Jeg rækker armen ud for at give hånden. Det gør vi ikke længere, siger modtageren. Jeg trækker taknemmeligt armen til mig, og ærgrer mig over, at mine reflekser er så impulsstyret, at jeg glemmer, at jeg har brugt en del tanketid på at håndtere dette sceneri, som i tankerne, skulle være forløbet anderledes. Jeg skulle ikke have rakt ud.

Dagene efter lærer vi, at der er mange måder at række ud på mennesker imellem. Samfundssind. Vi rækker ud uden at række ud. Vi smiler til dem, der træder til side i supermarkedskøen. Vi rører hinanden på afstand. Beskeder vi sender. Opkald vi foretager. Corona-virussen er kommet til Danmark. Danskerne arbejder hjemme, mens børnene leger omkring dem. Vi har rigeligt tid nu. Tid til hinanden. Tid til os selv. Vi skal være og ikke gøre. Ingen planer at lægge. Fremtiden er uvis. Vi læner os tilbage i armene på velfærdssamfundet, stoler på myndighederne og sender en taknemmelig tanke til travle folk.

Sprog former virkeligheden. Samfundssind, det er, hvad vi gør. Handlekraftig og kompetent, det er, hvad vores kvindelige statsminister er. Den virkelige virkelighed hæmmer ikke kønnet. Kvinder kan handle. Mænd kan græde. I krisesituationer er vi alle mennesker først og fremmest.

Alt omkring os er forandret, men min hverdag er den samme, bortset fra at den ikke involverer andre eller andet, end det, der er omkring mig. Der er et fysisk fravær.

Min krop reagerer. Angsten som viser sig igennem tårer, der pludselig triller uprovokeret. Angsten der viser sig, når jeg pludselig føler, jeg skal kaste op. Overvældet over de menneskelig initiativer. Kroppen sladrer, om alt det der sker udenfor, og det virker voldsommere, end jeg føler det. Alvorligt er det.

Lyden af hjemmeisbilen. Naboen, der hoster (og altid har gjort det). Håndværkerne, der bygger udenfor mine vinduer. Det normale i denne unormale situation.

Pas på jer selv og hinanden ❤️