Tag / COVID-19

by maitrosborg

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne, og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld, og dens lys omslutter mig, som det har gjort før, og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa, og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Advertisement
by maitrosborg

Karantæne-tid

Min nabo vækker mig endnu en nat med et flere minutters langt anfald. Der lyder en tør, rungende hoste gennem væggen. Den slags hoste som stammer fra mange års rygning og indtraf før corona-virussen. Uret på min telefon fortæller mig, at det er midt om natten. Nu hvor jeg alligevel er vågen, farer tankerne, mens jeg stirrer apatisk på irrelevant indhold på min iPhones sociale applikationer og ved at chancen for at få en ordentlig nattesøvn er spildt.

Solen erstatter månen og jeg kan høre fuglene, som jeg går ud fra er undulater på den anden side af muren, blande sig med min nabos hoste. Fuglene får naturen til at føles tættere på.

Rotterne er også kommet indenfor, og minder om, at det ikke er alt natur, man vil have indenfor. I kælderen fanger de et dusin og i opgang 10 forsøger de at fange den, en beboer har spottet, ved at udskifte barnevogn med rottefælde.

Det pusler bag mine køkkenlåger. Jeg ser for mig, hvordan rotten invaderer og ringer til min udlejer. Han åbner mine køkkenskabe og konstaterer, at det jeg kan høre, kommer fra rørene i væggen. Jeg bevæger mig forsigtigt ud i køkkenet efter at have stået forstenet i gangen, siden jeg kom hjem og hørte den uindbudte gæst. Rotterne er overalt, men heldigvis ikke bag låger, og sådan håber jeg, det forbliver! Jeg tøver selvsagt med at gå i kælderen for at vaske mit tøj.

Et par i vores opgang dyrker karantæne-tiden i sengen med hinanden. Kvinden stønner højlydt og sengestolpen hamrer i en uhørt voldsom rytme mod væggen, når hun når klimaks. De fortsætter med at have sex, men lyden bliver fjernere og fjernere de efterfølgende dage.

Jeg ser kun få mennesker, udover dem jeg møder på min gåture. I karantæne-tid tager jeg, hvad jeg kan få, så jeg minder mig selv om at huske at kigge op og smile fra tid til anden. Indimellem smiler folk tilbage til mig. Hvem er bange? Hvem er alene? Vi er alle forvirrede. Børnenes smil trænger igennem uden lag, og er dem, jeg bedst kan forholde mig til.

Mandag aften meddeler statsministeren danskerne, at der er et lille optimistisk håb. Hun beder de svage, om at være de stærkeste, og tænker man over det, er det vel egentlig altid de svageste, der er de stærkeste?

by maitrosborg

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.