stødt på Feng Shui. Jeg vidste, da jeg læste om det, at det var noget jeg gerne ville prøve. Der gik måske et halvt til et helt år inden jeg skrev en e-mail til numerologen og bestilte en overordnet læsning der ikke var særlig dyr og som hun sendte på mail. Da jeg fik den, var jeg ved at falde bagover. Hun ramte plet. Det var bare så rigtigt og jeg vidste med det samme at jeg fandeme gerne ville have en rigtig session. Men jeg turde ikke. Det var alt for grænseoverskridende for mig.”

Hvad mener du, når du sige at hun ramte plet? Altså ud fra dit navn?

“Ud fra mit navn og min fødselsdato. Den beskrivelse hun gav af mig, var spot on. Hun skrev fx at jeg havde svært ved at sige fra, at jeg var der for andre, men tit glemte mig selv. Det var stadig for grænseoverskridende for mig, så jeg skrev til hende, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville, men ikke turde.”

Det var da modigt. Og meget ærligt…

“Jeg kunne mærke helt ind i maven at det var det her jeg ville, men det var for grænseoverskridende. Hun svarede at det faktisk var ret vigtigt, man var klar. Ellers blev det ikke godt.”

Når du siger at du kunne mærke helt ned i maven, det var det her du ville, mener du så at tage hele skridtet og skifte navn?

“Det kunne jeg ikke helt overskue. Jeg kunne bare mærke at det var rigtigt. Men fordi hun skrev, det var vigtigt, man var helt klar, gjorde jeg ikke rigtig noget ved det. Jeg tror, der gik et år før tanken begyndte at komme frem igen og så begyndte jeg at tænke okay, måske tør jeg godt… på et tidspunkt. Det nærmede sig mere og mere og til sidst var jeg klar. Så gjorde jeg det.”

Hvad gjorde du?

“Jeg bestilte en tid og kørte til Fyn, hvor jeg havde en to timers lang session med hende. Bagefter kunne jeg jo stadig vælge ikke at skifte navn, det havde hun ikke noget at gøre med. Hun fortalte bare, hvad der var godt og skidt ved mit numerologskop og hvordan det ville være godt at ændre det til noget andet. En af grundene til at jeg fik modet til at gøre det, var også at hun havde sagt at jeg kunne vælge at beholde et af mine tre navne. Jeg behøvede ikke skifte dem alle ud og det var betryggende, for så kunne jeg beholde mit fornavn. Der var også noget med efternavne og familienavne, der gjorde at jeg blev lidt usikker. Men efter jeg havde været hos numerologen, vidste jeg at jeg ville gøre det – skifte mit navn. Jeg havde regnet med at beholde mit fornavn, men endte med at gå derfra med nyt…”

Hvad hedder du nu?

“Før hed jeg Trine Foged Rasmussen. Nu hedder jeg Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen. Jeg har faktisk fået lov til at beholde alle mine tre navne. Jeg har bare forlænget mit fornavn og fået et ekstra mellemnavn. Det synes jeg, er helt fantastisk, da det ikke er givet at man kan beholde sine tidligere navne. Det kan være, man skal ændre til noget helt andet.”

Har du ændret navnet ved navneregisteret, sygesikring osv.?

“Det hele. Jeg mangler stadig et nyt kørekort, for det behøver man ikke at skifte. Det koster ret mange penge at skifte alting, så det venter jeg lige lidt med det. Men ellers har jeg skiftet mit navn alle steder, også de steder man ikke lige tænker over – mobilselskab, forsikring osv. – men når navneregisteringen først er sket i cpr. registreret, går det nemt. Men fordi der ikke er andre, der hedder Trinesofia i Danmark skulle navnet først godkendes, så jeg kunne få lov til at hedde det.”

Føles det anderledes at være Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen end Trine Foged Rasmussen?

“Ja, det tror jeg, at det gør. Det er stadig en tilvænning for mig. Min familie kalder mig stadig Trine.”

Det er også svært at skulle kalde dig Trinesofia, når man har kendt dig som Trine i 30 år…

“Præcis. Og det er okay for mig. Det er kun halvandet år siden jeg skiftede navnet, så det er også en tilvænning for mig. Nye steder præsenterer jeg mig som Trinesofia og på arbejde hedder jeg Trinesofia.”

Er det svært for dig at fortælle folk, du har været hos numerolog og skiftet navn?

“Der er meget tabu omkring det. Man tænker, det er sådan noget langhåret, crazy noget. Altså der gik lidt tid før jeg fortalte mine bedsteforældre om det. De har en lidt mere konservativ tilgang til livet. Det var heller ikke en rar måde, der blev reageret på.”

Hvordan reagerede de da?

“Lige fra hjertet med >>nej, NU må du da være blevet skør!<<”

Det var den reaktion du frygtede?

“Ja og forventede. Men det er ikke sådan, jeg føler, jeg skal holde det skjult. Jeg fortæller det til folk, hvis vi sidder og snakker om det. Men jeg vælger nok, hvem jeg fortæller mere eller mindre til. Jeg prøver at beskytte mig selv. Jeg ser ingen grund til at skulle fortælle noget til nogle, der ikke har en anelse forståelse for, hvad det handler om. Det er der vel ingen grund til. For mig er man ikke mærkelig, fordi man er spirituel, men jeg forstår godt at man kan synes det set udefra. Det gjorde jeg selv lidt inden jeg blev spirituel. Det føles mærkeligt at sige at jeg blev spirituel, for jeg føler det ikke sådan. Det er ikke sådan, der er et klistermærke i panden af mig, hvor der står spirituel. Det har været en blid overgang. Stille og rolig. For mig er det bare en forståelse af, hvordan livet hænger sammen. Jeg tror egentlig bare det handler om udvikling. Jeg kan godt lide en holistisk tilgang til livet, hvor man arbejder med både krop, psyke og sjæl. Det synes jeg, er enormt spændende. Jeg har taget en uddannelse i mindfulness, som jeg synes forener den tanke ret godt. Man laver noget fysisk i forhold til det kropslige, mens man prøver at tømme tankerne. Når man gør det, kan der opstå en tilgang til det sjælelige. Jeg har flere gange oplevet at mærke et lys.”

Hvad vil det sige at mærke et lys? Er det ikke noget, man ser?

“Jeg havde lukkede øjne…Jeg var engang på et kærlighedskursus, hvor man lærte at arbejde med kærligheden til sig selv og andre. Der lavede vi, hvad der nok egentlig var en mindfulnessøvelse, hvor jeg lå ned og så var der en søjle af lys. En anden gang var i forbindelse med tankefeltsterapi, hvor jeg også fik kontakt til noget højere. Ens højere selv, som man siger.”

Kan du mærke at det er det, du får kontakt til. Dit højere selv?

“Jeg har kun prøvet det de få gange, men jeg håber at opleve det mange flere gange.”

Det er en god følelse, ikke skræmmende?

“Det er hvor essensen af en selv er. Hele essensen. Uden alle de ting, man har oplevet – erfaringer, påvirkninger fra forældre, søskende, familie og venner. Det er kernen af en selv. Ren kærlighed. Det er fantastisk og det jeg prøver at komme nærmere ved at lave mindfulness. Jeg prøver at stoppe alle de tanker, der kører rundt og mærke, hvad der i virkeligheden er vigtigst for mig. Når man lever i en travl hverdag, hvor mål og penge bliver det essentielle, glemmer man det, som i virkeligheden er det vigtigste. Når man hører om mennesker, der ligger på dødslejet og fortæller, hvad de tænker tilbage på – hvad der er vigtigst for dem – er det jo ikke det fancy job, alle pengene de har tjent, det store hus eller den seje bil, de har købt. Det tænker de overhovedet ikke på. Det er det, man selv har opnået. Ens kærlighed til familie og venner, er det, der betyder noget. Det glemmer vi i vores hverdag og måske særligt i vores samfund i den vestlige del af verdenen. Jeg er sikker på at den mindfulnessbølge, der er skyllet ind over os de seneste par år – så folk nærmest brækker sig over det – er her, fordi det er godt for os. Jeg tror ikke, det er slut endnu, men fortsætter, fordi vi har behov for det. Vi har brug for at lære at tænke mindre og føle mere. ” 🎄

Om at være international studerende i Danmark

img_1497-1

Milda kommer fra Litauen, men er i dag bosat i Silkeborg og arbejder i Aarhus. Hun flyttede til Danmark for at tage sin kandidatuddannelse. Det er i hvert fald den officielle historie. Jeg mødte Milda en eftermiddag, hvor hun delte den uofficielle historie og fortalte om livet som international studerende i Danmark.

Du flyttede til Danmark for at tage en uddannelse?

“Det er i hvert fald den officielle forklaring. Jeg blev træt af at fortælle den samme sørgelig historie. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var der mange følelser at forholde sig til og jeg havde brug for at fortælle det til nogen, men til sidst blev jeg træt af at klage over mit dårlige forhold, så blev det til, jeg flyttede til Danmark pga. uddannelse.”

Kom din kæreste fra Litauen?

