Den dag min mor mødte dig, blev jeg valgt til

Min mor var 26 år, da hun blev gravid med en yngre mand. Graviditeten var ikke planlagt og manden var ikke i stand til at varetage den opgave, det var. Jeg var. Måske håbede min mor på mere. Måske håbede hun på, at han ville ændre sin mening. Måske ikke. Uanset besluttede hun sig for at beholde barnet, mig. Og til verden kom jeg en kold vinterdag i 1986. Sund og rask og med en udviklingskurve, der bevidnede, at min mor klarede jobbet som alenemor til ug med kryds og slange. I en tidlig alder havde jeg lært at kravle og gå. Jeg var social, men selvstændig. Mest af alt nysgerrig!

En sen nattetime på et diskotek i Aarhus møder min mor en anden mand. En jordbunden mand med nordjyske rødder, et stort rødt hår og sømandstatoveringer. Ingen vidste, hvad mødet indebar. At jeg snart ville kalde ham for far og han mig for sin datter.

Kloge mennesker har sagt, man former sin personlighed i de første år, man lever. Men min biologiske fars svigt fylder mindre, end den kærlighed jeg fik. Meget mindre. Svigtet har ikke formet mig. Kærligheden har.

Mit liv ændrede sig, den dag mor mødte dig. Jeg skulle aldrig komme til at mangle en far, og jeg fik to yngre søstre. Deres eksistens ændrede (også) mit liv. Men det er en anden historie. I mit liv findes der ingen halve søstre eller halve fædre. I er mit hele. Somme tider bliver jeg frustreret, vred, når andre ikke forstår.

Jeg er høj og mørk med store, markante træk. Du er lys og rødhåret med fregner og små, fine træk – som min ældste lillesøster. På ingen måde ligner vi hinanden. Vi deler ikke gener. Men vi deler historie. Du er en del af min historie, og jeg er en del af din. Da jeg startede i folkeskolen, kæmpede jeg med matematikken. Du hjalp mig med at forsøge at få tallene til at give mening. Jeg undskylder for alle de gange, jeg har kastet matematikbøger efter dig i frustration og raseri, og jeg misunder dig den tålmodighed, du havde med mig. Du tog mig med i biografen for at se Midt om natten. Filmen husker jeg tydeligt. Hvordan den var barsk, men ærlig. Måske især for et barn. Men du forstod hurtigt, at man ikke kan afskærme et barn, der alligevel ser alt.

Du har altid fuldt dine egne veje, engang i mellem til stor irritation for dine omgivelser. Men det har også lært mig, at vejen ikke er ensporet. Alle de mennesker du kender og har mødt, og alle de mennesker jeg kender og har mødt. Jeg ved, hvor stor verden i virkeligheden er.

Sjældent tænker jeg over, at vi ikke deler gener. Det sker kun, når jeg får at vide, at vi ikke ligner hinanden – mine søskende og dig og mig. Så bliver jeg opmærksom på alt det, som ikke fylder i hverdagen. Jeg bliver opmærksom på biologien. Jeg bliver opmærksom på, at folk ikke kan se, vi hører samme. Jeg bliver opmærksom på, vi ikke deler navne.

Er jeg nysgerrig efter at møde min biologiske far? Nysgerrig efter at kende mine rødder? Jeg mangler ikke en far og har aldrig manglet en. Jeg spejler mine rødder i det indre og ikke i det ydre. Mine rødder kender jeg. Det er dem, der opdrog mig. Elskede mig. Det er vores historier flettet sammen, der skaber min. Der går ingen historie forud.

Den dag min mor mødte dig, ændrede mit liv sig. Jeg blev valgt til. Ikke fra.

Far og demokratiet

WP_000747

Vi er kommet langt. Så mange grundlovsdage. Så mange fædre, der fortjener at blive fejret på netop denne demokratiets dag.

Busserne kørte med regnbuefarvede flag i går og dannebrog i dag. Fra den sidste konge til den første dronning. Vi er nået længere, så lad os ikke gå tilbage.

Siden demokratiet har danskernes evne til at tænke selvstændigt og reflektere forøges gradvist. Demokratisk opdragelse fra vuggestue til plejehjem. Vi har lært at det er okay at være uenige, at se verden fra forskellige vinkler. Det er der mange lande, der ikke ved, er ok. Eller det vil sige, der er mange mennesker i mange lande, hvor man ikke får lov til at udvikle sig som selvstændige, reflekterende individer. Sideløbende med demokratiet har Danmark holdt fast i traditionerne – monarkiet og religionen. Religionen, der som andre religioner prædiker om, at lyset altid vinder over mørket. Hvorfor er det så, vi lader os vildlede af frygten, som er mørk og hæmmer demokratiet? Vi er nået så langt. Lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer i dag. Minoriteter har fået stemmer, som de har brugt, derfor flager busserne med regnbuefarvede flag og kvinder sidder i lederstillinger, mens fædre og mødre hjælper hinanden med de daglige gøremål.

Jeg føler sympati med dem, der ikke ved, hvor stor verden i virkeligheden er. Dem, der er opvokset side om side med mennesker der ligner dem. Verden er større. Det har min far bl.a. vist mig. En mand med meget kærlighed, men også en mand som tænker på sig selv. Gør som han vil. Hans vennekreds består af folk fra alle samfundets lag – kreative, ex-alkoholiker, tidlige narkomaner, byrådsmedlemmer og håndværkere etc. Han har som 57 -årig fået sit første faste job og for nylig taget en uddannelse. Han gør som han vil, og han omgiver sig med folk, han har lyst til at omgive sig med. Han besøgte Indien med rygsæk engang i ungdomsårene og han vender stadig tilbage med rygsækken i dag. Selvfølgelig er det nemmest at omgive sig med folk, man ligner, men man bliver uden tvivl klogere af at omgive sig med folk, der ikke ligner én. Derfor en stor tak til min far og det danske demokrati for at vise mig, hvor stor verden i virkeligheden er (og for at vise mig, at kærlighed er større end blodets bånd, far!).

Glædelig fars dag og grundlovsdag.