Vi skal passe på den danske kultur, som var det noget uforanderligt. Noget der aldrig bevægede sig, siger de, og glemmer, at dansk kultur plejede at være tvangsægteskaber og tunge vikingetogter, hvor man voldtog og plyndrede.

Alting bliver så nemt, når man har en fælles fjende. Det nemme er det dumme. Vi er blevet så dumme af at glemme at stille spørgsmål, inden vi giver svar. Opfinder problemer og problematikker for proforma-løsninger. Viser muskler, vi ikke har, og dejser udmattet om, når det går op for os, at der findes ægte problemer. Fattige børn. Hjemløse unge. Mænd i jakkesæt og kommunekvinder der stjæler.

2018, du har lært os at skinnet bedrager. Vi skal ikke frygte den usoignerede mand eller kvinde mere end manden i jakkesættet. De rige vil være rigere. Kender du måske en fattig mand, der er nærig?

Måske vi skulle lytte lidt mere til hinanden i det nye år. Forsøge at finde barnets nysgerrighed frem og lære lidt om dem, og det vi tror, vi kender. Stille spørgsmål vi ikke tror, man bør stille.

Jeg har spurgt, og jeg er blevet klogere. Jøder, muslimer, katolikker, protestanter, jehovas vidner og ateister.  Mænd. Mennesker. Religionen lærte jeg kun at kende, fordi jeg spurgte. Kulturen ligeså. Jeg er ikke kristendommen, og kristendommen er ikke mig, men blot en lille del af den historie rundt om mig.  Danmark er ikke mig, men jeg har dannet nogle danske traditioner, fordi jeg heldigt og tilfældigt blev født i Danmark. Fatimas hånd beskytter os alle. Og håbet – eller troen – rækkes der ud efter før eller siden. Yoga. Terapi. Vestens tro og håb.

Apropos barnet. Barnet har været med mig hele 2018.

Gurli Marie, det eventyr du tog på med din far, Troels, på de mange have, var også en del af mit barneeventyr. Glæden vil havet, nysgerrigheden og lysten til at vide alt om det, der er udenfor, den genkendte jeg, når du og din familie talte om det.

Spacey der ramte gaden fra en 5. sal., er et af de første biografminder jeg har. Følelserne fra filmen sidder stadig i kroppen, nu hvor jeg er voksen. Livet er lang, lykken er kort, skrev jeg som indledning til en af mine tekster. Dette år trådte teksten, som var tyvstjålet fra Kim Larsen, frem igen, da danskerne vandrede over langebro, imens de nynnede med på livet og blev mindet om døden.

2018, du har været et år, hvor jeg har forsøgt at finde min plads i relationerne igen. Følsomheden har været forbeholdt de fleste, ikke de færreste. Det har været overvældende. For alle.

2018, du har været det år, jeg husker som et af de ensomste nogensinde. Men det var en ensomhed, der var nødvendig. Hvorfor er jeg ikke i stand til at sætte ord på endnu.

Jeg forsøgte at date mig ud af ensomheden. Og jeg mødte mange søde mænd, men jeg kunne ikke rumme at møde dem via en app. Og jeg kunne ikke genkende mig selv i det. Romantikken har jeg måtte kigge længe efter i 2018. Det er okay. Jeg vil hellere være alene end sammen med den forkerte. Kærligheden til mig selv er den der er vigtigst, når jeg hopper ind i 2019.

2018, du var et utal af jobsamtaler, netværk og en robusthed som ikke ses, og der derfor blev sat spørgsmålstegn ved igen og igen. Du var også nederlag. Min selvtillid svandt, fordi jeg ikke var modig nok til at sige, at jeg sagtens kunne få tiden til at gå uden en chef og et lønjob. Jeg skrev, og jeg lavede podcast. Mere end nogensinde før brugte jeg det, jeg kan med en krøllet hjerne, der overtænker. Men bidrog jeg så til samfundet? Jeg kom selv i tvivl. Så meget at jeg måtte sætte mig og skrive alle de jobs jeg har haft ned. På papiret stod, at jeg har passet dine børn, jeg har renset dit toilet, serveret din kaffe og meget meget mere. Jeg har arbejdet en hulens masse. Og jeg har elsket, og jeg elsker det. Til hvert job hører en historie og en eller flere mennesker, der betyder noget for mig. Nu er jeg i gang med at skabe nye historier med nye mennesker.

2018, du viste mig respekt. Jeg lærte at sige fra, og jeg lærte mine grænser at kende. 2018, du viste mig, hvordan jeg skal tage mig selv seriøst først og fremmest. Hvordan jeg skal turde drømme højt og at drømme kan være – og ofte er – ambitioner.

Til ballet-timerne bliver jeg bedt om at skyde brystet frem og sænke skuldrene. Sådan går jeg ind i 2019. Ret og stolt, og med troen på, at jeg nok skal lykkedes med det, jeg vil. Jeg tror på dig også!

I 2019 har jeg en masse drømme  ambitioner. Dem glæder jeg mig til at dele med jer.

Rigtig godt nytår, og tusind tak fordi I læser med ❤︎