En skandinaver i Barcelona

 

Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.

L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.

Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.

Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.

Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.

Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.

Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.

L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.

En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.

Det er 1. december.  Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.

Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.

Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.

Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.

En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.

El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.

Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.

Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse. 

I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.

Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.

Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.

Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.

Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice –  og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.

Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.

20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.

Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.

Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.

Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.

Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.

Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.

Fundació Joan Miró og  Can Framis  er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.

Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.

S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.

Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.

Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.

Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og  hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.

Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”

Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.

Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.

Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.

Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.

Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.

Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.

N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s