36.

Tindertider. Endnu et flygtigt møde, hvor der kun er tid til et hej og farvel. Baskende sommerfugle, der stoppede med at baske. Møder med mænd. En øl på en bar. En gåtur ved stranden. En kop kaffe i byen. Endnu en gåtur og kaffe.

Hvad så du i mig over en kop kaffe, som du ikke ser over en drink og en middag? Og hvad ser jeg i dig? Alle leder vi, men uden at vide efter hvad. Jeg skriver titlen på en bog, og håber, han vil læse den og tænke på mig. Lad mig sætte mit aftryk på dig. Det er så hårdt bare at forsvinde, når jeg nu var lige her. I afvisningerne er egoet større end følelserne.

Alene er jeg bedst, hører jeg mig selv sige igen og igen, uden at vide om jeg mener det. Forvirret styrer vi lige ind i tosomheden og havner i ensomheden. Her er trygt. De misforstår min selvstændighed og mit manglende behov. Jeg behøver dig ikke, men jeg mangler dig. Forstå det nu. 

Fortiden sætter sine klør i nutiden. I 20’erne var det spændende. I 30’erne er det problematisk. Pak din bagage sammen, hvis du skal fortsætte rejsen med mig, siger vi uden at sige det. Er du i stand til at elske eller blive elsket. Famlende, fumlende forsøger vi at finde svaret, i hinanden og i os selv. Leder-ingeniøren. Sømanden. Grafikeren. Kunstneren. Økonomen. Osv. osv. Indimellem dukker gamle spøgelser op. Et like. Tinder tider.  

Fortrængninger om fertilitet. For evigt frugtbar i fantasien. 

Håndfaste hilsner med indbyggede håb. Mange møder. Tekstforfatter. Kommunikationskonsulent. Community Coordinator. Osv. osv. Vi kunne ikke mærke, du brænder for jobbet, siger de hos jobbet, jeg brændte mest for, mens de fortæller mig, at de har valgt at ansætte en inhouse. Men du er sød, siger hun, inden hun lægger røret på.

Rodløs og ambitiøs. Drømme der manifesterer sig. Drømmer om en ild, der ikke vil slukke. Frygten er ikke altoverskyggende. Skal du så leve af at skrive. Eller vil jeg i virkeligheden vaner.  Famlende, fortvivlende forsøger jeg at finde svaret. Men tjenerforklædet skal smides og erstattes. Der en ild, der ikke vil slukke. Drømmer om brand igen. Alt indeni mig brænder – og udenfor en kirke og et lejlighedskompleks. Er det nødvendigt at rive bygningerne ned, eller bygger vi ovenpå det fundament, der er skabt. 

Lige her giver jeg hamsterhjulet fuckfingeren, står der på en bygning, jeg passerer i mit nye kvarter. Kvarteret er endnu fremmed for mig, men om lidt er det mit hjem og ikke længere fremmed.  

Findes der racisme, spørger du

“For these innocent people have no other hope. They are, in effect, still trapped in a history which they do not understand; and until they understand it, they cannot be released from it. They have had to believe for many years, and for immumerable reasons, that black men are inferior to white men. Many of them, indeed, know better, but, as you will discover, people find it difficult to act on what they know. To act is to be committed and to be committed is to be in danger.” (James Baldwin The Fire Next Time)

Blikket her er mit, og det, jeg fører pennen ud fra, men erfaringerne er jeres, og der vil altid være en afstand til det, jeg forsøger at forstå og udtrykke gennem det oplevede, og med det oplevede, mener jeg det sete, ikke følte. Følelserne er også jeres. Det er blot mine ord, der forsøger at udtrykke, fordi jeg ved, at ord er et vigtigt redskab, og måske især imod kampen mod racisme. Det skrevne ord forsvinder aldrig. 

Og når jeg deler disse historier, og du har læst, og forhåbentlig indset, er de også dit ansvar. Dig med dine privileger, som ligesom jeg, har stået ved siden af og set racisme ske. 

Præmie-perkeren kaldte de dig. Den eneste mørke studerende på et vestjysk gymnasie og en af mine gode venner. Sammen havde vi en tradition med at tage til Aarhus Festuge og deltage i hiphopfestivalen Took It. Dig med dine to venner og mig med mine to veninder. Vi splitter op en aften, drengene og pigerne. Da I kommer tilbage, er dit ansigt forslået. Jeg bliver vred på dig, som man er vred, når man i virkeligheden er bange og ikke forstår. I dag forstår jeg, at det du var udsat for var racisme, og at du helt uprovokeret blev slået, fordi din hud er mørk, og du mødte en mand, der følte sig overlegen, fordi hans hud er hvid. Vi vasker blodet af dit ansigt, da vi kommer hjem. 

