En samtale med lægen

Foto: Maria Ovesen

Jeg havde bestilt tid til den obligatoriske undersøgelse for livmoderhalskræft efter at have fået en mail i min e-Boks med en påmindelse. Jeg booker en tid og tænder for P1, hvor værterne taler om kvinder, der ikke booker tid til screening for livmoderhalskræft. Det er sådan nogle som mig, der husker det. Højtuddannede kvinder, der prioriterer deres helbred (læs: sig selv) og godt kan overskue det.  

Jeg kigger forkert og møder op kl. 10.15, men har først en tid 10.45. Jeg går en tur for at fordrive tiden. Da jeg kommer tilbage, sidder der en ældre kvinde i venteværelset. Du er tidligt på den, siger lægen til hende. Hun fortæller mig, hun godt kan lide at komme i god tid – og desuden er der kun 10 minutter til hendes konsultation. Jeg fortæller hende, jeg også godt kan lide at komme i god tid og mødte op 30 minutter for tidligt.

Ind kommer en yngre mand. Han smiler og sætter sig ved det lange spisebord med magasiner i midten, som udgør lægens venteværelse. Han småsludrer lidt med os. Jeg sidder og læser et interview i et dameblad med modellen Josephine Skriver samtidigt. Der lyder en hønens galen. Den yngre mand slår alarmen fra på sin mobil, mens han lidt forfjamsket ser op på os, og vi griner sammen.  

Nu er det min tur. Så ses vi igen, siger lægen. Jeg misforstår og tror, han mener, jeg har været meget til læge på det seneste. Men han talte bare om, at jeg jo var der for lidt siden, inden jeg gik en tur.  

Han undersøger mig, siger alt ser fint ud, og at jeg ikke skal regne med, at prøverne viser noget negativt. 

Da det er forholdsvis hurtigt overstået, spørger jeg, om jeg må stille nogle spørgsmål eller skal bestille en ny konsultation. Han siger, jeg bare kan stille de spørgsmål, jeg har. 

Min vejrtrækning har føltes lidt besværet siden ulykken for snart to år siden (17. august 2020 for at være præcis), eller er det siden corona?

Det er ikke blevet bedre, siden han sidst lyttede til mine lunger, sendte mig til scanning på Frederiksberg og et forløb på Bispebjerg. Han havde lyttet på lunger i mange år, og aldrig hørt den lyd, sagde han. 

Der var intet at se på billederne fra scanningen, og på Bispebjerg grinede de unge læger og spurgte, om min læge aldrig havde haft en tynd patient før. Den lyd min læge havde hørt, var bare lungerne, der træk sig ind og ud. Man kunne høre hele processen. Typisk. Det er altid kroppen, der har afsløret mig.  

Mine organer har altid larmet. Når jeg balancerer ting på min mave, hopper de. Som om der er en anden person inden i mig. Så kraftig er pulsen. Det er i maven alle følelserne sidder.

Nå, men tilbage til konsultationen. Da lægen endnu engang har lyttet på mine lunger og ikke rigtigt siger noget, og vi fortsat har tid til overs, kommer jeg i tanke om endnu et spørgsmål. 

For efterhånden flere måneder siden, tænkte jeg, det var på tide at tjekke min fertilitet. 

Jeg er 36 og uden partner, skrev jeg til lægen. Han svarede dengang, at jeg skulle booke en tid, så vi kunne tale om det. Det skræmte mig, at han ville tale om det, så jeg bookede aldrig en tid.  

Han tager et par kuglepenne fra en beholder på bordet og siger, jeg kan fortælle dig, hvor mange æg du har, men ikke hvilken tilstand de er i. Han konstaterer derfor, det ikke giver mening.  

Har du kærester, siger han. Kærester i flertal. Jeg tænker, han ikke har lyttet særlig godt efter. Jeg har jo lige fortalt ham, jeg er 36 år og ikke har en partner og derfor har brug for at vide, hvor længe min krop endnu er fertil, hvis den overhovedet er det. Er jeg nødt til at tage stilling til noget? 

Det er en svær snak, siger han. Jeg tror, det er ham selv, han tænker på her. Det er ham, snakken er svær for. 

Men hvad betyder det så, spørger jeg. Skal jeg tage stilling til, om jeg vil have et barn? 

Han stiller sig ved vinduet og ruller persiennerne op, mens han siger, han ikke kan anbefale mig at få et barn alene. Det er jo meget rart at have en far, når barnet græder tre gange om natten. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, uden det lyder forkert, siger han og stirrer ud i luften, i hvad der føles som flere minutter. 