“Nej, han kom fra Frankrig. Vi mødtes i forbindelse med et udvekslingsophold gennem Erasmus i Sverige, hvor vi studerede i 6. mdr. Jeg var ikke færdig med mine studier og det var han heller ikke. Han var i gang med sin kandidat og jeg var i gang med min bachelor og i den forbindelse mødtes vi på udveksling i Sverige. Det var ikke planlagt. Jeg tog til Sverige for at få nogle venner og lære bedre sprog. Jeg skulle ikke have en kæreste, da jeg lige havde forladt en kæreste i Litauen. Det var ikke noget, jeg var specielt ked af det, da det ikke var et af mine bedste forhold, men jeg var nok lidt træt af forhold.

Du tog afsted for at lære bedre sprog. Altså engelsk?

“Nej, svensk. Jeg har en bachelor i litauisk filologi og svensk. Det er lidt åndsvagt at nævne, da jeg ikke kan huske meget af det svenske sprog. Lige nu er alt på dansk. Jeg forstår, når jeg hører svensk, men når jeg skal sige noget, siger jeg det på dansk. Men på det tidspunkt skulle jeg øve mig i svensk og tog derfor to fag på svensk og et fag på engelsk. Det var ret interessant. Vi havde ikke særlig mange timer, så vi havde en masse fritid, som min veninde og jeg brugte på at sidde i køkkenet og vente på, der kom nogen forbi, som vi kunne snakke med. Min daværende kæreste og jeg fandt ret hurtigt sammen. Miljøet, hvor man bor sammen, spiser sammen, har fælles aktiviteter og er rigtig meget sammen, gør at det faktisk føles som ret langt tid, hvis man er sammen en mdr. Og derfor fandt vi også sammen efter en mdr. ”

I flytter tilbage til henholdsvis Frankrig og Litauen efter 6 mdr. på udveksling?

“Vi skulle færdiggøre vores studier. Jeg manglede ca. halvandet år og han manglede ca. et år, så vi flyttede tilbage til hvert vores land, mens vi tænkte på, hvordan vi kunne bo sammen og prøve det af. Vores ideale forestilling var selvfølgelig Sverige, da det var der, vi havde mødt hinanden. Jeg talte sproget og min kæreste ville gerne fortsætte som forsker, hvor der var mange muligheder i Sverige. Det blev ikke Sverige, men Danmark. Han kom til Danmark først og det tog næsten 6 mdr., inden jeg kom. Jeg var lige startet på mit første seriøse job i en stor international virksomhed i Litauen, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at forlade dem efter to måneders traineeship.”

Der gik altså to år fra I mødtes til I flyttede sammen i Danmark?

“Ja, det krævede meget tålmodighed og at man stolede på hinanden. Vi prøvede på at mødes hver tredje måned, så enten tog jeg til Frankrig eller han kom til Litauen.  Han mødte faktisk min familie og mine forældre.”

Du sagde dit hjem og dit job op og tog til Danmark. Vidste du, hvad du skulle lave i Danmark?

“Nej, det gjorde jeg ikke. Slet ikke. Jeg havde jo læst om Danmark og tænkt, at når der er så mange der forstår og taler engelsk, vil det være nemt at få et job, mens jeg skrev ansøgninger til universitetet, for jeg ville gerne fortsætte med en kandidatuddannelse.”

Med litauisk filologi og svensk?

“Nej, jeg tænkte at det var nok med den del. Jeg ville gerne studere noget andet, så der var flere muligheder, når jeg skulle søge job bagefter. Jeg flyttede til Silkeborg og derfor var det oplagt at studere på Aarhus Universitet. Det skulle være en uddannelse fra Aarhus Universitet, der passede til min bachelor. Der var flere studieprogrammer, som jeg ikke kunne søge, fordi jeg ikke havde nok politiske fag fra min bachelor, så det blev til europastudie og det var faktisk rigtig interessant. Jeg var glad for mit hold, halvdelen var danske og den anden halvdel internationale fra alle mulige lande, så det var spændende. De fleste fra mit studie rejste tilbage, da studiet var færdigt. Selv dem fra Norge og Island flyttede simpelthen tilbage.”

Hvorfor valgte du at blive i stedet for at flytte tilbage til Litauen?

“På det tidspunkt var jeg stadig sammen med min kæreste, vi boede sammen og tanken var, vi skulle have en fremtid i Danmark eller et andet sted. Ikke nødvendigvis Litauen.”

Så du var begyndt at se en fremtid i Danmark?

“Lige præcis. Men det sidste halve år, hvor jeg skrev speciale, begyndte det virkelig at gå dårligt i vores forhold. Der var noget rigtig, rigtig skidt, så vi kunne ikke bo sammen og jeg flyttede dertil, hvor jeg bor i dag. Det var jeg ret glad for. Min udlejer var på det tidspunkt lige blevet skilt fra sin mand, så hun kunne forstå mine følelser og hvordan jeg havde det, selvom man jo ikke kan sammenligne et 19 års ægteskab med 4 års forhold.”

Man har vel stadig nogen af de samme følelser?

“Vi hjalp hinanden ved at snakke om de følelser, og så opfordrede hun mig til at tale meget mere dansk end jeg gjorde, selvom jeg fulgte dansktimer på aftenskole.”

Dit studie var på engelsk?

“Det var på engelsk, så jeg var på universitetet om dagen og tog dansktimer om aftenen.”

Du havde ikke brugt dansk indtil da?

“Da jeg begyndte at tage aftenundervisning i dansk og skulle lave skriveopgaver, skrev jeg hele tiden forkert, da jeg skrev på svensk. Jeg kunne faktisk ikke lide dansk i starten. Jeg synes, svensk eller norsk lyder flottere.”

Afholdt det dig fra at lære dansk, at du ikke kunne lide det?

“Ja, lidt. Jeg kunne faktisk mærke inde i mig selv, jeg havde modstand. Jeg vidste godt at jeg selvfølgelig skulle lære det, fordi vi jo havde tænkt os at blive i Danmark, men jeg havde modstand simpelthen fordi at jeg havde lært svensk først, som jeg synes lød fint. Pludselig skulle jeg lære dansk, hvor jeg tænkte at det lyder lidt som om, man sammenligner en rigtig fin dame fra København og en vestjyde. Sådan havde jeg det på det tidspunkt, men så begyndte jeg faktisk at nyde sproget, da jeg begyndte at tale og forstå mere og jeg ikke længere blev spurgt fem gange i træk ‘hvad sagde du?’.”

Hvor lang tid tog det inden du ikke blev spurgt længere?

“Det tog lang tid. Mindst et år. Jeg blev hele tiden bedt om at gentage, da jeg ikke snakkede med den rette intonation og ikke kendte den danske melodi. Man bliver virkelig skuffet, hvis man ikke bliver forstået. Man bliver lidt træt, men det gik alligevel. Det, der har hjulpet mig mest, var praktik i en børnehave, det at arbejde med børn.”

Du sagde du studerede om dagen og gik på sprogskole om aftenen. Hvornår havde du tid til praktik?

“Det var da jeg blev færdig på mit studie. På det tidspunkt havde jeg det virkelig dårligt følelsesmæssigt. Jeg var flyttet i en ny bolig, sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Mit speciale blev ikke særlig godt. Jeg var meget skuffet, ensom og ked af det, og så skulle jeg forsøge at skrive noget fornuftigt, så det var lidt hårdt. Men jeg bestod og det er jeg rigtig, rigtig glad for, fordi jeg hørte om nogle studerende, der havde den samme professor som…hvad hedder det….supervisor…”

Vejleder?

“Ja, samme vejleder, som skulle vejlede dem, hvor det slet ikke gik. Deres speciale blev ikke accepteret, så jeg tænkte, jeg var ret heldig. Men det var hårdt for mig, at vores professor var ret…hvad kan man sige….skrap! Han er en meget intelligent person. Super intelligent. Det er sindssygt, så meget han ved om mange ting, så hans krav var også meget høje. Da han skulle give kritik til mit speciale, nævnte han udelukkende alt det negative, så jeg begyndte at blive virkelig frustreret over at det ikke var godt nok.”

Blev det bedre?

“Efter jeg næsten brød sammen foran ham, fordi jeg ikke kunne have presset, fordi jeg havde det dårligt. Efter det ændrede han strategi. Men ikke for de andre studerende. De fik den hårde behandling hele vejen, så jeg var ret heldig.”

Du bestod?

“Ja.”

Og så begyndte du i praktik i en børnehave for at lære det danske sprog?

“For at øve sproget lidt mere, for da jeg afsluttede min uddannelse var jeg næsten færdig med modul 5 på sprogskolen.”

Modul 5 er det sidste modul?

“Modul 5 er det sidste modul, hvis man skal arbejde i Danmark. Hvis man skal studere på dansk, skal man bestå modul 6, som jeg faktisk også har taget, men først senere. Men jeg begyndte i praktikken i børnehaven og tænkte, at jeg ikke lige vidste om det var mig, da jeg ikke er så god til børn.”

At arbejde i en børnehave var vel heller ikke rigtig noget, der relaterede til din uddannelse?

