Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

Advertisement

“Dine dagpenge hænger i en tynd tråd”…

blogVar det første jeg hørte, da jeg snakkede med min A-kasse i Aarhus første gang. Det kom som et chok, da jeg vil betragte mig selv som lidt af en ”mønsterelev”, når det kommer til jobsøgning.

Jeg har både skaffet praktikplads, senere et job i løntilskud samt spurgt folk jeg ikke kender, om de vil drikke kaffe med mig. Jeg har fået sparing på ansøgninger og CV, og jeg har søgt det obligatoriske job, som det kræves. Minimum et om ugen. Alt sammen med intentionen om, at få et fast job. Hvad mere vil hun have?

Jeg forklarede hende situationen. Det viste sig, at der var huller i den joblog jeg har sendt hende. En del uger, hvor der ikke er søgt job. At hun ikke kunne se alle de job jeg har søgt, skyldes at nem – id og joblog dagen forinden havde nogle tekniske problemer. Intet jeg kunne gøre noget ved. Men det jeg gjorde, var at fylde job i de uger, jeg troede de manglede. Det var ikke nok. Havde hun bare spurgt, havde hun nok ikke været så hurtig til at konkludere, at jeg ikke er berettiget mine dagpenge.

Jeg forklarede hende situationen. Hvorefter hun i en meget uheldig nedladende tone siger ”jamen, du kommer ikke til nogen samtaler, gør du?”. Jeg fortæller hende, at jeg har været til en håndfuld, og gør hvad jeg kan. Mens jeg håber på, snart at kunne smække røret på, og komme væk.

Det var så dårlig en oplevelse, at jeg beslutter mig for at ringe til A-kassen og klage. Jeg betaler trods alt for en service, og den service inkluderer ikke demotiverende møder og nedladende toner. Jeg ringer til MA i Aarhus, og bliver stillet videre til en karriererådgiver i Aalborg, som er meget forstående, og fortæller mig at hvad enten jeg har gjort hvad jeg skulle eller ej, er det jeg blev mødt med ikke ok. Hun giver mig navnet på lederen i Kbh., og opfodrer mig til at smide en mail med en klage. Samtidig godkender hun den joblog, som endnu ikke er blevet godkendt 5 dage senere. Jeg har faktisk intet hørt overhovedet. Og det er på trods af jeg gik hjem og opdaterede og udspecificerede min joblog umiddelbart efter det uheldige møde.

For fremtiden holder jeg mig langt væk fra den konsulent….

Til slut skal det siges, at jeg er utrolig taknemmelig for at leve i et land, hvor det lader sig gøre at være uden job, men stadig kunne forsørge sig selv.

Jeg ved, at jeg lovede et mere positivt indlæg, men januar og jeg har aldrig været gode venner. Så det må vente til foråret, måske. Medmindre der kommer en god overraskelse inden.

Om at blive voksen eller i hvert fald vokse…

large

Er (langt om længe) ved at finde fodfæste efter flere år med mange op og nedture. Som det hele begynder at falde på plads og min vej bliver mere lige, des mere mærker jeg, sjovt nok, alt det jeg ikke har mærket endnu. Jeg er glad. Rigtig glad for den udvikling der er i gang. Men jeg mærker også hvor mange kræfter og ressourcer det har taget. I kender det; man har arbejdet intensivt i en lang periode, og når man endelig får fri, så rammer sygdommen. Det føles lidt sådan. Ikke at jeg er syg, men dét rammer.

Ordsproget går, at man træder ind i de voksnes rækker, når man bliver konfirmeret. Jeg vil mene, at man træder ind i dem, når man er færdiguddannet og jobsøgende. Her lærer man sine egne styrker såvel som svagheder at kende. Man finder sine grænser (alle har dem!). Det her år har jeg taget mig selv mere seriøst end nogensinde før. For ellers var jeg knækket. Det gjorde jeg ikke.

I går ringede de fra a-kassen. Jeg skulle rådighedsgodkendes. Den rare dame fortalte mig, at hun kunne se der skete en hel masse og at jeg måtte skrive gode ansøgninger. Samtidig fortalte hun mig, at det var flot jeg havde haft et job 5 uger. Og at jeg skulle huske, at jeg stadig kunne benytte deres kurser (konsulenter og a-kassen er ikke enige om det med kurser – konsulenter fraråder det helst).

Da jeg lagde røret på, slog det mig – at jeg slet ikke har glædet mig over succesen. Jeg havde brug for én der fortalte mig at det jeg gør, gør jeg godt. For at huske det.

Tilbage på skolebænken, er det en god idé?

390033_10150386793903011_900636871_n
Når du er nyledig, så forbered dig på, at både A-kasse og jobcenter/konsulentfirma vil tale dig fra 6 ugers kurser. Statistikker viser nemlig, at de der ender på skolebænken skubber udsigterne til job længere frem. Hvad statistikken derimod ikke viser er, at os ledige, har brug for at blive motiveret. For at have forpligtelse overfor andre, og vi har brug for noget at stå op til. Det kan godt være der er mere netværkspotentiale i frivilligt arbejde, praktikker og løntilskud. Men jeg er træt af usikkerhed og nederlag, og med kursus ved jeg hvad jeg får – udvidede kompentencer, noget at stå op til og en motivation for fortsæt at kæmpe i jobjunglen.

Min konsulent gav mig nogle råd til hvordan han skifter mellem tre “kasser”. Henholdsvis hjerte, hjerne og sværd. Når noget bliver hårdt, så skal man gribe sværdet og ikke lade sig styre af hjertet, for så bliver man slået ud. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg kæmper, men jeg kæmper ikke blot med sværdet -også med hjertet og hjernen. Derfor ved jeg, at jobbet er på vej. Om det så er 6 uger længere ude i fremtiden og jeg er 6 uger klogere og mere kompetent…

Kæmp for hulen, kæmp for det du brænder for.

Kunsten at stå op….til noget

tumblr_mldgakBApr1r3mwhao1_500_largeFor en måneds tid siden var jeg til opfølgningsmøde hos mit konsulentfirma (der fungerer som mit job-center, som A-kassen har udliciteret mig til. Hurra for det). Her valgte jeg at gå til bekendelse. Det er hårdt at være jobsøgende, eller mere korrekt – det er hårdt ikke at have et job, og ikke at vide, hvornår det kommer. Det var en befrielse at lade ærligheden tage over evigoptimisten, og det gav bonus. For vi var, eller er, jo alle i samme situation, og alle havde følt, tænkt eller handlet som jeg. Vores jobsøgning og desperate forsøg på noget at lave, blev hurtigt til noget, vi sammen kunne grine af. Nedenfor har jeg lavet en liste over ting, som kan ske eller sker, som jobsøgende (tyvstjålet med inspiration fra de andre jobsøgende).

  •  Det sker, at man ender i sine sweatpants hele dagen – uden det går op for én, førend kæresten pointerer det, og man griner af situationen
  • Det sker, at man udgiver sig for at være studerende, når man er tilpas træt af at forklare hvorfor man er ledig, og at ja, man har undersøgt alle muligheder og søgt alle job
  • Det sker, at man bliver så desperat, at man på sine grædende knæ tigger og be´r om et job – hvor de ikke behøver betale dig!
  • Det kan ske, at du undviger sociale arrangementer, fordi det er for uoverskueligt at forklare, hvad “du laver”…

Gode råd til andre ledige, mød folk i samme situation – del råd og erfaring, og grin for hulen. Grin af det (evigoptimisten lever åbenbart stadig derinde).