Jeg klarer det bedre på Malta end i Danmark. Her er ingen chef der fremprovokerer tårerne og gør det svært at holde pokerfjæs, når han spørger, hvordan jeg har det. Her er ingen morfar, man bliver nødt til at løbe væk fra, så man ikke tuder foran ham, når han fortæller, at man skal op med humøret og at livet går videre. Den eneste gang, jeg bryder sammen på Malta, er da jeg kommer til at lave sjov med min søsters pjuskede hår.

Sol, varmegrader, bøger og en søster. Sådan skal det være og sådan bør det være. Nu, hvor livet atter har halet indenom. Vi befinder os i Billund lufthavn, prøver solbriller, sprøjter med parfumer, fordriver tiden, som man gør bedst. Hujen og klapsalver tordne over vores hoveder. I dag er Danmark samlet, for vi (dvs. håndboldherrerne) kan vinde guld! Vi kan blive nr. 1 – og det vil vi gerne – så vi glemmer, at vi er generte og private. Sætter os sammen for at følge med i kampen. Grupper dannes omkring en mobil eller en iPad i boardingrummet. Fællesskabsfølelsen er til at tage og føle på. Flyet er forsinket, men letter ligeså snart kampen er vundet. Vi vandt (!!). Et ekko gennem Billunds terminaler. Vi lander i en mild middelhavsluft, hvor en chauffør bringer os direkte til vores hotel, hvor vi bliver indlogeret på det mindste hotelværelse, jeg nogensinde har set. Med fugt. Vi deler et lagn. Men de næste par dage, er vores største bekymringer, hvorvidt vi skal satse på poolen eller stranden den pågældende dag. Og hvad vi skal spise. Vi sender et foto til vores far fra hotellets højeste etage med udsigt over havet. Han svarer: “jeg ved godt, I prøver at se dorske ud…”

Vi har booket ture hjemmefra. Vi glemmer at møde op til guidemødet, eller det vil sige, der er ingen der fortæller, hvornår det er, så da vi kommer tilbage på hotelværelset, finder vi en seddel med, hvilke dage guiden har booket vores ture. Vi skal til Gozo dagen efter. En bil kommer og henter os. Vi skal ikke tænke. Overhovedet. Da færgen har bragt os på øen, står jeepene klar til at køre os rundt. En af guiderne råber “anyone speaks deutch”. Min søster, som har boet i Berlin de sidste 6 år, er hurtig til at melde sig. Jeg sender hende et skeptisk blik, for sidst jeg havde tysk, var i folkeskolen. Jeg forstå heldigvis stadig, men det føles som et handikap ikke at kunne udtrykke sig. Sprog er noget der skal øves. Tysk, spansk, fransk, arabisk, farsi står på min liste. Jeg vil være i stand til at kommunikere med verden, ikke kun delvist forstå den.

Jeg ved.

Frokost er inkluderet i vores tur. Tre retter med mennesker, man ikke kender. To ældre damer sidder overfor os. De kan hverken snakke engelsk eller tysk eller fransk for den sags skyld. To veninder, som ikke har vekslet et ord, men en af dem (den eneste der taler på turen, udover guiden, har spurgt, om jeg ikke ville tage et billede af dem. Noget hun desuden synes, jeg gjorde overraskende godt, så jeg bliver fotografen) sidder ved siden af. Hvis det ikke var for den bjergtagende udsigt, ville det være en akavet middag. På vores guidede tur, får vi muligheden for at se og sejle igennem den berømte Blue Grotto. Vi regner med en stille sejltur, men da vores guide laver en joke om, at vi først betaler manden efter turen, hvis vi er sikre tilbage, burde man måske have tænkt at bølgerne gik højere. For det gjorde de. Og jeg nød hvert sekund! – min søster var dog noget mere forbeholden. Gozo er Malta overlegen, så på trods af overskredede grænser, det tyske og den akavede middag, hvor tjeneren desuden glemmer to retter – deriblandt min- er vi høje, da vi forlader øen, for at vende tilbage til Malta. Tilbage til pool eller strand, pizza eller pasta. Det bliver lammekød den dag. Fiskene bliver præsenteret på en tallerken, hvor de ligger og stirrer på os med deres store øjne. Det bliver lammekød. Pludselig lugter det brændt. Efter lugten, kommer røgen. En stor røgsky står ud fra isbutikken, som er nabo til den restaurant, vi spiser på. De får røgen under kontrol og vi spiser videre og beslutter, at det ikke er der, vi skal købe is. Vi undrer os over, hvorfor moderen lod barnevognen med barnet stå i røgen. Men vi ved, man ikke skal blande sig i børneopdragelse.

En dag beslutter vi os for at besøge Maltas hovedstad Valetta, som Politken netop har lavet en 24 timers guide til. Den følger vi ikke. Efter en vellykket tur, skal vi tilbage med bussen, som vælger at vende om midt på turen og køre i 45 minutter, hvor ingen informationer udvekles. Vi kører rundt uden stop, mens passagerne råber “driver, stop!”, “driver tell us what’s going on”. Ikke underligt spreder der sig en lettere panisk stemning. Den ellers snaksaglige bus er pludselig stille. Bussen stopper og vi står alle af. Jeg spørger en medpassagere “what happend?”, men vedkommende kan ikke svare. Jeg spørger en anden. Hun kigger mærkeligt på mig og slår over i spansk. Mit overlevelsesjeg forstår spansk. Der er en stor katolsk fest, som har lukket den by, vi bor i. Da hun giver os navnet på den by, vi befinder os i, kender vi den ikke. Det bliver (en dyr) taxatur!

I Valetta finder vi den smukkeste udsigt. Mens vi sidder og nyder den, beslutter en fugl sig for at klatte på mig. Vi bliver enige om, det må betyde, at mit held vender. Dagen efter glider jeg på en sten på vej i havet. Jeg griner, som den eneste, der tilsyneladene kan se det komiske i situationen (og for at skjule, hvor ondt det gør). En ældre dame sender mig et medlidende blik og rækker mig et plaster.

Inden vi skal rejse hjem, går vi en tur og stikker vores bare fødder i alt det vand, vi kan. Et af de steder, vi finder, sker der pludselig noget ret mærkværdigt. Kollektivt beslutter samtlige af de badene at begynde at rydde op i vandet. Samle de grene og det tang, der flyder, sammen. Vi leder forgæves efter et skilt, hvor der står “bades der her, skal man rydde op i vandet!”…

På flyturen tilbage rammer vi ind i torden.

Men. Vi klarede en uge som charterturister, og som min søster sagde: “hvordan kan der ske så meget, når vi laver så lidt”!?, hvortil jeg svarer, “hvad havde du forventer, da du sagde ja til at rejse med mig…”