“Lige præcis. Det havde ikke noget at gøre med min uddannelse, bortset fra der var mange børn af indvandrerfamilier i børnehaven, ca en fjerdedel. Min gode veninde fra Brasilien som er dansk gift, havde også været igennem en hård periode for at vænne sig til at bo i Danmark. Hun arbejdede i børnehaven og anbefalede mig til chefen, så jeg begyndte at arbejde ti timer om ugen frivilligt, men efter ca. fire mdr.,  kunne jeg mærke, det ikke var det arbejde, jeg skulle lave. Jeg kunne slet ikke finde ud af at være sammen med så mange forskellige børn. Forskellige på den måde, at når alt er godt, kører det bare, men når de begyndte at blive trætte eller utilfredse, kunne jeg simpelthen ikke rumme alle de forskellige personligheder.”

Når du siger også have en svær periode med at vænne sig til at bo i Danmark, betyder det så, du havde det svært med at vænne dig til at bo i Danmark?

“Det job jeg forlod, var jo i hovedstaden i Litauen. Prøv at forestil dig, man bor med sin bedste veninde – hende jeg havde været i Sverige med – vi hyggede os rigtig meget, vi havde et job med god løn og mulighed for at lære en hel masse. Vi var på team med jævnaldrende, så hver weekend tog vi i byen og festede. Arbejde, venner og den del af livet var på plads. Det eneste der ikke var på plads, var mit forhold, fordi min kæreste jo var i Danmark. Jeg efterlader mit liv i Litauen og tager til Silkeborg. Jeg kom i januar, hvor der er mørkt og tomt på gaderne. Jeg var chokeret. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var folk på gaderne efter kl. 17. Jeg synes, det var rigtig, rigtig hårdt at vænne sig til, at det var en lille by og ikke en storby. Jeg kendte ikke nogen udover min kæreste og det ægtepar vi lejede 1. sal af. De var rigtig, rigtig søde, næsten som bedsteforældre, og har hjulpet mig i den svære periode.”

Hvordan hjalp de dig?

“Ved at invitere til fx frokost eller aftensmad. Kristine, kvinden – hun er desværre er død nu – havde altid været husmor, men elsket det. Hun var god til at lave mad og arbejde hjemme. Når jeg kom hjem fra byen eller et andet sted, så fandt jeg ofte en lille pose med fx småkager, sådan nogen ting. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, men jeg følte mig ensom. Jeg kom i januar og begyndte først at studere i september. Det første halve år kunne jeg ikke finde et job og det slog mig rigtig hårdt. Først søgte jeg nogle lidt bedre jobs, men så begyndte jeg at sende ansøgninger til rengøringsfirmaer. Jeg fik aldrig noget svar fra dem, så jeg var helt forvirret og meget skuffet. Og så fik jeg en depression. Det blev ikke konstateret hos lægen, men det var en depression. Det var en meget, meget hård periode og jeg tror den hårde start var med til at påvirke vores forhold rigtig meget. Jeg troede at det ville være dejligt at være sammen med min kæreste, at vores kærlighed ville være nok til at jeg følte mig tilpas, men det var det bare ikke, og det er svært for mig at sige. Men man kan ikke begrænse sig med én person. Det går bare ikke.”

Havde din kæreste et socialt liv?

“Ja, selvfølgelig. Han var jo tilknyttet et forskerteam i Silkeborg. Jeg blev selvfølgelig inviteret til fællesspisninger og sådan noget, hvor der blev talt meget om arbejde. Det var kun mig og en anden mand, der kom med sin kæreste, der følte os tilovers, så vi kunne snakke lidt sammen – Hvordan går det? Har du fundet job? Nej. Det har jeg heller ikke – Sådan noget. Jeg havde slet ikke nogen af mine venner. Som EU-borger kan du godt opholde dig i Danmark, men du kan ikke få et cpr. nr. med det samme, medmindre du har et job. Jeg fandt ud af, det betyder meget ikke at have et cpr. nr. Jeg kunne ikke gå på biblioteket og låne bøger og jeg kunne ikke få et fitness abonnement medmindre jeg betalte 6 mdr. forud.”

Så man kan kun få et cpr. nr.  som EU-borger, hvis man har et job?

“Ja eller studerer. Men jeg søgte ind på studiet i marts og der viste jeg ikke, om jeg ville blive optaget eller ej. Det var meget risikabelt. Når jeg tænker over det nu, ville jeg aldrig gøre det.”

Du ville ikke gøre det igen?

“Jeg vil flytte til Danmark pga. kærlighed. Det tror jeg helt sikkert, at jeg vil, men jeg vil forberede mig meget bedre.”

Hvordan kunne du havde forberedt dig bedre på at flytte til Danmark?

” Tale med nogen, der havde været i Danmark længere. Der er mange blogs fx Litauer i Aarhus eller Litauer i Danmark, du ved.”

Altså du ville have skabt et netværk inden du flyttede?

“Ja, det gjorde min veninde inden hun flyttede til Frankrig for at være sammen med sin kæreste, som hun også havde mødt i forbindelse med Erasmusopholdet. Hun sagde, hun ikke ville tage afsted inden hun havde fundet venner og mulige jobs. Det var meget klogt. Det gjorde jeg bare ikke, så det blev en meget hård start. Men til sidst fandt jeg et arbejde som stuepige og fik et cpr. nr. inden jeg begyndte at studere og få sprogundervisning.”

Og så fik du et netværk, du du begyndte at studere?

“Ja, selvfølgelig var det noget andet. Der var mennesker der tænkte på samme måde som mig og gerne ville det samme, så det blev meget nemmere.”

Hvilke kulturelle forskelle mellem Danmark og Litauen har været sværest at vænne sig til?

“Det er svært at blive venner med danskere. Ikke fordi de er dårlig mennesker, slet ikke. Når man kommer til et nyt land, er man meget interesseret i at finde venner, for man er jo ensom. Ganske ensom. Man vil gerne finde nogen, man kan hygge sig med, måske øve lidt sprog. Det er ikke nemt, for danskerne har allerede etableret deres vennekreds, når de har været igennem folkeskole og efterskole og sådan nogle ting, så de er ikke som sådan interesseret i at få nye venner. Man bliver lidt skuffet over, at det ikke er nemt at finde nye venner. Måske er det derfor mine bedste venner i Danmark er internationalle fra Brasilien, Malaysia og Portugal. Man har samme vilje til at få nye venner, fordi man går igennem nogle af de samme udfordringer, når man skal integreres i det danske samfund. Selvom det ikke ser ud som om, der er stor kulturforskel mellem Litauen og Danmark, er der nogen forskelle, fx de uskrevne regler og hvordan man omgås med andre.”

Har du nogle eksempler?

“Ja!”

Det kom meget propte…

“I starten af studiet har man i Litauen tradition for en stor fest, hvor man ikke nødvendigvis drikker sig fuld, men det sker tit. Man hygger sig og fortæller skøre ting, som binder grupperne sammen og man bliver tættere. Nogen bliver man gode venner med og nogen bliver ved at være klassekammerater. I Danmark er der bare den forskel, at man sagtens kan hygge sig til en fest uden det betyder, man er venner næste dag. Det er nok en af de ting, de fleste udlændinge synes er mærkeligt i Danmark. I Danmark har man også den dejlige tradition at holde fredagsbar på universitetet. Det er superfedt. Jeg havde rigtig høje forventninger til den første fredagsbar jeg skulle til. Jeg synes, det lød sejt og det skulle jeg bare. Jeg tænkte at vi skulle hygge os, drikke et par øl, danse og så måske i byen bagefter. Men man finder hurtigt ud af, danskerne ikke går så meget op i dans. Til fredagsbar hygger man sig og får nogle øl, mens der er lidt baggrundsmusik. Det var meget anderledes end hvad jeg var vant til både fra Litauen og Sverige. I Sverige var der masser af dans og musik og alt muligt. Der var jo mennesker fra næsten hele verden – Tjekkiet, Italien, Frankrig, Tyskland, Sri Lanka, Sydkorea.. Vi lyttede til musik fra alle landene. Det var et kulturmix. Fuldstændig kulturmix.”

Har du tænkt på at tilbage til Litauen?

“Jeg har tænkt på det mange gange. Især lige efter at jeg blev færdig med min uddannelse, hvor der ikke var noget der knyttede mig til Danmark. Jeg var jo gået fra hinanden….eller min kæreste. Puha…jeg begynder snart at snakke danglish. Der var ikke noget der knyttede mig til Danmark, men jeg havde det dårligt og var rigtig ked af det. Det sidste jeg ville gøre, var at tage tilbage til mine forældre med den store skuffelse, at jeg ikke havde opnået noget som helst.”

Følte du ikke du havde opnået noget efter at have taget en hel kandidatuddannelse?

“Tja. Men det er også fordi mit speciale ikke blev særlig godt. At vende tilbage til Litauen vil være et nederlag. Jeg så det som et nederlag.”

Var succeskriteriet at få et job?

“Jeg ved ikke hvor meget af det, der var min indstilling og hvor meget der var en generel tankegang i Litauen. Hvis man tager afsted fra Litauen, tager man afsted primært pga. job og for at tjene flere penge. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så har man måske ikke arbejdet hårdt nok.”

