MAN GIVER JO NÆRMEST FOLK LIVET TILBAGE

skc3a6rmbillede-2018-05-21-kl-14-14-14.png

I 2012 stiftede Mikkel Salling Holmgaard The Back To Life Project. Hans mission er at give den hjælp, han aldrig selv fik, da han som 19-årig blev offer for en voldsulykke. I dag består The Back To Life Project af Mikkel på fuldtid, en deltidsansat og en række frivillige. Deltagerne tæller alt fra voldsofre, trafikofre til sygdomsramte. Jeg mødtes med en af projektets frivillige, Pernille Brøndum, en kold og rengvåd mandag aften på DOKK1 i Aarhus for at høre mere om projektet og hendes rolle som frivillig.

Du får lige sådan et her, siger hun, og giver mig et knus. Vi køber en vand og en sandwich. DOKK1 er næsten tom. Ved et bord i nærheden sidder Lisbeth Zornig og taler med to kvinder. Pernille og jeg sætter os ind i et af studierummene, hvor vi kan optage lyden på telefonen uforstyrret.

 Kan du fortælle, hvordan du første gang stiftede bekendtskab med The Back To Life Project?

2-3 måneder efter jeg i 2015 startede på fysioterapi-uddannelsen i Aalborg var Mikkel ude at holde foredrag på skolen. En lille måneds tid efter troppede jeg op hos The Back To Life Project. I stedet for det klassiske job i Netto, syntes jeg, det lød fedt at hjælpe folk og være med til at gøre en forskel. I dag ser jeg det ikke som frivilligt arbejde, men som et job. Jeg får så meget andet end kolde kontanter. Folk spørger ofte, hvordan jeg har tid til det, men jeg prioriterer det. At hjælpe folk op ad en kørestol giver mig mere, end hvis jeg fik 1000 kr. for at sidde og kaste varer videre, som jeg har gjort, da jeg var yngre.

 To gange om ugen tager du turen fra din bopæl i Aalborg til Billund, da du er i gang med et forløb med jeres deltager Tenna. Hvad hjælper du hende med?

Tenna har en BPA ordning (Borgerstyret Personlig Assistance, paragraf 83-84 i Lov om Social Service), der skal tages til revurdering omkring juni eller juli. I tre år har Tenna siddet i kørestol pga. nervesygdommen Guillain Barré, der rammer hele kroppen. Målet er, at hun skal rejse sig fra sin kørestol ved egen hjælp.

Når du siger, du gerne vil hjælpe Tenna op af kørestolen, lyder det næsten overnaturligt. Hvor kommer troen på, at det kan lade sig gøre?

For tre år siden var jeg med til at hjælpe en af vores andre deltagere med Guillain Barré op ad kørestolen. Ligesom alle mulige andre sygdomme har guillian barré 700 ansigter. Sygdommen er den samme og tilgangen er den samme, men det skal gribes an på en anden måde, fordi, det er et helt andet menneske, jeg står overfor. Det handler om indsats. Jeg er ikke i tvivl om, at Tenna også nok skal komme op og gå.

Har du nogensinde tvivlet på den måde i håndterer et sygdomsforløb på i TBTLP i forhold til den måde det håndteres på i det øvrige system?

Aldrig. Man kan få lov til at hjælpe folk, hvor de er. Det snakker de meget om på studiet, men når man så kommer i praktik, er der ikke tid, plads eller penge til det. Vi tilpasser os deltagene. Ofte er det den anden vej. Systemet vil gerne patienterne tilpasser sig.

I 2017 udgav VIVE – Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd en rapport, der viste flotte resultater for The Back To Life Project. Hvis man følger projekter via de sociale medier Instagram og Facebook, har man løbende kunne følge med i deltagenes små og store sejre.

Hvorfor tror du, at det har været så svært for den brede offentlighed at få øjnene op for The Back To Life Project, når I har så mange succeshistorier.

På et tidspunkt ringede flere tv-stationer til Mikkel for at lave programmer om projektet. Vi har folk i krise, som kan sige en ting den ene dag og fortryde det dagen efter. Mikkels præmis var derfor, at folk skal kunne trække deres udtagelser tilbage nærmest dagen før programmet bliver sendt. Det var der ingen stationer, der kunne være med til.

Der er ikke nogen, der tør hoppe til den der mærkelige figur, man tegnede som barn. Man vil gerne have en firkantet kasse. Det ved alle, hvad er. Der er dem, der ikke gider lave noget, og så er der dem, der træner op til tre gange om ugen og selv går ned i fitnesscentret. Vi mangler den sidste kasse, hvor, hvis du fik lov og mulighed for at træne, lad os sige 10 timer om dagen, hvem tør så være med? I systemet snakker vi generelt om dem, der ikke gider at lave noget og nasser på systemet, men den anden gruppe er ødelagt eller bliver ødelagt, fordi de ikke får lov til at gøre det, de gerne vil. Giver det mening?

Det handler også om, at vi hos The Back To Life Project har muligheden. Jeg har været i praktik flere steder, og der er rigtig mange, som yder en kæmpe indsats, men bliver begrænset, fordi de er det sted, de er. Alting har jo sin ret og alting har sin gavn. Ofte er der bare nogle begrænsninger. Det har vi ikke, og det er sygt rart at være i. Det gør ondt at se, at folk kan komme længere, men faktisk ikke er berettiget til det. Det er svært, når man har en anden verden, hvor alt er muligt.

Hvordan er det, I skiller jer ud?

Vi vil ikke sætte en tidsbegrænsning eller gå på kompromis med deltagernes træning eller ve og vel for at få omtale eller være i systemet. Jeg tager først stilling til, hvad vi skal lave, når personen står over for mig. Det er der også rigtig mange fysioterapeuter andre steder, der gør. Forskellen er, vi viser folk, de godt kan have et liv, selvom de er skadet. Vi tager deltagerne med til Spanien, Norge eller ud at køre go-card. I systemet får du invalidpension eller almindelig pension for resten af livet, hvis du ikke er fikset efter to år, tror jeg det er. Man tør ikke investere i personen, for tænk nu, hvis det er spild af penge. Vi tænker anderledes. Hvis vi investerer, gavner det 100 procent. Mikkel er det tydeligste eksempel, men vi har mange eksempler.

Er man i projektet, kan man ringe til Mikkel nat og dag. Han mærker mere, end man regner med, og han ved, når du siger en ting, så er det faktisk ikke det, du mener, så er det noget helt andet, fordi han selv har stået samme sted. Det er peer supporting, hvor du bruger din egen erfaring til at lære videre. Mange af deltagerne finder ud af, at den skade, de har fået, måske ikke er en begrænsning, men en ny mulighed og et nyt sted at stå.

Mikkel har sagt, han gerne vil være den person, han aldrig selv mødte i systemet, da han blev skadet. Hvad tænker du om det?

Han er den person. Du kan ringe til ham dag og nat, og han vil stadig være der. Der er deltagere, der har svinet ham til, fordi de har været i krise. Når man får tildelt et træningsforløb, er der altid en krise, man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været igennem det. Mikkel har været igennem den samme krise og forstår hvor mange bandeord, der kan skrives i en sms. Han er den stabile person, som kan være bindeleddet mellem 700 forskellige hospitaler og læger og terapeuter og hvad der nu ellers er. Han er den, som han ikke selv mødte. Det er ikke ham, der har brug for at blive set. Han har brug for at hjælpe folk. At man kan være så nede på jorden og lave så store ting… Han er det stabile menneske, som man har brug for, når man står i et genoptræningsforløb.

Det er som at komme ind i en familie, fordi vi er der for hinanden. Man får ikke lov at slippe for hinanden på nogen tænkelig måde. Vi borer også i de ting, der er trælse at bore i. Du bliver nødt til at snakke om det, der er noget pis og møg, fordi det hele hænger sammen, og hvis ikke du har hovedet med, har du heller ikke kroppen med, og det samme den anden vej. En familie beskriver ret godt, hvad vi gør og er. Vi er venner og familie – ikke af blod – men fordi vi gerne vil hjælpe folk. Derfor får man personlige ting at vide. Vi er gode til at bruge hinanden. Vi er gode til at få luftet ud, ikke sladre, men udnytte, at vi er seks forskellige frivillige med forskellig forforståelse.

 I har oplevet nogle store ting sammen med deltagerne. Ting som at bestige bjerge og gå på Caminoen, der jo er udfordrende selv for folk uden skader…

Folk tror på det, fordi vi tror på det. I vores verden er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det handler om tid, indsats og de rigtige omstændigheder. Der er vi heldigvis ikke begrænset. Det er man jo mange andre steder. Det man ofte glemmer, er, at folk der har en skavank faktisk er stærkere end du og jeg er. De har kæmpet. De har været nødt til at kæmpe. Hvis du og jeg bliver udsat for en bjergtop, er det nok lidt kritisk, for åh gud, der er langt derop. En der har haft ondt i hoften siden hun blev født, hun skal sgu nok komme derop. Hun er så pissestædig, fordi hun er kommet dertil, hvor hun er.

Hvor får The Back To Life deres støtte fra?

Indtil nu har det været igennem fonde. Vores primære indtægtskilde er fra Det Obelske Familiefond. Der har været nogle uoverensstemmelser i forhold til, hvad pengene skulle bruges på, så det samarbejde er stoppet nu. Vi er ved at se, hvad der kan lade sig gøre, og om vi kan få et samarbejde med kommunen op og køre, eller hvad der skal ske for at få noget mere stabilt, i stedet for at leve på fonde. Hvordan vi rent faktisk bliver en del af systemet uden at være det. Vi bliver et tilbud, men uden at være i samme kasse som systemet. Der er åbnet flere og flere døre i løbet af det sidste stykke tid. Alle siger det er det helt rigtige, men hvem tør tage springet? For det er et spring ud i det sorte dyb. Der er ikke nogen, der har gjort, som vi har gjort før.

Har du nogensinde fortrudt, at du meldte dig til projektet?

Overhovedet ikke. Jeg håber det bliver mit fuldtidsjob en dag. Man giver jo nærmest folk livet tilbage, om det er bedre syn, at kunne stå op eller sexlivet der kommer tilbage, det er sådan set hip som hap.

Hvor er projektet på vej hen?

Det bliver stort, tror jeg. Lige nu forsøger vi at se, hvad vi kan skabe af ting og sager. Vi vil jo rigtig gerne have vores eget sted, hvor vi kan gøre det, vi er bedst til, så må vi se, hvem der vil være med på den leg. Om det bliver kommunerne, eller hvem det bliver. Hvem tør tage springet sammen med os?

Min krop var en mands – i mit hoved foregik der noget helt andet

Udgivet 18/08/2017 af

 

Maya Kathrine Andersen (som hun har heddet siden januar 2016) henter mig et par minutter før, vi har aftalt at mødes. Hun er iført sorte højhælede støvletter, en sort blazer og stramme jeans, der fremhæver hendes lange, tynde ben. Hun er høj, højere end mig, der med mine 177 cm. altid har haft en lille fobi overfor stilletter og misunder, hvordan hun med rank ryg omfavner sin højde.

Vi har aftalt at mødes på hendes arbejdsplads. En stor lagerbygning forvandlet til kontorer, hvor en række entreprenørvirksomheder holder til, bl.a. Social Services hvor Maya arbejder som programmør. Hun introducerer mig for sine kolleger, inden vi slår os ned i et roligt hjørne og begynder interviewet.

– Jeg kender ikke din historie, så lad os bare starte forfra …

“Vi kan starte tilbage i barndommen. Jeg mangler noget i min barndom, sådan har jeg det.”

– Mangler noget af hvad?

“Af det jeg føler i dag. Det var noget, der kom med puberteten. Indtil da havde jeg det okay med min krop. Der var nogle udfordringer med mobning, fordi jeg var lidt svag og ikke kunne svare godt igen, men jeg forbandt det med, at andre hadede mig.”

“Jeg var altid den svage dreng. Jeg tænkte over, at jeg skulle være en dreng og klare mig blandt drengene i klassen. Da jeg var lille, kiggede jeg ned ad mig selv og sagde i mit stille sind: ‘jeg er en dreng.’  Og jeg fik at vide af min mor og far og alle andre, at jeg var en dreng; så forsøger man at kæmpe for at være den dreng og klare sig i verden som den dreng.”

– Uden at tænke over, at du måske ikke var en dreng?

“Der var en grund til, at jeg ikke havde let ved at udføre den rolle, men det tænkte jeg ikke over i et langt stykke tid. Det har været en kamp, helt indtil jeg blev 37 år at udfylde den rolle i forskellige stadier af livet.-

– Men så skete der  noget i puberteten?

“Det er svært. Jeg vil meget gerne fortælle i detaljer, hvad der skete med mig, men puberteten er et forvirrende tidspunkt. Jeg var rundt på gulvet fysisk og psykisk, så der er nok en del ting, der er fortrængt godt og grundigt. Jeg begyndte at skulle fungere seksuelt og forelske mig i piger.”

Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært

“Problemet var, at jeg var meget fascineret af piger, men jeg så fascinationen som forelskelse og tændte også helt vildt meget på dem. Men det, jeg tændte på, var det formål, tøjet har, fx at kunne forføre mænd, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg så mig selv som en mand, og en mand tænder på kvinder i deres tøj.”

– Tanken strejfede dig aldrig?

“Nej, men så begyndte jeg at fantasere om at have kvindetøj på og være sammen med en mand og tilfredsstille ham, og den tanke blev mere og mere fastlåst.”

– Altså under puberteten?

“Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært.”

“Da jeg en dag læste nogle kontaktannoncer, stødte jeg på en transseksuel. Det satte gang i fantasien, om jeg nok var transseksuel, men jeg sammenlignede det aldrig med at være kvinde. Havde jeg gjort det, havde det været noget helt andet.”

– Fortalte du nogen om de her tanker? 

“Overhovedet ikke. Når man ikke kan sige noget konkret, er det svært at finde vej. Et eller andet sted havde det været godt, hvis der var nogen, der havde spurgt ind til, hvad jeg gik og tænkte over. Måske en sundhedsplejerske. Jeg havde jo problemer med mobning. Min matematiklærer reddede mig, da han fandt ud af, jeg kunne noget med computer. Han fik mig på sporet og fik mig til at føle, jeg havde noget i forhold til de andre. Jeg begravede mig i arbejde og studier resten af tiden. Det hjalp med at fortrænge tankerne, og det fungerede sådan set fantastisk, eller… ”

Fortrængelsen

“Problemet med fortrængelse er, at det, du kæmper med, bliver mere og mere presserende og vokser år for år. Jeg følte, jeg skulle eksperimentere, få det ud på en eller anden måde, det med at være kvinde, og gå i seng med mænd. Da jeg var i puberteten, startede jeg med en læbestift, og hold op, hvor var det farligt. Den skulle gemmes væk og skjules. Hvis min mor havde opdaget det, havde jeg tænkt mig at sige, den var blevet brugt i forbindelse med en video, vi optog på skolen.”

“Sådan var der mange ting, løgne man opfandt.”

– Men din mor opdagede aldrig, at du eksperimenterede med tøj og læbestift?

“Et eller andet sted har det været meget klart, at der ikke er nogen, der har set noget.

Jeg tegnede af fra nogle kuponblade hvor der var letpåklædte kvinder i, og det opdagede mine forældre nok, men da skinnede det måske bare igennem, jeg var fascineret af kvinder. Der er lang vej til at konkludere… Altså, de kan jo ikke se ind i mig. Men der var en leg med stil allerede der. Aftegningerne var mine alternative påklædningsdukker.”

“Problemet var, det var svært at få fat i tøj til at realisere den stil, uden nogen opdagede det, fordi der på det tidspunkt var et almindeligt postvæsen. Senere kom døgnboksen, og det gav nogle muligheder, men jeg var for hurtig til at konkludere, at tøjet ikke var mig. Der var den her kamp for at skulle overleve som mand. Jeg ville gerne, at tøjet passede, men var for hurtig til at sige stop. År for år kæmpede jeg for at være den kvinde, jeg er.”

– Så det føltes ikke naturligt, første gang du tog kvindetøj og læbestift på?

“Jeg kunne ikke se det. Da jeg først fandt ud af, jeg var en kvinde, var det meget nemmere at have ro til det. Før da nåede mine eksperimenter aldrig ud af badeværelset. Det var for lukkede døre, vinduer og skodder.”

– Hjernen skulle lige følge med?

“Tjah, det var en form for personlig udvikling at nå til det punkt. Der har helt sikkert været noget i periferien, information fra samfundet, der har udviklet mig. Vi nåede frem til 2014. Der er nok et eller andet i medierne, der har været afgørende det år.”

– Som du ikke kan pege på?

“I efteråret 2014 blev det juridiske kønsskifte ændret, så det fungerer, som det gør i dag. Jeg har måske hørt det i nyhederne og ladet mig påvirke af det, men jeg var så langt fra at tænke noget i den retning. Når man ikke ved, man er et andet køn, hvorfor skal man så tænke over at udforske det?”

Der var andre, der havde mere styr på, hvad en transkønnet er, end jeg. Der var også mange, som slet ikke havde styr på det, som troede, jeg var en homoseksuel mand. Jeg kastede mig ud i noget af et minefelt

“Tre-fire gange årligt tog jeg tilløb til nye eksperimenter, men hver gang blev jeg skuffet og gemte tingene langt væk eller smed dem ud. Eksperimentet, jeg gik i gang med i efteråret 2014, var, jeg fandt en hjemmeside, hvor jeg kunne lægge mit billede op og fortælle, hvilken makeup jeg ville have på. Jeg begyndte at se og forstå noget. Jeg lagde billedet op på en slags dating forum, hvor jeg lavede en profilbeskrivelse. Det var nok til, at andre begyndte at kunne fornemme, hvad der var ved at ske med mig, og reaktionerne fra dem påvirkede mig meget. Det meste af december 2014 gik med en del flirterier på text chat.”

Klarsyn

I 2015 arbejder Maya hos et firma i Randers. Da hun lægger sig til at sove tirsdag d. 6. januar, har hun svært ved at falde til ro og begynder at hallucinere.

“Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde.”

– Pga. hallucinationerne? 

“Nej, det er meget kompliceret og svært at forklare. Men jeg kom frem til, livet er at være kvinde. Der var mange ting. Jeg var stresset over at leve med det i skjul. Det hele var meget stort. Bum! Pludselig konkluderer man, man er en kvinde, og det hele føles meget virkeligt, eksperimenterne, flirterierne.”

– Var det en lettelse at nå til den konklusion, at du er en kvinde?

“Det var noget, der blev kastet i hovedet på mig. Der er mange, der finder ud af det i puberteten og bruger 20 år på at tage mod til at springe ud. For mig var det et par timer. Det var noget af nogle overvejelser at lave på nogle timer. Jeg følte mig vanvittig, så jeg var ret opsat på, jeg skulle tale med en psykolog. Den eneste måde jeg kunne gøre det, uden at skulle skjule det og risikere at blive opdaget, var at springe ud overfor venner, familie og kolleger. Det skulle bare gøres. Det var logisk at springe ud, så den nat skulle jeg finde ud af, hvordan man gjorde.”

– Hvad gjorde du så?

“Jeg gik på internettet og søgte på ordet transseksuel. Det var et ord, der havde hængt ved siden puberteten, men det har jeg aldrig følt mig som, så jeg gik ind på et pornosite, hvor en transkønnet stod og vrikkede med numsen og teasede og spurgte hende til råds. Hendes råd var, jeg skulle skrive ned, hvad jeg ville sige, så jeg kunne virke troværdig og fange op, hvis jeg gik helt i spåner. Jeg skulle være forsigtig, hvem jeg fortalte det og hvornår, jeg fortalte det. Dem, jeg frygtede mest af miste, skulle jeg vente med at sige det til.”

Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde

“Jeg satte mig ned og skrev to A4-sider. Da jeg var færdig var klokken et sted mellem 6 og 7, og det var på tide at tage på arbejde. Det var en anderledes tur på arbejdet, hvor jeg var overladt til at holde hænderne på rattet og køre bil. Jeg mødte min ene chef, Martin – jeg hed også Martin – på vej ud af døren. Han var ligbleg i ansigtet, fordi han havde influenza. Jeg er sikker på, jeg også var bleg i ansigtet, fordi jeg ikke havde sovet. Det var en speciel start, men jeg fik åbnet døren og spunsede ind til Lone, min anden chef, der er gift med Martin. Det var virkelig kroppen, der drev mig på det her tidspunkt. Jeg havde en pludselig følelse af, det skulle gennemføres.”

