Jeg ser folk jagte fortrængte ambitioner.

Behøve friheden, som de tidligere så som et fængsel, da de jagtede rammerne.

Hvad leder du efter?, spørger de.

Jeg skriver, at jeg har planer og føler mig mere alene end nogensinde.

Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være tryg. Ikke have lyst til at løsrive mig i et omfavnende favntag, men blive holdt om, fordi jeg er forstået. 

Jeg kan altid få jer til at skrive, at jeg er smuk. Og når I gør, bliver jeg mindet om, at det er ikke det, jeg har brug for. 

Mit storhedsvanvid og mit mindreværd. Målt i mænd. Befri mig. Jeg vil bare elskes.

En evig jagt. På det ægte. På det smukke. Måske det grimme. Kunsten, kroppen, sammenhænget – det der kun bliver til mit, og som kan udfordre og elske mig på samme tid, uden svigt. 

Kroppen, som jeg altid kan stole på.

Vi er ved at nærme os igen. Engang imellem siger jeg ting, jeg fortryder. Måske for at komme skuffelsen i forkøbet. 

Jeg øver mig i at spejle mig i mennesker, der har ambitioner og drømme, der ligner mine. Mennesker, der lader mig beholde drømmende og ikke tager dem fra mig.

Jeg glæder mig til at finde tilbage til mit legende selv.

Hende, der forsøger at lave saltormotaler på trampolinerne.

Hende, der cyklede ubekymret.

Hende, der står på hovedet og på hænder (eller forsøger).

Langsomt finder jeg tilbage til hende.

Og måske er det meget godt, jeg lærte at være lidt forsigtig.

Fx cykler jeg nu med cykelhjelm (og savner ærligt friheden uden).

Jeg tænker på ulykken og mærker titaniumpladerne hver dag.

Jeg har set, at livet kan forvandle sig på få sekunder.

Og jeg ved, at jeg skal holde fast i de mennesker, der griber og omfavner mig, uden jeg beder dem om det.