På et stort og oplyst nyhedsskilt over Århus Stiftstidendes lokaler ved Banegårdspladsen ser jeg et ansigt, der minder om dit. Efterlyst står der, og at du er farlig. Jeg genkender dig ikke. Jeg går hjem og google for at sikre mig, at det virkelig er dig. Du er stukket af fra Psykiatrisk Hospital, læser jeg. Forrige sommer spurgte du, hvordan jeg brugte mine aftener og mine weekender, for at få inspiration til hvordan du skulle bruge dine, i et land og i en by som endnu var dig fremmed. Og pludselig husker jeg, at jeg så dig forleden. Jeg tror, at vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke genkende de øjne, jeg så ind i, og smilet var der ikke længere. Du så bange ud, skræmt. Har de ret. Er du virkelig farlig, eller er det måden, vi skaber overskrifter på, der gør dig farlig. 

I radioen siger de, at du var en af de lokale slagsbrødre, som om dit mord kan forsvares. Men du var ikke lokal, og du var ikke en slagsbror. Du var model. Du var fodboldspiller. Du var kæreste. Du var bror og du var søn. Ville man have forvekslet dig med en lokal slagsbror, hvis din hud var lys. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dit mord på ingen måde kan forsvares, og at din kærestes gråd og din mors skrig, da de lagde dig i kisten, aldrig glemmes. Du blev 21 år. 

I Barcelona syntes du, at folk kiggede på os. Hvorfor kigger de, spurgte du mig. Fordi vi er et flot par, svarede jeg dig, men vidste, at det ikke var det svar, du ledte efter, at du ikke så det samme, når øjne hvilede på dig. Jeg viste, at du havde en forventning, måske endda erfaring, som gjorde at du så de øjne der hvilede på os, anderledes end jeg så dem. Selvom jeg ikke genkendte kampen, så jeg den dybt i dine brune øjne, og jeg mærkede den. Kampen for at høre til her og der. I dag tænker jeg stadig ofte på dig, og om du fortsat kæmper med at være den, du er, mellem alt du er, fordi du har den historie, du har. Alting går forud, men du er tvunget til at forholde dig til det der sker nu. 

Vi efterlader dig i nutiden og opfører os som fortiden. 

Igennem oplevede episoder forsøger jeg med disse historier og mange flere at forstå, men et vi og et de skaber en afstand, til det jeg forsøger at nærme mig. 

Lad os forholde os til, at handlinger i fortiden har været med til at skabe nutiden. Lad os sørge for, at ingen skal vælge mellem alt de er, men kan være, hvem de er. 

Findes der racisme, spørger du. Ja, svarer jeg. 

Lyt til artiklen her:

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld og dens lys omslutter mig, som det har gjort før og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Den dag min mor mødte dig, blev jeg valgt til

Min mor var 26 år, da hun blev gravid med en yngre mand. Graviditeten var ikke planlagt og manden var ikke i stand til at varetage den opgave, det var. Jeg var. Måske håbede min mor på mere. Måske håbede hun på, at han ville ændre sin mening. Måske ikke. Uanset besluttede hun sig for at beholde barnet, mig. Og til verden kom jeg en kold vinterdag i 1986. Sund og rask og med en udviklingskurve, der bevidnede, at min mor klarede jobbet som alenemor til ug med kryds og slange. I en tidlig alder havde jeg lært at kravle og gå. Jeg var social, men selvstændig. Mest af alt nysgerrig!

En sen nattetime på et diskotek i Aarhus møder min mor en anden mand. En jordbunden mand med nordjyske rødder, et stort rødt hår og sømandstatoveringer. Ingen vidste, hvad mødet indebar. At jeg snart ville kalde ham for far og han mig for sin datter.

Kloge mennesker har sagt, man former sin personlighed i de første år, man lever. Men min biologiske fars svigt fylder mindre, end den kærlighed jeg fik. Meget mindre. Svigtet har ikke formet mig. Kærligheden har.

Mit liv ændrede sig, den dag mor mødte dig. Jeg skulle aldrig komme til at mangle en far, og jeg fik to yngre søstre. Deres eksistens ændrede (også) mit liv. Men det er en anden historie. I mit liv findes der ingen halve søstre eller halve fædre. I er mit hele. Somme tider bliver jeg frustreret, vred, når andre ikke forstår.

Jeg er høj og mørk med store, markante træk. Du er lys og rødhåret med fregner og små, fine træk – som min ældste lillesøster. På ingen måde ligner vi hinanden. Vi deler ikke gener. Men vi deler historie. Du er en del af min historie og jeg er en del af din. Da jeg startede i folkeskolen, kæmpede jeg med matematikken. Du hjalp mig med at forsøge at få tallene til at give mening. Jeg undskylder for alle de gange, jeg har kastet matematikbøger efter dig i frustration og raseri, og jeg misunder dig den tålmodighed, du havde med mig. Du tog mig med i biografen for at se Midt om natten. Filmen husker jeg tydeligt. Hvordan den var barsk, men ærlig. Måske især for et barn. Men du forstod hurtigt, at man ikke kan afskærme et barn, der alligevel ser alt.

