35

Jeg ser folk jagte fortrængte ambitioner.

Behøve friheden, som de tidligere så som et fængsel, da de jagtede rammerne.

Hvad leder du efter, spørger de.

Jeg skriver, at jeg har planer og føler mig mere alene end nogensinde.

Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være tryg. Ikke have lyst til at løsrive mig i et omfavnende favntag, men blive holdt om, fordi jeg er forstået. 

Jeg kan altid få jer til at skrive, at jeg er smuk. Og når I gør, bliver jeg mindet om, at det er ikke det, jeg har brug for. 

Mit storhedsvanvid og mit mindreværd. Målt i mænd. Befri mig. Jeg vil bare elskes.

En evig jagt. På det ægte. På det smukke. Måske det grimme. Kunsten, kroppen, sammenhænget – det der kun bliver til mit og som kan udfordre og elske mig på samme tid, uden svigt. 

Kroppen, som jeg altid kan stole på.

Vi er ved at nærme os igen. Engang imellem siger jeg ting, jeg fortryder. Måske for at komme skuffelsen i forkøbet. 

Jeg øver mig i at spejle mig i mennesker, der har ambitioner og drømme, der ligner mine. Mennesker, der lader mig beholde drømmende og ikke tager dem fra mig.

Jeg glæder mig til at finde tilbage til mit legende selv.

Hende, der forsøger at lave saltormotaler på trampolinerne.

Hende, der cyklede ubekymret.

Hende, der står på hovedet og på hænder (eller forsøger).

Langsomt finder jeg tilbage til hende.

Og måske er det meget godt, jeg lærte at være lidt forsigtig.

Fx cykler jeg nu med cykelhjelm (og savner ærligt friheden uden).

Jeg tænker på ulykken og mærker titaniumpladerne hver dag.

Jeg har set, at livet kan forvandle sig på få sekunder.

Og jeg ved, at jeg skal holde fast i de mennesker, der griber og omfavner mig, uden jeg beder dem om det.

Kære 2018

Skærmbillede 2018-12-30 12.03.18

Vi skal passe på den danske kultur, som var det noget uforanderligt. Noget der aldrig bevægede sig, siger de, og glemmer, at dansk kultur plejede at være tvangsægteskaber og tunge vikingetogter, hvor man voldtog og plyndrede.

Alting bliver så nemt, når man har en fælles fjende. Det nemme er det dumme. Vi er blevet så dumme af at glemme at stille spørgsmål, inden vi giver svar. Opfinder problemer og problematikker for proforma-løsninger. Viser muskler vi ikke har og dejser udmattet om, når det går op for os, at der findes ægte problemer. Fattige børn. Hjemløse unge. Mænd i jakkesæt og kommunekvinder der stjæler.

2018, du har lært os at skinnet bedrager. Vi skal ikke frygte den usoignerede mand eller kvinde mere end manden i jakkesættet. De rige vil være rigere. Kender du måske en fattig mand, der er nærig?

Måske vi skulle lytte lidt mere til hinanden i det nye år. Forsøge at finde barnets nysgerrighed frem og lære lidt om dem og det vi tror, vi kender. Stille spørgsmål vi ikke tror, man bør stille.

Jeg har spurgt og jeg er blevet klogere. Jøder, muslimer, katolikker, protestanter, jehovas vidner og ateister.  Mænd. Mennesker. Religionen lærte jeg kun at kende, fordi jeg spurgte. Kulturen ligeså. Jeg er ikke kristendommen og kristendommen er ikke mig, men blot en lille del af den historie rundt om mig.  Danmark er ikke mig, men jeg har dannet nogle danske traditioner, fordi jeg heldigt og tilfældigt blev født i Danmark. Fatimas hånd beskytter os alle. Og håbet – eller troen – rækkes der ud efter før eller siden. Yoga. Terapi. Vestens tro og håb.

Apropos barnet. Barnet har været med mig hele 2018.

Gurli Marie, det eventyr du tog på med din far, Troels, på de mange have, var også en del af mit barneeventyr. Glæden vil havet, nysgerrigheden og lysten til at vide alt om det der er udenfor, den genkendte jeg, når du og din familie talte om det.

Spacey der ramte gaden fra en 5. sal. , er et af de første biografminder jeg har. Følelserne fra filmen sidder stadig i kroppen, nu hvor jeg er voksen. Livet er lang, lykken er kort skrev jeg som indledning til en af mine tekster. Dette år trådte teksten, som var tyvstjålet fra Kim Larsen, frem igen, da danskerne vandrede over langebro imens de nynnede med på livet og blev mindet om døden.

2018, du har været et år, hvor jeg har forsøgt at finde min plads i relationerne igen. Følsomheden har været forbeholdt de fleste, ikke de færreste. Det har været overvældende. For alle.

2018, du har været det år, jeg husker som et af de ensomste nogensinde. Men det var en ensomhed, der var nødvendig. Hvorfor er jeg ikke i stand til at sætte ord på endnu.

Jeg forsøgte at date mig ud af ensomheden. Og jeg mødte mange søde mænd, men jeg kunne ikke rumme at møde dem via en app. Og jeg kunne ikke genkende mig selv i det. Romantikken har jeg måtte kigge længe efter i 2018. Det er okay. Jeg vil hellere være alene end sammen med den forkerte. Kærligheden til mig selv er den der er vigtigst, når jeg hopper ind i 2019.

2018, du var et utal af jobsamtaler, netværk og en robusthed som ikke ses, og der derfor blev sat spørgsmålstegn ved igen og igen. Du var også nederlag. Min selvtillid svandt, fordi jeg ikke var modig nok til at sige, at jeg sagtens kunne få tiden til at gå uden en chef og et lønjob. Jeg skrev og jeg lavede podcast. Mere end nogensinde før brugte jeg det, jeg kan med en krøllet hjerne, der overtænker. Men bidrog jeg så til samfundet? Jeg kom selv i tvivl. Så meget at jeg måtte sætte mig og skrive alle de jobs jeg har haft ned. På papiret stod, at jeg har passet dine børn, jeg har renset dit toilet, serveret din kaffe og meget meget mere. Jeg har arbejdet en hulens masse. Og jeg har elsket og jeg elsker det. Til hvert job hører en historie og en eller flere mennesker, der betyder noget for mig. Nu er jeg i gang med at skabe nye historier med nye mennesker.

2018, du viste mig respekt. Jeg lærte at sige fra og jeg lærte mine grænser at kende. 2018, du viste mig, hvordan jeg skal tage mig selv seriøst først og fremmest. Hvordan jeg skal turde drømme højt og at drømme kan være – og ofte er – ambitioner.

Til ballet-timerne bliver jeg bedt om at skyde brystet frem og sænke skuldrene. Sådan går jeg ind i 2019. Ret og stolt, og med troen på, at jeg nok skal lykkedes med det, jeg vil. Jeg tror på dig også!

I 2019 har jeg en masse drømme   ambitioner. Dem glæder jeg mig til at dele med jer.

Rigtig godt nytår, og tusind tak fordi I læser med ❤︎