Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner, og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet, og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, at jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende for at se, om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

#rastløs og rodløs

large

Så lakker de 5 uger i smilets by, projektansættelsen (i dag var sidste dag) og den strukturede hverdag mod ende. Det har været et privilegium at gå i seng – og sove. Udmattelsen er kommet kærkomment efter mange mdr. med søvnløse nætter. Når der ikke er ro i hovedet, er der sjældent flere timers sammenhængende søvn.

I de forrige 4 uger har jeg sovet, når jeg er gået i seng. Søvnløsheden kommer desværre langsomt snigende tilbage. Jeg skal tilbage til København, jobsøgningen og fremtidsplaner. Men hvordan ligger man fremtidsplaner, når man ikke ved hvad fremtiden bringer? En dag af gangen, stadig!

Jeg har udvidet min søgningshorisont (Kbh // Århus), da jeg sagtens kunne forestille mig at flytte til Århus, hvis drømmejobbet bød sig. Derfor smuttede jeg forbi med et par ansøgninger, hvilket var en virkelig fin oplevelse, som blev modtaget med “det er altid en god idé”…  Mandag eller tirsdag finder jeg ud af om det gi´r bonus. Om jeg er en af de heldige der skal til samtale.

Jeg ved som sagt ikke hvad fremtiden bringer, så p.t. er mit største projekt at droppe bekymringerne og bare gøre hvad jeg gør. Bekymringer ændrer jo intet. Og kaos er en del af det at leve; “it will all be okay in the end, and if it´s not okay, it´s not the end.”

København har givet mig god kondi (bakkerne i Århus er ikke så hårde som jeg mindes), og Århus har givet mig virkelig blødt hår (vandet her er mildere)….

Moving #2 nyt hjem, ny begyndelse

For mindre et blot år siden identificerede jeg mig som studerende og single. Identiteter jeg ikke længere har. Det kræver nogle forandringer at tilpasse sig sine nye identiteter. De er der ikke, de skal skabes. Da jeg oveni blev opsagt af min udlejer, stod jeg pludselig helt identitetsløs (følte jeg), intet job, ingen bopæl. Tæppet var revet væk, som jeg aldrig har oplevet det før. Hvor skulle man bo, og hvad skulle man lave. Jeg elsker udfordringer og forandringer, men dette var meget at rumme på en gang. Når du har identificeret dig selv som studerende i 5 år, hvad er du så når studiet ophører? Jeg ved det stadig ikke, men jeg ved at mit fodfæste bliver bedre og bedre. Og nu har jeg et nyt hjem, en ny begyndelse. Min nye identitet(er) begynder så småt at tage form…DSC02462 DSC02467 DSC02473