Deltid

En mand iklædt make-up, lange falske øjenvipper, høje sorte laklæderstøvler, lårkorte denimshorts og en lang lys paryk træder ind gennem hotellets glas-skydedøre og går direkte mod mig. Kvinden – eller manden -, hvis pronomen jeg ikke kan gennemskue ud fra påklædningen, viser mig skærmen på sin telefon. På telefonen er en sms, med det jeg hurtigt gennemskuer, er et værelsesnummer. Jeg peger mod elevatoren. Kort tid efter bliver høn hentet i en bil med udenlandsk nummerplade. 

Min kvindelig kollega er forsvundet. Jeg har ikke lagt mærke til det midt i travlheden og har dårlig samvittighed. Hvor er hun, spørger de andre. Lidt efter finder de hende. En gæst har opført sig tarveligt, og vi har ikke været der til at gribe vores kollega. Nu græder hun. Vi giver hende ti minutter. Bagefter passer hun igen sit arbejde og smiler til gæsterne. 

Vi mister overblikket midt i travlheden. Overlevelse træder i stedet for service. Gæsterne får deres måltider senere, end det er acceptabelt. De venter og deres utålmodighed er til at tage og føle på. Da alt er faldet til ro, kalder en af gæsterne på mig. Han har ventet 60 minutter på sin mad. Han siger undskyld til mig, undskylder hvis han var hård. Venligheden rammer mig hårdere end alle de utilfredse kommentarer – og jeg kan mærke tårerne – men mine tårer viser sig aldrig blandt fremmede folk. 

En ældre dame er genhuset. Kommunen er ligeglad med en gammel kælling som mig, siger hun og rækker mig 100 kr. i drikkepenge, mens hun introducerer mig til sin søn og andet familie. 

En mand fra Holland spørger, om jeg har planer for weekenden, og om jeg kan anbefale steder at spise i byen, nu hvor jeg er in the business. Jeg finder min kollega, og siger, at jeg skal arbejde i weekenden. Hvilket også er sandt. 

Michael Falch er gæst. Han hilser flinkt. Jeg hilser igen og overvejer at fortælle ham, at jeg i min venindebog som barn havde skrevet hans navn under yndlingsalbum (what a strange kid). De fleste af mine yngre kolleger ved ikke, hvem han er. “Har I aldrig set Rejseholdet?”, spørger jeg. 

En masse mænd i læderveste og med tatoveringer bestiller Heineken i baren. De er de eneste gæster, og jeg den eneste bartender. Rockere viser det sig. Bandidos er samlet fra Danmark, Holland, England og Tyskland til klubfest. Jeg tager et billede af dem med en iPhone, mens de poserer, så deres rygmærker er tydelige. Manden i midten rækker fuckfinger og smiler til telefonens kameralinse. Et par timer efter bliver jeg inviteret med til deres klubfest den efterfølgende dag. En af mændene har sin kvinde med. Vi små-sludrer allesammen, da de facetimer med deres barn i Berlin, vender de kameraet mod mig, og jeg vinker og siger hej til barnet. Manden har jeg talt længe med, inden kvinden dukkede op. Han har inviteret mig til Berlin og vil gerne give mig sit telefonnummer, så jeg kan ringe næste gang, jeg er i området. Tøvende har jeg tiet. En af rockerne vil gerne giftes med mig. “Are you save to marry?” spørger han. Det ved jeg ikke, svarer jeg. 

Michael Falch er her igen.

Peter Ingemann er her også. En af rockerne sætter sig og taler med ham, som er de gamle kammerater. 

En gamle mand, der er gæst til en begravelse, stiller sig op og glor på mig. Jeg kigger bare, siger han. Jeg overlader begravelsen til en mandlig kollega. 

Hvad hedder du, spørger han, da jeg serverer for dem i restauranten. Med store bogstaver er der tatoveret Saras mand over hans arm. I baren kalder han mig over til sig. Jeg får øje på tatoveringen og svarer “hej Saras mand”. De blev skilt for  to måneder siden, og nu vil han gerne invitere mig ud. Jeg siger tak for interessen og takker med et semi-blussende ansigt pænt nej. 

Senere spørger han, om jeg ikke vil overveje det. Jeg er dårlig til at sige nej (flere gange) og for at komme ud af situationen siger jeg, han kan give mig sit telefonnummer. Det gør han. 

Efter flere øl begynder han at skrive beskeder på små lapper papir til mig. Nogle af dem med hjerter på. 

Efter endnu flere øl hopper han op på bardisken og trækker op i sit ene bukseben, og en tatovering, hvor der står made in Holland, bliver synlig.

Han arbejder hundred timer i døgnet (med kloak) og har et hus i Jægerspris. Jeg kunne ikke være mindre imponeret. 

Nogen uger efter dukker han op med en kvinde, han kalder skat. De køber tandbørster i receptionen. “Hvorfor har du aldrig skrevet til mig?”, spørger han, da kvinden ikke længere er der, og han er alene med sine medarbejdere (som blandt andet tæller hans far og bror). 

Du skiller dig lidt ud. Du er velformuleret, og det virker som om, du har noget livserfaring og i hvert fald et gymnasie bag dig, siger en yndlings-stamgæst til mig. Jeg føler mig set, giver ham ret, og fortæller ham, at jeg er 35 år og har en universitetsuddannelse bag mig. 

En af stamgæsterne tilbyder mig et job på Grønland hos sine forældre. Han skal selv derop og arbejde med sit håndværk og forlader sine kollegaer og hotellet. Det skal fejres i baren, aftaler vi. 

Inden han rejser, taler jeg med ham i baren på tomandshånd. Han har haft en dårlig dag. Der er blevet kastet anklager mod ham i firmaet, så i aften spiser de ikke i restauranten sammen. Han har haft et hjertestop, fortæller han. Han er ung, yngre end mig. Hjertestoppet fik han under en bytur. Bagefter tog han til Grønland uden at fortælle andre end sin familie det. Vennerne svigtede. Jeg spørger, om han er bange. Det er han. 

Hende der er sgu ikke særlig skarp, udbryder en gæst. De andre mandlige (som er de eneste) bargæster griner. Alfamænd der er bange for kloge kvinder, gør mig træt. Gæsterne fornemmer det. 

En lille dreng spørger sin mor, hvorfor mændene (i arbejdstøj i restauranten) taler så grimt. Hun svarer ham, at det er fordi, de er håndværkere. Drengen konkluderer, at han i hvert fald ikke skal være håndværker. 

Håndværkerne forsøger at sælge deres yngste mand til mig for en flok kameler og nogle alpakaer (de er søde, alpakaerne, bliver vi enige om). Manden, de vil afsætte mig til, er i 20erne. Hverken manden eller kollegaerne hænger sig i aldersforskellen.

En gæst fortæller mig, han har været i Ukraine og hente 45 flygtninge. Han viser mig en video af de telte, nødorganisationerne har sat op, og fortæller mig, at de ikke behøver mere tøj. De behøver mad (der kan holde sig) og penge. 

“De ukrainske flygtninge har jeg ikke noget imod. De vil hellere hjælpe end muslimer. Jeg har noget imod muslimer, der nasser. Dem har I også nogle af herude – i Ishøj”, siger han, mens han peger mod Ishøj. 

 

Advertisement