Farvel til totusinde og tyve

We did it siger Kamala [Harris] – den første kvindelige vicepræsident – til [Joe] Biden, men [Donald] Trump vil ikke opgive sit herredømme endnu. Alt er fake news og fantasien kan endnu engang ikke overgå virkeligheden. Brexit får en deal på falderebet. [Morten] Østergaard har lagt en hånd på et lår, og [Frank] Jensen er ked af, at hans sexchikane overskygger hans politiske resultater. Beirut og Frankrig kæmper ikke kun med pandemien, men også med terrorismen. Godshavnsdrengene får en undskyldning og børnene på Lesbos fryser stadig. Cluster 5 afliver minkindustrien og Mette [Frederiksen] og minkfarmerne græder på TV, krokodilletårer er der nogen der påstår om Mettes tårer.

Vi forsøger at være woke uden at krænke. Statuer bliver væltet og ord bliver slettet. I can’t breath, som et ekko og en opvågning. En stor TV-kanon, der vil have sin pik suttet eller ødelægge [Sofie] Lindes karriere. Totusindogtyve er andet end pandemi og social boble. Det er også sammenhold #Blacklivesmatter og #Meetoo.

Vi er o-m-s-t-i-l-l-i-n-g-s-p-a-r-a-t-e som aldrig før. Arbejder hjemme, holder møder og dyrker yoga på zoom, dans på Tik Tok og fitness med [Melvin] Kakooza på Instagram, synger med på fællessang i TV, ser skuespillere og forfattere opføre online corona-monologer og Netflix sætte hastigheden ned, så vi alle kan binge Tiger King og senere The Crown sammen på afstand. 

Vi undværer festivaler og frisører, og vi hilser ved et albue-puf, så vores hår gror uhæmmet og vores hud-sult er utæmmet. Sølvpapirshattene dukker frem på de sociale medier. Bill Gates og vaccine-chip, watch out! Corona er en konspiration. Piratfester og supersprederbegivenheder opstår. Det.synes.jeg.ikke.at.man.kan.være.bekendt., siger dronningen. 

Vi løsner en smule op for så at stramme til igen. Julen varer lige til påske. Ingen tør siger, at totusindogenogtyve bliver deres år, for vi har lært, som et ægte gajol-citat, at livet står i vejen for planer, vi lægger. Dette år mere end nogensinde.

Rigtig godt nytår! – Pas på jer selv og hinanden. 

Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene, og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende, for at se om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

 

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld og dens lys omslutter mig, som det har gjort før og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Samfundssind


Jeg rækker armen ud for at give hånden. Det gør vi ikke længere, siger modtageren. Jeg trækker taknemmeligt armen til mig og ærgrer mig over, at mine reflekser er så impulsstyret, at jeg glemmer, at jeg har brugt en del tanketid på at håndtere dette sceneri, som i tankerne, skulle være forløbet anderledes. Jeg skulle ikke have rakt ud.

Dagene efter lærer vi, at der er mange måder at række ud på mennesker imellem. Samfundssind. Vi rækker ud uden at række ud. Vi smiler til dem, der træder til side i supermarkedskøen. Vi rører hinanden på afstand. Beskeder vi sender. Opkald vi foretager. Corona-virussen er kommet til Danmark. Danskerne arbejder hjemme, mens børnene leger omkring dem. Vi har rigeligt tid nu. Tid til hinanden. Tid til os selv. Vi skal være og ikke gøre. Ingen planer at lægge. Fremtiden er uvis. Vi læner os tilbage i armene på velfærdssamfundet, stoler på myndighederne og sender en taknemmelig tanke til travle folk.

Sprog former virkeligheden. Samfundssind, det er, hvad vi gør. Handlekraftig og kompetent, det er, hvad vores kvindelige statsminister er. Den virkelige virkelighed hæmmer ikke kønnet. Kvinder kan handle. Mænd kan græde. I krisesituationer er vi alle mennesker først og fremmest.

Alt omkring os er forandret, men min hverdag er den samme, bortset fra at den ikke involverer andre eller andet, end det, der er omkring mig. Der er et fysisk fravær.

Min krop reagerer. Angsten som viser sig igennem tårer, der pludselig triller uprovokeret. Angsten der viser sig, når jeg pludselig føler, jeg skal kaste op. Overvældet over de menneskelig initiativer. Kroppen sladrer, om alt det der sker udenfor, og det virker voldsommere, end jeg føler det. Alvorligt er det.

Lyden af hjemmeisbilen. Naboen, der hoster (og altid har gjort det). Håndværkerne, der bygger udenfor mine vinduer. Det normale i denne unormale situation.

Pas på jer selv og hinanden ❤️