Springet

“Martin og alle de andre kunne godt fornemme, der var et eller andet virkelig stort på vej. Lone og jeg satte os i et mødelokale, jeg tog papiret frem og begyndte at snakke. Til at starte med stod der noget, der ikke gav mening. Der stod, jeg var homoseksuel, og det har jeg aldrig på nogen måde set mig selv som. Det siger lidt om, hvor rundt på gulvet jeg var. Jeg havde det svært med definitioner. Det var en rigtig god samtale. Jeg tudede meget. Der kom lettelsen virkelig. Jeg fik lettet den hemmelighed, jeg havde haft hele livet.”

Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost

“Planen var, jeg først skulle fortælle min mor det fjorten dage senere, men pludselig var det oplagt. Jeg kørt næsten lige forbi hende på vej fra arbejde. Min far var der også, men holdt sig i baggrunden i starten. Papiret var en hjælp, men jeg gentog samme fejl og startede med at sige, jeg var homoseksuel, hvilket min mor tog godt imod, men det hang jo ikke sammen med, hvad jeg faktisk ville sige. Jeg fik forklaret min situation. Min far havde lige fået foretaget en prostataoperation, og havde det svært med kønsskifteoperationen, da det er en operation i samme område. Han var bange for, at noget ville gå galt, så kunne jeg ikke bare nøjes med at gå i dametøj. Men ej, far….”

– Det lyder som om, de håndterede det ret fint?

“Er du helt vild! Det har været vigtigt, og er vigtigt for alle, at man bliver taget godt imod i starten, vil jeg mene. Ligeså snart livet giver nogle hug, dukker du dig. Når du gør det, bliver du mål for mobning og alt muligt. Det har jeg haft rigeligt af i forvejen, så jeg ville bare dukke mig endnu mere, hvis mine forældre havde… ja, det er slet ikke noget, jeg gider at forestille mig. Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost. Det gjorde, jeg hurtigt kom ovenpå, og begyndte at tage alle de her eksperimenter op igen, og pludselig fungerede det på en helt anden måde! Jeg havde ro til det – og støtte. Lidt for meget støtte i øvrigt. Lige pludselig skulle andre begynde at definere mig som kvinde.”

– Altså bestemme hvilket tøj du skulle gå i osv.?

“Sådan er det jo for alle kvinder. Nogen gange vil ens mor gerne bestemme, hvilket tøj man skal gå i.”

– Det er sent, at ens mor skal bestemme, hvilket tøj man skal gå i, når man er 37 år?

“De ved jo godt, jeg lige har kastet mig ud i det. På mange måder er jeg en teenager. Min mor vil gerne være støttende og jeg vil gerne, hun er støttende på den måde, for jeg savner den del. Jeg savner at være den lille pige. Men det var et umenneskeligt pres, der pludseligt opstod. Krav og værdier til, hvordan det er at være kvinde. Jeg havde studeret andre kvinder i høj grad, og lige pludselig skulle de studier bruges til noget. Kravene var tårnhøje. Make-uppen skulle være spot on!”

 

Efterskælv

Maya er træt, da hun om aftenen lægger sig på sofaen og tænker det hele igennem. Her får hun en hallucination, som hun ikke kan huske den dag i dag, men som får hende på selvmordstanker.

“Det var meget underligt, for der var jo sket noget rigtig positivt. Jeg tolker det som om, krop… altså, det kunne ikke følge med hinanden. Jeg har haft selvmordstanker én gang før, fordi jeg fik problemer på arbejde. Dengang hjalp det mig at tænke på, hvor meget jeg gerne ville opleve min nevø, når han blev stor. Det var nok til at holde mig oppe. Det var det også denne gang. Og så har jeg fået en niece. Det hjalp også. Jeg fik konstateret en mild depression, gik til lægen og blev sygemeldt i noget tid. Den tid brugte jeg på at udforske mig selv på alle måder, fx lære hvordan man fjerner hår på benene.”

Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet

“Jeg havde også masser af tid til at dyrke motion. Det blev til en time og et kvarter hver dag, hvor jeg startede med at cykle og lave gulvøvelser og senere løb og gulvøvelser. Jeg blev fuldstændig afhængig af det. Jeg blev glad for mig selv, og det gik stærkt. På seks måneder gik jeg fra 100 kg til 73 kg. Depressionen hjalp godt til i starten pga. manglende appetit. Jeg fik nogle ben, hvor jeg tænkte holy shit, hvad sker der her. Det er en speciel ting for en kvinde at få at vide, hun kan eller har noget særligt. ”

– Begyndte du at gå med dametøj og makeup, efter du var sprunget ud overfor din mor og far, brødre og nabo?

“Nej, for jeg havde ikke fortalt min niece og nevø det. Det var først, da de fik det at vide, jeg kom helt ud og sagde det offentligt på Facebook.”

– Så du et lavede et offentligt opslag på Facebook, hvor du sprang ud?

“Det, jeg gjorde, for at undgå jeg skulle føle mig indelukket, var at lave Facebook-gruppen En kvinde på vej. Det var stedet, hvor jeg kunne få lov at dele mine processer med alle, der have fået det at vide. Det er en rigtig god idé, som der er mange, der bruger, og mange flere der burde bruge. Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet. Hvis jeg begynder at skulle udleve min seksualitet, er det også noget, der kommer til at påvirke familien, når jeg slæber en mand – eller en kvinde – med hjem, og de skal vænne sig til tanken.”

– Så der er du ikke endnu?

“Jeg har gang i så meget. Kærligheden kommer så mange andre steder fra. Lige nu lever jeg riiigtig fint. Mit liv er også meget anderledes. Jeg er aseksuel pga. hormonerne, og jeg ved, jeg ikke kan få børn. Det gør, jeg har et helt andet udgangspunkt end mange andre kvinder. Jeg har valgt at affinde mig med, jeg er en kvinde, der ikke kan få børn, og at min alder er en udfordring. Det er nemmere at planlægge, når man er ung.”

– Men du vil gerne have børn?

“Det vil jeg et eller andet sted gerne. Men det må gå, som det går. Der sker så mange andre spændende ting i mit liv, så det er ikke noget, jeg vil jagte. Med min erfaring som kvinde er jeg også nogenlunde den mest uerfarne, man kunne forestille sig skulle være alenemor. Det mest realistiske er, jeg bliver papmor, men det har jeg det fint nok med, at være støtte for et lille – eller et stort – barn. Sexlivet er for mange en opbygning til at få børn, finde en partner og et match. Det er som nævnt et andet udgangspunkt, jeg har.”

Business-kvinden Maya

Da Maya viser mig rundt på sin arbejdsplads, spørger jeg, hvor længe hun har arbejdet der. Hun fortæller, Social Services er hendes første job, efter hun er sprunget ud, for da hun vender tilbage til jobbet i Randers efter sin sygemelding i 2015, bliver hun fyret pga. økonomiske problemer.

Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på

“Det var et specielt tidspunkt at fyre mig, men jeg forstod det et eller andet sted godt. Firmaet var et lille firma, og jeg skulle i gang med en proces, der kunne blive meget ustabil. Jeg holder stadig meget af firmaet i dag.”

– Det skræmte dig ikke at skulle søge job efter at være sprunget ud?

“En del af sporten ved jobsøgningen blev at finde det rigtige tøj, vise noget af sig selv og komme med noget, der understøttede ens personlighed.”

“MIN FARS KREATION SOM JEG HAR NYDT MED FAMILIEN I AFTEN. ER JEG IKKE SMUK.” 8. JANUAR 2017.

– Så på en måde var du blevet mere selvsikker?

“Det er vist en underdrivelse! Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på. Det fik jeg også brug for. Til samtalen var et par gamle mænd og en ung kvinde. De gamle mænd skulle bare lige se giraffen og havde kun sat en halv time af, hvilket virkede urealistisk for mig. Jeg gik derfra med samme selvtillid, som jeg kom med. Jeg vidste, jeg havde gjort mit bedste, og så kan man ikke gøre mere. Jeg havde fundet nogle kompetencer og noget potentiale, som jeg aldrig havde set før, og jeg begyndte at være mere kreativ i min jobsøgning. Pludselig var der så meget at vise frem og være stolt af. Det kunne min familie også fornemme. De kunne se nogle nye sider af mig, og jeg er kommet meget tættere på min far.”

På Facebook har du lagt et billede op, hvor han har lavet en kagekone til dig…

“Det var en overraskelse, og den viser, han er stolt af sin datter. Han ville give sit eget bud på, hvordan jeg så ud med bryster. Han kalder mig sin datter, og det kommer ud af ingenting sådan set. Nogen gange går det den anden vej, når han kæmper med at komme til at sige han i stedet for hun. Og det gælder desværre ikke kun min far, men alle. Den anden dag, spurgte en ekspedient mig, hvad han kunne hjælpe den herre med!”

– Hvordan føles det, når folk blander rundt i kønnene?

“Det er ligesom, hvis jeg begyndte at kalde dig han. Du ville også hurtigt synes, det er underligt. Ens identitet er på en eller anden måde så meget viklet ind i at være kvinde, at det andet ikke eksisterer længere.”

– Hvornår tog du kontakt til Rigshospitalet for at komme i gang med et forløb?

“Første samtale var i juni 2015 og efter et års samtaler, begyndte jeg på hormoner i juni 2016.”

“SÅ ER DET TID TIL AT FÅ SAT TINGENE PÅ PLADS. #LYKKE #NYTLIV #HORMONBEHANDLING #ANDROCUR #ØSTROGEN #KEMISKKASTRATION OG #BRYSTER.” 1. JUNI 2016.

Transformationen

Maya køber mere og mere tøj. Bukserne fungerer med det samme, for som hun selv siger – til de ben fungerer det jo! Men toppene – som hun har købt 15 af på Zalando – kan hun ikke få til at fungere.

“Jeg var en kvinde indeni, men den fysiske krop havde jeg ikke tænkt ret meget over. Jeg var ikke kommet frem til, jeg blev nødt til at gøre noget ved brysterne. Jeg var ikke klar over, hvor vigtige de var, og håret havde jeg heller ikke styr på. Jeg var grædefærdig. Jeg kom frem til, jeg måtte skabe bryster, så jeg købte den bh, jeg går med i dag, der både er formsyet og med push-up. Det gjorde et eller andet for størrelsen af brysterne. Det var kanonnaturligt at se på, og gav bonus lige med det samme. Pludselig kunne jeg se på mig selv uden toppen, kun med bh’en, og have det godt med det. Oppe i mit hoved var der nok også sket noget, og løbeturene gjorde rigtig meget for, jeg havde det godt med mig selv.”

Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang

“Men på et tidspunkt kan man ikke gøre så meget mere – brysterne er skabt, og så er der situationen hernede (peger på sit skridt), som er svær at arbejde med – især i et par leggings. Et par cowboybukser med lynlås er perfekte, fordi lynlåsen dækker. Men jeg søgte om at få en henvisning til Rigshospitalets Sexologiske Klinik om at starte en proces, der giver adgang til hormoner og på sigt en kønsskifteoperation (der skal omdanne penis til en vagina), hvis det blev reelt. Processen med at få adgang til hormoner tog fra juni 2015 til juni 2016.”

– Er det obligatorisk med et års samtaler, inden man kan komme på hormoner?

“En del er ventetid og så har man en fem ugers periode, hvor man har samtaler i København en gang om ugen. Det er samtaler af forskellige karakter. To af de mere specielle samtaler er fotosamtalen og pårørendesamtalen. Til fotosamtalen skulle jeg medbringe et fotoalbum, der repræsenterede mit liv i alle aldre. Det blev meget lyserødt og stjerneagtigt, da jeg gerne ville, at indpakningen også repræsenterede mig. Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang. Jeg havde det fint med oplevelsen, der gjorde, jeg fik fred med min fortid og kunne kombinere den med min nutid og fremtid.”

Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet

“Til pårørendesamtalen kom min far og mor med i processen. Især min far. Min mor havde været med til første samtale. Men den dag var vi afsted sammen som familie. Nogle bonderøve på tur til København. Inden vi tog hjemmefra, tog vi en snak, da jeg havde mine tanker omkring, hvad de ville sige, men jeg var egentlig ret tryg ved det hele. Det gik også godt. Da vi kom derover, sagde de, de kunne se, hvor glad jeg var blevet. Bagefter tog vi på Fisketorvet og spiste. Mine forældre var helt oppe at køre over at have oplevet København.”

“Efter udredningsforløbet – et intenst forløb på fem uger – skulle der træffes en beslutning, om jeg skulle på en observationsperiode og efterfølgende have hormoner, men der skete det, at proceduren blev ændret. Observationsperioden og hormonbehandlingen skete parallelt. Alle samtalerne handlede derfor om, hvor godt det gik med at være på hormoner, og det gav jo mening at snakke om. Jeg gik hos Sexologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg psykisk er klar til at tage beslutningen om operation til sidst, og Gynækologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg overlever hormonerne og får den udvikling, der er optimal. Det er klart de samtaler, der batter mest.”

– Hvilken effekt har hormonerne haft?

“Et par måneder efter hormonbehandlingen er startet, tager jeg og min familie på campingtur. Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet. Jeg stormede over til de andre og fortalte, at nu havde jeg fået bryster, og da jeg var ude at køre med min mor lidt senere, spurgte jeg hende, hvordan det føltes, da hun fik bryster. Hormonerne gjorde, at afstanden ud til bh’en blev mindre, mærkerne fra stropperne tydeligere og et par af mine bukser sprak på balden.”

– Det er vel gode tegn det hele?

“Det er nemlig gode tegn. Jeg startede på en lav dosis østrogen. De fleste starter på 100 mg. Jeg er startet på 75 mg., da min mor og jeg begge har haft en blodprop tidligere. Jeg er trappet op, fordi min gynækolog kalder mit østrogenniveau pinligt. Det kan godt være, hun synes, mit østrogenniveau er pinligt lavt, men i mit hoved er det helt i orden. Når jeg står i badet og dækker skridtet til, er det faktisk okay.”

– Så du dækker skridtet til, hvis du kigger på dig selv?

“Jeg ved, reaktionen bliver, jeg får tårer i øjnene, og jeg ved, det er glædestårer. Det er en ubeskrivelig oplevelse. Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre.

– Tror du, folk er blevet klogere på transkønnede?

“Nu laver du det her interview. Det bliver folk klogere af. DR har lavet nogle dokumentarer, der er blevet blæst op i bedste sendetid. De har virkelig gjort et arbejde med at forklare, og er også gået langt udover det at være transkønnet. Fokus er, man skal have lov at være den, man er. Jeg kæmper lidt for, jeg gerne vil have lov at være binærkønnet. Det kan man næsten ikke få lov til i dag, man skal helst være et sted midtimellem. Hvis du bare er kvinde, er det kedeligt. Hvis du er non-binær, så er det spændende. Jeg forstår det ikke. De vil ikke være i en kasse, men hvis jeg respekterer dem som non-binær, er de jo alligevel i en kasse.”

Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre

– Transkønnede har indtil januar 2017 været i en kasse, der hed psykisk syg…

“Den kasse er noget fis. Det er kun, hvis du rent faktisk føler dig psykisk syg. Jeg har aldrig følt mig psykisk syg.”

– Men har det ikke gjort noget, man har fået transkønnede fjernede fra WHO’s liste over psykiske sygdomme?

“Ikke endnu, overhovedet. Der er nogen, der mener, det gør noget for processen, men jeg synes, mange af dem, der råber højt og brager mod systemet – kalder det et sygt system, fordi det handler om psykiatrien – er dem, der i forvejen er i psykiatrien. Jeg har aldrig følt, jeg har en diagnose. Jeg kom bare for at få hjælp, vejledning og støtte, ikke fordi jeg havde en diagnose, der skulle håndteres. Hvis jeg havde noget, vil jeg sige, det var et fysisk handikap, som var til at arbejde med. Det er langt fra skizofreni eller depression. Jeg har aldrig set mig selv som syg, så at der er blevet afskaffet en diagnose, siger mig ikke rigtig det store. Jeg synes ikke, det gør noget, psykiatrien er inde over, men at vi alle bliver behandlet som seksualforbrydere, er jo heller ikke et udgangspunkt.”

– Har det været sådan?

“Det fornemmer jeg. Det har sat gang i den værste ballade for nogle år siden. Siden jeg startede i forløbet, har jeg fornemmet, systemet hele tiden arbejder på at forstå os og gøre noget, og jeg forstår godt, systemet ikke forstår, fordi det er så kompliceret. Drejebogen er ikke skrevet endnu, så hvordan kan man lave et system? Vi padler alle sammen for at skabe et system, der virker. Det er learning by doing. Man kan ikke spørge ude i verden, for der er ingen steder, der gør det perfekt. Alle steder er der udfordringer, men hvis vi alle arbejder på det, skal det nok gå. Jeg fornemmer, det er ved at ske. Der kommer snart en vejledning, der gør, de kan vejlede transkønnede mere præcist. Pga. de mange ændringer, der er sket, siden jeg startede min udredning kan man heller ikke længere se min udredningsproces som et nutidigt eksempel. Der er blevet meget bedre vilkår.”

Forelsket i mennesker

– Jeg kan se, du involverer dig i virkelig mange projekter. Du har stiftet en fanklub for Sada Vidoo, du er medstifter af Aarhus mod ensomhed og aktiv i Nydanskerforeningen på Norddjurs. Hvordan kan det være, du involverer dig i så mange ting?

“Da jeg startede min karriere som kvinde, startede jeg hos Røde Kors og blev forelsket i andre mennesker. Det har jeg forsøgt at holde fast i. Jeg kunne på en eller anden måde uddanne andre mennesker i mig sådan set ved at være mig. Det har fungeret rigtig fint. Jeg har mødt rigtig mange bl.a. flygtninge og indvandrere, som behandler mig som Maya. Det har givet mig energi til mere. Det er også derfor, jeg går til arabisk nu.”

– Hvad er det, der gør, du har stiftet fanklubben for Sada Vidoo, hvorfor er hun et idol?

Fanklubben for Sada Vidoo (som var med i dansk Melodi Grand Prix) startede jeg, fordi jeg kan identificere mig med hende. Hun gik med en lille prinsesse indeni, som hun havde svært ved at finde. I dag har hun fundet hende og lever hende ud til max i form af en dukke. En af de ting, hun har sagt, er, at hun for en gangs skyld i sit liv har den rigtige kjole på. Jeg har det også sådan, jeg har gået i den forkerte kjole hele mit liv, og nu har jeg fundet den rigtige… Men er der ikke en ting, du har glemt at nævne?”

– Medlem af det De Radikale?

“Det var ikke lige det. Jeg skal være med i X-Factor! Jeg begyndte at synge i slutningen af september…”

– Så det er nyt, du er begyndt at synge?

“Fuldstændig. Det er sprunget ud af alt det her, og det skal bare ske. Jeg har gået til stemmetræning, men det er ikke et færdigt arbejde, og det bliver det nok aldrig. Det er svært at arbejde med stemmen. Kvinder artikulerer på en bestemt måde. Det slår mig lige i fjæset. Jeg leger med stemmen og bruger mit socialliv. Det tror jeg, er det vigtigste, at jeg kommer ud og lærer af andre. Min stemme er ikke, hvor den skal være, men jeg kan godt stille mig op og synge og få noget ud af det. Alene det, jeg stiller mig op fuld af selvtillid, vil sende nogle signaler ud i verden, som jeg synes, er rigtig positive.”

– Hvornår er der audition?

“August 2017. Det er snart… og en del af det sendes live i marts 2018.”

– Falder det så ikke sammen med operationen?

“Muligvis. Der er så mange ting, der kan falde sammen. Min 40-års fødselsdag skal også holdes deromkring, hvor live-delen starter. Man drømmer om, det hele går op, hvis ikke ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker, noget positivt kommer ud af det på en eller anden måde.”

