Farvel til totusind og tyve

We did it siger Kamala [Harris] – den første kvindelige vicepræsident – til [Joe] Biden, men [Donald] Trump vil ikke opgive sit herredømme endnu. Alt er fake news, og fantasien kan endnu engang ikke overgå virkeligheden. Brexit får en deal på falderebet. [Morten] Østergaard har lagt en hånd på et lår, og [Frank] Jensen er ked af, at hans sexchikane overskygger hans politiske resultater. Beirut og Frankrig kæmper ikke kun med pandemien, men også med terrorismen. Godshavnsdrengene får en undskyldning, og børnene på Lesbos fryser stadig. Cluster 5 afliver minkindustrien, og Mette [Frederiksen] og minkfarmerne græder på TV, krokodilletårer er der nogle der påstår om Mettes tårer.

Vi forsøger at være woke uden at krænke. Statuer bliver væltet, og ord bliver slettet. I can’t breath, som et ekko og en opvågning. En stor TV-kanon, der vil have sin pik suttet eller ødelægge [Sofie] Lindes karriere. Totusindogtyve er andet end pandemi og social boble. Det er også sammenhold #Blacklivesmatter og #MeToo.

Vi er o-m-s-t-i-l-l-i-n-g-s-p-a-r-a-t-e som aldrig før. Arbejder hjemme, holder møder og dyrker yoga på zoom, dans på TikTok og fitness med [Melvin] Kakooza på Instagram, synger med på fællessang i TV, ser skuespillere og forfattere opføre online corona-monologer, og Netflix sætter hastigheden ned, så vi alle kan binge Tiger King og senere The Crown sammen på afstand. 

Vi undværer festivaler og frisører, og vi hilser ved et albue-puf, så vores hår gror uhæmmet og vores hud-sult er utæmmet. Sølvpapirshattene dukker frem på de sociale medier. Bill Gates og vaccine-chip, watch out! Corona er en konspiration. Piratfester og supersprederbegivenheder opstår. Det.synes.jeg.ikke.at.man.kan.være.bekendt., siger dronningen. 

Vi løsner en smule op for så at stramme til igen. Julen varer lige til påske. Ingen tør siger, at totusindogenogtyve bliver deres år, for vi har lært, som et ægte gajol-citat, at livet står i vejen for planer, vi lægger. Dette år mere end nogensinde.

Rigtig godt nytår! – Pas på jer selv og hinanden. 

Den uheldige svømmer

Det er mandag på en sensommerdag, og temperaturen er høj. Jeg kan ikke finde mine nøgler og styrter rundt på de 40 m2, jeg lejer på Nørrebro. Klokken er ti minutter over min aftale. Jeg ringer og siger, jeg bliver forsinket, smutter op til mine overboere, som også er mine udlejere, for at låne deres ekstranøgler til lejligheden. Jeg sætter mig på cyklen og cykler mod min badeaftale.

Solen står højt på himlen, og der er mennesker overalt. Jeg cirkler rundt om mig selv, mens min veninde i telefonen forsøger at guide mig i den rigtige retning.

Min veninde rækker mig den ansøgning og det jobopslag, jeg har bedt hende printe, til en jobsamtale jeg har den efterfølgende dag. Vi taler om jobbet, mens vi sidder i skyggen, og venter på, at solen skal nå os.

En følelse af noget tyngder mig ned. Jeg er under vandet uden at vide hvordan. Oppe ved overfladen reagerer jeg instinktivt. Jeg ser personen, der ramte mig, og hører, han spørger, om jeg er okay. Jeg svømmer til kanten og klatrer op ad stien, da jeg er usikker på mine egne kræfter, sikrer jeg mig, at han er bagved imens.

Jeg ser folk komme løbende og mærker blodet, der fosser fra mit ansigt. Jeg er lidt svimmel, siger jeg, giver slip og overlader kontrollen fuldstændig. Fremmede hjælpende hænder, der gør mig tryg – en kvinde og en mand, min veninde, der bevarer roen. Jeg er ved bevidsthed, så i stedet for ambulanceudrykning ender jeg med en blødende næse i en våd badedragt på bagsædet af en taxa. Min veninde sidder ved min side med sin babybule og bevarer fortsat roen.

På Rigshospitalet traumecenter bliver jeg placeret i en seng med en pose is. Venstre side af mit ansigt er svulmet op og forvandler mit ansigt, så jeg ikke kan åbne venstre øje. Bag forhænget overfor ligger en kvinde. Hun er faldet bagover i en båd, og jeg kan høre lægerne fortæller hende, at hun har fået en flænge i nyren.

En læge trykker mig i ansigtet. Det knaser. Har du haft dobbeltsyn, spørger han. Ja, svarer jeg og bliver kørt til skanning. Kort tid efter henter de mig igen. De vil sikre, at jeg ikke har indre blødninger i hjernen, efter de har fundet en lille flænge på mit kranium. Det er ikke godt det her, siger jeg til min ældste lillesøster, der nu er ved min side i stedet for min veninde, og fortryder med det samme, hvad jeg har sagt.

Portøren der kører mig til anden skanning, ser mit forvandlede ansigt. Jeg håber ikke, det er en mand, der har gjort det der ved dig, siger han og fortæller en historie om en mand, han så slå sin kvinde i offentligheden.

Hun skal faste, hvis hun skal opereres, hører jeg den hektiske læge, hvis telefon ringer konstant, sige. Han siger det til en person, han taler med i telefonen. Jeg kigger på min søster og kan se et par tårer dryppe fra hendes kind. Hun er stærk for min skyld nu. Jeg forsøger at holde sammen, hvisker, at det er okay. Vi ved begge, det er mig, de taler om, men ingen har endnu fortalt mig, hvad der skal ske.

Den hektiske læge kommer ind og fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg skal opereres indenfor 14 dage. Titaniumplader, hvor kraniet er i stykker.  “Har du fået at vide, det bare er en lille flænge?”

Da lægen er i gang med at fortælle mig, hvad der skal ske, ringer hans telefon flere gange. En mand har forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig.

De sender mig hjem med en et visitkort med en plan for tirsdagen på bagsiden. Kl. 9.00 Glostrup øjenafdeling, efter kl. 9.00 møde op på Rigshospitalet, hvor jeg vil få en tid til operationen. Den nat sover min søster ved mig. Hendes alarm ringer hver 2. time, som hun har sat den til for at holde øje med mig.

Morgenen efter kører min veninde mig til Glostrup Hospital, hvor de undersøger mine øjne og bagefter tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg taler med en række sygeplejersker og læger og venter en masse. Min mor kommer fra Aarhus, da jeg sidder og venter på at tale med en narkoselæge. Dagen efter skal jeg opereres.

Jeg mærker, hvordan jeg forsvinder fra den dybe søvn over i en lettere søvn, og ved midt i drømmene, at jeg er på vej i en vågen tilstand. Hvor er jeg, spørger jeg, og kommer selv i tanke om det, inden nogle når at svare. Det strammer lidt, siger jeg, og nogle lægger en pose is over panden på mig. Operationen varede halvanden time. Min mor og min søster er ved mig, kommer og går, indtil jeg er udskrevet omkring et døgn senere. De spiller musik udenfor, da jeg vågner. Folkeklubben lyder det som.

Min veninde sover ved mig, natten efter jeg er blevet udskrevet, og bliver hele den efterfølgende dag, mens jeg glider ind og ud ad søvnen. Hun handler ind og fylder mit køleskab, laver morgenmad, frokost og en skål med frugt. Hun holder om mig, da taknemmeligheden overvælder mig, og jeg begynder at græde.

I am Titanium kører i musisk rotation i mine tanker. Jeg googler teksten.

“You shoot me down but I wan’t fall, I am titanium”.  Bulletproof.

Min yngste lillesøster har sendt mig en buket blomster – blue dreams – og bestilt en togbillet, til efter min mor og hendes mands kobberbryllup, som vi begge skulle have deltaget i. Hun kommer lørdag og bliver til tirsdag. Min far skriver, at han kommer tirsdag og bliver til torsdag. Min mor, at hun kommer igen torsdag (efter at have været hjemme og fejre kobberbryllup) og hendes mand weekenden over, mens hun bliver, til jeg skal til kontrol og have fjernet mine agraffer midt på ugen.

Jeg modtager smukke buketter, gavekurve og kærlige opkald og beskeder fra min familie og mine veninder og deres familier. Kærligheden rammer hårdere, end noget slag nogensinde vil.

Hver dag takker jeg kroppen, fordi den passer så godt på mig. Kranie-airbag og beskyttende hævelser. Tak krop, siger jeg og giver den indimellem et klap på skulderen.

Jeg ligner mig selv, men mit ansigt er et andet nu. Jeg forsøger ikke at kigge mig i spejlet så ofte, men det er svært. Overlevelsen er overstået. Tiden, der stod stille i et par uger, er i gang igen, men min verden er ikke den samme.

Da jeg går den første tur efter operationen, lægger jeg mærke til, hvordan mennesker i trafikken tager ekstra hensyn til mig med mit forslåede ansigt, flere smiler endda. Jeg tænker på, hvor mange mennesker der ikke bliver taget hensyn til, fordi deres sår ikke er synlige. Jeg lægger mærke til, hvordan trafikken igen bliver mindre forsigtig omkring mig, hvordan der igen er færre smil dag for dag, som mit ansigt heler.

Alting kan forandre sig på ingen tid.

Obs. billedet er taget i et spejl i en af Rigshospitalets elevatorer og derfor spejlvendt.

Findes der racisme, spørger du

“For these innocent people have no other hope. They are, in effect, still trapped in a history which they do not understand; and until they understand it, they cannot be released from it. They have had to believe for many years, and for immumerable reasons, that black men are inferior to white men. Many of them, indeed, know better, but, as you will discover, people find it difficult to act on what they know. To act is to be committed and to be committed is to be in danger.” (James Baldwin “The Fire Next Time“)

Blikket her er mit, og det, jeg fører pennen ud fra, men erfaringerne er jeres, og der vil altid være en afstand til det, jeg forsøger at forstå og udtrykke gennem det oplevede, og med det oplevede, mener jeg det sete, ikke følte. Følelserne er også jeres. Det er blot mine ord, der forsøger at udtrykke, fordi jeg ved, at ord er et vigtigt redskab, og måske især imod kampen mod racisme. Det skrevne ord forsvinder aldrig. 

Og når jeg deler disse historier, og du har læst, og forhåbentlig indset, er de også dit ansvar. Dig med dine privileger, som ligesom jeg, har stået ved siden af og set racisme ske. 

Præmie-perkeren kaldte de dig. Den eneste mørke studerende på et vestjysk gymnasie og en af mine gode venner. Sammen havde vi en tradition med at tage til Aarhus Festuge og deltage i hiphopfestivalen Took It. Dig med dine to venner og mig med mine to veninder. Vi splitter op en aften, drengene og pigerne. Da I kommer tilbage, er dit ansigt forslået. Jeg bliver vred på dig, som man er vred, når man i virkeligheden er bange og ikke forstår. I dag forstår jeg, at det du var udsat for, var racisme, og at du helt uprovokeret blev slået, fordi din hud er mørk, og du mødte en mand, der følte sig overlegen, fordi hans hud er hvid. Vi vasker blodet af dit ansigt, da vi kommer hjem. 

På et stort og oplyst nyhedsskilt over Århus Stiftstidendes lokaler ved Banegårdspladsen ser jeg et ansigt, der minder om dit. Efterlyst står der, og at du er farlig. Jeg genkender dig ikke. Jeg går hjem og google for at sikre mig, at det virkelig er dig. Du er stukket af fra Psykiatrisk Hospital, læser jeg. Forrige sommer spurgte du, hvordan jeg brugte mine aftener og mine weekender for at få inspiration til, hvordan du skulle bruge dine, i et land og i en by som endnu var dig fremmed. Og pludselig husker jeg, at jeg så dig forleden. Jeg tror, at vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke genkende de øjne, jeg så ind i, og smilet var der ikke længere. Du så bange ud, skræmt. Har de ret. Er du virkelig farlig, eller er det måden, vi skaber overskrifter på, der gør dig farlig. 

I radioen siger de, at du var en af de lokale slagsbrødre, som om dit mord kan forsvares. Men du var ikke lokal, og du var ikke en slagsbror. Du var model. Du var fodboldspiller. Du var kæreste. Du var bror, og du var søn. Ville man have forvekslet dig med en lokal slagsbror, hvis din hud var lys. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dit mord på ingen måde kan forsvares, og at din kærestes gråd og din mors skrig, da de lagde dig i kisten, aldrig glemmes. Du blev 21 år. 

I Barcelona syntes du, at folk kiggede på os. Hvorfor kigger de?, spurgte du mig. Fordi vi er et flot par, svarede jeg dig, men vidste, at det ikke var det svar, du ledte efter, at du ikke så det samme, når øjne hvilede på dig. Jeg vidste, at du havde en forventning, måske endda erfaring som gjorde, at du så de øjne der hvilede på os, anderledes end jeg så dem. Selvom jeg ikke genkendte kampen, så jeg den dybt i dine brune øjne, og jeg mærkede den. Kampen for at høre til her og der. I dag tænker jeg stadig ofte på dig, og om du fortsat kæmper med at være den, du er, mellem alt du er, fordi du har den historie, du har. Alting går forud, men du er tvunget til at forholde dig til det, der sker nu. 

Vi efterlader dig i nutiden og opfører os som fortiden. 

Igennem oplevede episoder forsøger jeg med disse historier og mange flere at forstå, men et vi og et de skaber en afstand, til det jeg forsøger at nærme mig. 

Lad os forholde os til, at handlinger i fortiden har været med til at skabe nutiden. Lad os sørge for, at ingen skal vælge mellem alt de er, men kan være, hvem de er. 

Findes der racisme, spørger du. Ja, svarer jeg. 

Lyt til artiklen her:

Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner, og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet, og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, at jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende for at se, om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne, og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld, og dens lys omslutter mig, som det har gjort før, og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa, og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Karantæne-tid

Min nabo vækker mig endnu en nat med et flere minutters langt anfald. Der lyder en tør, rungende hoste gennem væggen. Den slags hoste som stammer fra mange års rygning og indtraf før corona-virussen. Uret på min telefon fortæller mig, at det er midt om natten. Nu hvor jeg alligevel er vågen, farer tankerne, mens jeg stirrer apatisk på irrelevant indhold på min iPhones sociale applikationer og ved at chancen for at få en ordentlig nattesøvn er spildt.

Solen erstatter månen og jeg kan høre fuglene, som jeg går ud fra er undulater på den anden side af muren, blande sig med min nabos hoste. Fuglene får naturen til at føles tættere på.

Rotterne er også kommet indenfor, og minder om, at det ikke er alt natur, man vil have indenfor. I kælderen fanger de et dusin og i opgang 10 forsøger de at fange den, en beboer har spottet, ved at udskifte barnevogn med rottefælde.

Det pusler bag mine køkkenlåger. Jeg ser for mig, hvordan rotten invaderer og ringer til min udlejer. Han åbner mine køkkenskabe og konstaterer, at det jeg kan høre, kommer fra rørene i væggen. Jeg bevæger mig forsigtigt ud i køkkenet efter at have stået forstenet i gangen, siden jeg kom hjem og hørte den uindbudte gæst. Rotterne er overalt, men heldigvis ikke bag låger, og sådan håber jeg, det forbliver! Jeg tøver selvsagt med at gå i kælderen for at vaske mit tøj.

Et par i vores opgang dyrker karantæne-tiden i sengen med hinanden. Kvinden stønner højlydt og sengestolpen hamrer i en uhørt voldsom rytme mod væggen, når hun når klimaks. De fortsætter med at have sex, men lyden bliver fjernere og fjernere de efterfølgende dage.

Jeg ser kun få mennesker, udover dem jeg møder på min gåture. I karantæne-tid tager jeg, hvad jeg kan få, så jeg minder mig selv om at huske at kigge op og smile fra tid til anden. Indimellem smiler folk tilbage til mig. Hvem er bange? Hvem er alene? Vi er alle forvirrede. Børnenes smil trænger igennem uden lag, og er dem, jeg bedst kan forholde mig til.

Mandag aften meddeler statsministeren danskerne, at der er et lille optimistisk håb. Hun beder de svage, om at være de stærkeste, og tænker man over det, er det vel egentlig altid de svageste, der er de stærkeste?

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

Samfundssind


Jeg rækker armen ud for at give hånden. Det gør vi ikke længere, siger modtageren. Jeg trækker taknemmeligt armen til mig, og ærgrer mig over, at mine reflekser er så impulsstyret, at jeg glemmer, at jeg har brugt en del tanketid på at håndtere dette sceneri, som i tankerne, skulle være forløbet anderledes. Jeg skulle ikke have rakt ud.

Dagene efter lærer vi, at der er mange måder at række ud på mennesker imellem. Samfundssind. Vi rækker ud uden at række ud. Vi smiler til dem, der træder til side i supermarkedskøen. Vi rører hinanden på afstand. Beskeder vi sender. Opkald vi foretager. Corona-virussen er kommet til Danmark. Danskerne arbejder hjemme, mens børnene leger omkring dem. Vi har rigeligt tid nu. Tid til hinanden. Tid til os selv. Vi skal være og ikke gøre. Ingen planer at lægge. Fremtiden er uvis. Vi læner os tilbage i armene på velfærdssamfundet, stoler på myndighederne og sender en taknemmelig tanke til travle folk.

Sprog former virkeligheden. Samfundssind, det er, hvad vi gør. Handlekraftig og kompetent, det er, hvad vores kvindelige statsminister er. Den virkelige virkelighed hæmmer ikke kønnet. Kvinder kan handle. Mænd kan græde. I krisesituationer er vi alle mennesker først og fremmest.

Alt omkring os er forandret, men min hverdag er den samme, bortset fra at den ikke involverer andre eller andet, end det, der er omkring mig. Der er et fysisk fravær.

Min krop reagerer. Angsten som viser sig igennem tårer, der pludselig triller uprovokeret. Angsten der viser sig, når jeg pludselig føler, jeg skal kaste op. Overvældet over de menneskelig initiativer. Kroppen sladrer, om alt det der sker udenfor, og det virker voldsommere, end jeg føler det. Alvorligt er det.

Lyden af hjemmeisbilen. Naboen, der hoster (og altid har gjort det). Håndværkerne, der bygger udenfor mine vinduer. Det normale i denne unormale situation.

Pas på jer selv og hinanden ❤️

Emilies mand gik en tur og kom aldrig tilbage

Jeg sveder altid, når jeg bliver nervøs, siger hun og tager sin oversize ruskindsjakke – som er købt second-hand – af. Under jakken er hun iført sorte støvler, en sort T-shirt og sorte skinny jeans.

I 2017 bliver Emilie forladt af sin mand Markus. Han får et sammenbrud en dag, går en tur og kommer aldrig tilbage. Det mødtes vi for at tale om en oktoberaften på DOKK1 i Aarhus.

BJERGTAGET FRA STARTEN 

Kan du beskrive dit første møde med Markus?

Det var i sensommeren 2005. Jeg var flyttet til Aarhus i foråret for at læse, da jeg skulle starte på universitet sommeren efter. Jeg fik et studiejob, og på jobbet ser jeg den her fyr med et meget stort, lyst hår komme kørende frem og tilbage på en palleløfter med varer. Jeg lagde virkelig mærke til ham, fordi han var det, jeg vil beskrive som radiant. Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt. Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Vi datede eksklusivt i ret lang tid, men det var uklart, hvad vi var, og det var ikke godt nok til mig. På det tidspunkt boede han i en kælder et meget fint sted hos sin mor og hendes nye mand, så jeg sagde farvel til hans mor, tog mine gode sager og cyklede hjem.

Efterfølgende havde jeg det fint og datede faktisk ret mange fyre over sommeren. En sensommerdag kontakter Markus mig og inviterer mig på en skovtur. Jeg var i tvivl, da jeg var begyndt at se en anden. Det var meget at kaste over styr, men jeg havde noget uforløst. Markus havde noget ret magisk over sig. I skoven sagde han, at gerne ville være min kæreste. Der var ikke noget pakken ind. Det var meget direkte og meget planlagt. Jeg sagde ja. Jeg kunne ikke andet. Jeg husker ikke, at jeg gjorde mig bekymringer overhovedet. På det tidspunkt var min verden mine single-veninder, mit studie og min familie.

Hvordan var jeres forhold?

Vi har fået at vide, at vi passer godt sammen. Han er pæn, og jeg er en talende person. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med ham. Det kan selvfølgelig godt virke lidt billedskønt, men jeg har aldrig tænkt, at forholdet var kunstigt. Det har været meget poetisk.

Men vi var to ret forskellige steder. Han var ikke rigtigt tilpas i sin elevstilling, og jeg prioriterede mit studie alt for højt. Efter to år bryder vi. Det var meget udramatisk. I en bil fortæller han mig, at han gerne vil holde en pause. Han har ringet til min far og sagt det. Det bliver jeg rasende over, så i stedet for at vi holder en pause, bryder jeg. Jeg husker faktisk ikke, at jeg var helt vildt ked af det. Jeg var mere vred.

To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses. De mødes til en kop kaffe.

UAFSLUTTET

Jeg blev glad for, at jeg havde haft betydning. Vi begynder at ses fire-fem gange. Det blev – for mig i hvert fald – ret magisk og meget betydningsfuldt. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok godt kunne fornemme, når vi mødtes, at han gerne ville noget mere, men jeg var et andet sted og kunne ikke rigtigt overskue at forholde mig til konsekvenserne ved at tillade det at udfolde sig. Jeg så andre fyre og havde også en kæreste på et tidspunkt.

Det bliver for svært for Markus at ses, så han bryder al kontakt til Emilie og beder hende om ikke at kontakte ham, hvilket Emilie respekterer. Men et forår bliver de ved at støde på hinanden.

På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et forhold, hvor der ikke var plads og luft. Da jeg møder Markus får jeg følelsen af at være okay, og at alt er okay. Det var som at trække vejret helt ned i lungerne en frostklar dag. Der er et savn, som jeg ikke helt kan definere. Jeg kan mærke, at jeg får lyst til at se ham igen og tænker egentligt ikke over hvorfor. Jeg foreslår, at vi drikker en kop kaffe. Han synes, vi skal spise middag sammen, hvilket vi gør. Han virker nervøs. Han griner lidt af noget, jeg siger, og så sjov er jeg ikke. Det er hans måde ligesom at understøtte mig på.

Han har fulgt mig hjem, og vi står i baghaven til den lejlighed, jeg boede i. Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener. Han fortæller mig også, at han har været virkelig forelsket i mig i alle årene, og har håbet på, at det skulle blive til noget. Jeg har været hans benchmark, siger han. Han har aldrig været færdig med at elske mig. Når jeg siger det højt, lyder det mærkeligt.

Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener.

Efter forholdsvis kort tid flytter Emilie og Markus sammen. I mellemtiden er Markus begyndt på Journalisthøjskolen og har fundet sig mere til rette i livet. Emilie har skrevet sit speciale færdig.

Hvordan var det at bo sammen?

Det var rigtig rart at bo sammen med en mand. Han var meget rolig, og jeg tænkte meget på ham som min jord. Jeg var meget mere udadvendt og opsøgte venner. Han ville gerne være hjemme. Når han var ude, var han meget på, og spurgte meget ind til andre. Han talte ikke så meget om sig selv, men gav meget af sig selv. Men han havde brug for at lade op derhjemme. Det tænkte jeg var et godt modstykke til min mere flyvske energi.

Hvis jeg blev irriteret over noget, kan jeg huske, jeg tænkte, jeg hellere ville leve med pletter på gulvtæppet og ham, end med et rent gulvtæppe og uden ham. Det var simpelthen så rart og trygt. Vi havde det så sjovt. Vi legede meget og lavede skøre ting sammen fx tog vil altid fri på hinandens fødselsdage og gjorde på en ret eventyrlig måde meget ud af dem.

FRIERI OG BRYLLUPSKLOKKER

I sommeren 2014 havde vi et helt fantastisk roadtrip i Sydeuropa i et par uger. Vi lejer en Fiat 500. Den var egentlig sort, men vi får den byttet til en hvid. Vi bor på Airbnb lokale steder og drikker hjemmedyrket limoncello på en mark. Det er helt vildt dejligt og skønt. I en havneby har Markus booket et værelse på det her vanvittigt flotte hotel. Jeg tror først, at vi er kørt forkert. Det er meget paladsagtigt og egentligt slet ikke min stil, men det er smukt, og vildt overraskende hans idé, og på den måde helt min stil.

Vi er trætte og tager ud og spiser på det mest snuskede pizzeria, jeg nogensinde har spist på. Jeg kan huske, vi kan skrive i støvet, så beskidt var det. Det er alt for tidligt på aftenen, og vi er de eneste gæster. Da vi er tilbage på hotellet og jeg har fjernet min makeup, sidder i mit nattøj og er ved at falde i søvn, tager Markus en ring frem under hovedpuden og frier til mig. Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med.

Det var egentligt ikke en drøm, jeg havde. Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle giftes og havde heller ikke forventet det. Ingen at vores venner var blevet gift. Jeg var også ung, eller jeg følte mig ret ung. Jeg må have været 28 år. Men bagefter har vi det næsten som om, vi er på bryllupsrejse. Vi er helt fra den. Jeg er på månen og helt rundforvirret, kan hverken finde ud af at sove eller spise. Vi skal giftes, og han vil være sammen med mig! Vi er forlovet i to år, inden vi bliver gift.

Jeg havde egentlig tænkt, at vi godt kunne holde et mere simpelt og budgetvenligt bryllup, men Markus nævner, at vi ikke er gode til både at være værter og hovedpersoner. Det er sandt, så vi finder et helt fantastisk traktørsted ved vand og skov. Om eftermiddagen er der reception og jazz, og om aftenen dansefest med DJ og knæklys. Det regner lidt. Folk siger, at det bringer lykke. Vi bliver gift i den kirke Markus familie er tilknyttet. Præsten er ven af familien. Der er smukke taler, og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden. Det føles nærværende og fuld af mening og historie. Der er så meget fint, og vi holder en helt fantastiske fest.

Der er smukke taler og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden.

Efter brylluppet har Markus fået en praktik, han har svært ved at finde sig til rette i. Jeg er heller ikke i det sundeste arbejdsmiljø, men i foråret 2017 får vi et afbræk, da vi rejser til USA i fem uger. Vi har det virkelig skønt og eventyrligt. Vi taler om fremtiden og køber skørt amerikansk børnetøj. Afbrækket varer dog ikke længe.

Da vi kommer hjem, konstaterer vi skimmelsvamp i vores lejlighed. Det bliver en lang og kedelig sag, der betyder, at vi bor på skift hos familie, mens vi begge arbejder udenbys. Vi kører mere end godt er. Midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig. Mens alt det her står på, har han ikke mod på at finde et sted, vi kan bo. Det er for dyrt, siger han. Så vi fortsætter livet som nomader lidt endnu.

Jeg var ikke klar over det dengang, men jeg bliver i virkeligheden nok emotionel fjern og handlingsorienteret, når jeg er presset, særligt når den anden er passiv. Jeg spørger meget ind til Markus behov, men han har aldrig brug for noget. Der har nok ikke været den samme forbundenhed. Jeg tænker i dag, at det nok har været hårdt for ham. Han bliver sygemeldt.