Du sagde, du var ansat i et firma, der betalte en god løn da du boede i Litauen..

“Den del af mit liv var fin. Jeg havde råd til mange ting lige pludseligt og det var dejligt.”

Der kunne du vel vælge at tage tilbage til?

“Det var lidt af et nederlag at tage tilbage til Litauen og det samme job. Min søster sagde det var dumt, da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Hun tænker mere pragmatisk. Man skal flytte derhen, hvor der er flest jobmuligheder. Det kunne jeg bare ikke, så der var en periode på to år, hvor jeg næste ikke havde noget arbejde. Jeg havde de 4 mdr. i børnhaven og så søgte jeg job hos et tolkebureau, så jeg kunne bruge dansk og litauisk.  Jeg fik et par timers arbejde ca. hver fjerde måned, så det var meget lidt. Det tog lang tid at finde en ny praktik, så jeg var presset, men til sidst fik jeg praktik hos Integrationsnet.”

Hvor du er i dag?

“Ja, jeg mødte Morten igennem et 6. ugers kursus for dimittender, som jobcentret bevilligede mig hos Integrationsnet. Morten Hjalp mig med en praktik. (I dag er Milda selv konsulent for kurset, hun fulgte).”

Hvad så nu, kunne du finde på at vende tilbage til Litauen eller er du så etableret, du bliver i Danmark?

“For et år siden tænkte jeg at jeg nok ville blive i Danmark de næste fem år. Jeg kan ikke planlægge særlig langt ud i fremtiden. Men de næste fem år. Jeg har gode kollegaer, et job og arbejdsopgaver, jeg kan lide at lave, så det giver god mening at blive ved, hvis det kan lade sig gøre. Jeg er selvfølgelig ikke så sikker lige nu, som for et år siden (der er sket en masse ting på jobbet og i privatlivet).”

Er det jobbet, der afgør om du bliver i Danmark?

“Hvordan kan jeg sige det…Jeg tror, der er to..nej, faktisk tre kriterier, der afgør, hvor jeg skal være. Det første er arbejde. Hvor kan jeg få et godt job og et godt liv, jeg kan lide. Det andet er selvfølgelig, hvad der sker i mit privatliv. Har jeg en kæreste og er det seriøst eller lidt mere for sjov. Det tredje er min familie. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan se min søsters børn, som simpelthen er så søde og crazy. Jeg er rigtig ked af, jeg ikke kan følge så meget med i deres liv. Jeg er gudmor for en af drengene, så jeg er lidt ked af, jeg ikke kan komme til deres fødselsdage. Jeg ser kun min familie to gange om året i forbindelse med større højtider som jul og påske. Det er noget, jeg tænker rigtig meget på. Min far kan heller ikke arbejde mere efter han blev syg, så min mor knokler hele tiden. Det er også noget, der fylder meget. Forholdene er lidt usikre lige nu både privat og på job, så nu må vi se om et år. Lige nu glæder jeg mig bare til juleferie.”

Hvor du skal til Litauen?

“Ja!” ❤️

Om at flytte for kærligheden

img_1449-1

For otte år siden flyttede Paul til Danmark fra England. Det gjorde han, fordi han var blevet kærester med sin danske ungdomskæreste, Hanne. I dag er de gift og Paul kunne ikke forestille sig nogensinde at flytte tilbage til England, medmindre han bliver nødt til det. Jeg har snakket med Paul om at etablere sig i et nyt land. Hvad han har måtte opgive og hvilke erfaringer, han har gjort sig.

Du valgte at flytte til Danmark?

“Ja, det var modigt…eller fuldhjertet. Hanne og jeg besluttede at vi skulle bo sammen i Danmark. For det første har jeg ikke børn og jeg havde et job, der var nemmere at finde i et andet land end det job, Hanne har. I lang tid prøvede vi at arrangere det, så jeg kunne komme til Danmark.”

Hvilke jobs søgte du?

“Lærerjobs.”

Du arbejdede som skoleinspektør i England?

“Ja, det gjorde jeg, men det var ikke sandsynligt, jeg kunne få job som skoleinspektør i Danmark. Og for at være ærlig, var jeg ret stresset, da det var et hårdt job. Jeg var klar til at kravle ned af karrierestien og prioritere det personlige liv over det professionelle. Noget jeg ikke har gjort så meget tidligere, så det var tiden. Hanne og jeg tænkte, at vi ville gifte os, når først jeg kom til Danmark, men så snakkede vi med en klog ven af Hannes, Pocha (arbejdede som clairvoyant. Døde desværre af kræft i maven for nogle år siden), som sagde at ingenting ville ske, medmindre vi fik det til at ske. Måden vi kunne gøre det på, var ved at blive gift, og at jeg besluttede mig for at komme til Danmark med det samme. Så i julen 2007 besluttede vi, det var hvad, vi ville gøre. Vi aftalte en dato, så vi kunne blive gift hurtigst muligt. Jeg opsagde mit job og satte mit hus til salg. Det var et stort sats. Det værste scenarie ville være, at jeg kom til Danmark uden et job og uden mit hus var solgt. Vi blev gift torsdag d. 21. februar. Lørdag havde jeg en jobsamtale og fandt siden ud af, jeg havde fået jobbet. Mit hus blev solgt fire-fem uger inden jeg kom til Danmark. Pochas forudsigelse havde altså vist sig sand. Det skete altsammen.

Jeg tænker, det havde været lettere for jer at flytte til England, da I begge taler engelsk og Hanne allerede kender den engelske kultur, da hun har boet i England.

“Der var to store overvejelser. Dine søskende boede stadig hjemme, og selvom Hanne taler engelsk, ville det være svært for hende at finde et job i en lille engelsk by med den social antropologiske baggrund hun har. Jeg tror også, at det havde været sværere for hende at tilpasse sig i en lille engelsk landsby. Jeg er en easy – going person, der har nemt ved at tilpasse mig, men i sidste ende var det nok et større kulturchok at komme til Danmark end jeg havde forventet.”

Hvordan det?

“Jeg synes, at Danmark var meget stille og organiseret. Ting sker ligesom bare.”

Hvad mener du med at ting ligesom bare sker?

“Togene kører til tiden, busserne og sundhedssystemet virker. Samfundet virker bare generelt. I England er der mere kaos, tilfældige ting sker. Der er også 60. mio. mennesker i forhold til Danmarks 5. mio., så livet er lidt mere op og ned. Men en ting jeg ikke havde forestillet mig, er, at danskerne har så stærke meninger om alting. De har bestemte måder at gøre ting på, så nogle gange overtrådte jeg de uskrevne regler, fx ved at være overvenlig.

Du oplevede, at du overtrådte regler?

“Jeg fandt bare ud af, at danskere er sværere at lære at kende end jeg havde forventet. I England skal du ikke havde været længe på en arbejdsplads før det er normalt at gå ud og tage en drink med dine kollegaer eller lave noget socialt. Det sker ikke så tit i Danmark. Det skete i hvert fald ikke for mig. Det er også virkelig vigtigt at komme til tiden i Danmark. I England er vi lidt mere afslappede med det. Der er mange måder, danskerne gør tingene på, som ikke altid er åbentlyst for dem, der kommer udefra. Du kan hurtigt træde over nogle tæer uden at vide det. Man det er nok tilfældet for de fleste kulturer. Der er uskrevne regler i et hvilket som helst samfund. Når du har boet der, lærer du at kende koderne og signalerne. Dem kender du ikke, når landet er nyt. Jeg var meget heldig, at jeg kom ind i en social gruppe med det samme, fordi jeg havde Hanne og hendes sociale gruppe. Fordi vi havde set hinanden i toogethalvt år, kendte jeg allerede de mennesker. Jeg havnede ikke i en situation, hvor jeg strandede i hjemmet.”

Hvad med nu, føler du, du kender de uskrevne regler?

“Jeg tror, jeg er kommet til et niveau, hvor jeg overholder de uskrevne regler og ikke træder nogen over tæerne.”

Er du bekymret for at komme til at træde nogen over tæerne?

“Til en vis grad. Jeg er englænder og at lade som om, jeg er dansker, vil være underligt. Jeg er mig selv og det kan jeg være, men med en forståelse for, man er lidt mere lavmælt i Danmark end i England. Jeg bevarer min engelske spontanitet. Jeg kan også godt lide, danskerne er lidt anderledes end jeg.”

Du fik også hurtigt et job, men i et internationalt miljø på en international skole.

“Det er et stort plus, men det har også det problem, at man ikke integrerer sig i det danske samfund på samme måde. Det store problem er, jeg ikke behøver at snakke dansk og jeg har en kone derhjemme, der snakker rigtig godt engelsk. Da jeg først flyttede hertil gik jeg på sprogskole to -tre gange om ugen, men fordi jeg ikke har fået øvet mig, synes jeg faktisk, at jeg er dårligere nu, end jeg var for tre år siden.”

Du gjorde et stort forsøg på at lære sproget, da du kom til Danmark?