– Første gang jeg mødte dig, var du ret åben. Du sammenlignede det at lære arabisk med at gå hos din psykolog. Har du altid været så åben?

“Jeg har haft social fobi, så før i tiden havde jeg hellere holdt mund. Det er fuldstændig det modsatte menneske, jeg er i dag.”

Man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…

– Så det havde du ikke sagt for…?

“To år siden, inden januar 2015. Min mormor, som er død nu, var typen, der altid faldt i snak med andre passagerer, når hun kørte i bus. Den egenskab har jeg fundet ud af, jeg også har. Det er overraskende. Jeg kan sætte mig ned og snakke med en hvilken som helst person i dag. Det er langt fra, hvor jeg var for to år siden. Det gør, jeg føler en forbindelse til min mormor. Det er en rar fornemmelse og et bevis på, jeg har udviklet mig. Man kan spørger, hvor ender det henne?”

– Det tror jeg, er det spørgsmål, vi skal slutte af med. Din Facebook-side hedder “En kvinde på vej”. Hvor lang er den vej?

“I svømmehalen eller fitnesscentret render jeg ind i noget, jeg gerne vil af med, og jeg vil gerne have noget frihed. Hvis jeg får operationen og bliver glad for den, og kan gå hundred procent i det tøj, jeg gerne vil, kommer det til at påvirke noget. Jeg skal ansøge om operation her til juni/juli. Det er Sundhedsstyrelsen, jeg skal ansøge hos. Sexologisk Klinik skal sende samtaleforløbet til dem. Sideløbende skal jeg have en samtale med nogle kirurger, der skal gøre mig tryg omkring operationen. Det springende punkt er, der går så mange rygter om, der ikke er nogle, der kan finde ud af at udføre operationen i Danmark.”

– Du er ikke helt afklaret med operationen endnu?

“Nej, fordi man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Hvis jeg havde mod og penge til at tage til en superlæge i Thailand lige nu, så ville jeg gøre det. Men det gratis tilbud i Danmark er jeg usikker på. Det er min store bøn til politikerne at få helt styr på det tilbud. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde at få operationen. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…”

Alle fotos: Maya Kathrine Andersen
Topfoto: Adam Bindslev
Slutfoto: Mai Trosborg Rasmussen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under ‘Hold POV.International i live’ eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Link til portrætinterviewet findes her.

“Kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod?”

img_1588

Robert og jeg deler historie. Og så alligevel ikke. Vi har begge fædre, vi ikke deler DNA med. Men hvor jeg aldrig har kendt min biologiske far, er Robert vokset op med sin. I dag har Robert ikke længere kontakt med sin biologiske far, og han har ladet sig adoptere af morens mand, Ian. Jeg tog en snak med Robert om tilhørsforhold og biologi.

Hvornår blev din adoptivfar en del af dit liv?

“Jeg var baby, så det er før, jeg kan huske. Min mor og min biologiske far, Leif, kommer fra Fredericia, hvor de havde mødt hinanden. Min adoptivfar, Ian, og min biologiske far var begge lastbilchauffører og arbejdede for det samme firma, og som min mor fortæller historien, er Ian blevet præsenteret som en ven til Leif. Min mor og Ian fandt ud af, det skulle være dem, da jeg var ca. to år gammel. De blev vanvittigt forelskede og min mor vælger at gå fra Leif. Alle i venneflokken synes, det var en rigtig dårlig idé, bl.a. pga. mig, men min mor og Ian holdt fast i, det skulle være dem, koste hvad det ville. De holder meget fast i historien om, at kærlighed trumfer alt. De er sammen endnu, så et eller andet sted, har de gjort det rigtige for deres lykke.”

Blev din biologiske far ved med at være en del af dit liv, efter din mor og Ian fandt sammen?

“Det gjorde han. Min mor fik den fulde forældremyndighed, men besluttede, at det var vigtigt, min biologiske far skulle være et rigtigt levende menneske. Som hun fortæller det, afleverede hun mig troligt hos ham hver fjortende dag, hvor vi var sammen i weekenden. Det gjorde hun, til jeg fyldte 18 år. Derefter måtte det være vores egen sag, om vi ville have omgang med hinanden. Og det har vi ikke haft.”

Kan du huske, at du begyndte at se Ian som din far?

“Jeg var to år gammel (da min mor og ham fandt sammen), så det kan jeg ikke. Min mor og Ian har altid været voksenparret.”

Så du har altid tænkt ham som din far?

“Nej heller ikke. Altså han har været den mand, der altid var der. Som voksen kan jeg godt reflektere over, at der er ham, der har været min faderfigur. Men en del af mig har været meget bevidst om, han ikke er min far. Det var også meget den måde, min mor italesatte situationen, og den måde Ian selv italesatte situationen. Han ønsker ikke at blive kaldt far, eller at vores datter kalder ham farfar. Han vil ikke være et label. Han er Ian. Det er den person, han er.”

Hvis hverken din biologiske far eller Ian har været en faderfigur for dig. Har du så ikke manglet én?

“Da jeg var helt lille, havde min biologiske far det label. Han har været omtalt som min far. Han har været italesat som min far. Når jeg skulle fortælle mine klassekammerater, hvor stærk min far var, så var det Leif, jeg mente. Men det er især, når man vokser op og bliver ældre, man begynder at reflektere over, jamen, hvad var han så for en far? I dag kan jeg godt se, han måske ikke har været en særlig god far. Eller i hvert fald ikke en far, jeg har lyst til at være. Der har Ian været alt det, han ikke var. Det var ham, der hentede mig, hvis min mor ikke kunne. Det var ham, der trøstede min mor, hvis hun var ked af det. Han var familie og vi holdt af ham, men han var ikke min far. Jeg var min mors ansvar. Leif havde givet hende fuld forældremyndighed. Der er ikke nogen tvivl om, min mor har siddet på forældrerollen eksklusivt.”

Nu kan det godt være, jeg gentager mig selv, men har du så ikke manglet en far, altså en faderfigur?

“Ikke i de unge år. Det kom, da jeg blev stor teenager og begyndte at tumle med alle de her lidt større eksistentielle spørgsmål. Jeg boede sammen med Ian, men han havde ikke fået autoriten af min mor. Jeg vil ikke sige, jeg manglede en far. Det jeg i virkeligheden havde lidt svært ved at acceptere var, da min mor holdt op med at aflevere mig ved min biologiske far.”

Og det var, da du fyldte 18 år?

“Ja. Der holdt min biologiske far op med at vise interesse for at ville se mig. Vi havde en telefonsamtale, hvor vi aftalte, han ville ringe, når han havde plads til, jeg kunne komme og besøge ham – der var nogle praktiske ting med lejlighed osv. Han ringede aldrig. Jeg var 18 år og et voksent individ. Jeg kunne sagtens havde taget initiativet, hvis jeg havde lyst. Men lige i den situation var jeg barn nok til ikke at føle, det var mit ansvar. Der var den her periode, hvor jeg havde det svært med, at min biologiske far ikke virkede som om, han var motiveret eller havde lyst til at yde den indsats, det krævede at se mig. Ian blev tilbage i det tomrum, men ikke som autoriseret far.”

Tror du, din mor gjorde dig en tjeneste ved at lade Leif være i dit liv til du blev myndig?

“Jeg tror, det er en beslutning, der har haft fordele og ulemper. Det har helt klart haft den fordel, at jeg ikke føler mig rodløs. Jeg kender mit DNA. Jeg ved, hvem min biologiske far er, og jeg kender den familie, han har bag sig. Jeg har ingen spørgsmål til, hvad jeg kommer fra – de der eksistentielle spørgsmål. Omvendt synes jeg også, det er en bjørnetjeneste. Det øjeblik Leif og jeg ikke længere kan finde ud af at holde kontakten, oplever jeg jo et svigt. Det sætter spor, dybe spor. Også den dag i dag. Det er ikke noget, jeg har det godt med. Det har taget nogle år – til jeg var omkring 24 år – da jeg spurgte, om Ian ville adoptere mig.”

Hvordan nåede du frem til, at du gerne ville adopteres af ham?

“Jeg har reflekteret meget over følelsen af at høre til et sted. Hvem er den familie, jeg ville pege på. Hvis jeg skal forklare andre, hvem min familie er, er det jo dem, jeg har holdt jul med, dem jeg har overnattet hos, og dem, der har passet mig, når mine forældre skulle noget. Og det er Ians familie. Jeg er voksen, da jeg spørger Ian, om han har lyst til at adoptere mig. Han svarer, han lige skal tænke over det. Han kan ikke tage vigtige beslutninger uden at sove på det, sådan er han. Han sagde ja til at adoptere mig, og for første gang oplevede jeg, at min mor blandede sig udenom. Det var en sag mellem Ian, Leif, Statsamtet og jeg.”

Skulle Leif give tilladelse, for at Ian kunne få lov at adoptere dig?

“Nej. Han skulle informeres og fik muligheden for at gøre indsigelse to gange. Rent teknisk foregår det sådan, at man søger om at blive adopteret hos Statsamtet, hvorefter de laver en vurdering af sagen. Min mor skulle fx svare på nogle spørgsmål. Da hun ikke er myndig i sagen, spørger de ikke, om hun synes, det er en god idé, men fx om hun er vidende om, der er nogen, der får en økonomisk gevinst ud af adoptionen og sådan nogle spørgsmål. Ian og jeg blev interviewet hver for sig, hvor vi blev spurgt om, hvorfor vi gerne ville adoptere/adopteres. Og jeg fortalte det samme, som jeg fortæller dig. Det handlede om at tilhøre et sted, og det sted, er Ians familie. Efter Statsamtet havde lavet vurderingen og skrevet en rapport, sendte de den til min biologiske far med posten, hvor han fik to muligheder for at gøre indsigelse inden for 30 dage. Det gjorde han ikke. Han lagde sig op af sin tidligere opførsel. Man hører bare ikke fra ham.”

Har du aldrig haft behovet for at tage kontakt til ham, fx i forbindelse med adoptionen. Har du ikke haft brug for lige at tale med ham eller høre, hvad han tænker?

“Jeg har tænkt meget på, hvordan han ville reagere. Jeg har været meget bange for, han ville blive ked af det, at han skulle se det som et nederlag. Og man kan jo sige, det er det, det er. Det er mig, der effektivt siger, jeg vil hellere være søn af ham end dig. Jeg forestiller mig, han har læst brevet – sunket snottet og slikket nogle sår – og kommet videre. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke talt med ham. I perioden omkring (adoptionen) var jeg meget i tvivl, om jeg skulle besøge ham for at fortælle om adoptionen, om det ligesom var det rigtige at gøre.”

Så det var mere et spørgsmål om, hvad der var det rigtige at gøre, end du egentlig havde lysten?

“Ja faktisk. Jeg havde ikke brug for, han sagde, det var okay. Jeg følte, det var min beslutning, men jeg var bekymret for, han en dag ville dukke op og spørge, hvad sker der lige. Ikke fordi jeg var bange for ham eller noget, men jeg var meget nervøs for, der skulle komme en konfrontation ud af det, for det ønskede jeg ikke.”

Hvordan vil du havde det, hvis han pludselig dukker op og har brug for at genoptage kontakten med dig?

“Jeg tror, jeg vil have blandede følelser. Der er ingen tvivl om, at det svigt jeg oplevede som 18-årig, stadig sidder i mig. Ikke at det påvirker min hverdag eller mit forhold til andre mennesker. Overhovedet.”

Det har det aldrig gjort? 

“Nej. Det har altid været rettet mod min biologiske far. Det var ham, der svigtede.”

Har du været bitter eller vred på ham?

“I en periode var jeg. Jeg synes ikke, han kunne være det bekendt. Der var en periode lige omkring 18-års alderen, hvor jeg var meget ked af, han ikke tog kontakt. Jeg tror, jeg  havde besluttet, at hvis han ikke ringer, så gør jeg. Men det fik jeg aldrig taget mig sammen til. Det er ikke fordi, der er noget ondt i ham. Det er ikke fordi, han ikke kan lide mig. Det er heller ikke fordi, han ikke ønsker ansvaret. Det er simpelthen fordi, han ikke tænker så langt. Han er meget umiddelbar og impulsiv. Det er selvfølgelig også noget af det, der har gjort ham spændende og interessant og alt det der.”

Spændende og interessant for dig?

“For min mor, men også for mig som et stort barn. Da jeg var en stor dreng/ung teenager var det som at besøge en af drengene, når jeg besøgte min far. Vi spiste pizza til aftensmad og så videoer nede fra kiosken hele dagen. Han tog ikke forældrerollen, og jeg ønskede ikke, han skulle tage den. Det er ikke sådan, han har tænkt Robert, ham gider jeg ikke. Det er mere sådan, jeg ikke har været i hans tanker. På et tidspunkt er det blevet pinligt for ham, og så har det nemmeste været at ignorere mig. Det er det, der er sket.”

Jeg synes, det er vildt, at du er i stand til at sætte dig ud over det svigt, du har følt…

“Jeg husker en lørdag morgen, hvor min mor afleverede mig. Min far havde været i byen  og havde tømmermænd. Han sover på sofaen og har kastet op i håndvasken. Som barn tænker jeg ikke voldsomt over det, men jeg kan godt huske det. Jeg kan huske lugten i lejligheden, og jeg kan huske, at min mor var sur på ham. Det er jo ikke en mand, der har tænkt på, hans søn kom på besøg. Jeg tror, jeg har nemmere ved at tilgive ham, fordi jeg kender ham og hans personlighed. Jeg forstår ham ikke, men jeg kan logisk forklare, hvorfor det er gået, som det er. Det tror jeg, er nemmere, end hvis jeg stod med et stort spørgsmålstegn.”

Har du nogen uopklarede spørgsmål i dag?

“I dag vil jeg gerne vide noget om min farmor, er hun fx stadig i live? Hun var en gammel dame med hvidt hår, da jeg sidst så hende som 18-årig.”

Vil du ikke kunne undersøge det udenom din far, om din farmor stadig lever?

“Jeg tror grunden til, at jeg ikke har lyst til at grave i det, er, fordi jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle stoppe. Hvis jeg begynder at undersøge min farmor, har jeg også den her fætter – Kenneth – jeg legede med som barn. Hvad laver han i dag? Og hvis jeg fik informationen, hvad skal jeg så bruge den til?”

Du har fået en datter, Gry. Satte det nogle tanker i gang at blive forældre?

“Jeg er meget bevidst om, hvilken far jeg ikke vil være. Det er Leif. Alle de ting jeg som voksen fordømmer ved hans adfærd, er ting, jeg prøver ikke at være for Gry.”

Ved Leif, at Gry eksisterer?

“Nej.”

 Jeg tænker, vi ikke nødvendigvis har noget tilfælles bare fordi, vi er bundet sammen af biologien. Hvad tænker du?

“Helt sikkert. Jeg kan se nogle karaktertræk i mig, der kommer fra Ian. Der er rigtig mange ting, jeg gør, fordi jeg er vokset op med ham. Det er det, der legitimerer det (at Ian er min far). Det er ikke bare noget, der står på et papir fra Statsamtet. I min verden er det vigtigere og meget mere definerende end de grønne øjne og det røde skæg, jeg har arvet fra Leif. Min adoptivfar fejrede sin 50 års fødselsdag forrige år. Jeg besluttede mig for at holde en tale, hvor jeg ligesom skulle fortælle, hvad jeg havde arvet fra ham. Jeg er vokset op med ham, så der er ingen tvivl om, jeg har arvet en masse fra ham. Det kan ikke være genetik, så det må være opførsel og adfærd, sådan nogle ting. Talen endte med at blive rigtig god, og det var en god øvelse for mig i at reflektere over, hvad jeg har arvet, fx har han lært mig, hvordan man er en rigtig mand. ”

Biologi eller ej. Du har haft brug for et tilhørsforhold? 

“Et forstærket forhold kan man sige. Der var en lang periode, efter jeg blev adopteret, hvor det var underligt. Ligesom da jeg skiftede efternavn. Det føltes mærkeligt, indtil det blev naturligt. Altså på et eller andet tidspunkt skulle jeg træffe et valg om, hvordan jeg ville præsentere Ian for mennesker, der ikke kender vores historie.”

Hvad valgte du så? 

“I dag omtaler jeg Ian som min far. For nogle år siden slog kontakten ligesom over. Da det skete, holdt jeg op med at fortælle om min biologiske far. Det var som om den sidste papkasse på loftet, blev ryddet op. Det har været en proces for mig, der har taget lang tid.”

Hvad forskel gør et officielt adoptionsdokument? 

“I begyndelsen tænkte jeg, adoptionen var for at undgå nogle fremtidige akavede, ubehagelige situationer. Hvis mine forældre fx dør, kommer man ind i nogle helt firkantede juridiske arveting. Noget af det der startede tanken omkring adoptionen, var også, hvordan den virkelige og den juridiske verden, skal afspejle det, jeg går og tænker og føler. Det var katalysatoren for ligesom at få styr på de der ting.”

Robert fortæller, han for nyligt har mistet sin farfar. De var to børn, to børnebørn – heriblandt Robert –  og to søskende til at bære kisten. En plads Robert har sat spørgsmålstegn ved, om han var berettiget til.

“Jeg følte mig meget inkluderet i familien lige dér. Jeg ville også have fuld forståelse for, hvis man havde valgt nogle andre til at bære. Det var en tanke jeg havde – Ian har en stor familie – så måske var der andre, der var mere berettigede end mig. Jeg ville have det rigtig dårligt med, hvis jeg havde taget pladsen fra nogen. Selvfølgelig skal man tage imod de gaver, der bliver givet. Jeg kan godt se, man kan tænke, kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod, hvis nu vi giver dig den her plads – ved kisten – hvis det er det, vi taler om. I stedet stiller jeg spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt. Men jeg tror, det er den sten, jeg har i min rygsæk, som jeg nok aldrig kommer af med. I min hverdag tænker jeg ikke over det, men engang imellem kommer spørgsmålene, selvom det juridisk og følelsesmæssigt er, som det skal være, er der ligesom den her splint, der irriterer.”

Er der nogle ting, jeg har glemt at spørge dig om, du gerne vil have med?

“I forbindelse med min farfar Ronalds begravelse har jeg tænkt over, at jeg tror, det er vigtigt for mig, at jeg gør en lidt større indsats for at alle, især skilsmissebørnene, føler sig velkomne i vores familie. Jeg har selv bedt om at blive en del af Kristensen familien, så jeg kan godt føle, jeg er lidt mere forpligtet til at give det videre og sørge for, at alle føler sig velkomne”

Har du ikke følt dig velkommen?

“Jo, Ians familie har altid været meget åben og hjertevarm og alle er velkomne. Jeg har følt mig meget accepteret i hans familie. Så skal jeg kunne bruge denne oplevelse til noget, som andre får gavn af, er det måske, at jeg i hvert fald kan gøre min del til, at alle føler sig velkomne.”

Ana o Baba og den hvide kat

img_1574

Abdullah på sin favoritgade Møllegade i Aarhus

Abdullah Alsmael er 40 år og fra Syrien. Men han er først og fremmest en ildsjæl og en af mændene bag  Ana O Baba TV (oversat fra arabisk mig og min far TV). Et projekt, der arbejder på at hjælpe flygtningefædre og deres familier. Projektet er en del af Sager der Samler og startede som et frivilligt foretagende, men er i dag sponsoreret af Bikubenfonden og Aarhus kommunen. Ca. 15 medarbejdere samt frivillige og oversættere arbejder i dag på Ana O Baba TV. Abdullah er ansat 20 timer, men arbejder mere end fuldtid. Jeg tog en snak med ham, om projektet, og om at være flygtet fra et land i krig.

Lad os starte helt fra begyndelsen. Hvordan træffer man beslutningen om at skulle forlade sin kone og sit barn i Syrien?

