Tag / rastløse tanker

by maitrosborg

Blåøjet dansker

WP_000360

De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

WP_000361

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).

by maitrosborg

Skal vi være kærester, måske?

Jeg er efterhånden en del af mindretallet i venneflokken. Hende der ikke har en kæreste, børn eller er gift. Min søster fortæller mig jeg gerne vil have en kæreste mens min veninde skriver i en sms, at det skræmmer mig det der med trygge rammer og faste forhold. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Og jeg ved ikke om det er mig selv eller de mænd jeg møder, der irriterer mig mest. Det er som om jeg er tvunget til at tage stilling til, hvad det skal blive til, inden det overhovedet er.

Jeg oplever, at de mænd (slut 20erne, start/midt 30erne) jeg møder, har en forventning til mine forestillinger. Der er ingen tid til at udforske, inden det er tænkt ihjel. Måske har de en forestilling om at jeg er parat til at pakke mine tasker, flytte i rækkehus og købe barnevogn, mens jeg i virkeligheden bare har lyst til at sove længe, opføre mig tåbeligt, danse rundt i stuen til høj musik på en mandag og tage ud at natbade på en søndag. Jeg oplever, at vi ikke længere tillader os at spilde tid på noget der måske, måske ikke bliver. Og jeg tænker ved mig selv, at det er en skam. Hvorfor har vi så travlt? Samtidig oplever jeg det som en udtryk for usikkerhed. Hvis man er i stand til at kysse i en brandert – uden at være bange – hvorfor så lade sig skræmme, når man er ædru!? Det samme gælder den mand, som er i stand til at skrive flere personlige beskeder til mig, men ikke tør mødes i det virkelig liv. Selvom vi jo faktisk har mødtes i det virkelige liv. I en brandert, hvor der ingen farer var for villa og vovse. Jeg tænker, at vi fratager os selv at leve livet. Jovist, følelser kan være en hindring, især hvis de ikke er gensidige, men er det ikke en chance man bør tage?

Jeg har før overlevet ugengældte følelser og er sikker på, jeg nok skal gøre det igen. Jeg kender mine grænser og ved, at når det gør for ondt, så stopper legen. Det kan blive kompliceret og det har været kompliceret. Men imens det var, ville jeg ikke have været foruden. Også selvom det ikke førte til den store kærlighed.

Nu vil jeg skrue op for musikken og danse rundt i stuen, uden at tænke over, hvorfor jeg gør det.

PS. Manden som jeg beskriver overstående er virkelig, men findes i mange udgaver. Der er altså ikke tale om én specifik, men om forskellige eksemplarer (og jeg holder, på trods, af dem alle sammen).

PPS. Jeg er klar over, at ikke én mand er ens, og dette skal ikke forstås som et indlæg om køn. Tværtimod. Dette indlæg handler om min usikkerhed. Hvad jeg vil og ikke vil (sidstnævnte er nemmere at gennemskue end førstnævnte).

 

by maitrosborg

I bagklogskabens lys…

WP_000267

Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?

 

by maitrosborg

Hvem griber, når boldene kastes?

large

Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.

by maitrosborg

Om at mangle noget af sig selv, og finde det (i små bider)…

large

Følelsen af, at mangle noget uden at vide hvad det er. Udfylde tiden, som jeg vist nok tidligere har været inde på. Udfylde den med noget meningsfuldt. At det ikke altid er så nemt. To timer, fandt jeg tilbage til noget. Noget jeg manglede, men ikke har været klar over, hvor meget jeg manglede. Noget som gør det nemmere, at udfylde tiden. Gør det nemmere at være til stede lige nu lige her. Skriverierne er en del af det. Selvom det jo også er en slags flugt. I  og mellem fortid, fremtid og den tid, som er. Skriverierne er måske egentlig lige netop et forsøg på fortrænge nuet, mere end være i det. At bearbejde det nu som har været, eller det som kommer.

Her var kun jeg, med en flok som ikke rigtig eksisterede. Jeg, min tegneblok og tegneredskaber. Her følte jeg, at jeg var nu. Rummet havde jeg savnet. Som at mangle noget af sig selv. Og forsøge at finde det udenfor sig selv. Det giver ikke meningen, at forsøge at fange nuet. Lidt som at planlægge det perfekte, ikke planlagte møde.

Alligevel er det som om verden forsvinder, lukker sig omkring det sekund, det øjeblik, hvor jeg ikke er i stand til at koncentrere mig om andet end blyanten der rammer papiret, fingrene der rammer tasterne, eller det øjeblik kroppen koncentrere sig om at udføre en bevægelse, for at skabe dansen. Lige der er jeg.