“Ja, men vi var ikke strenge nok fra starten. Jeg brugte det ikke i min dagligdag. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi (Hanne og jeg) snakket engelsk sammen i de 30 år, vi har kendt hinanden, så det er svært og pudsigt pludseligt at skulle tale dansk sammen. ”

Føler du, du går glip af noget, fordi du ikke taler dansk?

“Jeg går glip af noget og så bidrager jeg heller ikke. De fleste en-til-en samtaler går fint, selvom nuancerne altid vil mangle. Det er gruppesamtalerne, jeg går glip af. Selvom jeg forstår lidt, er jeg ikke med i flowet i samtalen. Tilfældige samtaler kan jeg ikke følge med i. Jeg føler mig skyldig.”

Men du har sagt, at det er svært at få danskere til at tale dansk med dig, da vi er meget utålmodige?

“Jeg ved ikke, om min observation er forkert, men jeg tror danskere har sværere ved at forstå dårligt dansk end fx tyskere og englændere har ved at forstå dårligt tysk og engelsk. Det gør det sværere at turde kaste sig ud i at snakke dansk, så er det nemmere bare at snakke engelsk. Nu lyder jeg som om, jeg beklager mig. Det gør jeg ikke. Jeg tager ansvar fra min dovenskab.”

Så du lever dit liv engelsksproget?

“Ja, det er egentligt lidt mærkeligt at kunne gøre det. Jeg læser engelske nyheder og lytter til engelsk musik – dog også få danske bands – jeg sms’er, e-mailer og kommunikerer på Gomore på engelsk.”

Hvis du ikke var europæisk statsborger, men kom fra fx Syrien, var du blevet nødt til at snakke dansk.

“Fordi danskere ikke forstår arabisk. Danskerene vil være hårdere ved en syrer, der ikke snakker dansk end en englænder, der ikke gør.”

Jeg tror, mange vestlige borgere tager det for givet, vi deler kultur, men det er jo ikke tilfældet i forhold til det, du siger. Man skal stadig tilpasse sig de uskrevne regler.

“Det er nok nemmere at forstå og tyde de uskrevne regler, når man er tættere på hinanden. De små ting gør faktisk en stor forskel. Vi, vesten, ligner hinanden. Vi kører i de samme biler , har de samme jobs og fejrer de samme begivenheder, men faktisk er vi forskellige. En af de ting, jeg elsker ved Danmark, er, at traditionerne betyder utrolig meget. Danskerne danser om juletræet, åbner deres gaver efter middagen ca. kl. 20. og så tager de julen hele vejen rundt om huset (her tænkes på “Nu er det jul igen”). I England er traditionerne stort set uddøde. Hver familie fejrer på sin måde alt efter, hvad det kommercielle marked forskriver.

Skyldes det at England er større og mere multikulturel?”

“Jeg tror også det skyldes, at Danmark træk sig fra verden efter 1864 og besluttede sig for at grundlægge deres helt egen kultur, Grundtvig og hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Faktisk tror jeg, at mange af de danske traditioner er forholdsvis nye, fra det 19. århundrede. Danskerne er lidt som en udvidet familie, måske er det også derfor de er svære at blive en del af. Den sociale tillid er også virkelig høj i Danmark. Man stoler på sin familie, men man stoler også på sine landsmænd. ”

Hvad tænker du om at være en del af de danske traditoner og ikke dem du plejede at fejre med din familie i England?

“Det er underligt at vågne op 1. juledag, hvor vi fejrer julen i England. Det er stadig en helligdag i Danmark, men ikke særlig vigtig. Som barn var det den mest magiske dag på året og den er stadig speciel for mig, nu hvor jeg er voksen. Det er klart der, jeg savner min familie mest. Det er selvsagt svært at flytte fra familie og venner, der har kendt dig længe, til et andet land. Men juledag spiser vi brunch og drikker Fizz (juice og champagne), hvilket jeg plejede at gøre med min familie i  England, og vi har julefrokost med min kones familie, så det er stadig en særlig dag. Jeg elsker alle traditionerne, og jeg elsker de fejres om aftenen i Danmark – Mortens aften, Sankt Hans aften, Juleaften. I England fejrer vi om dagen. ”

Føler du, du har måtte opgive noget for at flytte til Danmark?

“Jeg har mistet den almindelig, daglige kontakt med venner og familie. Det ændrer karaktererne af forholdene, når man ikke ses ugentligt. Der er lidt mere tvungenhed. Det er blevet en stor ting, når jeg kommer hjem. Jeg prøver at skype og skrive e-mails, men jeg bryder mig ikke så meget om e-mails. Tekst er altid åben for misfortolkninger. Det er ikke altid modtageren læser det, du har ment. Du kan ikke afkode kropssprog, tonen og de små signaler i en ensidig skriftlig kommunikation.”

Føler du, du er blevet misforstået?

“Ja, det er sket, men jeg har ikke lyst til at gå ind i specifikke detaljer.”

Inden du flyttede, overvejdede du så at det kunne ske?

“Det gjorde jeg. Jeg er virkelig glad for at mange af mine venskaber viste sig at være medgørlige, men der forsvandt også mange venner hurtigt. At flytte er en rigtig god måde at finde ud af, hvem dine venner er. Men det er ikke kun ensidigt. Det er også mig, der ikke har anstrengt mig nok. Jeg har nok fokuseret på nogle bestemte venskaber og arbejdet for at få dem til at lykkedes. Familie er anderledes. Blod er tykkere end vand. Familien vil altid være der. Du behøver ikke at anstrenge dig så meget. Venskaber er afhængige af, man ses. Jeg ved, nogen siger, de møder deres venner efter flere år og at det stadig føles som det samme venskab. Den køber jeg ikke.”

Du er glad for en café i Aarhus, café Albert. Måske tager jeg fejl, men det virker som om, grunden til du kan lide café Albert, er, at den minder dig om den engelske (pub)kultur?

“Der er helt sikkert elementer af det. Det er spontaniteten. Når jeg gik ud i England en fredag aften, ringede jeg ikke nødvendigvis til folk og spurgte, om vi skulle mødes på pubben. Jeg vidste, at nogle ville være der. Det er mere spontant. Måske er det en aldersting. Danskere i 20’erne har har måske også det specielle sted, de mødes uden at aftale det. I England fortsætter det – til en hvis grad. Hvis man sidder på en bar og drikker som 40- årig i Danmark, vil folk sandsynligvis tro, at man har et alkoholproblem. Sådan er det ikke i England. Faktisk er det en virkelig dårlig ting at blive set fuld på en pub. Det bryder ingen sig om.”

Er der noget, du ikke havde overvejet, da du flyttede til Danmark, som du ville have overvejet i dag?

“Hvis jeg fik chancen igen, vil jeg havde anstrengt mig mere for at lære sproget. At alle kan snakke engelsk, betyder ikke nødvendigvis, de har lyst til det hele tiden. Ellers tror jeg ikke der er andet. Jeg var kommet i landet toogethalvt år, det må du ikke glemme. Jeg havde lært at afkode mange af de sociale kodekser. Og jeg har ikke måtte indgå kompromiser, der bryder med min sjæl. Jeg tror englændere er lidt mere individualistiske, så jeg har nok måtte lytte lidt mere.”

Står det ikke i modsætning til det, du beskrev før omkring de sociale (pub)fællesskaber?

“Man kan sagtens være alene i selskab på en pub, og det betyder ingenting at dukke op uden en aftale i England.  Jeg ved, det er lidt af en myte, man skal planlægge alt i Danmark, men danskerne tager lidt mere hensyn til hinandens tid. Man giver hinanden tid til at planlægge og forberede i stedet for bare at dukke op.”

Havde du nogen bekymringer, da du flyttede hertil?

“Selvfølgelig havde jeg det. Var jeg i stand til få mine kompetencer overført, få et job og bevare det. Hvad jeg virkelig frygtede var, at jeg skulle undervise privat om aftenen og så bruge resten af tiden på at passe ind i samfundet. Det er utrolig vigtigt for mig at have et fuldtidsjob. Selvom jeg selvfølgelig har min kone, tror jeg, at det ville være utrolig svært uden et job. Jeg tror, at jeg havde følt, jeg havde givet meget op.”

Var dine kompetencer så i stand til at blive overført?

“Det var de, og det var en fantastisk ting. Da jeg arbejdede som skoleinspektør i England underviste jeg ikke så meget mere, og når jeg gjorde, var det ikke min egne klasse.  Jeg nød at være skoleinspektør, men stresset jeg var under, var ret intens. Jeg opdagede det først da jeg stoppede. Mit hoved føltes meget bedre. Da jeg blev ansat som lærer i Danmark, genfandt jeg min passion for undervisning. Den skole jeg er på nu, er den bedste skole i hele mit karriereforløb. Det er en international skole. Den er hverken England eller Danmark. Den er sin egen. Det er en anderledes arbejdsplads. Jeg elsker at lærerne og børnene alle kommer fra forskellige kulturer. Jeg har arbejdet med virkelig mange forskellige kulturer. Skolen gør en nar ud af racisme og jeg har ikke andet end varme tilovers for alle, jeg har arbejdet med. Min gamle hippie er vist blevet genfundet disse dage. ”

Du siger, du hurtigt blev en del af Hannes sociale kreds, men hvad med at få venner på egen hånd. Har du fået det?