Prøv mig. Jeg sorterer fra, svarer jeg. Det øver jeg mig i. At sortere fra.

Måske er du kræsen. Måske får du ikke den villa og den perfekte mand, du tror, du får, og du drømmer om. Jeg ved ikke helt, hvem han taler til eller om, men da vi er alene i lokalet, må det tilsyneladende være mig. 

Jeg kan ikke rigtig hidse mig op, fordi hans ide om, hvem jeg er, føles så misforstået. I stedet spørger jeg, om han ikke er lidt forudindtaget. Det synes han ikke. 

Jeg var heldig at få børn, da jeg var i slutningen i 20erne, siger han. Men så blev jeg også skilt, da jeg var 32 år. Det går op for mig, at vi taler om hans drømme nu. 

Jeg er vokset op i en lejlighed med en enlig mor de første år af mit liv, og har aldrig drømt om en villa, siger jeg. Det føles godt at sige til en, der lige har frarådet mig at få et barn alene. 

God sommer siger han. Jeg gengælder og hilser også ham en god sommer. 

Han siger, han jo kan henvise mig til en psykolog. 

Jeg morer mig lidt over forslaget, og ikke mindst timingen. At han tror, det er det her, jeg har allermest brug for at tale med en psykolog om. Og nu.

Jeg forlader stedet, mere forvirret end da jeg kom. 

Min ex-kæreste forlod mig for efterhånden mange år siden med ordene, du skal være mor, og jeg vil ikke være far. Bare fordi du forlader mig, er det jo ikke sikkert, jeg bliver mor. Tosomheden kunne måske være et alternativ. Der er jo ingen garantier. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde det højt. Jeg tænkte det i hvert fald. 

Jeg havde aldrig forestillet mig moderskabet var noget, jeg skulle tage stilling til. Jeg forestillede mig, det var noget, der ville ske. Det gør jeg nok stadig. 

Deltid

En mand iklædt make-up, lange falske øjenvipper, høje sorte laklæderstøvler, lårkorte denimshorts og en lang lys paryk træder ind gennem hotellets glas-skydedøre og går direkte mod mig. Kvinden – eller manden -, hvis pronomen jeg ikke kan gennemskue ud fra påklædningen, viser mig skærmen på sin telefon. På telefonen er en sms, med det jeg hurtigt gennemskuer, er et værelsesnummer. Jeg peger mod elevatoren. Kort tid efter bliver høn hentet i en bil med udenlandsk nummerplade. 

Min kvindelig kollega er forsvundet. Jeg har ikke lagt mærke til det midt i travlheden og har dårlig samvittighed. Hvor er hun, spørger de andre. Lidt efter finder de hende. En gæst har opført sig tarveligt, og vi har ikke været der til at gribe vores kollega. Nu græder hun. Vi giver hende ti minutter. Bagefter passer hun igen sit arbejde og smiler til gæsterne. 

Vi mister overblikket midt i travlheden. Overlevelse træder i stedet for service. Gæsterne får deres måltider senere, end det er acceptabelt. De venter og deres utålmodighed er til at tage og føle på. Da alt er faldet til ro, kalder en af gæsterne på mig. Han har ventet 60 minutter på sin mad. Han siger undskyld til mig, undskylder hvis han var hård. Venligheden rammer mig hårdere end alle de utilfredse kommentarer – og jeg kan mærke tårerne – men mine tårer viser sig aldrig blandt fremmede folk. 

En ældre dame er genhuset. Kommunen er ligeglad med en gammel kælling som mig, siger hun og rækker mig 100 kr. i drikkepenge, mens hun introducerer mig til sin søn og andet familie. 

En mand fra Holland spørger, om jeg har planer for weekenden, og om jeg kan anbefale steder at spise i byen, nu hvor jeg er in the business. Jeg finder min kollega, og siger, at jeg skal arbejde i weekenden. Hvilket også er sandt. 

Michael Falch er gæst. Han hilser flinkt. Jeg hilser igen og overvejer at fortælle ham, at jeg i min venindebog som barn havde skrevet hans navn under yndlingsalbum (what a strange kid). De fleste af mine yngre kolleger ved ikke, hvem han er. “Har I aldrig set Rejseholdet?”, spørger jeg. 