“Det var ikke et valg, da jeg besluttede at forlade Syrien. Den aktuelle situation var forfærdelig. Var man i fare, burde man rejse. Ikke vente. Der var ikke tid til at tænke eller prøve at forstå. Det var virkelig farligt. Min familie pressede mig også til at rejse, fordi de ikke ville miste mig. Jeg havde et godt job hos UNTP (United National Development Program) i Syrien, hvor vi arbejdede i forskellige byer med udviklingsprojekter, der hjalp mennesker. Et arbejde der gav mening for mig, men pludselig befandt jeg mig i et andet land og skulle lægge en ny plan for mit liv de næste år. Først flygtede jeg til Tyrkiet. Jeg tænkte, det bedste var at blive i Tyrkiet, starte mit liv og få min familie dertil. Måske ville vi vende tilbage til Syrien. Måske ikke. Men så fandt jeg ud af, hvordan situationen i Tyrkiet var. Mange syrere flygtede dertil på det tidspunkt, der var valg, og alle diskuterede Syriens fremtid, om vi ville blive eller ej. Det var forfærdeligt, så jeg besluttede, at det bedste ville være at fortsætte til et andet europæisk land for at have et sikkert sted for mig og min familie, mens situationen i Syrien ændrede sig, så jeg flygtede fra Tyrkiet til Grækenland og fra Grækenland til København.”

Så du vidste, du skulle videre fra Grækenland?

“Ja. I Tyrkiet besluttede jeg mig for at tage til Danmark. Det var ikke let. Det var en forfærdelig rejse med meget ventetid, bekymring og stress. Da rejsen foregik ulovligt, var det hårdt at beslutte eller organisere noget. Alting afhang af situationen, om vi ville få succes eller ej. Det var det hårdeste for mig, da jeg vidste, jeg havde en familie, der ventede på mig. Det skulle gøres hurtigt. Endelig var jeg i Danmark. Alt skete meget pludseligt. Fordi det skete så hurtigt, er det virkelig svært at have en plan.”

Hvorfor Danmark?

“Vi havde brug for et sikkert og trygt sted. Vi havde boet i mange byer, mange områder, mange hjem. Det var usikkert og vi var trætte. Jeg begyndte at tænke over, hvor det sikreste sted i verden er. Derfor valgte jeg skandinavien. Nu er jeg i Danmark og har det meget bedre, fordi jeg har en opholdstilladelse på fem år, hvilket gør, at jeg kan slappe af. Næste gang vi flytter, skal det være til Syrien.”

Du kom til Danmark, men din kone og dit barn var fortsat i Syrien?

“Da jeg kom til Danmark, ansøgte jeg om at få dem hertil. Jeg bad dem flygte fra Syrien til Tyrkiet, da jeg regnede med, de kunne komme til landet i løbet af en måneds tid – men det tog længere tid –  fra jeg forlod dem – til vi var genforenet, gik der et år og 6 måneder.”

Var det muligt for dig at være i kontakt med dem i det år og de 6 måneder?

“I begyndelse var det meget svært. Heldigvis efterlod jeg dem hos mine svigerforældre. Men fra tid til anden mistede jeg kontakten med dem, og det var virkelig skræmmende. De kunne hverken svare eller modtage mine beskeder. Men efterhånden lærte jeg at leve med, at det er vilkårerne. Jeg så i øjnene, at det er normalt, der ikke er forbindelse. Mange gange prøvede min kone at gå til andre områder for at oprette forbindelse og fortælle mig, hun var okay. Da de kom til Tyrkiet, var det anderledes. De havde forbindelse og situationen var meget bedre, selvom den ikke var optimal. De var ikke længere i fare under bomberne. Ideen med videoerne (Ana O Baba TV) startede, fordi jeg fx ikke kunne skype, så jeg sendte videoer, som de kunne downloade og se igen og igen, når de havde forbindelse og lyst. Særligt min datter elskede at se videoerne.”

Hvordan var det pludseligt at komme til Danmark og skulle til at skabe et liv for dig og din familie?

“Da jeg rejste, tænkte jeg altid at Danmark var rejsens mål, dét jeg stræbte efter. Det var målet, jeg kunne fokusere på. Men da jeg kom til Danmark, følte jeg mig både trist og glad. Jeg havde succesfuldt udført missionen. Nu var jeg her. Men wauw. Jeg efterlod min familie. Jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt. Jeg husker, jeg kom direkte til asylcentret, hvor en mand bød mig velkommen og bad mig vente lidt. Det tidspunkt, hvor jeg sad der i asylcentret og ventede, glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte, jeg er i Danmark. Jeg gennemførte rejsen. Det er en succes. Jeg er virkelig stærk, fordi jeg har overkommet en masse udfordringer under rejsen. Men hvad nu? Jeg efterlod min familie. Mit hjem er ødelagt – på alle mulige måder. Det her er et nyt liv med mange nye udfordringer. Det er ikke slutningen. Det er begyndelsen. Begyndelsen på familiesammenføring og alt det her.”

Hvordan håndterede du det?

“Det var ikke let. Jeg prøvede at bevare kontakten med min familie, sørgede for at berolige dem og give dem håb. Som du ved, har vi flygtninge travlt fx med opholdstilladelser og interviews. Jeg havde travlt med mange ting.”

Ja, jeg ved, at du har brugt det at have travlt, som en måde at holde negative tanker på afstand..

“For at bevare balancen. Alt for at beskytte.”

Hvordan var du i stand til det?

“Fordi jeg tror på tiden. Tiden kan løse mange problemer kun ved tiden. Min udfordring er tiden, så jeg skulle bare sørge for at tiden gik.”

Så i stedet for at sidde og vente på at tiden gik, sørgede du for at have travlt?

“Jeg ville ikke føle tiden. Jeg prøvede at ignorere tiden ved at have travlt. Da jeg kom til Danmark, kedede jeg mig, så jeg opsøgte alle mulige events for flygtninge. Det hjalp mig på to måder. Det hjalp mig med at leve og overkomme de negative udfordringer. Og det hjalp mig til at lære en masse om Aarhus, livet her, møde mange mennesker og få venner. Det var en gave. Men hvis jeg skal være helt ærlig, virker det ikke hver gang. Nogen gange kan jeg.. pff..ikke klare mere. Men fordi jeg er involveret i mange projekter, ringer folk og inviterer mig. Jeg er en del af mange ting, og det har hjulpet mig.”

Nu arbejder du hos Sager der Samler på pilotprojektet Ana O Baba TV. Kan du fortælle om det?

“Jeg mødte Abdulghafar. Han underviste sin datter i dansk gennem telefonen. Det synes jeg var en god idé. Han fokuserede på sproget, da han er meget interesseret i sprog, og det er hans datter og hans kone også. Jeg er meget interesseret i kultur, så vi fandt ud af, vi kunne lave noget sammen, så vi startede med at lave videoer og dele dem med vores familier. Det hjalp meget på vores situation. Det hjalp os til at være stærke og få det bedre.  Abdulghafar og jeg begyndte i praktik hos Sager der Samler, hvor vi arbejdede med syriske fædre, der lavede videoer til deres børn. Efter noget tid ansøgte vi om sponsorater til at udvide ideen og projektet. Da vi fik bevilliget sponsoraterne, sammensatte vi et pilotteam, der ikke kun bestod af syrere, men flygtninge fra Somalia, Eritrea og Etiopien. De ventede alle på deres familier kom til landet. Men vi lærte, at de har andre forhold, behov og vilkår end syrere. Mange kan ikke bruge video, da der fx er en rigtig dårlig forbindelse i Eritrea, og mange eritreere vil ikke filmes eller fotograferes. De er meget forsigtige pga. deres situation. Mange har komplicerede sager og får måske ikke deres familier til Danmark, så det gav ingen mening for dem at lave videoer.

Hvad gjorde I så? 

“Abdulghafar og jeg lavede videoerne for at få det bedre, så vi spurgte dem, hvordan vi kunne hjælpe dem til at få det bedre. Vi fandt ud af, deres største udfordring var sagerne om familiesammenføring, det er deres konstante fokus, så vi fik nogen til at hjælpe dem med familiesammenføringssagerne. Vi fik en mand, Helia, der har arbejdet hos Komiteen for Udlændinges Retsikkerhed og har mere end 30 år erfaring, til at hjælpe os. Han er en ekspert, kender lovene og reglerne og ved en del om sager med familiesammenføring, så vi organiserede møder mellem ham og nogle grupper.”

Og det er en del af Ana O Baba TV?

“Ja, det går ud på at afdække behovene og finde ud af, hvad der kan hjælpe gruppen. Vi kendte til en del af behovende –  at lære sproget, skabe et netværk og finde job. Det er  store behov, som vi ikke kan opfylde. Men vi lærte om de behov og andre behov. Nu arbejder vi på at gøre det præsentabelt for de mennesker, der arbejder med flygtninge og integration. Hvordan vi gør det, er hvad, vi diskuterer de her dage.”

Vil I fortsætte med videoerne? 

“Nej. Det er et af behovene, men ikke det basale. Da vi startede med at arbejde med gruppen af syriske fædre i starten, troede vi, det var den gængse sag, men da vi begyndte at arbejde med flygtninge i andre lande, opdagede vi hurtigt, syrere har den simpleste sag. Vi syrere får hurtigt vores familier hertil sammenlignet med andre lande.”

Hvordan kan det være?

“Måske fordi Syriens situation er tydelig. Alle ved, hvorfor vi er her.”

Og folk kender ikke til situationen i Etiopien, Somalia og Eritrea?

“Da jeg kom til Danmark, undrede jeg mig over, hvorfor der var folk fra Eritrea. Jeg vidste ikke hvorfor. I Syrien er sagen meget klar. Men mange andre lande skal bruge mange år på at få deres familie til Danmark, og sandsynligheden for at de slet ikke kommer hertil er stor, så det giver ingen mening af forberede familierne på livet her.”

Var din datter i stand til at tale lidt dansk, da hun kom her, pga. de videoer du havde sendt?

“Hun kunne sige nogle ord, hun vidste en lille smule om Danmark og var nysgerrig efter at se de steder, jeg havde filmet.”

Kan du nævne nogle af de steder?

“Den første film vi filmede for Ana O Baba TV var “Den hvide kat”. Min datter elsker hvide katte, så vi efterspurgte folk med en hvid kat, vi kunne filme. En dansk kvinde med en hvid kat, ville gerne hjælpe, så hun inviterede på kaffe og vi filmede katten Sofi og sendte videoen til min datter, Mira, og lærte hende, hvordan man siger “Hej” og “Sofi spiser sin mad” osv. Hun blev meget glad, og da hun kom til Danmark, ville hun gerne møde den hvide kat. Mira har spurgt til alle stederne, hvor vi har filmet.”

Så I har besøgt alle stederne?

“Ja!”

Du har fået en søn.. 

“Det er det allerbedste.”

…Og din familie er kommet hertil. Det virker som om, I er faldet til..

“Vi er stadig nye her. Selvfølgelig er det ikke nemt i begyndelsen, men tiden hjælper. Med tiden bliver det bedre og bedre. Vi er i et nyt land og skal lære en ny kultur at kende. Det er ikke nemt, men vi er tilfredse. Vi er sammen og vi er i sikkerhed. Det er det aller allervigtigste. Især for syrere i denne tid. Vi har det meget bedre end syrere i Syrien eller i andre lande.”

Tænker du nogensinde på din – og jeres – fremtid?

“Jeg følte, jeg havde en plan. Det har ændret sig. Jeg ved, at ingen kender fremtiden. Min drøm er fortsat at blive ved med at udvikle mine kompetencer og arbejde med udviklingsprojekter, som jeg kan bruge alle steder i verden. Om jeg bliver her, eller skal hjem. Men jeg vil også gerne studere og opgradere min bachelor i jura. Det er altid godt at studere.”

Har du noget, du gerne vil sige, jeg har glemt at spørge dig om?

“Der er mange ting, der gør situationen omkring os kompliceret. Jeg er multikompliceret. Jeg mener, jeg er fra mellemøsten, jeg er arabisk, jeg er muslim, jeg er sorthåret. Alle de her ting er noget, jeg tænker over. Men man kan ikke kapere alle de tanker. Man skal ikke bekymre sig over de ting, medierne siger. Det forvirrer og får os til at få det dårligt. Vi behøver ikke mere pres. Vi har nok lidelse i vores land. Vi skal være os selv og bare gøre, hvad vi er nødt til at gøre. Tiden vil altid hjælpe.”

Du tror virkelig på, tiden hjælper?

“Ja, fortsæt med at arbejde og tiden vil fikse en masse ting.”

Om at have været elitesvømmeren Louise Ørnstedt

img_2650

I 2007 startede jeg på danskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding. Der mødte jeg Louise. Hun blev en veninde. Gradvist gik det op for mig, at hun var et kendt offentlig ansigt. Mange kendte hende som elitesvømmeren. Jeg kender hende som kulturentusiast, studerende, gymnasielærer og meget andet, så jeg bad hende fortælle historien om den Louise, jeg ikke kendte, da alle andre tilsyneladede gjorde.

Da jeg mødte dig første gang, var det som studerende på danskstudiet. Jeg kender dig ikke som elitesvømmeren Louise, men som akademikeren (og meget andet) Louise. Hvis jeg havde kendt dig som atleten, hvad havde så været anderledes?

“Jeg var og er grundlæggende den samme person, uanset om jeg svømmer, studerer eller er mig selv derhjemme – men selvfølgelig er der nogle evner og karaktertræk, som blev forstærket i rollen som elitesvømmer. F.eks. mit konkurrencegen, min vedholdenhed og min målrettethed. Karaktertræk, som jeg selvfølgelig besidder som privatpersonen Louise, men ikke i ligeså udtalt grad. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om at konkurrere, og bryder mig slet ikke om, at man på arbejdsmarkedet ofte belønnes for at have spidse albuer og tænke på sig selv. Jeg kan meget bedre lide at tænke på andre, og vil langt hellere karakterisere mig selv med ord som omsorgsfuld og opmærksom end målrettet og én med vindermentalitet. Men det er der desværre ikke så meget gevinst ved i vores samfund, hvor det i høj grad gælder om at effektivisere og være “hurtigere, højere, stærkere” i næsten olympisk stil.”

Selvom jeg ikke kender dig som elitesvømmeren, har jeg kunne læse mig frem til, du stoppede din karriere i en meget ung alder, lige efter du havde kvalificeret dig til OL. Var skulderskader og en blodprop årsagen til, du stoppede din karriere, eller lå der flere overvejelser bag?

“Jeg havde overvejet mit svømmestop i lang tid. I sommeren 2006 havde jeg mistet motivationen og lysten til at slæbe mig selv afsted i bassinet flere gange om dagen. Jeg var begyndt at tænke på, hvad man ellers kunne bruge tiden på. Begyndt at kigge op på det store ur i hallen mange gange indenfor den første halve time i bassinet. Og begyndt at tænke på, hvor ligegyldigt det syntes at kæmpe for hundrededele af sekunder i klorvandet, når der er så mange problemer rundt omkring i verden. Derfor valgte jeg at tage et halvt års pause, hvor jeg bl.a. brugte 3 måneder på en rygsækrejse med en veninde i Sydamerika. Jeg ville se verden – ikke bare et hotelværelse og en swimmingpool. Min intention med rejsen var bl.a. også at blive klogere på, hvad jeg efterfølgende ville med mit liv. Det viste sig at være sværere end som så at træffe en beslutning om et svømmestop. Tanken om at stoppe før end jeg havde nået, hvad jeg kunne, ville og drømte om, fyldte for meget. Men også tanken om, at mit talent forpligtede, fyldte en del. Jeg valgte derfor at fortsætte svømningen frem mod OL, men skiftede de vante rammer ud og flyttede til Australien. Her blev jeg i løbet af foråret 2007 skulderskadet, og denne skade var den afgørende faktor til mit endelige farvel til svømningen.”

Vidste du, hvad du ville lave, da du stoppede din svømmekarriere, eller føltes det som om, du skulle starte helt forfra – nyt liv, nye mål?

“Inden jeg traf beslutningen, havde jeg søgt ind på universitetet med danskstudiet som første prioritet. Jeg kom heldigvis ind – og skulle starte på studiet blot en uge efter, at jeg havde truffet beslutningen om at stoppe med at svømme. Det var rigtig godt for mig, når jeg tænker tilbage. Jeg nåede ikke at have en længere pause – et tomrum, hvor jeg kunne gå rundt og tænke på, om det mon var den rigtige beslutning. For i næste sekund (sådan føltes det i hvert fald) stod jeg med den ene fod i fredagsbaren og den anden fod plantet i frivilligt arbejde. Studiet blev suppleret med studiejob; noget jeg aldrig havde haft tid til, da jeg svømmede. Det hele føltes egentlig ret syret, fordi tingene gik så stærkt. Ja, jeg tror du har ret i, at jeg havde følelsen af allerede at have levet ét liv – det var virkelig et sceneskift, der også gjorde det svært at følge med personligt. Nu var jeg jo ikke længere svømmer – og hvad var jeg så? Hvad var jeg så god til?”

Du havde succes med din svømning og du havde succes med dit studie. Jeg tror aldrig, du har afleveret noget, der var halvt færdigt på studiet. Er der steder, hvor du synes, det er okay ikke at gøre sit bedste?

“Efter flere år som lærer har jeg fundet ud af, at der ganske enkelt ikke er tid til at gøre sit bedste hele tiden. Det har jeg det fint med, men jeg kan af og til blive frustreret over, at jeg ikke får lov til at udnytte min evne til at fordybe mig i arbejdsopgaverne (som i svømningen og på studiet). Jeg ved, at jeg er god til at fordybe mig og være grundig – men i lærerlivet er der ikke tid til, at udnytte disse evner særlig meget. Jeg oplever ofte, at folk associerer sådanne kompetencer med at være perfektionistisk, men jeg synes ikke nødvendigvis, at dette er det samme. Man kan godt være god til fordybelse og at være nærværende uden at have dét mål for øje at gøre tingene perfekt. F.eks. har jeg været ufattelig lang tid om at besvare dine spørgsmål her – det er ikke fordi, at jeg er bange for, at jeg ikke besvarer dem godt nok, eller tænker på, hvad andre tænker. Det er fordi jeg fordyber mig i besvarelsen og lukker alt andet ude.”

Jeg havde en fordom om, at sportsfolk kun gik op i deres sport. Den fordom har du gjort op med. Du følger rigtig meget med i, hvad der sker i verden. Du går op i kultur og har fx en ret stor indsigt i musik. Har man mulighed for at udtrykke alle de interesser og være den sammensatte person, som du jo faktisk er, når man er eliteudøver?

“Både ja og nej. Jeg havde muligvis tiden, men jeg havde ikke energien og overskuddet som elitesportsudøver. Jeg faldt næsten konsekvent i søvn, når jeg lagde mig med en bog i pausen mellem to træningspas. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole – også i gymnasietiden, mens jeg svømmede ved siden af. Men i gymnasietiden interesserede jeg mig for det “jeg skulle” for at kunne klare mig fint igennem gymnasiet. Det var nok egentlig først på universitet, at mit vidensbegær og min nysgerrighed blev vakt – særligt for at følge med på den litterære og kulturelle scene.”

Du opfattes nok i andres øjne som et konkurrencemenneske. Hvem konkurrerer du mest med – dig selv eller andre? 

“Jeg konkurrerer helt klart mest med mig selv, men det er en konsekvens af, at jeg af og til kan få en indre stemme, der spørger mig, om jeg nu har løst en opgave “godt nok”. Når man har prøvet at være én af verdens bedste til noget, kan det faktisk være svært at vurdere – for så kan tingene jo altid liiiige gøres end tand bedre.” ❄️

Om at flygte fra en krig

skaermbillede-2016-12-21-kl-16-39-03

Jeg mødte Rony for nogle år tilbage, da jeg arbejdede på en sommerskole for Dansk Flygtningehjælp. Rony, som er Roni på dansk, har et melankolsk sind, et gudsbenådet musikalsk talent og hans saz og hans stemme samler folk. Rony er flygtet fra Syrien. Jeg mødtes med ham på DOKK1 i Aarhus for at lytte til hans fortælling. Han er kommet i god tid, en halv time før vi har aftalt at mødes. Han starter med at rykke sin stol tættere på min, så mikrofonen bedre kan opfange, hvad han siger. I det han gør det, ved jeg, at det her bliver et svært interview.