Du har altid fuldt dine egne veje, engang i mellem til stor irritation for dine omgivelser. Men det har også lært mig, at vejen ikke er ensporet. Alle de mennesker du kender og har mødt, og alle de mennesker jeg kender og har mødt. Jeg ved, hvor stor verden i virkeligheden er.

Sjældent tænker jeg over, at vi ikke deler gener. Det sker kun, når jeg får at vide, at vi ikke ligner hinanden – mine søskende og dig og mig. Så bliver jeg opmærksom på alt det, som ikke fylder i hverdagen. Jeg bliver opmærksom på biologien. Jeg bliver opmærksom på, at folk ikke kan se, vi hører samme. Jeg bliver opmærksom på, vi ikke deler navne.

Er jeg nysgerrig efter at møde min biologiske far. Nysgerrig efter at kende mine rødder? Jeg mangler ikke en far og har aldrig manglet en. Jeg spejler mine rødder i det indre og ikke i det ydre. Mine rødder kender jeg. Det er dem, der opdrog mig. Elskede mig. Det er vores historier flettet sammen, der skaber min. Der går ingen historie forud.

Den dag min mor mødte dig, ændrede mit liv sig. Jeg blev valgt til. Ikke fra.

 

Vinterbarn

2017. Jeg er 31 år uden job eller/og kæreste. Mit hjerte gør stadig ondt. Skriv, du er blevet brændt, siger min søster, da jeg installerer Tinder og opdager, jeg er blevet til dem, der har smadret mit selvværd.

Jeg skriver til min ex, at jeg er ensom og får dårlig samvittighed. Hvad ved jeg om ensomhed i forhold til den ensomhed, han kender. I mit forsøg på at retfærdiggøre, konkluderer jeg, man ikke kan have patent på en følelse. Jeg er træt af at savne en, der ikke savner mig. Tæller timer og prøver at leve op til det, jeg forventes ikke at føle længere. Tinder var en måde at glemme, men det virker ikke. Tværtimod bliver jeg vred. Vreden er dukket op de seneste år og får mig til at boble indeni. Hvor kommer den fra, vreden?

Jeg forsøger at udnytte den konstruktivt. Men jeg kommer til at skælde ud i stedet. Skælde ud på dem jeg føler har svigtet og på folk jeg ikke kender. Men hvem er jeg til at forlange noget eller nogens kærlighed?

Jeg har svært ved at sortere mellem egen og andre maver. På 50 minutter vurderer folk mig og fortæller, hvad jeg er og ikke er.

I lader jer narre for let.

Sætter lighedstegn mellem mig og melankolien. Forveksler den med et sårbart sind. Men jeg er en løve på lur, observerer, inden jeg handler.

De begraver et ungt menneske i Skt. Pauls kirke. Jeg kan se det fra vaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj. Jeg ser kirken blive fyldt op af mennesker, unge mennesker. Selvom jeg ikke kender ham, gør det ondt, og jeg bliver bange for at miste. Miste dem, der betyder noget. Og jeg bliver vred. Vred over, jeg ikke kan omfavne livet ordentligt, når jeg nu får lov at beholde det og han ikke gør.

31 år. 2017. Jeg kæmper med at udfylde de huller, der blev efterladt i 2016. Kærtegnene og kærligheden. Jeg har ikke kunnet finde en måde at gøre det på endnu. Det er længe siden, jeg er blevet rørt. Jobbet. Hvad står jeg op for, og er der en grund til at stille vækkeuret? Sorgen tyngder ikke længere, så jeg står op og rejser væk, lader solen og kunsten fylde mig. I tre måneder er vreden parkeret. Glæden i min øjne, den er tilbage, men noget er forandret i mig.

Jeg rejser ikke for at finde mig selv, men for at glemme mig selv.

Kreativiteten er mit holdepunkt.

Alle muligheder er åbne. Det var lettere i 20’erne. I 30’erne forventes at rammerne er sat. Er det mine forventninger, jeg ved det ikke.

2017, jeg har været vred, så vred. Banket hånden ind i væggen, når jeg vågnede, fordi jeg ikke orkede. Men med et ben foran det andet, er det altid lykkedes mig. Jeg har udnyttet mine nederlag, samlet min vrede sammen til en ild, der brænder i mig, når jeg har brug for at kæmpe, for at nå de mål, jeg sætter mig.

Måske havde jeg troet, at 2017 ville være anderledes. At jeg som 31-årig ville være anderledes. Men hvad havde jeg egentlig forventet?  Villa, volvo og vovse? En baby og et bryllup? En karriere og en kæreste?

Jeg forventer ingenting.

Måske er jeg stadig ensom og vred i 2018, 32 år, men jeg er også alt det andet og jeg rummer alle følelser. Og jeg vil forsøge ikke at forvente eller forlange noget af nogen. Og jeg vil mislykkedes.

Jeg kaster op over min egen selvtilstrækkelighed. Men jeg er her. Lige nu. I 2018, snart 32 år.