Jeg havde bestilt tid til den obligatoriske undersøgelse for livmoderhalskræft efter at have fået en mail i min e-Boks med en påmindelse. Jeg booker en tid og tænder for P1, hvor værterne taler om kvinder, der ikke booker tid til screening for livmoderhalskræft. Det er sådan nogle som mig, der husker det. Højtuddannede kvinder, der prioriterer deres helbred (læs: sig selv) og godt kan overskue det.
Jeg kigger forkert og møder op kl. 10.15, men har først en tid 10.45. Jeg går en tur for at fordrive tiden. Da jeg kommer tilbage, sidder der en ældre kvinde i venteværelset. Du er tidligt på den, siger lægen til hende. Hun fortæller mig, hun godt kan lide at komme i god tid – og desuden er der kun 10 minutter til hendes konsultation. Jeg fortæller hende, jeg også godt kan lide at komme i god tid og mødte op 30 minutter for tidligt.
Ind kommer en yngre mand. Han smiler og sætter sig ved det lange spisebord med magasiner i midten, som udgør lægens venteværelse. Han småsludrer lidt med os. Jeg sidder og læser et interview i et dameblad med modellen Josephine Skriver samtidigt. Der lyder en hønens galen. Den yngre mand slår alarmen fra på sin mobil, mens han lidt forfjamsket ser op på os, og vi griner sammen.
Nu er det min tur. Så ses vi igen, siger lægen. Jeg misforstår og tror, han mener, jeg har været meget til læge på det seneste. Men han talte bare om, at jeg jo var der for lidt siden, inden jeg gik en tur.
Han undersøger mig, siger alt ser fint ud, og at jeg ikke skal regne med, at prøverne viser noget negativt.
Da det er forholdsvis hurtigt overstået, spørger jeg, om jeg må stille nogle spørgsmål eller skal bestille en ny konsultation. Han siger, jeg bare kan stille de spørgsmål, jeg har.
Min vejrtrækning har føltes lidt besværet siden ulykken for snart to år siden (17. august 2020 for at være præcis), eller er det siden corona?
Det er ikke blevet bedre, siden han sidst lyttede til mine lunger, sendte mig til scanning på Frederiksberg og et forløb på Bispebjerg. Han havde lyttet på lunger i mange år, og aldrig hørt den lyd, sagde han.
Der var intet at se på billederne fra scanningen, og på Bispebjerg grinede de unge læger og spurgte, om min læge aldrig havde haft en tynd patient før. Den lyd min læge havde hørt, var bare lungerne, der træk sig ind og ud. Man kunne høre hele processen. Typisk. Det er altid kroppen, der har afsløret mig.
Mine organer har altid larmet. Når jeg balancerer ting på min mave, hopper de. Som om der er en anden person inden i mig. Så kraftig er pulsen. Det er i maven alle følelserne sidder.
Nå, men tilbage til konsultationen. Da lægen endnu engang har lyttet på mine lunger og ikke rigtigt siger noget, og vi fortsat har tid til overs, kommer jeg i tanke om endnu et spørgsmål.
For efterhånden flere måneder siden, tænkte jeg, det var på tide at tjekke min fertilitet.
Jeg er 36 og uden partner, skrev jeg til lægen. Han svarede dengang, at jeg skulle booke en tid, så vi kunne tale om det. Det skræmte mig, at han ville tale om det, så jeg bookede aldrig en tid.
Han tager et par kuglepenne fra en beholder på bordet og siger, jeg kan fortælle dig, hvor mange æg du har, men ikke hvilken tilstand de er i. Han konstaterer derfor, det ikke giver mening.
Har du kærester, siger han. Kærester i flertal. Jeg tænker, han ikke har lyttet særlig godt efter. Jeg har jo lige fortalt ham, jeg er 36 år og ikke har en partner og derfor har brug for at vide, hvor længe min krop endnu er fertil, hvis den overhovedet er det. Er jeg nødt til at tage stilling til noget?
Det er en svær snak, siger han. Jeg tror, det er ham selv, han tænker på her. Det er ham, snakken er svær for.
Men hvad betyder det så, spørger jeg. Skal jeg tage stilling til, om jeg vil have et barn?
Han stiller sig ved vinduet og ruller persiennerne op, mens han siger, han ikke kan anbefale mig at få et barn alene. Det er jo meget rart at have en far, når barnet græder tre gange om natten.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, uden det lyder forkert, siger han og stirrer ud i luften, i hvad der føles som flere minutter.
Prøv mig. Jeg sorterer fra, svarer jeg. Det øver jeg mig i. At sortere fra.
Måske er du kræsen. Måske får du ikke den villa og den perfekte mand, du tror, du får, og du drømmer om. Jeg ved ikke helt, hvem han taler til eller om, men da vi er alene i lokalet, må det tilsyneladende være mig.
Jeg kan ikke rigtig hidse mig op, fordi hans ide om, hvem jeg er, føles så misforstået. I stedet spørger jeg, om han ikke er lidt forudindtaget. Det synes han ikke.
Jeg var heldig at få børn, da jeg var i slutningen i 20erne, siger han. Men så blev jeg også skilt, da jeg var 32 år. Det går op for mig, at vi taler om hans drømme nu.
Jeg er vokset op i en lejlighed med en enlig mor de første år af mit liv, og har aldrig drømt om en villa, siger jeg. Det føles godt at sige til en, der lige har frarådet mig at få et barn alene.
God sommer siger han. Jeg gengælder og hilser også ham en god sommer.
Han siger, han jo kan henvise mig til en psykolog.
Jeg morer mig lidt over forslaget, og ikke mindst timingen. At han tror, det er det her, jeg har allermest brug for at tale med en psykolog om. Og nu.
Jeg forlader stedet, mere forvirret end da jeg kom.
Min ex-kæreste forlod mig for efterhånden mange år siden med ordene, du skal være mor, og jeg vil ikke være far. Bare fordi du forlader mig, er det jo ikke sikkert, jeg bliver mor. Tosomheden kunne måske være et alternativ. Der er jo ingen garantier. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde det højt. Jeg tænkte det i hvert fald.
Jeg havde aldrig forestillet mig moderskabet var noget, jeg skulle tage stilling til. Jeg forestillede mig, det var noget, der ville ske. Det gør jeg nok stadig.
rastløse tanker 