Min mor var 26 år, da hun blev gravid med en yngre mand. Graviditeten var ikke planlagt og manden var ikke i stand til at varetage den opgave, det var. Jeg var. Måske håbede min mor på mere. Måske håbede hun på, at han ville ændre sin mening. Måske ikke. Uanset besluttede hun sig for at beholde barnet, mig. Og til verden kom jeg en kold vinterdag i 1986. Sund og rask og med en udviklingskurve, der bevidnede, at min mor klarede jobbet som alenemor til ug med kryds og slange. I en tidlig alder havde jeg lært at kravle og gå. Jeg var social, men selvstændig. Mest af alt nysgerrig!

En sen nattetime på et diskotek i Aarhus møder min mor en anden mand. En jordbunden mand med nordjyske rødder, et stort rødt hår og sømandstatoveringer. Ingen vidste, hvad mødet indebar. At jeg snart ville kalde ham for far og han mig for sin datter.

Kloge mennesker har sagt, man former sin personlighed i de første år, man lever. Men min biologiske fars svigt fylder mindre, end den kærlighed jeg fik. Meget mindre. Svigtet har ikke formet mig. Kærligheden har.

Mit liv ændrede sig, den dag mor mødte dig. Jeg skulle aldrig komme til at mangle en far, og jeg fik to yngre søstre. Deres eksistens ændrede (også) mit liv. Men det er en anden historie. I mit liv findes der ingen halve søstre eller halve fædre. I er mit hele. Somme tider bliver jeg frustreret, vred, når andre ikke forstår.

Jeg er høj og mørk med store, markante træk. Du er lys og rødhåret med fregner og små, fine træk – som min ældste lillesøster. På ingen måde ligner vi hinanden. Vi deler ikke gener. Men vi deler historie. Du er en del af min historie, og jeg er en del af din. Da jeg startede i folkeskolen, kæmpede jeg med matematikken. Du hjalp mig med at forsøge at få tallene til at give mening. Jeg undskylder for alle de gange, jeg har kastet matematikbøger efter dig i frustration og raseri, og jeg misunder dig den tålmodighed, du havde med mig. Du tog mig med i biografen for at se Midt om natten. Filmen husker jeg tydeligt. Hvordan den var barsk, men ærlig. Måske især for et barn. Men du forstod hurtigt, at man ikke kan afskærme et barn, der alligevel ser alt.

Du har altid fuldt dine egne veje, engang i mellem til stor irritation for dine omgivelser. Men det har også lært mig, at vejen ikke er ensporet. Alle de mennesker du kender og har mødt, og alle de mennesker jeg kender og har mødt. Jeg ved, hvor stor verden i virkeligheden er.

Sjældent tænker jeg over, at vi ikke deler gener. Det sker kun, når jeg får at vide, at vi ikke ligner hinanden – mine søskende og dig og mig. Så bliver jeg opmærksom på alt det, som ikke fylder i hverdagen. Jeg bliver opmærksom på biologien. Jeg bliver opmærksom på, at folk ikke kan se, vi hører samme. Jeg bliver opmærksom på, vi ikke deler navne.

Er jeg nysgerrig efter at møde min biologiske far? Nysgerrig efter at kende mine rødder? Jeg mangler ikke en far og har aldrig manglet en. Jeg spejler mine rødder i det indre og ikke i det ydre. Mine rødder kender jeg. Det er dem, der opdrog mig. Elskede mig. Det er vores historier flettet sammen, der skaber min. Der går ingen historie forud.

Den dag min mor mødte dig, ændrede mit liv sig. Jeg blev valgt til. Ikke fra.