”Nå, ville du spørge mig om noget” siger han, efter vi har brugt nogle timer på at snakke om vejret, familien og helbredet over en flaske rødvin og to gode, solide danske frokostretter. Det er en frostklar mandag og vi sidder på en restaurant med udsigt over Marselisborg havn. Et par andre gæster laver forretning over frokosten, ellers er der mennesketomt. Jeg tøver lidt, forklarer hvad en blog er og hvad min idé med disse fortællinger er, at alle har en historie at fortælle. Og den historie, jeg gerne vil, at han deler, er fortællingen om at bygge et nyt hus og flytte i en alder af 82 år. Jeg havde forestillet mig, at interviewet ville komme til at handle om alderdom, men bliver hurtigt klar over, det ikke er, hvad fylder. Angsten for at være alene, er den, der fylder.

”Jeg kan godt få en følelse af angst, hvis jeg skal gå i seng alene nogle nætter”.

Altså angst for at dø?

”Ja, sådan noget.”

For ca. 5 år siden døde Villys kone, Erna, af leukemi. Erna og Villy dannede par fra de var  henholdsvis 19 og 21 og til hun døde som 75-årig. Sammen har de fire børn, ni børnebørn og for nylig kom det første oldebarn. Efter Ernas død fandt Villy en kæreste, Grethe. De er i dag ved at bygge et hus, som de kan flytte ind i i starten af det nye år.

”Da Erna døde, var jeg taknemmelig for, at mine børn skiftevis inviterede mig på middage. Men må også indrømme at ligeså snart, jeg havde forladt deres indkørsler, ringede jeg til Grethe. På det tidspunkt havde hun et Bed & Breakfast i sit hjem, hvor der kom gæster, hun havde kendt længe og efterhånden var blevet venner med. Den tanke brød jeg mig ikke om, så hun endte med at vælge dem fra og mig til. Jeg dur ikke til at være alene. Det gør jeg bare ikke.”

Villy har altid levet i et parforhold og rollefordelingen har været tydelig. Han passede vedligeholdelsen af hus og have, hun lavede mad og var den sociale. Hende der samlede familen til højtider og traditioner. Ved siden af jobbet på fabrikken, vel at mærke. Villy nævner et par gange, hvordan han ikke er social, og det går op for mig, vi muligvis aldrig har været på tomandshånd før nu. Jeg mærker, at situationen er uvant for ham. Han snakker mere end han plejer.

Snakken falder naturligt på Erna, hvordan hun tog afsked påskesøndag med familien samlet omkring sig. Hvordan hun levede et langt og rigt liv indtil sygdommen ramte. Villy fortæller, hvordan han første gang mærkede hendes sygdom. De havde for vane at tage ud at spise om fredagen. Det var på denne restaurant, hun første gang blev dårlig. Hun mistede appetitten og de måtte køre hjem. Det var atypisk for hende. Han snakker om disse minder på en måde, der påvirker mig. Jeg har let ved at genkende kvinden, min mormor.

 ”Jeg kan ikke forestille mig, at opleve noget alene. Jeg har brug for en at dele alle mine oplevelser med”, siger han og trækker minutter senere sin iPhone frem fra brystlommen og ringer …”Hej ven, jeg sidder lige her med mit ældste barnebarn. Vi spiser bøf – han kigger over på mig – stjerneskud tilføjer jeg.” Han rækker mig telefonen, og jeg gentager, hvordan vi har det, hvor vi er og hvad vi spiser. Behovet for at dele alt bliver pludselig meget tydeligt illustreret ved dette opkald, som han foretager over frokosten midt i en sætning.

“Du er en pæn pige, du kan jo sagtens være i et parforhold, hvis du vil. “, siger han til mig. Han har en meget pragmatisk tilgang til livet. Jeg mærker tydeligt, han er fra en generation før Tindertiden. En tid, hvor frygten for at være alene fylder mere end frygten for at vælge den forkerte partner.

Men er der ikke et stykke vej fra tosomhed til at bygge et nyt hus og flytte – også alderen taget i betragtning?

“Jeg ved, man ikke får et hus i bedre kvalitet end det vi, Erna og jeg, har bygget. Vi har jo selv haft indflydelse på hver enkel, lille detaljer. Men det er også et hus fuld af aftryk, og jeg ved jo godt qua jeg er ældre end Grethe, at det er hende, der kommer til at sidde alene tilbage, så derfor bygger vi et nyt hus, hvor vi begge kan bo. Grethe har boet og arbejdet hele sit liv i Ry, så derfor skal vi bo der.”

Men hvorfor ikke blive boende hos hende i stedet for at bygge nyt?

“Grethe har lovet sin datter, at hun skal overtage hendes hus, og så er det også et gammelt hus, hvor trægulvet knirker og sådan. Der er flere, bl.a. min bror, der har foreslået, vi brækker det ned og bygger et nyt.”

Villy og Grethe har ikke valgt den løsning, men har i stedet købt en helt ny grund, hvor der bygges hus, og Villy har en klar mening om, hvordan det hus skal indrettes.

“Grethe har en spisestue fra vores konkurrenter, så jeg tager selvfølgelig min spisestue med”, siger han og nævner efterfølgende de andre møbler, der skal følge med til deres nye hjem “skrivebordet fra farens far, de brune lædersofamøbler (…)”

Sammen med sine to sønner ejer Villy et møbelfirma, der har eksisteret i flere generationer. Hver morgen sætter han sig ind i sin bil og kører på job, kører hjem til frokost og tilbage igen. Også i dag.

Alder er kun et tal. 🎄