“Jeg er lige kommet tilbage fra Grækenland. For seks – otte måneder siden lukkede de grænserne, så man hverken kan komme frem eller tilbage. I otte måneder har min fætter boet på grænsen med sin kone og barn i et telt. Jeg besøgte dem, for at se om de var okay. Min fætters fem-årige datter blev brændt i Syrien. Hun er heldig, at hun overlevede. Det var meget farligt. Hver dag skal min fætter købe salve til hende. Den koster mange penge, som han ikke kan betale. Hvad skal han gøre? Han kom til Europa og håbede, de ville passe på hans datter. Her er menneskerettigheder og demokrati. Men de lukkede grænserne. Det regner. Det er koldt. De er udenfor. Min fætter og hans familie er ikke okay. De mangler hjælp, men man hjalp dem ikke. De arbejder ikke, så hvordan skal de betale dyr salve? Der er en kvinde fra Grækenland, der de sidste to måneder har hjulpet flygtninge og taget dem med hjem. Hun hjalp også min fætter og hans familie. Men de er stadig ved grænsen. Og ved ikke, hvornår de kan komme videre. De ved det ikke.”

Har du hele din nærmeste familie i Danmark?

“Ja, de kom efter jeg havde været her et år.”

Hvorfor tog du afsted uden dem?

“For tre-fire år siden boede vi i Aleppo, men vi flygtede til en lille by lidt udenfor, hvor mine bedsteforældre boede. Det var svært at leve i Aleppo. Jeg var 24, ung og studerende. Hvis de fangede mig, skulle jeg være soldat. Man kan kun undgå det, hvis man betaler penge eller kender nogen i militæret. Jeg er ikke soldat og har aldrig tænkt, at jeg skulle være det. Jeg ville bare studere, være hjemme og sådan.”

Gik du i skole?

“Der var ikke skole i den by, vi boede i, så jeg sad bare derhjemme. Det var en lille by 60 km. uden for Aleppo. Der var ikke elektricitet, men jeg kunne lide det, for min familie var der, og vi kendte alle. Men så startede alle de politiske problemer. Enten var vi med Assad, eller måtte vi flygte. Det var svære regler. Man skulle være soldat, betale penge hver måned, sådan nogle ting. To gange kom de hjem til os.”

For at snakke med dig?

“Ja, de kom og sagde; ‘Dig, Rony. Du er ung, du skal være soldat og forsvare dit land og din by.’ Men jeg tænkte, at det ikke var et godt job, og at det ikke var gode mennesker, der var en del af det parti. Det er der rigtig mange, der tænker. De [partiet] forlanger penge, de lyver, de laver terror. Så min far og jeg flygtede.”

Din far og dig flygtede sammen?

“Ja. Vi tænkte, at når vi var i Danmark eller et andet land i Europa, kunne vi få familiesammenføring og få vores familie hertil. Min far kunne få min mor, min søster og min bror hertil. Men ikke mig, for jeg var over 18 år. Vi flygtede. Det var farligt, for de kunne fange mig. Men vi kom til Danmark.”

I flygtede fra Aleppo til Danmark?

“Vi flygtede først til den lille landsby udenfor Aleppo, hvor vi var noget tid. Jeg kan ikke huske om det var tre-fire måneder eller et år. Men vi var der i lang tid. Derefter flygtede vi til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien og til sidst fra Italien til Danmark.”

Med båd? 

“Med båd og lastbil. Det var meget svært. Hvis politiet i Grækenland fangede dig, skulle du give dine fingeraftryk  [hvilket betyder, man er registreret i landet og skal blive der].”

I vidste, I ville til Danmark?

“Jeg havde min onkel her. Han havde fortalt, at det var et godt land. Jeg kunne studere og man kunne få familiesammenføring. Det var vigtigt, for da vi kom til Danmark, var min lillebror, lillesøster og mor alene i Syrien og det var farligt for dem. Der var ikke elektricitet og måske perioder med tre-fire dage uden vand.”

Hvor lang tid gik der, fra du kom til landet, til du fik opholdstilladelse?

“Jeg fik min opholdstilladelse efter 3 mdr., tror jeg. Efter et år havde min far ikke fået den. Vi ventede. Når vi ringede  [til udlændingestyrelsen] fik vi af vide, de var i gang med at gennemgå hans historie for at være sikre, og at vi bare skulle vente. D. 14. december har jeg været her i to år. Det er meget bedre i Danmark. For man lever her.”

Kunne du godt leve et liv i Danmark, når du vidste, din mor og dine søskende var i Syrien?

“Nej, det var ikke okay, når de var der [i Syrien]. Det var ikke så nemt. Jeg tænkte altid på dem. Nogen gange ringede jeg til dem en gang om ugen. Jeg gik i skole, men jeg var ikke okay”, siger han og peger mod sine tindinger, for at symbolisere alle tankerne. “Det er noget, du altid tænker på. Måske mest min far. Det var hans kone og hans børn.”

Tror du også, det var sværere for din far, fordi han levede et mindre aktivt liv end dig?

“Han fik ikke sin opholdstilladelse, før de [familien] kom, så han var altid på Asylcentre. Han var meget træt. Det ved jeg godt.”

Hvor lang tid opholdt du dig på Asylcentret?

“Jeg fik opholdstilladelsen efter 3 mdr., men flyttede til Aarhus fra Asylcentret efter 2 mdr.”

Hvordan var det på Asylcentret?

Rony kæmper for at finde ordene. Han kigger på mig. Hans udtryk siger mere, end de ord han famler efter. “Jeg tænkte altid på, hvad nu, hvis jeg ikke fik opholdstilladelsen.”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke fik opholdstilladelsen?

“Jeg havde ikke lavet noget farligt eller ulovligt eller skabt problemer for nogen, og jeg havde ikke givet mine fingeraftryk i andre lande. Jeg var sikker på, jeg ville få den. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.”

Hvis du var i Syrien i dag, hvordan ville dit liv så se ud – hvilke drømme ville du have?

“Efter krigen startede, tænker vi aldrig på fremtiden. Du kan ikke tænke. Der er ingen elektricitet. Der er altid problemer. Vi tog på universitetet og tog hjem. Vi tænkte ikke på, hvad der ville ske om et eller to år. Vi vidste ikke, om vi ville leve, eller nogen ville dræbe os, du ved. Før krigen startede, gik jeg på universitetet, drømte om at gøre min uddannelse færdig, arbejde som ingeniør, måske blive gift og sådan. Det var det normale liv, jeg skulle have.”

Har du fået de drømme tilbage, nu hvor du er i Danmark?

“Da jeg begyndte at arbejde for det frugtfirma, jeg arbejder for i dag og har arbejdet for et år, måske mere, sagde jeg, at jeg var færdig med at studere. Det var nok. Jeg skulle arbejde fem-seks år og så se, hvad der skete. Men for tre-fire måneder siden fik jeg mine eksamenspapirer fra Syrien. Jeg ringede til en ven og bad ham skaffe mine papirer fra Universitetet i Aleppo. Fordi jeg ikke er i Aleppo, kunne jeg ikke selv gøre det, ellers havde jeg gjort det. Min ven sagde, at det var meget svært, men ville gøre det, da han kendte nogle ansatte på universitetet. Jeg skulle betale ca. 1000 kr. for at få papirerne. Men det var meget vigtigt for mig, for uden mine papirer, kan jeg ikke læse videre. Jeg havde kun to år tilbage, før jeg ville være uddannet ingeniør, og jeg har måske mange år at leve i og jeg kan lide at studere. Jeg snakkede med en dansk ven til en julefrokost. Han arbejder med os i weekenderne og studerer i hverdagene. Han gav mig et regnestykke. Jeg er god til matematik og det var et nemt regnestykke. Men jeg kunne ikke løse det, fordi det er fire-fem år siden, jeg studerede i Syrien. Jeg burde have løst det på et minut. Efter det ændrede mine tanker sig omkring det at studere igen. Fordi jeg har meget energi”, siger han, mens han holder sine arme op i en kampposition der viser, han er klar til at tage kampen med matematikken op igen. “Nu har jeg sendt mine papirer til kommunen, for at de kan sende dem til København og få dem vurderet, så jeg kan blive accepteret. Jeg er også lige startet på sprogskole.”

Jeg troede, du var færdig på sprogskole. Vi sidder jo og har en samtale på dansk?

“Jeg stoppede efter 8 mdr. og jeg er lige startet igen. Da jeg startede på sprogskole efter asylcentret, tog de en test for at finde ud af, hvilket modul jeg skulle starte på. Jeg havde været tre mdr. i Danmark og jeg startede på danskuddannelse 3 modul 2  [de fleste starter på danskuddannelse 2]. Jeg ved ikke, hvordan jeg har lært det. Det er ikke let, men jeg snakker fem sprog – kurdisk, arabisk, tyrkisk og 60-70% engelsk og nu dansk. Det er aldrig let.”

Tænker du, nu hvor Syrien er ødelagt, at du skal blive i Danmark – ser du din fremtid her?

“Det er et farligt spørgsmål”, siger han og kan ikke skjule tristheden, der som en skygge knytter sig til spørgsmålet. “Vi er altid bange, når vi tænker på, om vi skal tilbage til Aleppo. Hvis Assad vinder, kan vi aldrig komme tilbage. Han kan ikke lide dem, der er imod ham. En dag dræber han. Hvis han vinder, skal vi aldrig tilbage. Jeg ved godt, han er en stor diktator. Da krigen startede var vi  [syrere] imod diktaturet. Vi vil demokrati og frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er et svært spørgsmål…Det er svært måske, at skulle leve hele sit liv i Danmark, når jeg tænker på Aleppo, Syrien. Mit land. Skal jeg aldrig tilbage dertil? Jeg ved det ikke. Hvis de ikke stopper krigen, skal vi være her. Det er ikke dig, der har bestemt, du ville være her, men der er krig, så det bliver du nødt til. Det er svært. Jeg er i Danmark. Det er et godt land og jeg har lært sproget. Måske skal vi ikke tilbage. Men vi tager tilbage den dag, vi ved, at Syrien er okay. Hvis det ikke sker, er der problemer.” Vi griner begge for at afvæbne den sårbarhed, vi åbenlyst befinder os i, og har befundet os i, siden jeg stillede et farligt spørgsmål.

Har du mange venner tilbage i Syrien?

“Kun tre-fire. Ikke familie eller andre.”

Har du mistet?

“Selvfølgelig. Jeg har mistet min ven, som var soldat for Assad. De fangede ham. Han gad ikke. Hvad skulle han gøre?”

Føler du dig sikker og tryg her i Danmark?

“Her er sikkert. Men når vi ser problemerne i Europa, som terroren i Tyskland, bliver vi triste. Vi tænker, hvad laver han. Vi tænker, tag til Syrien og kæmp i stedet. Du må ikke kæmpe i Europa. Det er farligt. Du dræber mennesker. Når du har sort hår, er du altid bange, når nogen skaber problemer. Danskerne kigger på os og tænker, vi er ligesom ISIS. Men når nogen dræber, så bliver du også bange.”

Er du bange for, danskerne tror,  I er med til at dræbe og skabe problemer?

“Ja. Ikke flere problemer. Der er nok.”

Har du været ude for, at nogen har sagt noget til dig?

“En gang mødte jeg en. Han lavede sjov..” Rony bliver fjern i blikket..”Han spurgte, om jeg var terrorist, fordi jeg har sort hår og sort skæg. Han tænkte, at det var sjovt. Men det var ikke sjovt for mig. Det er svært. Der er nogen, der tror, at alle muslimer er et problem, fordi man har sort hår.”

Hvis du skal sige noget til danskerne, du synes er vigtigt, at de ved, hvad skal det så være?

“I skal kende os. I skal snakke med os. Lære os at kende som personer. De [danskerne] snakker med dig, men stopper altid fem meter fra dig”, siger han, mens han med sine hænder illustrerer en overflade. Den overflade han gerne vil, man bryder igennem.

Hvad vil du sige til flygtninge, der kommer til Danmark?

“Det er danskerne land. Når vi flytter hertil, skal vi være som jer.”

Hundred procent?

“Nej, fx behøver vi ikke spise det samme. Men vi skal følge reglerne. Vi er gæsterne. Hvis danskerne accepterer, at de betaler 40% i SKAT, skal vi også.”

Måske er der mange  [flygtninge], der ikke ved, hvad SKAT er?

“Ligesom mig. Jeg betaler bare. Og det er intet problem.” 🎄

Journalister på Danmarks Journalisthøjskole har lavet en meget ægte og ærlig film om Rony. I kan se filmen her.

Om at miste sin mor i en tidlig alder

img_0273

Da jeg vågner søndag morgen, er der tikket en sms ind fra min veninde Birgitte. Det er sjældent vi ses, men vi har holdt kontakten siden vores højskoleophold for 11 år siden. Det er typisk søndage til kaffe eller brunch. I dag er også søndag. Det er den 27. november. En dag, der viser sig at være ganske særlig. Vi mødes til brunch i Jægergårdsgade. Jeg har spurgt Birgitte, om jeg må interviewe hende omkring det at miste sin mor pludseligt i en ung alder. Jeg ved ikke, om vi skal tale om det i dag, så jeg nævner det forsigtigt, da vi er færdige med at opdatere på de måneder af hinandens liv, vi er gået glip af.

Jeg er glad for, du har sagt ja til at dele din historie…

 ”Ja, det projekt skal du lige fortælle mig om. Er du klar over, hvilken dag det er i dag? Det er faktisk 12-årsdagen for min mors dødsdag. Hun døde på denne dag for 12 år siden.”

Det var jeg ikke klar over. Jeg har også altid været virkelig dårlig til at spørge ind til din mor. Vi har kendt hinanden i 11 år og vi har aldrig snakket om det…

”Jeg kan huske en dag på højskolen, hvor vi snakkede og jeg omtalte min mor i datid, hvor der blev spurgt ind til det. Det kan jeg huske.”

Der var heller ikke gået lang tid fra din mors død til dit højskoleophold, som jeg husker det?

”Hun døde d. 27. november og vi startede på højskole i august, så der var gået lidt under et år. Da en af eleverne på højskolen, der selv har mistet en forældre, spurgte hvor længe siden det var, jeg havde mistet min mor, og jeg svarede, at det var gået ca. et år, udbrød hun “ikke længere?””

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har snakket om det. Måske er jeg bange for, du bliver ked af det…

”Det kan da godt være, jeg bliver ked af det, men hvad så? Min far oplevede efter min mors dødsfald, at folk flygtede fra ham på gaden. Drejede om hjørner, når de så ham.

Hvordan er den bedste måde at agere på som pårørende?

”Bare at være der og være som man plejer. Det var de fleste heldigvis gode til. De var der og støttede os. ”

Din mor døde pludseligt uden varsel af en hjerneblødning. Fik I noget hjælp til at håndtere sorgen efterfølgende?

”Vi gik i terapi sammen. Vi havde alle mistet. Min far havde mistet sin kone, min bror, søster og jeg havde mistet vores mor. Vi var forskellige steder i livet og vi håndterede sorgen forskelligt, fordi det vi havde mistet, var forskelligt. Min lillebror var 16 og lige startet på Handelsskolen, min søster var 23 og lige flyttet til Aarhus og startet studie, jeg var 20, lige blevet student og skulle til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Så vi var alle i gang med et nyt kapitel. Jeg kan huske, at min far var glad for, vi trods alt var så gamle, at vi havde fået opvæksten sammen med mor. Han stod jo pludselig med 3 børn alene. Det at miste fra den ene dag til den anden er et kæmpe chok. Det tager lang tid før kroppen og sindet rigtig forstår, hvad der er sket. Man får ikke tid til at bearbejde noget, og man forstår det ikke, før det er sket. Jeg var glad for, at jeg ikke så min mor have det dårligt og jeg har kun minder, hvor hun er 100% rask. Jeg er blevet lidt mere bange for at miste, måske også i kraft af, jeg er blevet ældre, men jeg tænker tit på, eller frygter at miste dem, jeg holder rigtig meget af. Det gør jeg nok lidt mere, fordi jeg har prøvet det.”

Du har fortalt om perioder i dit liv, overgange fx jobskift osv., hvor du har haft brug for at tale med nogle professionelle, kan du uddybe hvorfor?

“Jeg synes, man bør tale med nogle, som kan hjælpe, hvis man har det svært – om det er venner, familie eller psykolog – men en psykolog er jo uddannet til det og kan derfor hjælpe dig med at forstå, hvordan du har det og give dig nogle værktøjer til at komme videre. At gå til psykolog er som at tage en uddannelse i sig selv.  Jeg synes, det er meget konstruktivt, og jeg har fået rigtig meget ud af det. Det er ligesom, hvis du har det fysisk dårligt – ondt i halsen, ondt i maven eller ryggen – så går du jo også til læge for at finde ud af, hvordan du bliver rask igen.”

Hvordan håndterede I sorgen som familie, når I alle var ramt?

”Man finder en måde at være oppe, når de andre er nede. Det er en indre styrke, man helt automatisk finder frem. Det var aldrig sådan, at vi alle sammen var nede på samme tid. Man finder en styrke til at være der for hinanden. På vejen hertil modtog jeg et billede fra min søster. Det var et billede af min mor og min søster som lille. Da jeg modtog det, begyndte jeg at græde, her 12 år efter. Sorgen forsvinder aldrig, den dukker op i momenter. Man savner hende til højtider og fx da min søster blev gift og fik børn, så mangler hun.”

Jeg ved, du er et rigtig stort familiemenneske, der prioriterer familie, højtider og traditioner rigtig højt. Har du altid gjort det, eller er det blevet mere udtalt efter din mors død?

“Vi har altid prioriteret familien meget højt og det er ikke blevet mindre efter min mors død. Jeg er kommet tættere på min far, end jeg nok ville have været, hvis min mor havde været her. Som familie har vi fået et endnu stærkere sammenhold.  Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan det ville have været, hvis mor havde været her. Heldigvis har min far fundet en fantastisk kæreste, som både han og vi børn er rigtig glade for. Det er så dejligt at vide, han ikke er alene og hun har taget os tre børn til sig, som vi var hendes egne (hun har ingen børn).”

Birgitte beskriver, hvordan hun efter sin mors dødsfald var vred på hele verden. Hvordan hun havde lyst til at slå ind i væggen over verdens uretfærdighed. Over vreden over tabet af sin mor, og hvordan denne vrede gik ud over de nærmeste. Hun fortæller det med så stor indlevelse, at jeg slet ikke kan kende hende. Den Birgitte jeg kender, har aldrig været vred. Pludselig pauser hun sin fortælling, kigger op og udbryder;

”Det hjælper faktisk at snakke om, for nu går op for mig, hvor meget længere jeg er kommet. Jeg var så vred…”

Hvordan er den Birgitte, du var før din mors død, anderledes end fra den du er i dag?

“Mm det er et virkelig godt spørgsmål! Jeg tror, jeg er blevet meget mere bevidst omkring det at miste. Det er noget, jeg tænker på næsten hver dag. Jeg er også blevet ”tvunget” til at blive voksen og selvstændig og skulle skabe mit eget liv og stå på egne ben. Og så tror jeg,  jeg er blevet stærkere. Hvis nogen på forhånd havde fortalt mig, hvad jeg skulle igennem, ville jeg have sagt, det kommer jeg aldrig igennem. Men vi er alle kommet rigtig godt videre. Vi savner hende rigtig meget, og kan stadig være kede af det, men vi har det alle godt og er glade for, at far også har en at dele livet med, nu hvor mor ikke er her længere. Jeg plejer at sige: Den bedste ting, der kom ud af det, er, at jeg ikke kommer til at opleve det igen. Man kan heldigvis kun miste hende én gang.” ❄️

Om at vælge sig selv til

img_1177

I 8. klasse blev to klasser til tre, da eleverne fra de små landsbyer flyttede ind til byskolen. Blandt de elever fandt jeg en ny veninde. I 2. g. i gymnasiet flyttede vi begge fra den vestjyske by til Aarhus. Forskellen var bare, at min veninde flyttede uden sin familie. Den dag i dag er vi stadig veninder, så jeg bad hende fortælle, hvilke overvejelser der lå bag beslutningen om at forlade sin familie og det at skulle skabe sin egen.

Hvornår valgte du at flytte?

