Om at bygge og flytte i et nyt hus, når man er 82 år

img_1482

”Nå, ville du spørge mig om noget” siger han, efter vi har brugt nogle timer på at snakke om vejret, familien og helbredet over en flaske rødvin og to gode, solide danske frokostretter. Det er en frostklar mandag og vi sidder på en restaurant med udsigt over Marselisborg havn. Et par andre gæster laver forretning over frokosten, ellers er der mennesketomt. Jeg tøver lidt, forklarer hvad en blog er og hvad min idé med disse fortællinger er, at alle har en historie at fortælle. Og den historie, jeg gerne vil, at han deler, er fortællingen om at bygge et nyt hus og flytte i en alder af 82 år. Jeg havde forestillet mig, at interviewet ville komme til at handle om alderdom, men bliver hurtigt klar over, det ikke er, hvad fylder. Angsten for at være alene, er den, der fylder.

”Jeg kan godt få en følelse af angst, hvis jeg skal gå i seng alene nogle nætter”.

Altså angst for at dø?

”Ja, sådan noget.”

For ca. 5 år siden døde Villys kone, Erna, af leukemi. Erna og Villy dannede par fra de var  henholdsvis 19 og 21 og til hun døde som 75-årig. Sammen har de fire børn, ni børnebørn og for nylig kom det første oldebarn. Efter Ernas død fandt Villy en kæreste, Grethe. De er i dag ved at bygge et hus, som de kan flytte ind i i starten af det nye år.

”Da Erna døde, var jeg taknemmelig for, at mine børn skiftevis inviterede mig på middage. Men må også indrømme at ligeså snart, jeg havde forladt deres indkørsler, ringede jeg til Grethe. På det tidspunkt havde hun et Bed & Breakfast i sit hjem, hvor der kom gæster, hun havde kendt længe og efterhånden var blevet venner med. Den tanke brød jeg mig ikke om, så hun endte med at vælge dem fra og mig til. Jeg dur ikke til at være alene. Det gør jeg bare ikke.”

Villy har altid levet i et parforhold og rollefordelingen har været tydelig. Han passede vedligeholdelsen af hus og have, hun lavede mad og var den sociale. Hende der samlede familen til højtider og traditioner. Ved siden af jobbet på fabrikken, vel at mærke. Villy nævner et par gange, hvordan han ikke er social, og det går op for mig, vi muligvis aldrig har været på tomandshånd før nu. Jeg mærker, at situationen er uvant for ham. Han snakker mere end han plejer.

Snakken falder naturligt på Erna, hvordan hun tog afsked påskesøndag med familien samlet omkring sig. Hvordan hun levede et langt og rigt liv indtil sygdommen ramte. Villy fortæller, hvordan han første gang mærkede hendes sygdom. De havde for vane at tage ud at spise om fredagen. Det var på denne restaurant, hun første gang blev dårlig. Hun mistede appetitten og de måtte køre hjem. Det var atypisk for hende. Han snakker om disse minder på en måde, der påvirker mig. Jeg har let ved at genkende kvinden, min mormor.

 ”Jeg kan ikke forestille mig, at opleve noget alene. Jeg har brug for en at dele alle mine oplevelser med”, siger han og trækker minutter senere sin iPhone frem fra brystlommen og ringer …”Hej ven, jeg sidder lige her med mit ældste barnebarn. Vi spiser bøf – han kigger over på mig – stjerneskud tilføjer jeg.” Han rækker mig telefonen, og jeg gentager, hvordan vi har det, hvor vi er og hvad vi spiser. Behovet for at dele alt bliver pludselig meget tydeligt illustreret ved dette opkald, som han foretager over frokosten midt i en sætning.

“Du er en pæn pige, du kan jo sagtens være i et parforhold, hvis du vil. “, siger han til mig. Han har en meget pragmatisk tilgang til livet. Jeg mærker tydeligt, han er fra en generation før Tindertiden. En tid, hvor frygten for at være alene fylder mere end frygten for at vælge den forkerte partner.

Men er der ikke et stykke vej fra tosomhed til at bygge et nyt hus og flytte – også alderen taget i betragtning?