“Jeg har ikke udviklet så mange venskaber uden for vores sociale kreds. Der er et par stykker fra arbejde, specielt en mandlig kollega, vi laver lidt sammen. Mange af Hannes venner er blevet mine tætte venner og løsrevet fra det fakta, vi er gift. Et par af de venskaber vi har, var bekendtskaber før, men har udviklet sig sammen med vores forhold. Jeg holder mig væk fra de britiske pubs, hvor engelske mænd sidder og snakker dårligt om Danmark. Men noget jeg mangler, er, at se venner lidt mere. Jeg vil hellere se færre lidt oftere. Jeg troede, at jeg ville se flere af mine venner og mere af min familie komme til Danmark. Min mor har været her én gang, min søster og min far et par gange på de otte år, jeg har boet her. Nogle af mine venner kom til vores bryllup, men faktisk har jeg ikke set dem fire – fem år. Det er en af de ting, der er svære at acceptere. Det er virkelig trist.”

Men inviterer du dem, din familie og dine venner?

“De ved, de altid kan komme.”

Men når du besøger England, så er de der?

“Du bliver nødt til at indse, du er personen, der har forladt dem for at bo et andet sted. Det er en virkelig vigtig ting at understrege. Det er dit ansvar, og du bliver nødt til at stå ved dine valg. Du kan ikke forvente andre får ting til at ske for dig. Jeg bor ikke i England længere. Jeg deltager ikke i alle sociale begivenheder, jeg tilbringer ikke jul og påske med min familie, som jeg plejede. Jeg kan ikke forvente det samme. Du bliver nødt til at blive bevidst om, du er den der skal arbejde hårdest for at bevare relationerne. Folk fortsætter deres liv, og du er der ikke mere. Derfor er det dig, der skal arbejde hårdest. Det kræver arbejde at få det til at lykkedes. Ligesom i alle livets forhold. Der er hårde tider, fx da min far var syg og jeg ikke var i stand til at være der. Jeg var der heldigvis nok til, jeg ikke følte, at jeg svigtede ham. Det er vigtigt. Derfor ser jeg min søster og niecer så tit, jeg kan. Det værste er fortrydelse. Når først nogen er væk, så er der intet du kan gøre ved det. Det nytter ikke, du ville have gjort en masse, hvis du ikke gjorde det.”

Jeg kommer til at kalde indlægget her “Om at flytte for kærligheden”…

“Det er jo hovedårsagen. Hvis du flytter for kærligheden, har du allerede et supportsystem. Du har et fundament, der er så stærkt, at man ikke kan sammenligne det med at flytte til et nyt land alene. Jeg havde en let landing. Hannes venner og familie var glade på Hannes vegne og derfor accepterede de mig med det samme. Især hendes mor. Men jeg tror, at de fleste havde nogle forventninger til, at det var Hanne der skulle flytte. Det er også lidt sexistisk, at konen skal flytte for manden med det gode job, er det ikke!? Måske havde jeg brug for aktivt at stå ved min feminisme, ikke kun tale om den. Hanne og jeg er begge glade for valget, vi tog.”

Så du har både fundet din gamle hippie og din feminist ved at flytte til Danmark?

“Ja, jeg har fundet alle de ting og jeg er stadig mig.” ❄️

Om at tage en uddannelse sent i livet

img_0275

Peter har hele sit liv arbejdet ufaglært, bl.a. har han kørt bus, taxa og sejlet på de store verdenshave (før han fik børn), men som 56-årig besluttede han sig for at uddanne sig til SOSU-hjælper og arbejder i dag hos hjemmeplejen i Hjørring. Jeg har snakket med ham om, hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag at tage en uddannelse sent i livet.

Hvorfor besluttede du dig for at tage en uddannelse?

“Regeringen ændrede reglerne for understøttelse. Men faktisk tror jeg, jeg var begyndt at tænke på det allerede inden. Jeg havde i hvert fald været til et åbent hus arrangement hos SOSU-skolen, hvor jeg havde fået af vide, man kunne få voksenelevløn under uddannelsen, hvis man havde arbejdet som handicaphjælper, hvilket jeg har.”

Havde du taget uddannelsen, hvis systemet ikke havde presset dig?

“Det kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg foretrækker at tro, jeg havde taget den alligevel. Jeg søgte ind og blev optaget, men da der var et stykke tid til uddannelsens start, bad arbejdsformidlingen mig om at finde på noget i mellemtiden. Derfor tog jeg en praktik på et plejehjem, så jeg kunne forberede mig på at starte på uddannelsen. Praktikken skulle vare fire uger, men jeg meldte mig syg efter tre, da jeg ikke kunne holde ud at være der længere. De ældre sad og stirrede tomt ud i luften og en masse damer snakkede i munden på hinanden. Det var deprimerende. SOSU-uddannelsen startede 1. februar, men jeg fik den udskudt i tre mdr. til 1. april, så jeg kunne nå at finde på noget andet. I de tre mdr. tog jeg bl.a. en tur til Indien, men jeg fik ikke en bedre idé, så jeg startede på uddannelsen d. 1. april.”

Men du synes jo, det var deprimerende med de ældre der stirrede tomt ud i luften og damerne der snakkede i munden på hinanden?

“Ja, det er en af problemerne. Lige meget hvor i systemet, er der 99% kvinder. Men jeg fandt hurtigt ud af, der er stor forskel på at arbejde på et plejehjem og som hjemmeplejer. Du skal nærmest være terminal for at blive indlagt på et plejehjem i dag. De er så dårlige, ligger bare i deres senge og kommer ikke rigtig ud. Selvfølgelig spiser de sammen og har et socialt liv og sådan. Men som hjemmeplejer kommer jeg hjem til folk i deres egne, små verdener. Det passer mig rigtig godt. Og så er man alene om det. ”

Og det er en god ting at være alene?

“Ja, jeg kan bedst lide at arbejde alene.”

Du har fortalt mig at dem, de andre har det sværest med at passe, er dem, du kommer bedst ud af det med. Hvorfor tror du, det er sådan?

“Dem vi bliver advaret om, kan være nogle svære personer, er dem,  jeg synes minder mest om mig selv, og derfor har jeg måske let ved at snakke med dem. Når jeg er ude ved folk, siger jeg ikke så meget. Jeg lytter mere end jeg snakker, og de kan rigtig godt lide, hvis der kommer en, der gider lytte til dem.”

Du kan godt lide at hænge ud med de mere skæve typer?

“Ja, jeg synes, de er sjovere at være sammen med.”

Selvom du mener uddannelsen er lidt tilfældig, har du så en følelse af, det er den rigtige uddannelse for dig?

“Ja, helt klart. Det synes jeg. Det er det rigtige arbejde for mig, men det er ikke sikkert, jeg udfører det på den rigtige måde.”

Hvis dette er den rigtige uddannelse, tænker du så på, hvorfor du ikke tog den før?

“Det tror jeg, at jeg er jeg glad for, jeg ikke gjorde. Jeg tror ikke, man kan holde til at arbejde inden for plejesektionen i 20 år.  Jeg kunne ikke, for vi bliver hele tiden presset. Jeg har været derude, hvor jeg har været i tvivl om, jeg kan holde til det. Men jeg har besluttet mig for, at det vil jeg, så jeg tager den generelt med ro og passer på mig selv. Det er ikke altid lige velset, men det gør jeg altså. Passer på mig selv, og tager den med ro. ”

Du har altid haft en masse forskellige jobs i kortere eller længere periode. Skræmmer det dig at være det samme sted om 5 år?

“Nej, det gør det egentlig ikke.”

Har du følelsen af, at du passer bedre ind hos hjemmeplejen, end du har passet ind andre steder?

“Jeg passer ind mange steder.”

Men du har sagt, du ikke har været i stand til at identificere dig med arbejdskulturen på mange tidligere arbejdspladser.

“Det er generelt. Der er mange for hvem, det er udbredt, at ens identitet hænger sammen med ens erhverv, og hvis man ikke har et erhverv, kan man føle sig identitetsløs. Sådan har jeg aldrig haft det.”

Du har aldrig følt det pres?

“Jeg synes ikke, det er en god ting, jeg ikke har følt det. Hvis jeg havde følt det, havde jeg måske holdt lidt mere fast i mine jobs, og måske også følt mig presset til at være lidt mere struktureret. Jeg begyndte på nogle uddannelser, der overhovedet ikke var realistiske.”

Ja, du studerede arabisk. Hvorfor gjorde du det?

“På grund af interesse. Jeg ville gerne prøve at gå på universitetet og jeg ville gerne læse religionsvidenskab. At følge nogle fag på arabisk var en genvej til religionsvidenskab.”

Nu hvor du ikke har mange år tilbage at arbejde i, vælger du at tage en uddannelse. Da jeg studerede nordisk mødte jeg nogle negative reaktioner overfor mine midaldrende medstuderende. Reaktionerne gik på, at de tog pladserne fra “os unge”. Hvad tænker du om det?

