36

Tindertider. Endnu et flygtigt møde, hvor der kun er tid til et hej og et farvel. Baskende sommerfugle, der stoppede med at baske. Møder med mænd. En øl på en bar. En gåtur ved stranden. En kop kaffe i byen. Endnu en gåtur og en kaffe.

Hvad så du i mig over en kop kaffe, som du ikke ser over en drink og en middag? Og hvad ser jeg i dig? Alle leder vi, men uden at vide efter hvad. Jeg skriver titlen på en bog, og håber, han vil læse den og tænke på mig. Lad mig sætte mit aftryk på dig. Det er så hårdt bare at forsvinde, når jeg nu var lige her. I afvisningerne er egoet større end følelserne.

Alene er jeg bedst, hører jeg mig selv sige igen og igen uden at vide, om jeg mener det. Forvirret styrer vi lige ind i tosomheden og havner i ensomheden. Her er trygt. De misforstår min selvstændighed og mit manglende behov. Jeg behøver dig ikke, men jeg mangler dig. Forstå det nu. 

Fortiden sætter sine klør i nutiden. I 20’erne var det spændende. I 30’erne er det problematisk. Pak din bagage sammen, hvis du skal fortsætte rejsen med mig, siger vi uden at sige det. Er du i stand til at elske eller blive elsket? Famlende, fumlende forsøger vi at finde svaret, i hinanden og i os selv. Leder-ingeniøren. Sømanden. Grafikeren. Kunstneren. Økonomen. Osv. osv. Indimellem dukker gamle spøgelser op. Et like. Tindertider.  

Fortrængninger om fertilitet. For evigt frugtbar i fantasien. 

Håndfaste hilsner med indbyggede håb. Mange møder. Tekstforfatter. Kommunikationskonsulent. Community Coordinator. Osv. osv. Vi kunne ikke mærke, du brænder for jobbet, siger de hos jobbet, jeg brændte mest for, mens de fortæller mig, at de har valgt at ansætte inhouse. Men du er sød, siger hun, inden hun lægger røret på.

Rodløs og ambitiøs. Drømme der manifesterer sig. Drømmer om en ild, der ikke vil slukke. Frygten er ikke altoverskyggende. Skal du så leve af at skrive? Eller vil jeg i virkeligheden vaner. Famlende, fortvivlende forsøger jeg at finde svaret. Men tjenerforklædet skal smides og erstattes. Der en ild, der ikke vil slukke. Drømmer om brand igen. Alt indeni mig brænder – og udenfor en kirke og et lejlighedskompleks. Er det nødvendigt at rive bygningerne ned, eller bygger vi ovenpå det fundament, der er skabt? 

Lige her giver jeg hamsterhjulet fuckfingeren, står der på en bygning, jeg passerer i mit nye kvarter. Kvarteret er endnu fremmede for mig, men om lidt er det mit hjem og ikke længere fremmede.