“Jeg ved, man ikke får et hus i bedre kvalitet end det vi, Erna og jeg, har bygget. Vi har jo selv haft indflydelse på hver enkel, lille detaljer. Men det er også et hus fuld af aftryk, og jeg ved jo godt qua jeg er ældre end Grethe, at det er hende, der kommer til at sidde alene tilbage, så derfor bygger vi et nyt hus, hvor vi begge kan bo. Grethe har boet og arbejdet hele sit liv i Ry, så derfor skal vi bo der.”

Men hvorfor ikke blive boende hos hende i stedet for at bygge nyt?

“Grethe har lovet sin datter, at hun skal overtage hendes hus, og så er det også et gammelt hus, hvor trægulvet knirker og sådan. Der er flere, bl.a. min bror, der har foreslået, vi brækker det ned og bygger et nyt.”

Villy og Grethe har ikke valgt den løsning, men har i stedet købt en helt ny grund, hvor der bygges hus, og Villy har en klar mening om, hvordan det hus skal indrettes.

“Grethe har en spisestue fra vores konkurrenter, så jeg tager selvfølgelig min spisestue med”, siger han og nævner efterfølgende de andre møbler, der skal følge med til deres nye hjem “skrivebordet fra farens far, de brune lædersofamøbler (…)”

Sammen med sine to sønner ejer Villy et møbelfirma, der har eksisteret i flere generationer. Hver morgen sætter han sig ind i sin bil og kører på job, kører hjem til frokost og tilbage igen. Også i dag.

Alder er kun et tal. 🎄

En hyldest til poeten Leonard

Vi vågner op til en anden verden.

Men du tager os i hånden og vi danser sammen til der ikke er mere kærlighed.

På en trappe i Barcelona sang en gademusikant en af dine sang.

Vi lyttede.

Hallelujah.

Men det her er ikke måden at sige farvel på.

Vi gemmer den sidste dans.

Kærligheden er her stadig.

First we take Manhattan…

 

 

Så træk dog vejret, kvinde!

img_1841

“(..) to much energy in your country is spend on develop the mind instead of the heart (…), citatet er af Dalai Lama, et min far har haft med fra en af sine utallige rejser til Indien, som jeg fandt forleden, da jeg ryddede op og ud i min lejlighed (og mit hoved).

Jeg hang det op på badeværelset. For det, citatet, siger meget om den verden, vi lever i. Og om os, der lever i den.

Jeg havde netop været på en to timers strala (yoga) workshop, hvor jeg blev mindet om, hvor meget vi kan, hvis vi er i stand til at lytte til et af de klogeste værktøjer vi har – kroppen. I strala, lærte jeg, at man bør give plads, give slip. Hvis du mister din styrke eller din balance, så træd to skridt tilbage, hvis det får dig lettere frem. Lad være med at gå i stå, hvis du ikke med det samme kommer dertil, du gerne vil. Lad være med at frys, men bevæg dig i et flow, og lad være med at forvente, du kommer dertil, du gerne vil, hvis kroppen ikke er klar – du bliver nødt til at åbne døren, inden du går ind (ellers slår du dig unødvendigt).

Det er hårdt for en konkurrencemindet utålmodig sjæl at efterleve disse flowprincipper. Jeg vil gerne at tingene sker her og at de sker nu. Ikke i morgen. Men i længere tid har jeg kæmpet med at finde balancen. Alle har gode og dårlige (balance)dage, men jeg blev konstant slået ud af kurs, når jeg skulle balancere på benet, foden eller tæerne. Min krop skreg til mig, jeg skulle lytte til den, acceptere min ubalance og trække vejret lidt dybere, give mig tid. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at trække vejret (jf. tidligere indlæg) – og finder gradvist balancen. Ikke kun på tæerne, men også i hverdagen. Og indser, at det jeg troede fik mig langsommere frem, faktisk får mig hurtigere frem.

Kroppen er et redskab. Et redskab, vi bør bruge ligeså meget tid på at udvikle, som vi bruger på at udvikle vores hjerner. Kroppen er den, der forbinder hjerte og hjerne. Jeg giver Dalai ret, vi kunne komme længere, hvis vi brugte tid på at udvikle vores hjerter sammen med vores sind. ❤️

Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

Til dig, der frygter for de danske værdier


maxresdefault

Har du nogensinde frygtet for din mand, din kone, din bror, din søster, din far og din mor? Frygtet at de ikke ville være her i morgen? Frygtet at de ville dø, fordi nogen simpelthen beslutter sig for at slå dem ihjel?