“Jeg har ikke mødt nogen fordømmelse eller misbilligelse af, jeg har valgt at tage en uddannelse sent i livet. Lige så snart jeg var ude i praktik, arbejdede jeg jo også med jævnaldrende. Faktisk har jeg arbejdet sammen med nogle, jeg har gået i skole med. De har været i faget i 30 år, hvor jeg har lavet alt muligt andet. Jeg synes også, der er meget politisk snak om, hvad man kan og hvad man ikke kan. Om man bidraget til samfundet eller nasser.”

Der er nok også forskel på, om man tager pladserne fra nogle på de store uddannelsesinstitutioner eller søge ind på en uddannelse i udkantsdanmark, som du har gjort…

“Vi kalder det vandkantsdanmark…”

Men har du nogensinde følt dig ramt af den politiske snak? Du siger jo faktisk, du blev presset til at tage en uddannelse.

“Altså der er helt sikkert mange, der har anset mig for at være en samfundsnasser, og med rette. Jeg har helt sikkert ikke arbejdet hele tiden, men brugt meget tid på mine egne ting, mens jeg har hævet understøttelse.”

Tæller dit arbejde som ufaglært ikke?

“Jo, men der er gået lange perioder i mellem jobbene.”

Har det altid været selvforskyldt?

“Nja, men jeg har heller ikke altid gjort så meget for det. Jeg gik fx ledig, da I (undertegnede og to yngre søstre)  var små. Det var jo smart, jeg var hjemme nogle gange, ik.”

Hvorfor gjorde du ikke mere for at få et job?

“Fordi jeg havde det fint med at gå ledig. Jeg lavede alt muligt andet. Jeg havde det fint med det, og det kan godt være, at det er forkert. Der er helt sikkert mange, der har snakket, gætter jeg på. Men jeg lod det bare gå ind af det ene øre og ud af det andet.”

Hvordan kan du det?

“Dengang jeg var helt ung, var jeg tilhænger af “Sammenslutningen af bevidste arbejdssky elementer”.

Men det er vel også en form for identitet, bare ikke arbejds. Kan du kan identificere dig med dit arbejde hos hjemmeplejen nu?

“Nej…. eller… det er faktisk begyndt at blive lidt af min identitet. ..Meget mystisk.”

Og det har du det okay med at indrømme?

“Ja! Prøv at hør! Jeg er ikke sådan én, der bliver ved at være den samme hele livet.”

Man har hørt om folk, der arbejder mange år og så trapper ned og laver, hvad de har lyst til. Den anden vej er atypisk…

“Jeg er nødt til at arbejde. Både fordi jeg har brug for pengene og fordi de tider, hvor man kunne få lov til at gå rundt og være ledig, og hygge sig med det, er forbi.”

Men hvis du havde muligheden for at være ledig, ville du så vælge den?

“Selvfølgelig ville jeg det.”

Vil du ikke savne hjemmeplejen?

“Jo, det er rigtigt. ..Aj… jeg ville nok fortsætte lidt mere i hjemmeplejen.”

Jeg skal ikke putte svar i din mund.

“Altså, jeg har altid været meget omstillingsparat. Jeg ændrer mig i takt med, hvilke muligheder, jeg har. Jeg tror, jeg tager de muligheder, der byder sig, og så lader jeg som om, det er det bedste for mig. At det er lige det, jeg har ønsket mig. Kender du ikke historien om Guruen i Indien (Peter har en stor kærlighed til Indien og har rejst i landet mange gange)? Guruen kan få alt, hvad han ønsker sig. Da nogen spørger til hans hemmelig, svarer han, at det er meget simpelt. Han ønsker sig det, han får. Det jeg havner i, udnævner jeg bare til mit. Jeg mangler nok noget målrettethed. Jeg sætter mig ikke mål, jeg skal forfølge.”

Hvad har du imod mål, er du bange for ikke at nå dem?

“Måske vil jeg bare hellere leve i nuet end at lave målsætninger.”

Men du gennemførte din uddannelse og arbejder nu som plejehjælper. Hvordan har du opnået det, uden at sætte dig nogle mål?

“Jeg kan ikke forklare det. Måske er det ikke nødvendig at sætte sig så mange mål. De kommer måske uanset. Jeg blev ansat i min nuværende stilling ved at hjemmeplejen ringede til arbejdsformidlingen og bad dem hjælpe med at finde en ferieafløser. Indtil da havde jeg søgt jobs lidt halvhjertet, men jeg prøvede selvfølgelig at finde nogle spænde og interessante steder. Arbejdsformidlingen ringede til mig og jeg kørte forbi lederen af hjemmeplejen, inden en Bob Dylan koncert jeg skulle til i Aarhus. På grund af koncerten kunne jeg ikke starte den efterfølgende dag, men jeg startede om fredagen og har været der lige siden. I starten var det fuldstændig vanvittigt. Jeg tror, jeg på 4 mdr. besøgte over 120 personer, og nogle så jeg kun én gang. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, jeg ikke kunne bruge de ting, jeg havde lært, men måtte improvisere. Det kan godt være, at der ikke blev gjort så meget rent, men de fleste synes jo, det var hyggeligt, at jeg kom, fordi jeg godt gad at snakke med dem. Og faktisk fik jeg også ros for min rengøring.

Efterfølgende spurgte jeg, om jeg ikke kunne få aftenvagter. Det er mere personligt og der er ikke så meget rengøring, mere sådan nogle småjobs, som at huske dem på deres piller. Jeg havde altså ikke som sådan søgt om at havne her. Jeg var bare heldig, for det er lige præcis her, jeg drømmer om at være!”

Har du nogle tilføjelser eller en vinkel, der er vigtige at få med i dette indlæg?

“Vi får af vide, vi skal spare og det går ud over servicen. Det synes jeg ikke er i orden. Jeg blander mig med den faglige indsigt jeg har, men mest af alt spiller jeg dum og lader som om, jeg ikke forstår de nye regler. Jeg skriver rapport, når jeg bliver bedt om det. Men det er ikke noget jeg bruger særlig lang tid på. Jeg vil hellere snakke med de ældre, end skrive hvad vi har snakket om. Men lige nu føler jeg, den største forskel opnås ved simpelthen at spille dum. At jeg ikke fatter hvad kommunen vil have os til og hvor vi skal spare. Jeg bliver ved at gøre det for godt. Det har så den force, at der ikke er nogle af de ældre, der klager. ”

Nu har du sagt et par gange, at du spiller dum, fordi det er den eneste løsning. Er der ikke forskel på at sige man spiller dum og sige, at man kæmper for at bevare et serviceniveau, man synes, man kan være bekendt?

“Ja, det er det jeg gør (kæmper for at bevare et serviceniveau, vi kan være bekendt).” 🎄

Om at flytte til udlandet som 16-årig for at forfølge sin drøm

img_0901

Gry valgte som 16-årig at tage til England for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. I dag er hun 25 år og bor i Berlin og er startet i praktik i en integreret institution for på sigt at uddanne sig til pædagog. Hun har været hjemme i Danmark i 6 mdr., ellers har hun boet hele sit voksne liv i udlandet. Jeg har taget en snak med hende over skype, om drømme, udlængsel og forventninger, egne og andres.

I stedet for at begynde på gymnasium eller handelsskole efter 9. klasse, som jeg forestiller mig at mange af dine klassekammerater gjorde, valgte du at flytte til udlandet. Hvorfor?

“Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, hvad jeg ville!”

Du flyttede ind hos din (vores) mors kæreste Paul i Somerset, men du kendte ikke andre. Havde du ingen bekymringer ved at pakke tasken, forlade din familie og dine venner og flytte til en by og et land, du ikke kendte?

“Altså når man er 16 år tænker man ikke så meget over konsekvenser, og man har mere tid.  Jeg har aldrig haft et stort netværk, eller behovet for det. Jeg har få, tætte venner.”

Tid? Hvad mener du med det?

“Altså til at lave fejltagelser.”

Overvejede du overhovedet, hvis det ikke gik?

“Det var sikkert i min bevidsthed, men jeg overvejdede det ikke særlig meget. Jeg var målrettet. Jeg vidste, hvad jeg ville og kunne slet ikke forestille mig noget andet. Du ved, når man er 16 år, tror man, man har fundet sig selv og aldrig ændrer sig.”

Kiggede du på dine klassekammerater og tænkte, du havde gang i noget helt andet?

“Ja, for mange vidste jo ikke, hvad de ville, eller var meget usikre omkring det.”

På to år gik du på en dramaskole i Somerset. Var det en skole man skulle til audition på?

“Man skulle ikke til audition, men man skulle søge optagelse, og så valgte de ud fra interviews. De matchede årgangene, så de passede sammen. Året før mig, var meget cirkus, og året efter, var der mange dansere og musikalske elever. Vores årgang var meget instruktion og skuespil, heldigvis. Der er sådan en fordom om, man skal være meget musikalsk for at være skuepiller, det var vores årgang overhovedet ikke.”

