“(..) to much energy in your country is spend on develop the mind instead of the heart (…), citatet er af Dalai Lama, et min far har haft med fra en af sine utallige rejser til Indien, som jeg fandt forleden, da jeg ryddede op og ud i min lejlighed (og mit hoved).

Jeg hang det op på badeværelset. For det, citatet, siger meget om den verden, vi lever i. Og om os, der lever i den.

Jeg havde netop været på en to timers strala (yoga) workshop, hvor jeg blev mindet om, hvor meget vi kan, hvis vi er i stand til at lytte til et af de klogeste værktøjer vi har – kroppen. I strala, lærte jeg, at man bør give plads, give slip. Hvis du mister din styrke eller din balance, så træd to skridt tilbage, hvis det får dig lettere frem. Lad være med at gå i stå, hvis du ikke med det samme kommer dertil, du gerne vil. Lad være med at frys, men bevæg dig i et flow, og lad være med at forvente, du kommer dertil, du gerne vil, hvis kroppen ikke er klar – du bliver nødt til at åbne døren, inden du går ind (ellers slår du dig unødvendigt).

Det er hårdt for en konkurrencemindet utålmodig sjæl at efterleve disse flowprincipper. Jeg vil gerne at tingene sker her og at de sker nu. Ikke i morgen. Men i længere tid har jeg kæmpet med at finde balancen. Alle har gode og dårlige (balance)dage, men jeg blev konstant slået ud af kurs, når jeg skulle balancere på benet, foden eller tæerne. Min krop skreg til mig, jeg skulle lytte til den, acceptere min ubalance og trække vejret lidt dybere, give mig tid. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at trække vejret (jf. tidligere indlæg) – og finder gradvist balancen. Ikke kun på tæerne, men også i hverdagen. Og indser, at det jeg troede fik mig langsommere frem, faktisk får mig hurtigere frem.

Kroppen er et redskab. Et redskab, vi bør bruge ligeså meget tid på at udvikle, som vi bruger på at udvikle vores hjerner. Kroppen er den, der forbinder hjerte og hjerne. Jeg giver Dalai ret, vi kunne komme længere, hvis vi brugte tid på at udvikle vores hjerter sammen med vores sind. ❤️