Har du måtte sige farvel til din søn eller datter med visheden om, du ikke vil se dem de næste mange år, fordi du har besluttet dig for simpelthen at give dem en fremtid?

Har du haft svært ved at sove, fordi gadens lyde minder dig om lyden af bomber? Fordi lydene giver dig flash back til dengang de torturerede dig?

Aldrig har jeg skulle frygte for min familie. Men jeg har set en kvinde besvime, da hun modtager opkaldet om hendes brors død. Jeg har set voksne mænd med tårerne trillende ned af kinderne, når de fortæller om savnet til deres familie,  døtre og sønner.

Aldrig har jeg måtte sige farvel til min familie uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men jeg elsker en mand, der måtte.

Aldrig er jeg blevet tortureret, men jeg har set smerten og det slørrede blik, hos dem, der er.

Aldrig har jeg set eller hørt en bombe, men jeg har set blikket og angsten i øjnene på dem, der har.

Har du virkelig grund til at frygte? Du siger, du frygter for det danske samfund, de danske værdier. Men ved du egentlig, hvad de danske værdier er? Eller hvordan angst føles?

Jeg er træt helt ind i knoglerne. Træt af tonen. Træt af debatten. Ligesom alle andre fornuftige mennesker.

Hvornår blev politik til, hvem der kan lave flest stramninger og ikke, hvem der kan hjælpe flest mennesker.

I Danmark bryster vi os af vores værdier. De værdier er vi pt. ved at glemme. Dem, der frygter at flygtninge og indvandrer vil stjæle vores danske værdier, har ikke det fjerneste idé om, hvad danske værdier er.

Du har en agenda, når de omtaler flygtninge og indvandrere. Jeg har en anden. Jeg er i dialog med dem. Fortæller og forklarer, hvorfor demokratiet er så vigtigt. De forstår, for de fleste er jo netop flygtet fra lande, hvor mangel på demokrati har ført til krig og ødelæggelse. Demokrati er nemt at forstå, men så er der også det med velfærdssystemet, skat, kontanthjælp og integrationsydelse, hvorfor staten blander sig i børneopdragelse og arbejdsliv. Det vi må og skal forstå, er, at de veje flygtninge og indvandrer træder på, er veje de endnu ikke kender. Ligeledes ville vejene i Syrien, Iran, Irak, Afghanistan, Eritrea og Congo være det for os, hvis vi skulle flygte fra Danmark. I stedet for at frygte for demokratiet, kan I bruge det. Gå i dialog og sørg for at skabe en vej alle kan gå på – sammen. Kig fremad, ikke tilbage. Vi er nået langt siden 1849. Men uden kærlighed er der ingen Kierkegaard og uden dannelse ingen Grundtvig.

Danmark er ikke fordomme, fordømmelse og fordummelse. Det er demokrati, dialog og dannelse.

Manden med de brune øjne eller kvinden med tørklædet er her ikke for at tage noget fra dig, men fordi noget er blevet taget fra dem.

 

Sårbar situation

ea4ec8cbafd262e180ac8db58d1f5af7

Måske er jeg for følsom til kærligheden. Jeg er altid den, der elsker mest. Møder du mig, vil du få øje på en kvinde, der ser med sine følelser. Ser, hvordan jeg kan komme til at holde af, måske endda elske dig, indtil du forlader mig. Du fortæller mig, jeg skal være rationel og at vi ikke har en fremtid sammen.

Jeg lytter til dine ord. Måske giver de mening. Men du giver mere mening end de ord, du siger. For jeg mærker dig, ikke ordene. Det smil, der afslører, at vi har en historie sammen. Kender hinanden. Det blik, der afslører, vi holder af hinanden, måske endda elsker. Det er farligt. Jeg befinder mig i en sårbar situation.

Men vi har ikke en fremtid sammen. Fornuften forsøger at nå mig, men følelserne spænder ben. Sådan har det altid været. Du er logisk, intelligent, rationel. Jeg er følsom, sårbar og intuitiv. Min styke er min svaghed. Jeg har misundt dem, der målrettet følger en vej. Jeg har altid beundret dig for at være logisk.