“Jeg var 17, da jeg flyttede. Det må have været i 2003. Der skete et eller andet der gjorde, at det blev for meget for mig. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvad. Jeg stoppede i gymnasiet lige før jul. Derefter blev jeg ansat hos Føtexbageren i en kort periode, men var der ikke længere end halvanden måned, så startede jeg på undgdomshøjskole i Ribe, hvor jeg var indtil sommeren, hvor jeg flyttede til Aarhus.”

Var det på højskolen, du fandt ud af, at du ikke skulle bo hjemme længere. At du ikke skulle tilbage og bo hos dine forældre?

“Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne hænge sammen på gymnasiet. Det var fuldstændig umuligt for mig samtidig med, jeg havde den rolle i familien, jeg havde.”

Hvilken rolle havde du?

“Blæksprutte. Rengøringsdame, barnepige, omsorgsgiver, tovholder. Jeg havde mange forskellige hatte på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at lave alle mine lektier, for jeg synes, at det var pissehårdt at gå i gymnasium. Det syntes jeg også, da jeg flyttede hjemmefra, skal lige siges. Pludselig kunne jeg se, at jeg altid havde reddet mig ud af alle situationer. Jeg havde altid klaret tingene, og det gjorde jeg ikke længere. Det hang ikke sammen for mig. Jeg kunne ikke klare at gå på gymnasium. Jeg kunne ikke nå at lave de afleveringer, jeg skulle. Jeg kunne ikke være den, jeg gerne ville være være.”

Hvordan redder man sig ud af alle situationer?

“Man overlever. Og det kunne jeg ikke engang længere. Det var en tung erkendelse og ikke særlig rart. Jeg blev nødt til at kigge indad for første gang i mit liv, tror jeg. Og finde ud af, hvorfor det ikke fungerede.”

Gjorde du det på egen hånd?

“Ja, det gjorde jeg. Eller kommunen var faktisk lidt inde over og spurgte, om det ikke var en god idé, jeg kom lidt væk hjemmefra og fik lidt luft. Det synes jeg, lød ret fornuftigt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud af, hvis der skulle ske noget, hvis jeg skulle rykke mig her i livet, så blev jeg nødt til at passe på mig selv. Bvdr.”

Bvdr. Er det ikke en god ting at passe på sig selv?

“Jo, det er det. Det var bare aldrig noget, jeg havde gjort før. Hvad var det for noget, at passe på sig selv? Det var en hård erkendelse, jeg ikke kunne klare mere og ikke kunne klare at være i min egen familie og være der for dem, der betyder mest for mig. Nu skulle der ske noget andet.”

Så  ved at foreslå højskoleopholdet gjorde kommunen dig faktisk en tjeneste?

“Lige der gjorde de. De var med til at skabe bindeled. Jeg var ikke meldt til højskolen fra start, så jeg kom ind lidt fra siden. Det hjalp de med, og det fungerede faktisk meget godt.

Hvorfor kunne du ikke klare at være i familien. Var det pga. alle de forskellige hatte, du skulle have på?

“Det var det helt sikkert. Det var svært. Jeg var helt vildt presset. Det var en forfærdelig form for pres. Pres for at skulle præstere, for det pres var der jo fra mine forældre. Jeg skulle præstere, præstere, præstere…”

I hjemmet eller udenfor hjemmet?

“Både i hjemmet og udenfor, men specielt i gymnasiet. Det hang ikke sammen med, jeg samtidig skulle være så meget på derhjemme, ikke rigtig vidste, hvem jeg selv var, hvor jeg var på vej hen og alt muligt. Altså tingene hang bare ikke sammen. Der var for få ressourcer og for få timer i døgnet.”

Du flyttede til Aarhus, efter du havde afsluttet opholdet på ungdomshøjskolen i Ribe?

“Jeg glædede mig, for det var jo vildt spændende. Men det var rigtig hårdt at efterlade sine søskende et sted og i et miljø, hvor jeg ikke selv kunne holde ud at være. Nu skulle de være der alene, og jeg var der ikke til at passe på dem. Det var faktisk ikke nemt.”

Hvad gjorde, at du valgte at flytte alligevel, når det var så hårdt?

“Hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke være til. Det var, ikke et spørgsmål om liv og død, men jeg vår nået dertil, hvor jeg var så presset, at hvis jeg ikke gjorde det nu, kom det aldrig til at ske. Så ville jeg måske ende med at arbejde hos Føtex resten af mit liv. De drømme havde jeg alligevel ikke, at skulle være ved min familie resten af livet. Jeg var også klar over, hvis jeg flyttede, skulle jeg flytte rigtigt. Jeg skulle ikke bare flytte til Varde, 7 km fra den by, hvor min mor bor. Jeg skulle tage et meget, meget stort spring, så jeg ikke sådan lige var til at få fat i – kommer du ikke lige og hjælper og redder os – det duede ikke. Jeg blev nødt til at være langt nok væk, til ikke at være den nødknap, der kom sprængende, når der var behov for det. Det var bl.a. derfor det blev Aarhus.”

Fordi det skulle være langt nok væk?

“Fordi det skulle være langt nok væk, og vi havde været her nogen gange sammen. Jeg havde et godt indtryk af Aarhus og følte mig ret tryg her.”

Virkede det så, kunne du undgå at blive den nødknap, der blev ringet til?

“Nej, det er jo det. Noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at flytte, men det var bestemt ikke en løsning. Problemerne flytter jo med. Så var jeg bare rådgiver over telefonen. Det var alt fra praktiske ting til store problemer med en af mine søskende, der havde psykiske udfordringer, min mors bekymringer og hvordan, man kunne være med til at løse dem. Altså det var alt muligt. Jeg var ikke stærk nok til at sige fra endnu. Det var en god ting, jeg fik ro omkring mig, og så alligevel voksede følelsen af, jeg ikke var der for mine søskende. Ikke var der til at hjælpe dem. Den dér bekymringsbobbel voksede faktisk en del i en periode i hvert fald. Det var ikke sådan bare lige at flytte. Det var også en ensom periode. Jeg havde været vant til mange mennesker omkring mig og et stramt program og nu var jeg pludselig alene.

Men startede du ikke på studie med det samme?

Jeg flyttede i sommeren og startede på studenterkursus i august. Jeg fik også et arbejde med det samme, så det var ikke fordi, jeg sådan gik og trillede tommelfingre.”

Men alligevel føltes det anderledes?

“Absolut. Det var en sjov overgang fra mest af alt at have dårlig samvittighed over at efterlade nogen, og så troen på, at man faktisk gjorde det rigtige. Det var vilde kontraster, der mødte hinanden. Må jeg godt gøre det her? Må jeg godt vælge mig selv til? Alle de her ting. Det var et sammensurium af alt muligt rod i mit hoved.”

Du var 17 år. Gik du rundt med det rod i hovedet alene, eller delte du dine tanker og frustrationer med nogen?

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, der gik et år, så fandt jeg ud af, jeg havde brug for nogen at snakke med det om, fordi det faktisk var rigtig svært. Via gymnasiet kunne jeg snakke med en psykolog og der fik jeg vendt hele situationen. Det var godt. Og det var første gang.”

Var det ikke en voldsomt? Det var mange ting og følelser at tage hul på…

“Det var det. Jeg tror, det var første gang, jeg snakkede med en professionel om min familie. Det var en hård omgang.”

Føltes det som om, du forrådte dem, ved at tale om dem?

“Første gang i hvert fald. Det er sjovt, for jeg har jo godt vidst, at vores familie er anderledes. Vores familie var ikke ligesom andres. Alligevel var det ikke særlig rart at sige tingene højt, for så bliver det pludselig virkeligt. Når jeg sagde højt, at min mor har en hjerneskade, så var der faktisk også en begrundelse for, hvorfor hun gør som hun gør. Og det er faktisk også synd, så det er klart, jeg skal være der for hende. Min far, han har det jo også dårligt. Det er derfor, han drikker. Der var mange ting, der blev åbnet op for. Men det var bestemt vigtigt at tage hul på det.”

Du siger, tingene blev virkelige, da du sagde dem højt fx at din mor har en hjerneskade og din far drikker. Så giver det måske god nok mening, at du ikke kunne være i hjemmet?

“Helt sikkert, det gjorde det. Jeg tror, det gav mig en ro at snakke med psykologen. At det var okay og jeg ikke havde svigtet nogen.”

Kan du godt føle det i dag, at du ikke har svigtet nogen?

“Det synes jeg. Selvom det stadig kan prikke lidt i mig, ved jeg, det var den helt rigtige beslutning, jeg tog dengang. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at flytte, så havde jeg nok slet ikke været den storesøster, jeg gerne vil være.”

Hvad med din storesøster. Hun flyttede vel også?

“Det var det, der var hårdt i den periode. Vi flyttede på samme tid.”

Har du nogensinde snakket med hende omkring, om hun har haft de samme følelser omkring at efterlade det, som du også efterlod?

“Ja, og det har hun. Det er klart de samme følelser, vi har haft, og det var ikke en særlig rar følelse. Min storesøster flyttede for at studere, det gjorde jeg i teorien også, men det var hendes drøm at studere på en uddannelse, man kun kan tage i Viborg. På en eller anden måde retfærdiggjorde det nok lidt mere hendes valg. Det var mere okay, at hun gjorde det.”

Fordi hun flyttede for at tage en uddannelse og du flyttede for at komme væk og passe på dig selv?

“Netop. Pyha. Det var en lidt anden tilgang,  men hun havde da helt klart også svært ved det. Det er der slet ingen tvivl om. For mig var det ikke løsningen at flytte. Problemerne løste sig ikke. Men det var første skridt på vejen og det var fandeme et vigtigt skridt, vil jeg sige.”

Så problemerne flytter med, dem flytter man ikke fra?

“Nej, det gør man ikke. Det er et klassisk ordsprog og den er jo god nok. Men luftforandring er rigtig godt. Jeg kom ind i et nyt miljø. Jeg fik lov til at starte helt helt forfra. Jeg tror også, det betød meget, jeg kom et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var, hvad jeg kom fra og hvad jeg havde lavet tidligere.”

Gjorde de det på det gymnasie du kom fra?

“Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ikke på gymnasiet eller den klasse jeg gik i, men der var folk, jeg kunne møde. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, men at få en helt ny start, er bare rigtig rart. Man kan få lov til at forme, hvem man er.”

Skulle du først til at finde ud af, hvem du var, da du flyttede?

“Ja, hvem jeg var uden at være hundred procent storesøster, omsorgsperson, beskytter og alt muligt andet. Nu var jeg kun mig. Det var noget mærkeligt noget. Det var faktisk svært. Det var jo ikke fordi min identitet forsvandt, men pludselig skulle jeg kigge på mig selv på en anden måde, finde ud af, hvad der rørte sig indeni mig, for der var kommet ro til det. Det blev der pludselig åbent op for, og det var sgu ikke så nemt alligevel. Der var mange ting, der var komplicerede indeni, som jeg aldrig rigtig havde fået snakket om. Men at tage skridtet, komme væk og få taget hul på det, var afgørende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en helende proces, det følte jeg egentlig lidt, det var. Det har taget rigtig, rigtig mange år, hvor jeg kom rundt om alt muligt.”

Den proces startede, fordi du valgte at flytte?

“Det startede fordi, jeg valgte at flytte. Hvis jeg var blevet hos min mor eller i nærmiljøet, tror jeg aldrig, jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at kigge på mig selv og spørge, hvad fanden er det egentlig der foregår? Måske ikke før det var endt ud i noget rigtig skidt. Jeg ved ikke, om det var endt ud i en depression, men jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg først havde taget hul på det i den alder, jeg har i dag, og alle de ting havde hobet sig op. At flytte var bare altafgørende, fordi det skabte et nyt rum. Et rum, som var mit rum og det var virkelig nyt.”

Hvordan fandt du så ud af, hvem du var i det rum – uden at være storesøster osv.?

“Det har bl.a. været ved at gå til psykolog over perioder i nogle år. Der kommer nogle – jeg ved ikke om man kan kalde det essentielle kriser – det kan man nok ikke, men nogen gange er det rigtig svært for mig at finde mit ståsted pga. den familieopvækst, jeg har haft. Det kan være meget i forhold til grænser. Jeg har svært ved at fornemme mine egne grænser. Jeg mærker dem lang tid efter, de er overtrådt. Der kan gå mange måneder, hvor jeg mærker, at det er sindssygt ubehageligt. Det har gjort, jeg har fundet ud af, det er okay at sige fra. Jeg må godt trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg har i mig, udover at være storesøster og alt muligt andet. Det har selvfølgelig også været det at blive ældre og møde nogle mennesker og være på nogen rejser. Jeg tror, at de udenlandsrejser jeg har været på indimellem, har givet mig den samme følelse, jeg fik, da jeg flyttede hjemmefra. Sat fokus på, at nu er der et rum til mig, fordi man bliver revet væk fra det, man normalt er i. Det er rigtig sundt engang imellem. Man bliver nødt til at se sig selv i øjnene. Nogen gange kan det også være rigtigt ubehageligt, fordi man er tvunget til at træde ind i det rum og – det lyder dumt – mærke sig selv.”

Ved du, hvor dine grænser går i dag, og er du i stand til at sætte dem?

“Jeg er i hvert fald blevet meget, meget bedre, vil jeg sige. Meget, meget bedre. Det har været rigtig godt at finde ud af.”

Men dine grænser er blevet overskredet en del gange?

“Ja, det er de. Det har givet mig en følelse af, jeg bliver kvalt.”

Det er en fysisk følelse simpelthen?

“Det fysiske kommer som regel før det psykiske. Det er skidesvært at mærke sig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til, fordi den mulighed nok bare ikke har været der i min opvækst. Der er heller aldrig blevet spurgt ind til, eller vist, hvordan man passer på sig selv.”

Spurgt ind til, hvordan du har det og om dine grænser overskrides?

“Jeg ved, min mor har kunne fornemme når noget ikke har været rart for mig. Uden at hun har sat ord på det, så ved jeg, hun har kunne se det på mig, men hun har aldrig italesat det, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. At det her er ikke rart, mor.”

Så I har aldrig sat ord på eller snakket om det hjem i er vokset op i? I har ikke snakket åbent om hjerneskaden og alkoholismen?

“Nej, aldrig nogensinde.”

Heller ikke i dag?

“Nej, det gør vi faktisk ikke. Vi ved det jo godt allesammen. Vi ved godt, at begge mine forældre har nogle udfordringer, men det er aldrig noget, der bliver italesat. Det er egentlig dumt, kommer jeg lige til at tænke over.”

Det kan vel også blive farligt at åbne op?

“Det kan godt gå hen og blive farligt. Som barn i en dysfunktionel familie, havde det været rart, hvis der var nogen, der havde sagt det højt, da jeg var mindre. Det var først noget jeg fandt ud af, da jeg var meget ældre. Min mor er hjerneskadet, så der skulle nok have været hjælp udefra. Eller hun skulle selv have sagt det. Jeg er hjerneskadet og derfor kan jeg ikke klare, når I larmer for meget, så kan jeg ikke samle mine tanker. Sådan nogen ting havde været rart i ret mange situationer. Det havde i hvert fald givet en forståelse, tænker jeg, allerede fra et tidligt stadie.”

Men fik I ingen hjælp udefra?

“Jeg kan ikke helt huske, hvornår der begyndte at komme kommunefolk indover. Der har været kommune, der kun handlede om min mor, hvordan de skulle hjælpe hende videre i det her. Der gik jo nogle år, inden hun fik sin førtidspension. Jeg kan bare huske, alle mine brødre var født og jeg var i hvert fald konfirmeret, inden der konsekvent blev koblet én på os som familie. Det andet har været omkring min mor. Jeg har ikke følt, der har været fokus på, hvordan de kunne hjælpe os som familie. Ikke før, hun kom.”

Hvis der ikke var nogen, der havde fået øje på jeres familie havde brug for hjælp før, hvem fik så øje på det her?

“Jeg kan faktisk ikke huske, om det var mine bedsteforældre, der kontaktede kommunen, fordi de var bekymrede, specielt for at drengene ikke havde, hvad de havde brug for. Jeg ved faktisk ikke, om det var dem. Det kan også være, det har været nogen fra drengenes børnehave, der har været bekymrede. Det er et godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Pludselig var hende damen der bare én gang om ugen.”

Var det nok, én gang om ugen?

“Nej nej, det var det ikke. Og hun var heller ikke den rigtige, skal også lige siges. Men det var hende, der hjalp mig med at komme på højskole og væk hjemmefra. På den måde fungerede det. Men det fungerede ikke, når hun var hjemme hos os, så blev vi inviteret til at sidde og snakke – især min storesøster og jeg – med vores forældre. Vi havde aldrig snakket om noget før og så skulle vi sidde der i åbent forum med hende damen, der prøvede at være tovholder. Altså jeg kan bare huske, det tit handlede om vaskemaskinen, der ikke virkede og sådan noget.”

Så det var praktiske ting, ikke noget der gik i dybden?

“Hun prøvede jo selvfølgelig, men der var aldrig rigtig noget følelsesmæssigt ind over det. Jeg tror, vi blev inviteret til at fortælle, hvordan vi havde det i familien. Det kan man jo ikke sidde og sige, når ens far og mor sidder overfor. Vi havde jo aldrig snakket om følelser før. Det var noget værre rod. Det var helt grotesk. Vi sidder to teenagepiger, der ikke har det særlig godt, men der er ingen, der kan finde ud af at tage hånd om det eller sige det. Det var måske også det, jeg godt vidste, uden helt at vide det, at det var ikke et sundt miljø at være i. Jeg kunne jo nok godt mærke, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være.”

Det var ikke noget, du var klar over?

“Nej, det var jeg ikke. Det er først kommet efterfølgende. Der gik lang tid før jeg kiggede tilbage og tænkte, har vi godt nok levet i det så længe. Hvordan klarede vi det? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved den dag i dag.”

Når du stiller dig selv det spørgsmål, hvad tænker du så med hensyn til dine brødre, som du efterlod i det, du ikke kunne leve i?

“Det har jo helt sikkert været grunden til, at min yngste lillebror valgte at gøre det samme som mig og flytte som 17-årig. Der var fuld opbakning fra min storesøster og jeg. Vi var der og hjalp ham med alt det, vi ikke havde, da vi tog beslutningen om at flytte.”

Og hvad var det, I ikke havde?

Det var det økonomiske. Han var jo under 18 år, så der er ikke noget, der hedder s.u., der er ingenting, ingen sikkerhedsnet, ingen forældre, der kommer og hjælper en økonomisk med at flytte. Jeg ved godt, at det er småting, men alligevel betyder det meget, for at blive ordentlig etableret. Og så var det også at snakke om, hvordan han havde det, nu hvor han var nået dertil, han heller ikke længere kunne holde til det. Det var rigtig hårdt at høre ens bror beskrive de præcis samme følelser, jeg havde, da jeg stod i hans situation. Vi er jo trods alt søskende og vokset op i samme familie, så vores mindset er rent genetisk lidt det samme, men det var hårdt at høre ham fortælle, hvor trist han var og at han ikke kunne hænge sammen. Han var ked af det hele tiden og han var ked af, at mor hele tiden nedgjorde ham, alle de her ting…”

Så din bror og dig kan godt snakke om følelser sammen?

“Ja, og han bliver også pumpet for det, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er. Han er også en kæmpe succeshistorie. Altså det har også kun været det rigtige for ham at gøre.”

Nå du siger, han også er en succeshistorie, så er det fordi, du godt er klar over, du er en succeshistorie?

“En ting er sikkert. Jeg aner ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet derhjemme.”

Og i dag har du en uddannelse og en familie…

“Ja, og jeg er blevet forlovet”, siger hun og viser mig ringen på hendes finger…

Tillykke, hvor er det fedt!

“…Men alt det der med familie har været ret vildt. At der findes en, som vil mig, når jeg kommer med alt der her.”

Hvad mener du med alt det her?

“Altså accepterer hvem jeg er på gode og på dårlige dage. At jeg kommer fra den familie, jeg kommer fra, og har den historie, jeg har. Jeg er jo ikke bare kørt igennem – gymnasie, uddannelse og job. Jeg har taget nogle detours ind i mellem. Jeg klarede ikke første gymnasie, så det blev først i andet hug og det var fandeme hårdt at komme igennem. Så begyndte jeg på universitetet og måtte tage orlov og alt muligt andet crap, så kom jeg igennem, men måtte udsætte mit specialeforløb og så endelig lykkedes det.”

Men det gik jo skidegodt. Jeg synes det lyder som om, du har været i stand til at lytte til dig selv?

“Det har du ret i. Der har jeg alligevel lært noget.”

Nu har du en forlovet og en lille baby og skal til at skabe din egen familie. Hvordan er det, når man kommer fra en familie, man var nødt til at tage væk fra?

“Det var et virkelig stort spørgsmål, da jeg var gravid, fordi jeg ikke havde nogen rollemodel. Jeg tænkte rigtig meget på, hvad jeg selv er vokset op i. Det har faktisk været svært at skabe sin egen familie. Det er jo ikke skidt det hele. Vi har haft nogle rigtige hyggelige stunder, specielt os søskende, og det har vi stadig den dag i dag, men der var nogle ting, jeg vidste jeg i hvert fald ikke ville gøre, men hvad fanden skulle jeg så gøre? Det vidste jeg ikke. Det var ikke nemt, så der måtte jeg vende mig mod min kæreste og håbe at han kom med noget godt. Og det har han gjort. Det har jeg følt mig rigtig tryg ved. Han kommer fra en rigtig kernefamilie og har nogle helt andre værdier og minder, han tager med sig, og det har været svært ikke at kunne matche dem. Der har jeg ikke rigtig noget at hive op af skuffen, og det blev sat på en spids, da jeg var gravid. Det har også gjort, jeg i mange år ikke troede, at jeg skulle have en familie. Jeg føler, jeg har opfostret tre drenge og at starte forfra, var ikke noget, jeg tænkte, at jeg havde lyst til. For det er pissehårdt, der er rigtig mange følelser og mange ting, man skal ordne. Mine følelser i forhold til at få en familie og børn – jeg holder jo sindssygt meget af mine søskende – men det var også fyldt med rigtig meget sorg, for det var nogle rigtig hårde år af mit liv, hvor det handlede om alt muligt andet end at være der selv. Jeg var der jo ikke. Det handlede bare om at få tingene til at fungere. Og det var ret tit, det ikke var hyggeligt. De følelser fyldte rigtig meget. Der var mange overvejelser.”

Men I valgte at få en familie?

“Det gjorde vi. Jeg føler, at min kæreste er en sikker havn og han kunne give al den tryghed, jeg ikke har haft hele min opvækst. Stabilitet og forudsigelighed. Jeg kan stole på ham, alt muligt. Det jeg ikke havde i min egen familie, kan han give mig. Det allervigtigste var at vide, han ikke ville lade mig i stikken, at vi gjorde det her sammen. At få en familie er noget, man gør sammen. Man bliver ikke ladt alene i stikken, som jeg nok har følt i min egen familie nogen gange, hvor jeg har stået med ansvaret alene. Det kan jeg ikke lide. Det synes jeg, er vildt ubehageligt. Det har været helt vildt dejligt og jeg glædede mig helt vildt til, vi skulle have vores lille dreng, men følelserne er først rigtig kommet efter han er kommet til verden og jeg kan mærke, vi er en familie. Jeg skulle se det, før jeg troede på det.

Så nu føler du, at I er en familie?

“Den følelse har jeg nu. Der er ikke noget, der kommer og trækker mig ned bagfra. Der var rigtig mange overvejelser inden. Jeg var bange for, at jeg pludselig ville begynde at samle på ting, som min mor gør. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at sidde alene i lejligheden med en masse ting og en baby. Jeg var bange for, at det at få et barn ville føre mig tilbage og jeg ville begynde at skabe den familie, jeg kommer fra. Det var vildt mærkeligt. Jeg gik hos en rigtig sød psykolog og fik snakket det hele igennem. Jeg var ked af det og samtidig glædede jeg mig. Min kæreste kunne se ud i fremtiden, det kunne jeg ikke. Jeg kunne tage en dag og en termin af gangen. Min kæreste var allerede på fisketur med vores søn, så jeg tænkte, wow, han elsker ham allerede mere end jeg gør, og jeg er endda hans mor. Sådan følte jeg det. Det var sygt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig mere og mere ensom og jeg har nok aldrig været mindre ensom – der var en baby inde i mig! Det var en mærkelig tid og det skulle jeg lige have snakket igennem. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg sad fast i en følelse af, at jeg ville blive rigtig trist, bure mig inde og blive mere og mere ensom. Jeg var bange for at det (at blive mor) ville blive min identitet, som det var i så mange år – stå med al ansvaret og ordne alting. Følelsen af at skulle efterlade mine brødre et sted, hvor der ikke var rart at være, vendte tilbage. Men jeg ved, at min søn ikke kan være et tryggere sted end der han er nu,  hos sin far. ❤️

Om at bruge sin fortælling til at hjælpe andre

15570983_10154058250576766_939378007_n

Nogen af os husker nok en episode på et gymnasium i Nordjylland, hvor en kvinde blev stukket ihjel af sin ex-kæreste. Den kvinde var Mikkels veninde. Mikkel stillede sig imellem veninden og ex-kæresten og blev stukket med kniven, som dræbte veninden. Det resulterede i skader i nakke og skulder og en lam arm. I dag har Mikkel stiftet “The Back To Life Project”, hvor han hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker og voldsepisoder. Han vil gerne give andre den hjælp, han aldrig selv fik. Jeg stillede ham nogle spørgsmål og bad ham fortælle, hvad der motiverer ham til at bruge sin fortælling til at hjælpe andre.

Som 19-årig blev du skadet i skulder, nakke og lam i den ene arm som konsekvens af et knivstikkeri. Du valgte at tage tilbage i skole og gennemføre din gymnasiale uddannelse liggende på en madras. Det betød, du blev erklæret rask og ikke længere var berettiget rehabiliteringshjælp, er det korrekt forstået?

“Ja, det et korrekt. Beslutningen om at vende hurtigt tilbage til skolen – ‘til livet’ –  er den smarteste beslutning, jeg nogensinde har taget og kommer til at tage. Men beslutningen betød også, jeg efter 17 dage var erklæret rask af systemet. Kort fortalt gik jeg fra det regionale system til det kommunale. I kommunalt regi var jeg registreret som rask, fordi jeg kunne gå i skole. Fordi jeg var erklæret rask, var der ingen tilbud til mig, og jeg var under konstant mistanke. Når jeg bad om at få hjælp, behandlede de mig som en nasserøv. Jeg kunne ikke gå 100 meter uden at få hold i nakken,  15 muskler i min arm var paralyseret og jeg blev spået alle steder fra, at min arm aldrig kom til at virke igen. Jeg lå på en madras i undervisningen og var i konstante smerter. Men jeg kunne gå i skole, så jeg var rask.”

I 2012 stiftede du foreningen ”The Back To Life Project”, hvor du hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker eller voldsskader, med at komme tilbage til livet. Har du haft succes med det?

“Tjaaah, det handler vel om, hvordan man ser på det og hvordan man definerer begrebet succes i denne sammenhæng. Vi har hjulpet en del mennesker med at skabe fantastiske resultater, hvilket helt centralt er det allervigtigste. Især på den korte bane. Arbejdet er helt fantastisk. Hårdt, men fantastisk. Vores vision er enorm. Vi vil gerne ændre hele den måde, hvorpå vi som samfund løser opgaven omkring vores mange alvorligt udsatte medborgere. Vi er ikke i mål endnu, men vi lykkedes med at få mange virksomheder til at tænke nye tanker. Vi har fået tilknyttet forskning og jeg tror på at vores resultater kommer til at skabe genlyd i Danmark og udlandet. Det er utroligt, hvad man kan skabe af resultater, hvis vi hjælper mennesker i stedet for at modkæmpe dem. Det er ærgerligt, at vi ikke er drevet af at ‘gøre det rigtige’ overfor hinanden. “The Back To Life Project” kommer til at være med til at bevise – sammen med andre fantastiske initiativer – at der ligger et enormt økonomisk aspekt i at investere i vores hjælp til udsatte. Så snart systemet lugter pengene, er der ingen grænser for, hvor meget vi kan rykke os som samfund. Vi har nogle rigtig interessante resultater, men jeg kan ikke stille mig til  dommer over for, om vi er en succes eller ej. Men jeg kan love at det er skidesjovt og livsbekræftende at følge os!

Du skriver på ”The Back To Life´s” Facebook side, du vil hjælpe andre og være den person, du aldrig selv mødte. Har du mødt ham eller hende nu?

“Nej, jeg har endnu ikke mødt personen, for personen eksisterer ikke. Hjælpen eksisterer ikke. Rådgivningen – uden økonomisk motiv eller bagtanke – eksisterer ikke. Det er dét, vi prøver at skabe. Det skal aldrig koste udsatte mennesker en krone at få vores hjælp, og vi er ikke drevet af noget som helst andet, end at hjælpe dem så godt vi kan.”

Jeg kan forstå, du har mødt virkelig meget modstand fra systemet fra fx advokater og politikere. Hvorfor har du ikke kastet håndklædet i ringen for længe siden?

“Jeg kan overleve først og fremmest, fordi jeg bliver stædig. Min drivkraft ligger i, jeg konstant møder et system, jeg ikke kan forlige mig med. Men mest af alt, fordi jeg ser, at det vi laver virker. Der er utroligt mange kampe, nederlag, skuffelser, hjertebanken, søvnløse nætter, træthed osv, men når du ser et menneske rejse sig fra sin kørestol, gå igen og nyde livet på en helt ny måde…når du ser at din indsats virker og at din vision kan ændre noget, så er det meget svært at stoppe igen.

Du har været igennem en retssag som har taget ti år, som du endte med at tabe. Hvad gik anklagen på?

“Min retssag handlede ikke om en anklage. Som jeg ser det, handler den om rettighed. Hvis du kommer til skade i dagens Danmark, så har du ret til at blive kompenseret for det tab du lider. Det kan være tab af løn, tab af førlighed eller lignende. Da jeg valgte at tage i skole efter ulykken, blev mit valg brugt imod mig. Jeg var rask og derfor skulle jeg i hvert fald ikke have det, jeg var berettiget til. Det har været en kamp siden dag 1 eller rettere dag 17. Der har ingen grænser været for, hvor lavt ‘systemet’ ville synke og hvilke regler de kunne finde for at retfærdiggøre at jeg ikke fik den erstatning, jeg var berettiget til. Svie og smerte for blot 17 dage. Trods 5 år uden job, hvor jeg genoptrænede fuld tid, fik jeg ingen tabt arbejdsfortjeneste og ingen støtte i træningsperioden. Træningen skulle jeg selv betale. Jeg fik ingen kompensation for tab af erhvervsevne, hvilke de ikke engang vurderede. Jeg fik ingen støtte til at føre en retssag eller noget som helst. Det synes jeg ikke var fair, så jeg valgte at fortsætte sagen, selvom jeg vidste at jeg ville tabe. Jeg vidste at det ville blive dyrt. For mig handlede det om at kæmpe for, hvad der er fair og samtidig udstille, hvad vores ‘system’ er i dag. Én ting er selve nederlaget i landsretten i år. Det er i sig selv skræmmende. Men endnu mere skræmmende er de 10 års kamp mod systemet. Advokater der bevidst tager overbetaling og udnytter hårdt udsatte. Forsikringsselskaber og forskellige nævn der bruger en taktik for at undgå at betale folk, hvad de har ret til. Banker der driver rov på disse mennesker og meget mere. Jeg ser forløbet som min uddannelse, som en investering i egen viden, så jeg fremadrettet kan rådgive mennesker i lignende situationer til at undgå samme kampe og forhåbentligt hjælpe samtlige instanser til at udvikle et langt bedre produkt og en bedre støtte.”

Jeg mødte dig for ti år siden på en Idrætshøjskole, hvor du spillede håndbold med en skadet (lam?) arm. Hvor kommer din viljestyrke fra?

“Trods vilde smerter og en paralyseret venstre side af overkroppen, har jeg aldrig tænkt at det var vildt, jeg fortsatte med at dyrke sport med og mod “raske” mennesker. Jeg havde kun 3 ugers pause inden jeg første gang var på en håndboldbane igen. Jeg tænkte aldrig over, at jeg måske ikke burde spille. Første gang jeg mødte en nerveekspert, spurgte jeg ham: “Kan det blive værre?” Han svarede: “Selvfølgelig kan det ikke blive værre, prøv at se på dig selv. Forbered dig på et liv som handicappet”. Bum! Sådan blev dét leveret. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme igang med at finde ud af, hvad det der “handicappet” var for noget. Og for at være helt ærlig, så har sport aldrig været sjovere. Jeg blev rigtig glad, da min genoptræning virkede og min arm begyndte at have funktion igen, men jeg nød hvert eneste sekund af mit liv indtil da også. Det var vildt spændende at “løse” udfordringen og udligne forskellen hver eneste dag. På banerne, i sport, i træningslokalet og i hverdagen generelt.”

Du arbejder fuldtid som projektleder for ”The Back To Life”, hvor kommer den økonomiske støtte fra?

“I de første år sponsorede jeg selv projektet. Jeg fik gang i en foredragskarriere som gjorde. at jeg gennem SU og foredragsindtægter kunne betale husleje, afdrage på min gæld, leve beskedent og kaste resten i projektet. Der var råd til at rejse landet rundt, minimum 3-5.000 km om måneden. Jeg tænkte, at jeg måtte tage ansvar. Jeg måtte stole på projektets vision og tro på at det ville virke. Jeg måtte blive så god og skabe så stærke resultater, at finansieringen ville komme. Og ikke hvilken som helst finansiering. Det skulle være en økonomisk uafhængig finansiering. Det første lange stykke tid blev jeg kaldt alt muligt – hippie, drømmer, forkælet møgunge og meget andet. I Perioder fik jeg flere gange af vide, at “sådan fungerer verden bare ikke… money talks”. Stille og roligt begyndte vi at kunne præsentere nogle af vores resultater, og så kom der lidt opmærksomhed og det hele vendte en smule. En håndfuld gange er jeg blandt andet blevet tilbudt MANGE penge for at lukke biksen, eller for at bestemte virksomheder kunne “eje” mig. Det sagde jeg pænt nej tak til. I år vendte det hele for alvor. Vi har blandt andet fået fantastisk støtte af vores følgere, fondsstøtte fra Det Obelske Familiefond og sangerinden Lis Sørensen har doneret indtægter fra 2-3 koncerter til os. Vi får stadigvæk mange “nej tak” og mange henvendelser fra folk, der prøver at underbyde os. Men hvad der sker med projektet disse dage, er helt fantastisk, så det bruger vi vores fokus på i stedet.”

I år gik du og en gruppe af dem ”The Back To Life” har hjulpet på Camino’en. Hvad skal I næste år?

“Sidste år havde vi en fantastisk tur på Camino’en, hvor 21-årige Troels, der har været lam i højre side af kroppen, besteg 5 bjerge og gennemførte over 300 km af ruten på 2 uger. I år kigger vi på lidt forskellige muligheder. Vi skal på en skiferie og en oplevelsestur til Norge. Vi planlægger at lave en to ugers træningslejr sydpå, og så prøver vi at arrangere en tur til Nepal, hvor jeg med et par af vores deltagere skal forsøge at trekke op til Everest Base Camp. Det er hvad, vi har på tegnebrættet lige nu.

I er også blevet nomineret til Årets Forening. Hvorfor skal I vinde den?

“Tidligere i år blev vi indstillet som Årets Forening og vi blev også indstillet som Prets Hjertesag. Det er nogle dejlige skulderklap at få. Skulle der falde nogle ekstra penge af, vil det bestemt varme lidt, men i virkeligheden er det opbakningen fra befolkningen, der er vigtig for os. At vi stille og roligt begynder at vinde en plads i samfundet, er en helt fantastisk følelse. Hvis bare opbakningen til os bliver stor nok, så skal politikere og virksomheder nok begynde at lytte, så vi nyder al slags opbakning, vi får, og vi håber at det fortsætter mange år endnu.”

Hvis du skulle komme med en opfordring til systemet, hvad skulle det så være?

“Stol på mennesker, på at investere i helt almindelige værdier. Giv mennesker hjælp til at vise at vi godt kan gøre det rigtige selv. Vi er nødt til at regne udgifter og indtægter ud på en helt anden måde. Vi skal stoppe med at lyve om, at vi er mega økonomisk pressede, for det er vi langt fra. Vi har økonomien til at investere i at være gode ved hinanden. Jeg vil vædde alt hvad jeg ejer på, at det er den samfundsmæssigt økonomisk bedste investering, vi kan foretage os. Hvis vi hjælper mennesker bedre,  får vi langt færre udgifter i sidste ende. Bare tanken om, hvad de penge kan bruges på, får mig til at smile stort. Tænk, vi kan blive endnu rigere ved at gøre ‘det rigtige’. Ved at elske hinanden mere. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre nyhed.” ❄️

Du kan følge “The Back To Life Project” her.

Om udvikling, spiritualitet og navneforandring

13879311_10154366366236505_9202674788507381148_n

Trine troede hun skulle arbejde som pædagog i en institution, bo sammen med sin kæreste i sine forældres gamle hus og til at starte en familie med ham. Sådan gik det ikke. Kæresten flyttede ud lige som de var ved at flytte ind. Siden fulgte først en sygemelding med leddegigt og siden en sygemelding med udbrændthed. I dag arbejder hun i en blomsterbutik og har en kæreste, der giver hende plads til at være andet end kæreste. Navnet Trine er skiftet ud med Trinesofia. Jeg tog en snak med Trinesofia om personlig udvikling, spiritualitet og om at være taknemmelig for de udfordringer livet giver.

Du har været igennem meget. Hvornår startede du med at få hjælp?

“Første gang jeg var i terapi, var efter min anden praktikperiode på pædagogseminariet. Det halve år var virkelig hårdt og jeg havde det ikke spor godt i den SFO jeg var hos. Da jeg var færdig med praktikken kunne jeg mærke, at sådan gad jeg ikke at have det resten af mit liv. Qua min uddannelse vidste jeg godt, at der er ting, der sætter sig fast fra barndommen, så jeg fandt en kognitiv terapeut og startede der. Jeg begyndte at arbejde med min opvækst og den person jeg var. Mine terapeuter har jeg altid fundet på nettet. Jeg googler, læser om dem og hvad de skriver. Egentlig bruger jeg nok min intuition til at mærke, om personen er god for mig eller ej. ”

Hvad var grunden til, du ikke havde det godt i den SFO, du var i praktik hos?

“Den tilgang pædagogerne havde til opdragelse af børnene, kunne jeg ikke stå inden for. Den var langt fra anerkendende. Dengang kunne jeg ikke sige fra, så det resulterede i at jeg blev fysisk syg, fx var jeg forkølet og havde ondt i halsen virkelig mange gange i løbet af det halve år. Da jeg var færdig med praktikken, startede jeg hos den kognitive terapeut. Det var først der at jeg kunne se tilbage og tænke over, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt at en del af det havde noget med mig selv at gøre. Det ved jeg også i dag, fordi jeg siden har lært, hvordan det fysiske og psykiske hænger sammen. Når jeg ikke får sagt fra, bliver jeg syg.”

Var det noget, du fandt ud af der?

“Det arbejder jeg stadig med. Jeg blev sygemeldt med udbrændthed, hvilket der er mange årsager til, men en af dem er helt klart at jeg ikke har været god nok til at sige fra og stå ved mig selv, men har ladet folk træde på mig.”

Kan du sige fra i dag?

“Jeg øver mig. Det er ikke noget der bare kommer vupti. Jeg øver mig hele tiden, men det er ikke noget, der falder mig nemt.”

Du skrev til mig og spurgte, om vi kunne udskyde vores interview, fordi du skulle passe på dig selv…

“Det er jo netop et eksempel på det. Det havde jeg ikke gjort før. Der havde jeg lavet interviewet alligevel. Jeg er faktisk gået lidt ned i tid på arbejde, fordi jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive træt igen og det var for hårdt. Heldigvis fik jeg mærket – og handlet – på det i tide. Så jeg synes, det er et ret godt tegn på at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Vi sammenligner os altid med andre. Jeg sammenligner mig med mine kollegaer og tænker, hvorfor kan de holde til det, når jeg ikke kan, så jeg kæmper. Mere og mere. Men det dur ikke. Alle mennesker er forskellige. Jeg er sgu sensitiv, så jeg har brug for at hvile mere end andre. Det bliver jeg nødt til at øve mig i at acceptere, at sådan er det.”

Du har arbejdet med dig selv og øvet dig i at sig fra med redskaber fra psykoterapien, men hvordan udviklede du din interesse for det spirituelle?

“Det kan jeg tydeligt huske. Min ex-kæreste og jeg var gået fra hinanden. Jeg var flyttet til Aarhus og havde fundet ud af, at der var noget, der hed Feng Shui. Det begyndte jeg at interessere mig lidt for. Det var der det startede og så udviklede det sig ligesom videre derfra. Jeg er stødt på nogle spirituelle mennesker på internettet, som jeg har fulgt via deres sider, og de har samarbejdet med nogle andre spirituelle mennesker, jeg så er begyndt at følge.”

Det virker som om, du har prøvet en del forskellige alternative behandlinger?

“Jeg har prøvet mange forskellige behandlinger. Jeg har fx været til håndanalyse, clairvoyance og besøgt en indianerkvinde.”

En indianerkvinde?

“I Nordjylland bor der en indianerkvinde, der også er clairvoyant. Det var en vild oplevelse at besøge hende. Der var mange del -elementer i den session vi havde. Vi kiggede tilbage på tidligere liv. Jeg fandt ud af – hvis det er rigtigt – at jeg har været udsat for en naturkatastrofe, hvor jeg har mistet næsten alt.”

Det lyder voldsomt…

“Men det gav god mening for mig. Jeg har utrolig svært ved at skille mig af med ting, smide ud og generelt bare give slip – også på følelser. Hvis man tidligere har oplevet at miste alt, vil man selvfølgelig holde fast i det man har og have svært ved at give slip. Det giver mening. Hun healede mig også. Jeg lå med lukkede øjne på en briks og kunne mærke at der skete noget inde i min mave. Hun rørte den jo ikke, men hun havde hænderne over, da jeg åbnede øjnene. Allerede på vej hjem i bilen begyndte jeg at græde og det blev starten til, jeg fandt ud af, jeg var udbrændt. Jeg havde arbejdet i en vuggestue under nogle forhold der ikke var særlig gode og havde ikke fået sagt fra. Jeg kom hjem fra indianerkvinden lørdag, og hele søndag græd jeg. Jeg var så ulykkelig. Jeg arbejdede en time om mandagen, så knækkede jeg sammen. Jeg kunne mærke noget var helt galt, så jeg skrev til indianerkvinden og spurgte om min reaktion var normal. Jeg synes, det var en voldsom reaktion på healing. Hun svarede at jeg havde undertrykt mine følelser i lang tid og nu kom de frem. Jeg havde kæmpet og kæmpet uden at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg var træt.”

Du havde altså ingen idé om at du var udbrændt inden du besøgte indianerkvinden?

“Jeg vidste jo godt at jeg var træt, men ikke at det var så voldsomt. Det kom først bagefter. Det var som om, man hev et filter af mig og jeg lige pludselig kunne mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg tog til lægen og blev sygemeldt med udbrændthed og symptomer på stress.”

Jeg tror aldrig jeg har hørt begrebet udbrændthed før…

“Der er også forskellig forståelse af det. I lægeverden ser man udbrændthed, som noget man får, når man har arbejdet 50 år og ikke kan mere. Inden for psykologien taler man om udbrændthed som noget man får, hvis man fx bliver ved med at arbejde og arbejde og ikke får det ønskede resultat, hvor man ikke siger fra eller mærker efter, hvor hårdt man har det. Da jeg læste om det, vidste jeg at det var, hvad der var sket for mig. Jeg kunne sove mange timer om natten og vågne op og være total træt, udmattet, udkørt. Det var både fysisk og psykisk udmattelse. Det at skulle frisere mit hår om morgenen, var en fuldstændig uoverskuelig opgave. At lave madpakke kunne jeg slet ikke. Jeg kunne ikke overskue noget.”

Hvad er forskellen på stress og udbrændthed? Det lyder som om, der er nogle af de samme symptomer?

“Når man er stresset, overser man også, man er træt, men man kører i et højt gear. Når man er udbrændt, kan man slet ikke komme op i det gear. Jeg havde lige mødt Thomas og skulle op til ham. Klokken var 11 og jeg skulle være klar og have pakket en taske til kl. 15, men jeg ville også gerne gå en tur i skoven, da jeg vidste det var godt for mig. Det kunne jeg slet ikke overskue, både at skulle gå en tur og pakke en taske, på fire timer. Efter at have været sygemeldt en mdr. – hvilket set i backspejlet slet ikke var nok – begyndte jeg at arbejde igen, på halv tid. Det synes jeg jo egentlig gik fint, så jeg blev sat op i tid efter et par uger. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev sat ned i tid kort tid efter. Jeg kunne godt ønske mig at min læge eller min leder vidste at det slet ikke var nok med en måneds sygemelding.”

Snakkede du jævnligt med din læge?

“Det gjorde jeg. Jeg havde også mange samtaler med min leder. Hun var meget forstående omkring situationen og at det skulle foregå i mit tempo, hvilket var rigtig rart. Jeg ville jo bare gerne gøre det godt og jeg ville gerne arbejde, derfor kom jeg tilbage. Men da jeg var gået ned i tid igen begyndte jeg at tænke over, om jeg var det rigtige sted. Det endte simpelthen med at jeg sagde op. Jeg kunne ikke se mig selv blive rask der.”

I jobbet som pædagog eller hos den institution?

“Det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg ikke ville blive rask, hvis jeg fortsatte der. Så jeg sagde op selvom jeg ikke havde et andet arbejde at begynde på. Det var en meget stor beslutning. Især fordi jeg ikke vidste, om jeg bare skulle finde et andet arbejde, eller om jeg overhovedet skulle være pædagog længere. Jeg var jo egentlig heller ikke rask endnu, der gik flere måneder.”

Ved man, at nu er man rask?

“Det er jo ikke sådan at det kommer fra den ene dag til den anden. Det er en stille udvikling. Jeg kunne mærke det på energiniveauet. Når man begynder at få energi igen, at kunne overskue nogle ting og kan føre et dagligdagsliv.”

Fik du hjælp til at blive rask?

“Da jeg blev sygemeldt startede jeg hos en psykoterapeut, der arbejder kropsterapeutisk. Det var rigtig godt. Jeg går stadig hos hende, og har gjort det i snart et år. Det er det længste forløb, jeg nogensinde har været i. De andre gange jeg har været i terapi, er jeg stoppet. Nogen gange med undskyldninger om at nu havde jeg ikke længere råd eller nu følte jeg ikke længere at jeg fik noget ud af det, hvilket jeg tror, mange mennesker gør, når de begynder at nærme sig der, hvor de virkelig skal arbejde. Så stopper man tit. Jeg tror generelt, det handler om at være et sted i livet, hvor man er klar til at åbne op. Nogen gange har jeg været i sluk – ildebrands – terapi, fordi jeg har været ved at knække sammen. Så stopper man jo, når man har fundet sig selv igen. Det gjorde jeg egentlig også denne gange, fik slukket ilden i forhold til, jeg var udbrændt, men årsagen til at jeg var udbrændt, arbejder jeg videre med. Det er ikke længere bare symptombehandling. Nu arbejder vi med de bagvedliggende årsager. Det er det, jeg synes er spændende ved personlig udvikling. At man ikke bare symptombehandler, men går ind og arbejder med årsagerne til, hvorfor det er sket, så man undgår at det sker igen.”

Hvad er forskellen på alternativ og terapeutisk behandling?

“Det er to forskellige måder at arbejde på. Jeg er startet med det psykologiske – hvilket jeg stadig arbejder med – og har så videreført det til det spirituelle. Jeg kan godt lide at arbejde med begge dele, både det psykologiske – hvad er der sket i barndommen og hvordan man er som person – og lægge det spirituelle lag på, hvor man arbejder med noget, der går ud over vores praktiske forstand. Det bliver nok en eller anden form for religion for mig. Ikke noget jeg tilbeder, men at tænke lidt spirituelt er en livsforståelse for mig. De spirituelle mennesker jeg har været hos, har alle sagt det samme til mig.”

Hvad siger de til dig?

“Jeg mener, for mig bliver det en forståelse af, at det hele hænger sammen, der er bare forskellige måder at se det på – om det er navne, bogstaver eller linjer i hånden – det er bare forskellige måder at gå til det på. Det får mig til at tænke på, om der er noget om snakken.”

Om snakken? – Altså noget der ligger udenfor vores forståelse?

“Et godt eksempel er de udfordringer, man møder i livet. Jeg tror, man møder de udfordringer, man møder, fordi man har behov for at møde dem. Fordi der er noget, man har behov for at udvikle. Mit brud med min ex-kæreste er et godt eksempel. Vi var smeltet helt sammen. Jeg kan huske at jeg havde en metafor, da han gik fra mig, om at vi var to træer, der var vokset sammen. Da han gik, rev han den ene halvdel væk med rodnet og grene og det hele, og så stod jeg der som en halv person. Jeg var slet ikke hel. Jeg skulle til at finde ud af, hvem jeg var bare mig. Det brud var noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men også det jeg har lært mest af. Vi var en enhed. Vi gjorde alting sammen. Vi havde ikke ret meget hver for sig. Jeg skulle lære at blive mere selvstændig og prioritere mig selv.”

Du siger at din interesse for det spirituelle først kom i forbindelse med dit brud med din ex-kæreste..?

“Ja, det gjorde den nok. Det var en søgen efter, hvem jeg var. Siden jeg var 13 år, har jeg altid funderet over, hvad fanden der er mening med det her liv. Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror helt klart at det spirituelle hjælper mig til at få en bedre forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.”

Så du tænker, der var en mening med at I skulle gå fra hinanden, så du kunne arbejde med dig selv?

“Jeg er så glad for, at vi gik fra hinanden. Jeg er taknemmelig for det. I dag kan jeg godt se, at det ikke var gået. Vi havde ikke passet sammen længere. Vi var – meget opfindsomt formuleret – vokset fra hinanden. Det var vi virkelig og vi ville noget forskelligt i livet, tror jeg. Jeg ville jo ikke være den jeg er i dag, hvis jeg stadig var sammen med ham, så ville jeg slet ikke have udviklet mig, som jeg har i dag. Nu er jeg et andet sted i livet og med nogle andre mennesker. Jeg tror på, man møder de mennesker, man skal møde.”

Var det også noget du troede på inden du begyndte at interessere dig for det spirituelle?

“Ikke på samme måde. Jeg vidste godt, da jeg sad i sorgen og krisen over at blive forladt, at jeg nok skulle komme om på den anden side og jeg vidste også at jeg nok skulle lære en masse. Men dengang tænkte jeg ikke at der var en mening med det.”

Føler du at du kan se meningen med det nu, fordi du har fået nogle redskaber?

“Det er mere overordnet. Man går fra at være mega ulykkelig og vred til stille og roligt at begynde at tilgive og til sidst at være taknemmelig. Taknemmelig er virkelig det eneste ord, der beskriver det. Jeg er så glad for ikke at være der længere, men være her, hvor jeg er i dag. Ikke kun at være her, hvor jeg er, men også have muligheden for at udvikle mig. Nogen gange skal man have et spark. Det skal man tit.”

Det var et hårdt spark, du fik. Det var en brutal måde din ex-kæreste forlod dig på og et år efter blev du sygemeldt med leddegigt…

“Jeg blev lagt ned, så blev jeg sparket lidt mere til og væltet rundt i mudderet. Jeg føler ikke selv, jeg ligger ned længere, men jeg føler heller ikke, jeg er på toppen. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal være. Nu har jeg fundet en dejlig kæreste og vi bor sammen i en fin, lille lejlighed. Så langt så godt, så mangler jeg bare den anden del.”

I forbindelse med din interesse for det spirituelle, har du kontaktet en numerolog. Hvornår besluttede du dig for det?

“Jeg fik øjnene op for numerologi, efter jeg var stødt på Feng Shui. Jeg vidste, da jeg læste om det, at det var noget jeg gerne ville prøve. Der gik måske et halvt til et helt år inden jeg skrev en e-mail til numerologen og bestilte en overordnet læsning der ikke var særlig dyr og som hun sendte på mail. Da jeg fik den, var jeg ved at falde bagover. Hun ramte plet. Det var bare så rigtigt og jeg vidste med det samme at jeg fandeme gerne ville have en rigtig session. Men jeg turde ikke. Det var alt for grænseoverskridende for mig.”

Hvad mener du, når du sige at hun ramte plet? Altså ud fra dit navn?

“Ud fra mit navn og min fødselsdato. Den beskrivelse hun gav af mig, var spot on. Hun skrev fx at jeg havde svært ved at sige fra, at jeg var der for andre, men tit glemte mig selv. Det var stadig for grænseoverskridende for mig, så jeg skrev til hende, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville, men ikke turde.”

Det var da modigt. Og meget ærligt…

“Jeg kunne mærke helt ind i maven at det var det her jeg ville, men det var for grænseoverskridende. Hun svarede at det faktisk var ret vigtigt, man var klar. Ellers blev det ikke godt.”

Når du siger at du kunne mærke helt ned i maven, det var det her du ville, mener du så at tage hele skridtet og skifte navn?

“Det kunne jeg ikke helt overskue. Jeg kunne bare mærke at det var rigtigt. Men fordi hun skrev, det var vigtigt, man var helt klar, gjorde jeg ikke rigtig noget ved det. Jeg tror, der gik et år før tanken begyndte at komme frem igen og så begyndte jeg at tænke okay, måske tør jeg godt… på et tidspunkt. Det nærmede sig mere og mere og til sidst var jeg klar. Så gjorde jeg det.”

Hvad gjorde du?

“Jeg bestilte en tid og kørte til Fyn, hvor jeg havde en to timers lang session med hende. Bagefter kunne jeg jo stadig vælge ikke at skifte navn, det havde hun ikke noget at gøre med. Hun fortalte bare, hvad der var godt og skidt ved mit numerologskop og hvordan det ville være godt at ændre det til noget andet. En af grundene til at jeg fik modet til at gøre det, var også at hun havde sagt at jeg kunne vælge at beholde et af mine tre navne. Jeg behøvede ikke skifte dem alle ud og det var betryggende, for så kunne jeg beholde mit fornavn. Der var også noget med efternavne og familienavne, der gjorde at jeg blev lidt usikker. Men efter jeg havde været hos numerologen, vidste jeg at jeg ville gøre det – skifte mit navn. Jeg havde regnet med at beholde mit fornavn, men endte med at gå derfra med nyt…”

Hvad hedder du nu?

“Før hed jeg Trine Foged Rasmussen. Nu hedder jeg Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen. Jeg har faktisk fået lov til at beholde alle mine tre navne. Jeg har bare forlænget mit fornavn og fået et ekstra mellemnavn. Det synes jeg, er helt fantastisk, da det ikke er givet at man kan beholde sine tidligere navne. Det kan være, man skal ændre til noget helt andet.”

Har du ændret navnet ved navneregisteret, sygesikring osv.?

“Det hele. Jeg mangler stadig et nyt kørekort, for det behøver man ikke at skifte. Det koster ret mange penge at skifte alting, så det venter jeg lige lidt med det. Men ellers har jeg skiftet mit navn alle steder, også de steder man ikke lige tænker over – mobilselskab, forsikring osv. – men når navneregisteringen først er sket i cpr. registreret, går det nemt. Men fordi der ikke er andre, der hedder Trinesofia i Danmark skulle navnet først godkendes, så jeg kunne få lov til at hedde det.”

Føles det anderledes at være Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen end Trine Foged Rasmussen?

“Ja, det tror jeg, at det gør. Det er stadig en tilvænning for mig. Min familie kalder mig stadig Trine.”

Det er også svært at skulle kalde dig Trinesofia, når man har kendt dig som Trine i 30 år…

“Præcis. Og det er okay for mig. Det er kun halvandet år siden jeg skiftede navnet, så det er også en tilvænning for mig. Nye steder præsenterer jeg mig som Trinesofia og på arbejde hedder jeg Trinesofia.”

Er det svært for dig at fortælle folk, du har været hos numerolog og skiftet navn?

“Der er meget tabu omkring det. Man tænker, det er sådan noget langhåret, crazy noget. Altså der gik lidt tid før jeg fortalte mine bedsteforældre om det. De har en lidt mere konservativ tilgang til livet. Det var heller ikke en rar måde, der blev reageret på.”

Hvordan reagerede de da?

“Lige fra hjertet med >>nej, NU må du da være blevet skør!<<”

Det var den reaktion du frygtede?

“Ja og forventede. Men det er ikke sådan, jeg føler, jeg skal holde det skjult. Jeg fortæller det til folk, hvis vi sidder og snakker om det. Men jeg vælger nok, hvem jeg fortæller mere eller mindre til. Jeg prøver at beskytte mig selv. Jeg ser ingen grund til at skulle fortælle noget til nogle, der ikke har en anelse forståelse for, hvad det handler om. Det er der vel ingen grund til. For mig er man ikke mærkelig, fordi man er spirituel, men jeg forstår godt at man kan synes det set udefra. Det gjorde jeg selv lidt inden jeg blev spirituel. Det føles mærkeligt at sige at jeg blev spirituel, for jeg føler det ikke sådan. Det er ikke sådan, der er et klistermærke i panden af mig, hvor der står spirituel. Det har været en blid overgang. Stille og rolig. For mig er det bare en forståelse af, hvordan livet hænger sammen. Jeg tror egentlig bare det handler om udvikling. Jeg kan godt lide en holistisk tilgang til livet, hvor man arbejder med både krop, psyke og sjæl. Det synes jeg, er enormt spændende. Jeg har taget en uddannelse i mindfulness, som jeg synes forener den tanke ret godt. Man laver noget fysisk i forhold til det kropslige, mens man prøver at tømme tankerne. Når man gør det, kan der opstå en tilgang til det sjælelige. Jeg har flere gange oplevet at mærke et lys.”

Hvad vil det sige at mærke et lys? Er det ikke noget, man ser?

“Jeg havde lukkede øjne…Jeg var engang på et kærlighedskursus, hvor man lærte at arbejde med kærligheden til sig selv og andre. Der lavede vi, hvad der nok egentlig var en mindfulnessøvelse, hvor jeg lå ned og så var der en søjle af lys. En anden gang var i forbindelse med tankefeltsterapi, hvor jeg også fik kontakt til noget højere. Ens højere selv, som man siger.”

Kan du mærke at det er det, du får kontakt til. Dit højere selv?

“Jeg har kun prøvet det de få gange, men jeg håber at opleve det mange flere gange.”

Det er en god følelse, ikke skræmmende?

“Det er hvor essensen af en selv er. Hele essensen. Uden alle de ting, man har oplevet – erfaringer, påvirkninger fra forældre, søskende, familie og venner. Det er kernen af en selv. Ren kærlighed. Det er fantastisk og det jeg prøver at komme nærmere ved at lave mindfulness. Jeg prøver at stoppe alle de tanker, der kører rundt og mærke, hvad der i virkeligheden er vigtigst for mig. Når man lever i en travl hverdag, hvor mål og penge bliver det essentielle, glemmer man det, som i virkeligheden er det vigtigste. Når man hører om mennesker, der ligger på dødslejet og fortæller, hvad de tænker tilbage på – hvad der er vigtigst for dem – er det jo ikke det fancy job, alle pengene de har tjent, det store hus eller den seje bil, de har købt. Det tænker de overhovedet ikke på. Det er det, man selv har opnået. Ens kærlighed til familie og venner, er det, der betyder noget. Det glemmer vi i vores hverdag og måske særligt i vores samfund i den vestlige del af verdenen. Jeg er sikker på at den mindfulnessbølge, der er skyllet ind over os de seneste par år – så folk nærmest brækker sig over det – er her, fordi det er godt for os. Jeg tror ikke, det er slut endnu, men fortsætter, fordi vi har behov for det. Vi har brug for at lære at tænke mindre og føle mere. ” 🎄