Efter at have færdiggjort dramaskolen i Somerset, søgte du optagelse på 2 dramaskoler og 3 universiteter med gode skuespilslinjer.

“Min første audition var til den skole, jeg helst ville ind på, Rose Bruford i London.”

Uddannelsen var 3 år, men du forlod den efter 6 mdr. Hvorfor?

“Dem jeg studerede med havde meget praktisk erfaring med at stå og optræde på en scene, og mange havde arbejdet professionelt. Uddannelsen var meget skræddersyet til folk, der havde erfaring med at optræde. Jeg havde erfaring med at undervise, så jeg synes ikke, uddannelsen var skræddersyet til mig. Jeg havde brug for mere praktisk erfaring på en scene. Man kan være nok så teoretisk dygtig, men hvis du ikke kan formidle til et publikum, er det ligegyldigt.”

Da du stoppede på uddannelsen tog du tilbage til Danmark. Var du stadig overbevist om, du skulle være skuespiller?

“Måske var jeg lidt mere i tvivl, men stadig overvejende overbevist. Jeg tænkte ikke, jeg ville gå en anden vej, men var sådan lidt mere…”

Hvorfor tog du tilbage til Danmark i stedet for at blive i London?

“Det var dyrt at bo i London uden en uddannelse og det var rart at komme tilbage til sin familie og sådan.”

Men det var ikke længe du blev. Du flyttede til Berlin efter 6 mdr. i Danmark.

“Det havde også noget at gøre med, jeg ville have erfaring. I Danmark var der dengang langt mellem castings, møder og optrædener, så jeg kiggede lidt på, hvor man ellers kunne tage hen. Jeg så Berlin havde 410 teatre, og byen er billig og ligger tæt på Danmark. Jeg tænkte først på Stockholm og Hamborg.”

Har du bare en generel udlængsel?

“Næ, dengang ville jeg bare skuespillet og tænkte, hvis jeg gerne vil tilbage, er det bedre at komme med noget erfaring.”

Tilbage til Danmark?

“Ja, men det var ikke noget jeg sådan tænkte over.”

Hvad er forskellen på at rejse, når man er 16 år og når man er 19 år, som du var, da du tog til Berlin?

“Det var sværere at flytte til Berlin. Det var svært.”

Svært?

“Det var en sværere beslutning at tage. Nu havde jeg jo gjort en ting,  som jeg have – ikke fortrudt –  men valgt om, og så bliver man mere usikker. Det har vi jo snakket om før, jo ældre man bliver, jo mere bevidst bliver man om sine valg og de konsekvenser, de kan få. Derfor er det sværere.”

Men svært eller ej, du valgte jo alligevel at flytte…

“Var det skørt?”

Du var vel stadig målrettet mod skuespillet?

“Ja.”

Så flyttede du til Berlin…

“Jeg fik en casting og blev hyret til en teatergruppe, hvor jeg spillede rødhætte, en mdr. efter jeg var kommet, så det var hurtigt. Det var meget sjovt i starten, og det her skal ikke lyde snobbet, men det var et chok for mig, at mange af dem, der ender i denne branche, ender her nok fordi de har spidse albuer fremfor talent. Selvfølgelig er der også dygtige folk. Jeg havde nok været rimelig forkælet i og med, jeg har gået på gode skoler og haft dygtige undervisere fx fra “The National Theatre”. Jeg var forkælet, fordi jeg havde arbejdet med en masse dygtige, organiserede mennesker, og nu skulle jeg arbejde med nogle, der ikke var organiserede.”

Så det levede ikke op til dine forventninger?

“Jeg havde ikke forventet høje lønninger eller gode jobs i starten, men heller ikke at det hele var så uorganiseret.”

Var det da du fik din første rolle som rødhætte, du tænkte, det her skal jeg ikke?

“Nej overhovedet ikke. Jeg fik nogle roller i teateret, som jeg aldrig har optrådt med og blev castet som Grethe og en klov og medvirkede i kortfilm. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad det var. Lysten forsvandt bare mere og mere. Det var ikke sådan, jeg gik til prøve og tænkte “Yay, det er sjovt”. Men når jeg optrådte, gik tiden hurtigt. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, men man ændrer sig jo også. Jeg lavede det i lidt over et år, og så tog jeg, hvad jeg havde tænkt skulle være en pause. Men lysten er ikke rigtig kommet tilbage. Det kan være den gør det, når jeg fylder 30. Eller 50.”

I det som var tænkt som en pause, arbejdede du på cafeer og søgte praktikplads inden for business.

“Jeg tænkte, hvis jeg skal tilbage og arbejde som skuespiller, står man selv for forhandlinger og økonomi, medmindre man er ansat på et teater i længere tid. Derfor gik jeg bevidst efter business.”

Du fandt et job som personlig assistent for en chef hos et internetfirma. Her fik du ret meget succes. Er du generelt bare en person, der gør tingene 110 procent?

“Ja måske. Jeg tror, jeg tænker, man selv former sit liv. Ting sker ikke tilfældigt.”

Nu skal du i gang med en uddannelse som pædagog. Det er jo noget helt andet.

“Det er sjovt, for jeg har faktisk arbejdet en del med børn tidligere. I England havde jeg et freelancejob som jonglørunderviser og jeg har arbejdet for et børneteater. Jeg husker, jeg overvejdede at arbejde som dramalærer for børn, caste børn eller have en dramaskole for børn. Det kunne jeg godt tænke mig dengang.”

Tænker du stadig det?

“Nej. Måske har det noget at gøre med, jeg ikke føler mig kompetent, da jeg ikke har arbejdet med skuespil i mange år.”

Føler du det som et nederlag, du har været så målrettet mod noget, du ender med ikke at lave alligevel?

“Nej, det føler jeg ikke. Faktisk føler jeg det modsat, som en sejr. Jeg havde helt ærligt aldrig regnet med at komme ind på en skuespillerskole eller få et betalt job. Det var ikke noget, jeg havde troet på. Derfor er jeg stolt af, jeg gjorde det.”

Du har fortalt mig, du har tænkt på at tage en uddannelse som pædagog i en længere periode, men du ikke har gjort det, fordi du føler, man har nogle forventninger til dig?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der rigtig mange, der godt kunne lide, jeg gik skuespillervejen. Der er mange, der søger ind på skuespillerskoler syv år i træk eller går mange år uden at få et job, så min vej var forholdsvis nem. Jeg kom ind i første forsøg. Da jeg kom ind på skuespilskolen var folk sådan “nå, hun kan noget!”

Men det kom også som lidt af et chok for mig, da jeg aldrig har set dig spille skuespil.

“Det er bare nemmere at spille skuespil foran folk, man ikke kender. Jeg kender mange, der har det på samme måde.”

Så du føler det ikke selv som en fiasko at lægge drømmen på hylden, men at andre ser det sådan?

“Ja, måske mere det. Folk er skeptiske, for nu gik det jo så godt, så hvorfor stoppe mens legen er god.”

Men legen var jo ikke god?

“Man skal vælge det, der gør en glad i længden.”

Føler du dig bagud i forhold til dine jævnaldrende?

“Det gjorde jeg i starten, da jeg besluttede mig for at skulle starte med at uddanne mig til pædagog. Eller nej, egentlig ikke. Jeg ved, der er mange af mine veninder, der skal til noget nu, som de måske ikke er sikre på er den rigtige vej, og de har ikke så meget erfaring. Det kan jo være, at de om ti år vil noget andet. Jeg er glad for at have forfulgt drømmen, ellers kunne jeg gå og tænke at jeg måske burde have gjort det.”

Du har valgt at blive boende i Berlin. Hvorfor?

“Det er et mere praktisk spørgsmål. Jeg elsker Berlin, men her er også jobs og muligheder. Om det var Danmark eller Berlin er lidt mere tilfældigt. Berlin er en meget nem by at bo i i forhold til andre byer, tror jeg.”

Man har du ikke sagt, du ikke kunne tænke dig at bo i Danmark?

“Måske som teenager, men du skal ikke hænge mig op på alt, jeg siger. Hvad sagde du ikke som teenager!?”

Men kan du forestille dig, at komme tilbage til Danmark?

“Ja, det kan jeg godt. Men selvom jeg er dansk, har jeg jo boet hele mit voksne liv i udlandet, det kan jeg godt mærke at jeg er præget af. Selvom jeg er dansk, kan jeg godt føle mig mere hjemme i Tyskland end i Danmark, medmindre jeg er sammen med min familie i Danmark.”

Det er jo ret interessant vinkel på den debat om danskhed, der blomstrer i Danmark pt.

“Jeg kan godt mærke, jeg er blevet voksen uden for Danmark. Jeg er glad for, jeg fulgte min drøm. Folk behøver ikke være så bange for fiasko. Jeg føler jo ikke selv, det er en fiasko. Folk skal ikke være så bange for at ændre vej. Jeg har faktisk kunne bruge utrolig mange ting. En del af det, man lærer som skuespiller, er at lytte. Lytte til instruktøren og sine medspillere. Jeg tror, jeg er kommet bedre ud af det med mine chefer pga. den evne.”

Så man skal følge sit 16-årige Gry.

“Ja!” ❄️