Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s