Det er her det kan mærkes, at noget har været savnet. Kunsten bare at være. Den findes, tilsyneladende.

I kunsten.

by maitrosborg

Ikke alle skatte burde være skjulte

Aarhus Godsbanegård

I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.

Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.

Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.

Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?

Ikke alle skatte burde være skjulte.

by maitrosborg

Hvad med Kulturen?

large

Ja, hvad egentlig med den. Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har turde satse. Jeg mener virkelig satse. Man kan læse flere marketingsundersøgelser, der peger på, at kulturen faktisk er noget af det der skaber mest økonomisk vækst. Det er altså en myte, at man ikke kan tjene penge på kulturen og kunsten. Det kan man. Hvis man vil. Men hvornår tør vi satse? Hvornår tør vi prioritere kulturen, altså højt?

Ganske vist er kultur en underlig størrelse og kunst noget man ikke altid kan forstå. Men lad os i det mindste prøve. Den anden dag havde jeg et møde med en udlænding, som gav udtryk for hvor håbløst bagud Danmark er i forhold til at prioritere kunsten og kulturen. Det er som om, at den – altså kunsten – er mest ægte, hvis den er lidt hemmelig – og for eliten. Hvor vedkommende kommer fra, prioritere staten, at fx reklamer i det offentlig rum skal indeholde en vis procentdel kultur- sponsoreret, så også de mindre kulturelle tiltag har en chance. Kulturen er en del af samfundet, og det er den jo. Men en synlig del, kan man ikke just påstå den er endnu. Hvis den var, havde jeg et betalt job, formentligt. Lad os ikke være bange for, at tjene penge på kunsten.

by maitrosborg

Når kulden trænger ind

large

Jeg  har vist sagt det før. Januar er lang. Dagene er korte, men alligevel er det som om tiden mellem fyraften og sengetiden snegler sig af sted. Ofte bliver eftermiddagen tilbragt i vindueskarmen med en varm kop te. Indimellem drikkes der en kop kaffe i selskab ude i byen. indimellem trænes der, løb- ro- mave. Og sådan går dagene. Jeg har lyst til at tage mig sammen, lave ting. Samtidig er der noget der forhindrer mig, holder mig tilbage. Jeg giver januar skylden.

Men jeg giver også mig selv skylden. Jeg valgte at flytte. Det er mig, der skal skabe mit liv her. Jovist havde jeg et liv her, da jeg flyttede. Et liv som fungerede – med studie, job og veninder. Veninderne er der stadig. Og jobbet. Men efter, at have boet lidt mere end to år i hovedstaden, har jeg helt naturligt skabt nogle forventninger. Forventninger som ikke nødvendigvis kan indfries. Forventninger om, at der skal ske noget. Helst hver dag.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig spørgsmålet, ”hvad er det der skal ske?”. Jeg lever mit liv efter den overbevisning, at hvis mulighederne byder sig , så må man slå til, så længe det føles rigtigt. Når jeg derfor ikke lykkedes med at finde bolig i Kbh. , men både bolig og job i Aarhus, så var der en mening med det. Måske er det den mening jeg forsøger at finde, når jeg svælger i savnet om det konstante tempo og høje sociale aktivitet, som fandtes i Kbh. og som ikke findes her i samme grad. Som jeg savner og drømmer om.

Allermest savner jeg nok solen.

by maitrosborg

Glædelig jul. Om ambivalens

WP_000108Billedet er fra vores kontor, det mest julede sted på Godsbanens projektdæk.

Ligesom mange har et splittet forhold til julen – dets sange, maden, traditionerne, ligeledes har jeg et splittet forhold til det felt jeg beskæftiger mig med, kulturen. En branche der er præget af kreative hjerner. Hjerner der tænker i mønstre snarere end kasser. En inspirationsbombe, som er givende at arbejde for – og med. Samtidig bliver jeg dog trist, når mange af de fordomme udefrakommende har til kulturen, er reelle. Der eksisterer en uskreven regel om, at forretning og kreativitet er uforenelige størrelser. Men måske burde kulturen turde stille større krav? Det samme gældende for os, der arbejder med kulturen? Kultur og forretning er ikke uforenelige, og hvis kunsten er god nok, dør den ikke af, at blive tænkt ind i en kommerciel kontekst eller i en salgsplatform. Det handler om at skabe de rigtige rammer, have de rigtige kompetencer og turde satse. Det handler om udbud og efterspørgsel. Hvis man vil have bedre levevilkår, må man satse (og måske lytte til nogen af fordommene).

RIGTIG GLÆDELIG JUL.

by maitrosborg

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen