Ikke alle skatte burde være skjulte

Aarhus Godsbanegård

I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.

Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.

Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.

Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?

Ikke alle skatte burde være skjulte.

Dovenskaben længe leve…

large

Eller lad den dø. Det er trættende, at tage særlige hensyn til folk. Jeg er selv distræt af sind. Mine tanker løber frit, uden nogle form for tøjlen. Men til trods, kan jeg godt overskue, at åbne en vedhæftet PDF i min mail, notere – og huske en dato, som en gang er givet mig. Det er en irriterende kliché, at kreativitet skal være kaotisk. Skab noget orden i kaos – det er en del af kunsten!

Siden start november har jeg arbejdet for – og med en gruppe udøvende kunstnere. De er kreative og forventer, til en vis grad, at man tilpasse sig den “kreativitet”.

Når jeg fx sender en mail, hvor de skal læse vedhæftet, får jeg tilbagemeldingen, at det ikke er altid der er tid til det. Altså til at åbne vedhæftet. Og sender jeg en opdateret mail i forbindelse med et møde, skal mødetidspunkt og dato gengives, da man jo ikke kan huske det. Måske er jeg smålig, men jeg kan ikke lade være at blive en smule ærgerlig og irriteret over at de – kunstnerne – lader myten om den distræte kunstner lever.

Det er ikke distræthed der er på spil her, det er dovenskab. En dovenskab, som jeg gerne vil af med, og tror man skal af med, hvis kulturbranchen skal tages (mere) seriøs.

Og det skal den.