En masse mænd i læderveste og med tatoveringer bestiller Heineken i baren. De er de eneste gæster, og jeg den eneste bartender. Rockere viser det sig. Bandidos er samlet fra Danmark, Holland, England og Tyskland til klubfest. Jeg tager et billede af dem med en iPhone, mens de poserer, så deres rygmærker er tydelige. Manden i midten rækker fuckfinger og smiler til telefonens kameralinse. Et par timer efter bliver jeg inviteret med til deres klubfest den efterfølgende dag. En af mændene har sin kvinde med. Vi små-sludrer allesammen, da de facetimer med deres barn i Berlin, vender de kameraet mod mig, og jeg vinker og siger hej til barnet. Manden har jeg talt længe med, inden kvinden dukkede op. Han har inviteret mig til Berlin og vil gerne give mig sit telefonnummer, så jeg kan ringe næste gang, jeg er i området. Tøvende har jeg tiet. En af rockerne vil gerne giftes med mig. “Are you save to marry?” spørger han. Det ved jeg ikke, svarer jeg. 

Michael Falch er her igen.

Peter Ingemann er her også. En af rockerne sætter sig og taler med ham, som er de gamle kammerater. 

En gamle mand, der er gæst til en begravelse, stiller sig op og glor på mig. Jeg kigger bare, siger han. Jeg overlader begravelsen til en mandlig kollega. 

Hvad hedder du, spørger han, da jeg serverer for dem i restauranten. Med store bogstaver er der tatoveret Saras mand over hans arm. I baren kalder han mig over til sig. Jeg får øje på tatoveringen og svarer “hej Saras mand”. De blev skilt for  to måneder siden, og nu vil han gerne invitere mig ud. Jeg siger tak for interessen og takker med et semi-blussende ansigt pænt nej. 

Senere spørger han, om jeg ikke vil overveje det. Jeg er dårlig til at sige nej (flere gange) og for at komme ud af situationen siger jeg, han kan give mig sit telefonnummer. Det gør han. 

Efter flere øl begynder han at skrive beskeder på små lapper papir til mig. Nogle af dem med hjerter på. 

Efter endnu flere øl hopper han op på bardisken og trækker op i sit ene bukseben, og en tatovering, hvor der står made in Holland, bliver synlig.

Han arbejder hundred timer i døgnet (med kloak) og har et hus i Jægerspris. Jeg kunne ikke være mindre imponeret. 

Nogen uger efter dukker han op med en kvinde, han kalder skat. De køber tandbørster i receptionen. “Hvorfor har du aldrig skrevet til mig?”, spørger han, da kvinden ikke længere er der, og han er alene med sine medarbejdere (som blandt andet tæller hans far og bror). 

Du skiller dig lidt ud. Du er velformuleret, og det virker som om, du har noget livserfaring og i hvert fald et gymnasie bag dig, siger en yndlings-stamgæst til mig. Jeg føler mig set, giver ham ret, og fortæller ham, at jeg er 35 år og har en universitetsuddannelse bag mig. 

En af stamgæsterne tilbyder mig et job på Grønland hos sine forældre. Han skal selv derop og arbejde med sit håndværk og forlader sine kollegaer og hotellet. Det skal fejres i baren, aftaler vi. 

Inden han rejser, taler jeg med ham i baren på tomandshånd. Han har haft en dårlig dag. Der er blevet kastet anklager mod ham i firmaet, så i aften spiser de ikke i restauranten sammen. Han har haft et hjertestop, fortæller han. Han er ung, yngre end mig. Hjertestoppet fik han under en bytur. Bagefter tog han til Grønland uden at fortælle andre end sin familie det. Vennerne svigtede. Jeg spørger, om han er bange. Det er han. 

Hende der er sgu ikke særlig skarp, udbryder en gæst. De andre mandlige (som er de eneste) bargæster griner. Alfamænd der er bange for kloge kvinder, gør mig træt. Gæsterne fornemmer det. 

En lille dreng spørger sin mor, hvorfor mændene (i arbejdstøj i restauranten) taler så grimt. Hun svarer ham, at det er fordi, de er håndværkere. Drengen konkluderer, at han i hvert fald ikke skal være håndværker. 

Håndværkerne forsøger at sælge deres yngste mand til mig for en flok kameler og nogle alpakaer (de er søde, alpakaerne, bliver vi enige om). Manden, de vil afsætte mig til, er i 20erne. Hverken manden eller kollegaerne hænger sig i aldersforskellen.

En gæst fortæller mig, han har været i Ukraine og hente 45 flygtninge. Han viser mig en video af de telte, nødorganisationerne har sat op, og fortæller mig, at de ikke behøver mere tøj. De behøver mad (der kan holde sig) og penge. 

“De ukrainske flygtninge har jeg ikke noget imod. De vil hellere hjælpe end muslimer. Jeg har noget imod muslimer, der nasser. Dem har I også nogle af herude – i Ishøj”, siger han, mens han peger mod Ishøj.