Da jeg træder ud af toget på Roma Termini, tikker der en sms ind fra min gode ven, der har studeret og boet i Rom det meste af sin ungdom. Er du stadig i Rom?, skriver han. Jeg svarer, at timingen er perfekt. 

En mand følger efter mig fra Termini til mit hotel. Han spørger, om jeg er fra Amerika, og om jeg vil med ham til stranden. Jeg svarer, at det er jeg ikke, og det vil jeg ikke. Han siger, at jeg er smuk, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe af med ham. Da han spørger, om han må give mig sit nummer, og jeg svarer nej igen, forsvinder han heldigvis. 

Bygningerne, stedet, livet og følelsen af at bevæge sig alene rundt i byen overvælder mig. Og bag solbrillerne kan jeg mærke tårerne presse sig på. Livet er allermest overvældende, når jeg lever det. 

Jeg tjekker min vens anbefalinger og finder et spisested i gåafstand. Da jeg ankommer, er det endnu ikke åbent, så jeg sætter mig på en cafe i nærheden og bestiller lidt at drikke og spise, inden jeg går en tur i området. 

Min telefon er løbet tør for strøm, og min Kindle og min notesbog har jeg glemt på hotellet, så det eneste jeg kan, er at kigge på mennesker og skrive noter på mine kvitteringer. 

En britisk mand mødes med sin italienske ven og vennens velopdragne hund. Sammen skåler de i øl. En fransk familie, far, mor og søn sidder bag mig. Et par der ankommer på motorcykel – hele vejen fra Perugia (hvor jeg også er kommet fra), fortæller de tjeneren. Manden der sidder og læser i sin bog, mens han drikker sin øl. Kvinden der sætter sig ved bordet ved siden af mig og lyser op i et stort smil, da hun får øje på sin flotte mand, der kommer kørende på hans scooter.

Spisestedet er åbent. Jeg stiller mig i kø for at få et bord. Den italienske mamma ryster på hovedet, da tjeneren spørger hende, om de har et bord til mig – én person. Jeg forlader stedet og finder et sted, hvor jeg bestiller en pizza og et glas orangevin (som tjeneren anbefaler i stedet for hvidvinen). Træt, mæt og glad for at verden er ved at åbne igen. Jeg har savnet det, mere end jeg vidste. 

Jeg hører nogen råbe efter mig. Det er et ungt italiensk par fra byen. De vil have mig til at tage et billede af dem, foran det fodbold-graffiti jeg selv tog et foto af timer forinden, da jeg første gang gik igennem gaden. 

“You’re not english?” Spørger manden. Jeg fortæller dem, jeg er fra Danmark. ”We took revenge for you” svarer han, og de ønsker mig et godt ophold. Jeg tænker, jeg skulle have spurgt dem, om de ville drikke et glas vin eller en øl. 

Med en telefon uden strøm må jeg finde vej tilbage på egen hånd uden Google Maps. Jeg tager den forkerte vej og står pludselig omgivet af klassisk musik og operasang under åben himmel. Jeg stiller mig hen til indgangen og kigger ind. Jeg kan se orkesteret og publikum og får et lille glimt af scenen, hvor temaet er Japansk Geisha, og de medvirkende er klædt i smukke kostumer. Det er mit første møde med opera, og jeg tænker, at det er det perfekte møde – under åben himmel i Rom. Musikken og sangen følger mig videre i Roms gader. Det her var den perfekte omvej. 

”Are you lost?” råber en mand til mig fra sin parkerede bil. Han er en parodi på en italiener med sin brune kulør, let åbenstående skjorte og sølvhalskæde om halsen, og jeg er lidt i tvivl om hans intentioner. Han står foran mig, og jeg viser ham adressen, som jeg har skrevet ned på et stykke papir. Tilsyneladende er jeg på gaden, hvor hotellet ligger. Jeg er gået lige forbi hotellet opslugt i mine egne tanker og en aften i Rom. 

”Ciao bella”, siger manden.