For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).