I slutningen af året finder vi en lejlighed, og det er bare helt vildt fedt. Jeg oplever, vi begge er ægte glade. Markus lysner op og gør igen de ting, han holder af. Jeg er så lykkelig, at jeg kunne sprænge. Endelig har vi vores eget sted.

Vi er faktisk også ude at kigge på et hus, da Markus gerne vil eje noget. Jeg synes, vi skal vente lidt og bare nyde hinanden. Jeg har fået tilbudt en stilling supertæt på den nye lejlighed. Jeg glæder mig og kan næsten ikke kan sove om natten. Nu kommer der overskud på energikontoen.

Vi har en virkelig skøn jul og d. 1. januar får vi nøglerne til vores nye hjem, og den base, vi har manglet. Vi fejrer nytår sammen på Markus job.

SOM ET ANGSTANFALD MED MEGET LIDT FYSIK

Da jeg begynder på arbejde, kører Markus mig. Vi kysser hinanden farvel, og jeg har det som om, vi er nyforelskede. Om formiddagen ringer jeg til ham fra mit arbejde. Jeg kan høre på hans stemme, at der er noget helt galt, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er. Det er som om, der næsten ikke er noget stemme eller energi. Han siger, han bare har det dårligt, og jeg ved ikke, hvordan dårligt, men siger til en kollega, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Det har jeg aldrig gjort før. Da jeg kommer hjem, står han i vaskekælderen, hvor han er gået i stå. Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik. Jeg tager fat i ham og forsøger at grounde ham, siger, Markus, du er lige her. Jeg tænker, han er overanstrengt. Han siger, han bliver nødt til at gå en tur. Det gør mig ked af det. Han har aldrig trukket sig fysisk fra mig før. Det er første gange, jeg oplever, han trækker sig på den måde. Og han kommer jo heller ikke tilbage.

Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik.

Det er januar og mørkt. Alt det der var helt fantastisk hyggeligt, bliver pludseligt enormt uhyggeligt.

Jeg tager hjem til mine forældre, og der går to døgn, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår. Jeg tror, han skriver en sms. Det er faktisk lidt svært for mig helt at huske, fordi jeg bare er helt fra den. Efter to døgn tager jeg tilbage til byen. Jeg er nærmest syg af bekymring og uvished, men jeg bliver nødt til at se og fornemme ham. Da jeg er på vej, ringer han og spørger, om jeg er et sted, hvor jeg kan snakke. Nu kan han snakke, så det bliver jeg nødt til at kunne. Han vil ikke se mig, han vil bare sige, at han ikke vil og kan mere. Lørdag – det her var torsdag – tager han op i lejligheden sammen med sin bror og henter sine ting. Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Det handler om mit helbred, siger han, når jeg spørger. Han siger, han bliver syg og bliver nødt til at passe på sig selv. Jeg tænker, er det mig, der gør ham syg?

Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Han er det menneske, jeg følte mig allermest tryg ved. Det er ham, der er mit hjem. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der foregår. Jeg får lov at sove hos en veninde og er mere død end levende. Hun ligger og holder mig i hånden. Jeg kan ikke finde ud af at sove selv. Jeg ligger også nogle aftener og holder mig selv i hånden, og tænker, du er ikke alene. Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben lammet? Det er som om, jeg er gået helt i stykker. Jeg kan ikke fungere, uden nogen sætter mig i gang og fx siger, nu skal du drikke dit glas vand. Men jeg kan heller ikke finde ud af at være selv, så jeg tager på arbejde.

I momenter tænker jeg, at det er en drøm, og jeg bliver meget i tvivl om, hvad der er virkeligt. Jeg kan slet ikke være i min krop. Jeg ser mig selv udefra, det suser for ørerne, og jeg skal kaste op. Jeg er så meget i chok. Jeg har ondt i hele kroppen og kan slet ikke fungere. Jeg tror ikke engang, jeg græder så meget. Jeg har sådan nogle støttepædagoger i form af familie, veninder og kolleger omkring mig. Jeg føler mig vanvittig forrådt, jeg elsker ham vanvittigt og jeg forstår ingenting.

FORRÅDT

Så kærligheden er der stadig, selvom han har forrådt?

 Ja. Det er lidt som om, det er en anden person, der har gjort det her mod mig, fordi jeg har ikke set ham, og den stemme han har talt med lød helt anderledes end hans normale stemme. De få mail jeg har modtaget, har været fra hans arbejdsmail, så det er som om, at den Markus jeg elskede, stadig er der. Som om han er blevet bortført. Jeg kan også få sådan en ide om, at han er blevet kørt ned. Er det en anden, der sidder og udgiver sig for at være ham. Det er sådan nogle vrangagtige forestillinger, jeg får, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der foregår, og han ikke hjælper mig med at forstå. Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg tænker, min verden er gået i stykker. Og jeg er gået i stykker.

