Om verdens bedste kompliment…

 

ludo.jpg

“Hvis du var en ludobrik, var du slået hjem nu”, siger håndværkeren til sin håndværkerven i filmen “Den eneste ene”. Sådan har jeg det. Ikke som en håndværker, men som en ludobrik, der skal starte forfra, runde 2 (eller 1000 who counts?) job, bopæl, kærlighed. Jeg har stadig et sted at bo, og det er jeg taknemmelig for, men jeg mistede jobbet og kærligheden. Jeg lærte utrolig meget af både job og kæreste. Jeg fandt en bedste ven, som jeg vil elske og holde af til den dag, jeg ikke længere er her. Han lærte mig at være tryg i kærligheden, at turde dele, fordi han tog imod. Indtil han ikke kunne længere. Sådan er det. Han er en af de mest inspirerende og motiverende mennesker, jeg kender. Jobbet lærte mig, at jeg kan gøre en lille forskel. At vi alle har brug for hinanden, for at forstå verden og os selv. I går havde jeg en travl dag på det job, som jeg er på vej til at forlade. Det betød at jeg var lidt over det hele og ikke sammen med den gruppe unge, jeg bruger mine uger med pt. Sidst på dagen samles vi til det fællesfoto, der skal gøre reklame for vores forestående forestilling. En ung, syrisk mand griber fat i mig og siger på gebrokkent engelsk; “Where were you? we need your energy”. Der står jeg, uden job, uden kæreste, uden søvn, helt udmattet og tænker, det er det bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. At man kan være i stand til at give energi, når man intet har. Det vil jeg huske til næste gang, jeg bliver slået hjem og skal starte forfra. At jeg kan godt give andre energi, jeg ikke selv har.

Det her indlæg er svært at skrive. Fordi det er forkælet, men ærligt. Jeg har, på trods af fyring og kærestesorg, venner og familie, som holder af mig og er der for mig, tæt på. Det er jeg ikke altid god til at udnytte, for når tingene bliver svære, gemmer jeg mig bag “storesøster” facaden. Jeg er den, der skal være stærk. Det er jeg ikke altid, men det gør mig flov, at min familie og mine venner skal se mig svag, når jeg bør være stærk. Men jeg er ikke altid stærk og jeg har også brug for at nogle griber mine 177 cm, når tæppet bliver revet væk under mig og jeg vælter. Det ved jeg nu, 30 år gammel. Jeg er dybt taknemmelig, når min yngste søster åbner sit hjem, når jeg ikke kan holde ud at være i mit eget. Når min far insisterende ringer utallige gange for at høre om jeg er ok, når min ældste yngste søster skriver ærligt, men kærligt til mig, eller når mine veninder gennemskuer min facade og rækker ud. Lov mig at gøre det samme, høj som lav. Tak! ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s