Som et sår, der heler, forhindrer fraktioner og infektioner, gør huden modstandsdygtig og stærk. Vores kroppe lapper sig selv, hvor vi har slået os. Her efterlades et ar, som ingen nødvendigvis ser. 

Det vigtigste er ikke længere at overbevise folk om, hvor stærk jeg i virkeligheden er. Det skal jeg fortsat minde mig selv om. Livserfaring kommer ikke nødvendigvis med alderen. Det burde man vide, hvis man er voksen. 

Hvordan kan man være så blød og samtidig så hård 

Det er hverken svært for mig at åbne op eller lukke i 

En klog mand ville spørge mig, om det er fordi, jeg 

aldrig rigtig åbner op

Ham vil jeg måske lukke i. 

Rækker ud og siger fra 

Tør uden at tøve 

Nysgerrigheden træder altid i forgrunden, sådan har det altid været

Mit mod er ikke større

Jeg er den mest uafhængige jeg kender 

men ikke den ensomste 

I ensomheden misunder jeg ingen

Jeg omfavner den lille pige, jeg var, og spejler ikke længere kun min fortælling i hendes, men ser, at den er større og rækker ud over. 

Vi fletter os ind og ud af hinandens liv og efterlader os indtryk af hvem vi er, hvor vi er. I det nye ser vi dem, vi er nu. Og i det gamle genkender vi os selv. Måske. 

Følelserne fylder fortsat men larmer ikke længere på samme

Nu græder jeg ikke over andet end triste film og sange, og når jeg fornemmer smerten i andre 

36 gange rundt om solen med taknemmelige tanker og healende horisonter 

Tak fordi I følger med 🖤