Du spørger mig, hvad jeg vil. Hvordan min fremtid ser ud. Fortæller, du ikke vil stå i vejen. Jeg har ingen svar. De ord, der er brug for at blive sagt, forlader ikke mine læber. Fordi, jeg ved ikke, hvordan min fremtid ser ud. Jeg kender ikke svaret.

Det eneste jeg ved, er, hvordan det smil og det blik, vi sender hinanden, er ægte. Det er lige nu og her. Jeg befinder mig i en sårbar situation. Siger til mig selv, jeg ikke skal lade følelserne vinde over fornuften. Men følelserne dominerer igen og igen og igen.

Jeg er kvinden, du møder, som ser med sine følelser. Kvinden, du kiggede lidt for længe på og sendte et smil, som hun har svært ved at glemme. Jeg er kvinden, der elsker (for meget?). Jeg befinder mig i en sårbar situation.

#charterturister

Jeg klarer det bedre på Malta end i Danmark. Her er ingen chef der fremprovokerer tårerne og gør det svært at holde pokerfjæs, når han spørger, hvordan jeg har det. Her er ingen morfar, man bliver nødt til at løbe væk fra, så man ikke tuder foran ham, når han fortæller, at man skal op med humøret og at livet går videre. Den eneste gang, jeg bryder sammen på Malta, er da jeg kommer til at lave sjov med min søsters pjuskede hår.

Sol, varmegrader, bøger og en søster. Sådan skal det være og sådan bør det være. Nu, hvor livet atter har halet indenom. Vi befinder os i Billund lufthavn, prøver solbriller, sprøjter med parfumer, fordriver tiden, som man gør bedst. Hujen og klapsalver tordne over vores hoveder. I dag er Danmark samlet, for vi (dvs. håndboldherrerne) kan vinde guld! Vi kan blive nr. 1 – og det vil vi gerne – så vi glemmer, at vi er generte og private. Sætter os sammen for at følge med i kampen. Grupper dannes omkring en mobil eller en iPad i boardingrummet. Fællesskabsfølelsen er til at tage og føle på. Flyet er forsinket, men letter ligeså snart kampen er vundet. Vi vandt (!!). Et ekko gennem Billunds terminaler. Vi lander i en mild middelhavsluft, hvor en chauffør bringer os direkte til vores hotel, hvor vi bliver indlogeret på det mindste hotelværelse, jeg nogensinde har set. Med fugt. Vi deler et lagn. Men de næste par dage, er vores største bekymringer, hvorvidt vi skal satse på poolen eller stranden den pågældende dag. Og hvad vi skal spise. Vi sender et foto til vores far fra hotellets højeste etage med udsigt over havet. Han svarer: “jeg ved godt, I prøver at se dorske ud…”


Vi har booket ture hjemmefra. Vi glemmer at møde op til guidemødet, eller det vil sige, der er ingen der fortæller, hvornår det er, så da vi kommer tilbage på hotelværelset, finder vi en seddel med, hvilke dage guiden har booket vores ture. Vi skal til Gozo dagen efter. En bil kommer og henter os. Vi skal ikke tænke. Overhovedet. Da færgen har bragt os på øen, står jeepene klar til at køre os rundt. En af guiderne råber “anyone speaks deutch”. Min søster, som har boet i Berlin de sidste 6 år, er hurtig til at melde sig. Jeg sender hende et skeptisk blik, for sidst jeg havde tysk, var i folkeskolen. Jeg forstå heldigvis stadig, men det føles som et handikap ikke at kunne udtrykke sig. Sprog er noget der skal øves. Tysk, spansk, fransk, arabisk, farsi står på min liste. Jeg vil være i stand til at kommunikere med verden, ikke kun delvist forstå den.

Jeg ved.