Emilies ex-svigerinde kontakter Emilie, og da det går op for hende, at Emilie sidder tilbage med en masse spørgsmål, lover hun at tale med Markus. Et par måneder senere går Markus med til et fysisk møde hos en parterapeut.

Jeg får ikke noget ud af den samtale. Han sidder bare helt stiv med nystrøget skjorte og stylet hår. Jeg tænker, hvordan kan du have brugt tid på at sætte dit hår, når du ikke kan sige noget til mig. Det er så mærkeligt for mig, at han kan være ude i verden, passe sit arbejde og prioritere træning, men ikke give mig den mindste forklaring eller om ikke andet beklage måden, han har brudt på. På det her tidspunkt har Markus søgt om en straks-skilsmisse.

Hvordan har du det i dag?

Nu er der gået to år, og jeg føler, jeg er i forskellige sæsoner. Det er ikke sådan, at jeg bevæger mig lineært. Jeg kommer også nogle gange tilbage til noget, jeg tidligere har været i. Men jeg tager det jo med mig i den næste sæson – eller fase. Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse. Der er mange, der med gode intentioner spørger, hvordan det går med mig efter bruddet og så bliver jeg jo mindet om det hele. Jeg drømmer næsten om ham hver nat. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om ham i hvert fald fem gange. På den måde er han jo til stede. Når jeg er ude, er jeg stadig i frygt-modus og scanner mine omgivelser. I nogle perioder mere end andre, men hvis jeg ser en, der ligner ham, så bliver jeg bange.

Hvad bliver du bange for?

Hvis jeg ser ham, bliver det tydeligt, at virkeligheden er en anden, end den jeg ønskede, den skulle være, og det bliver på en eller anden måde enormt angstfyldt. Og jeg bliver også bange for, om alt det jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted. Det har jeg aldrig tvivlet på tidligere. Der er også noget i bare ikke at være betydningsfuld, der også er farligt. Så det er stadig svært for mig at forestille mig en verden uden ham. Selvom jeg virkelig prøver ikke at dyrke den tanke.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig. Hvis han kunne have sagt i nat sover jeg inde på sofaen, eller det her, det går ikke, eller jeg tager ud i et eller andet sommerhus i en måned, så kunne jeg mærke det menneske, som var ordentligt, som ville en dialog, og jeg havde været med i processen, men han tager hele processen fra mig. Jeg har kendt ham siden 2005. Vi var gift, han var min verden og fremtid. Og så går han for at få noget luft. Jeg føler, jeg er et sted i livet, hvor han har taget min fremtid fra mig. Min mulighed for at få børn, min tillid til andre.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig.

Hvordan påvirker det du har oplevet dine relationer i dag?

Jeg er meget frygtsom. Indtil nu er det altid mig, der har forladt folk, men nu kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er usikker på, hvad og hvem, jeg kan stole på, og på mine evner til at forstå andre. Men jeg er også blevet taknemmelig for de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget rigere livet er i fællesskab. Vi kan ikke gå igennem livet uden at få brug for hinanden, og det glemmer vi, når alting kører. Men det gør det bare ikke altid. Vi er som mennesker evigt forbundet. Alt hvad vi gør, er i forhold til noget andet i forhold til hinanden. Vi står altid i forhold til nogen, og vi skylder altså hinanden noget i de her relationer. Jeg har nok i virkeligheden også fået et bedre forhold til mig selv.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag. Det kan jeg ikke helt finde ud af endnu. Det er den proces, jeg er i. Men der er noget, der aldrig bliver ligesom det var før. Altså min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag.

Hvorfor deler du den her fortælling?

Ensomhed har fyldt meget. Selvom jeg har mødt andre, der har haft det svært, har deres historier været meget anderledes end min. Jeg har ikke kunne spejle mig i andres kriser. Jeg er ikke en fraskilt, enlig mor eller i starten af 20’erne. Jeg har følt mig alene og rådvild. Jeg bliver usikker på, om min fortid var sand og på min fremtid. Hvis min historie kan hjælpe andre, der står i noget, der minder om, så vil det skabe mening i alt det, der er så meningsløst for mig lige nu.

Mit sind arbejder stadig meget på at skabe en mening. Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller få skabt mening. Det håber og tænker jeg, at det her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie.

Navnene i artiklen er opdigtet af hensyn til de involverede.

34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️