Frokost er inkluderet i vores tur. Tre retter med mennesker, man ikke kender. To ældre damer sidder overfor os. De kan hverken snakke engelsk eller tysk eller fransk for den sags skyld. To veninder, som ikke har vekslet et ord, men en af dem (den eneste der taler på turen, udover guiden, har spurgt, om jeg ikke ville tage et billede af dem. Noget hun desuden synes, jeg gjorde overraskende godt, så jeg bliver fotografen) sidder ved siden af. Hvis det ikke var for den bjergtagende udsigt, ville det være en akavet middag. På vores guidede tur, får vi muligheden for at se og sejle igennem den berømte Blue Grotto. Vi regner med en stille sejltur, men da vores guide laver en joke om, at vi først betaler manden efter turen, hvis vi er sikre tilbage, burde man måske have tænkt at bølgerne gik højere. For det gjorde de. Og jeg nød hvert sekund! – min søster var dog noget mere forbeholden. Gozo er Malta overlegen, så på trods af overskredede grænser, det tyske og den akavede middag, hvor tjeneren desuden glemmer to retter – deriblandt min- er vi høje, da vi forlader øen, for at vende tilbage til Malta. Tilbage til pool eller strand, pizza eller pasta. Det bliver lammekød den dag. Fiskene bliver præsenteret på en tallerken, hvor de ligger og stirrer på os med deres store øjne. Det bliver lammekød. Pludselig lugter det brændt. Efter lugten, kommer røgen. En stor røgsky står ud fra isbutikken, som er nabo til den restaurant, vi spiser på. De får røgen under kontrol og vi spiser videre og beslutter, at det ikke er der, vi skal købe is. Vi undrer os over, hvorfor moderen lod barnevognen med barnet stå i røgen. Men vi ved, man ikke skal blande sig i børneopdragelse.

FullSizeRender.jpg

En dag beslutter vi os for at besøge Maltas hovedstad Valetta, som Politken netop har lavet en 24 timers guide til. Den følger vi ikke. Efter en vellykket tur, skal vi tilbage med bussen, som vælger at vende om midt på turen og køre i 45 minutter, hvor ingen informationer udvekles. Vi kører rundt uden stop, mens passagerne råber “driver, stop!”, “driver tell us what’s going on”. Ikke underligt spreder der sig en lettere panisk stemning. Den ellers snaksaglige bus er pludselig stille. Bussen stopper og vi står alle af. Jeg spørger en medpassagere “what happend?”, men vedkommende kan ikke svare. Jeg spørger en anden. Hun kigger mærkeligt på mig og slår over i spansk. Mit overlevelsesjeg forstår spansk. Der er en stor katolsk fest, som har lukket den by, vi bor i. Da hun giver os navnet på den by, vi befinder os i, kender vi den ikke. Det bliver (en dyr) taxatur!

I Valetta finder vi den smukkeste udsigt. Mens vi sidder og nyder den, beslutter en fugl sig for at klatte på mig. Vi bliver enige om, det må betyde, at mit held vender. Dagen efter glider jeg på en sten på vej i havet. Jeg griner, som den eneste, der tilsyneladene kan se det komiske i situationen (og for at skjule, hvor ondt det gør). En ældre dame sender mig et medlidende blik og rækker mig et plaster.

Inden vi skal rejse hjem, går vi en tur og stikker vores bare fødder i alt det vand, vi kan. Et af de steder, vi finder, sker der pludselig noget ret mærkværdigt. Kollektivt beslutter samtlige af de badene at begynde at rydde op i vandet. Samle de grene og det tang, der flyder, sammen. Vi leder forgæves efter et skilt, hvor der står “bades der her, skal man rydde op i vandet!”…

På flyturen tilbage rammer vi ind i torden.

Men. Vi klarede en uge som charterturister, og som min søster sagde: “hvordan kan der ske så meget, når vi laver så lidt”!?, hvortil jeg svarer, “hvad havde du forventer, da du sagde ja til at rejse med mig…”

 

Forventningernes drømme

beautiful-bridge-dress-girl-happy-Favim.com-412618

For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).

Om verdens bedste kompliment…

 

ludo.jpg

“Hvis du var en ludobrik, var du slået hjem nu”, siger håndværkeren til sin håndværkerven i filmen “Den eneste ene”. Sådan har jeg det. Ikke som en håndværker, men som en ludobrik, der skal starte forfra, runde 2 (eller 1000 who counts?) job, bopæl, kærlighed. Jeg har stadig et sted at bo, og det er jeg taknemmelig for, men jeg mistede jobbet og kærligheden. Jeg lærte utrolig meget af både job og kæreste. Jeg fandt en bedste ven, som jeg vil elske og holde af til den dag, jeg ikke længere er her. Han lærte mig at være tryg i kærligheden, at turde dele, fordi han tog imod. Indtil han ikke kunne længere. Sådan er det. Han er en af de mest inspirerende og motiverende mennesker, jeg kender. Jobbet lærte mig, at jeg kan gøre en lille forskel. At vi alle har brug for hinanden, for at forstå verden og os selv. I går havde jeg en travl dag på det job, som jeg er på vej til at forlade. Det betød at jeg var lidt over det hele og ikke sammen med den gruppe unge, jeg bruger mine uger med pt. Sidst på dagen samles vi til det fællesfoto, der skal gøre reklame for vores forestående forestilling. En ung, syrisk mand griber fat i mig og siger på gebrokkent engelsk; “Where were you? we need your energy”. Der står jeg, uden job, uden kæreste, uden søvn, helt udmattet og tænker, det er det bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. At man kan være i stand til at give energi, når man intet har. Det vil jeg huske til næste gang, jeg bliver slået hjem og skal starte forfra. At jeg kan godt give andre energi, jeg ikke selv har.

Det her indlæg er svært at skrive. Fordi det er forkælet, men ærligt. Jeg har, på trods af fyring og kærestesorg, venner og familie, som holder af mig og er der for mig, tæt på. Det er jeg ikke altid god til at udnytte, for når tingene bliver svære, gemmer jeg mig bag “storesøster” facaden. Jeg er den, der skal være stærk. Det er jeg ikke altid, men det gør mig flov, at min familie og mine venner skal se mig svag, når jeg bør være stærk. Men jeg er ikke altid stærk og jeg har også brug for at nogle griber mine 177 cm, når tæppet bliver revet væk under mig og jeg vælter. Det ved jeg nu, 30 år gammel. Jeg er dybt taknemmelig, når min yngste søster åbner sit hjem, når jeg ikke kan holde ud at være i mit eget. Når min far insisterende ringer utallige gange for at høre om jeg er ok, når min ældste yngste søster skriver ærligt, men kærligt til mig, eller når mine veninder gennemskuer min facade og rækker ud. Lov mig at gøre det samme, høj som lav. Tak! ❤️

Far og demokratiet

WP_000747

Vi er kommet langt. Så mange grundlovsdage. Så mange fædre, der fortjener at blive fejret på netop denne demokratiets dag.

Busserne kørte med regnbuefarvede flag i går og dannebrog i dag. Fra den sidste konge til den første dronning. Vi er nået længere, så lad os ikke gå tilbage.

Siden demokratiet har danskernes evne til at tænke selvstændigt og reflektere forøges gradvist. Demokratisk opdragelse fra vuggestue til plejehjem. Vi har lært at det er okay at være uenige, at se verden fra forskellige vinkler. Det er der mange lande, der ikke ved, er ok. Eller det vil sige, der er mange mennesker i mange lande, hvor man ikke får lov til at udvikle sig som selvstændige, reflekterende individer. Sideløbende med demokratiet har Danmark holdt fast i traditionerne – monarkiet og religionen. Religionen, der som andre religioner prædiker om, at lyset altid vinder over mørket. Hvorfor er det så, vi lader os vildlede af frygten, som er mørk og hæmmer demokratiet? Vi er nået så langt. Lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer i dag. Minoriteter har fået stemmer, som de har brugt, derfor flager busserne med regnbuefarvede flag og kvinder sidder i lederstillinger, mens fædre og mødre hjælper hinanden med de daglige gøremål.

Jeg føler sympati med dem, der ikke ved, hvor stor verden i virkeligheden er. Dem, der er opvokset side om side med mennesker der ligner dem. Verden er større. Det har min far bl.a. vist mig. En mand med meget kærlighed, men også en mand som tænker på sig selv. Gør som han vil. Hans vennekreds består af folk fra alle samfundets lag – kreative, ex-alkoholiker, tidlige narkomaner, byrådsmedlemmer og håndværkere etc. Han har som 57 -årig fået sit første faste job og for nylig taget en uddannelse. Han gør som han vil, og han omgiver sig med folk, han har lyst til at omgive sig med. Han besøgte Indien med rygsæk engang i ungdomsårene og han vender stadig tilbage med rygsækken i dag. Selvfølgelig er det nemmest at omgive sig med folk, man ligner, men man bliver uden tvivl klogere af at omgive sig med folk, der ikke ligner én. Derfor en stor tak til min far og det danske demokrati for at vise mig, hvor stor verden i virkeligheden er (og for at vise mig, at kærlighed er større end blodets bånd, far!).

Glædelig fars dag og grundlovsdag.