I tænker, jeg udleverer mig selv, at alt jeg føler, kommer til udtryk i ordene, at her skal alle sandhederne findes, hvis I vil få øje på mig. Men er det i virkeligheden ikke dig selv, du prøver at få øje på. Gemt bag linjerne, leder du efter noget, der kan forbinde dig, frigøre dig fra ensomheden og koble dig til fællesskabet. I virkeligheden er vi alle ensomme, selv i tosomheden. Måske endda især i tosomheden. I mener, jeg gør mig sårbar, mere end hvad godt er, men sandheden er, når jeg skriver, befrier skriften mig fra sårbarheden og forbinder os. De almene ting, kærligheden, sorgen. Den er ikke min. Den er jeres, vores. Vi er fælles om den. Skriften er en måde at se og forstå på. Når ordene danner mening, forstår jeg betydningen af det, der former mig. Former os. Det skænderi jeg hele tiden lyttede efter. De lyde der lagde op til endnu et epileptisk anfald. Døre der smækkede. Bilen der forlod indkørslen. Tidligt lærte jeg at sanse, og det er ikke særligt sensitivt. Jeg kunne have valgt at formulere det anderledes. Sige, jeg lærte at være på vagt. Lytte til ordene, fornemme stemningen, aflæse følelserne. Det er blot en måde at være i verden på. Være til på. At vende det indre udad. Skriften hjælper mig med det. En tragt, jeg hælder alle dine ord ned i, mine ord. Alle de følelser jeg mærker, vi har følt. Jeg fortæller dig, jeg atter har haft en samtale med en fremmed. Jeg fortæller dig, jeg endnu en gang har overværet en begivenhed, som ikke nødvendigvis var min at overvære. Tilfældigvis befandt jeg mig det sted på det tidspunkt, hvor den fremmede ikke var en fremmed længere, hvor begivenheden udspillede sig. Du siger, tilfældigheden ikke er tilfældig. Får mig til at forstå, jeg altid har været til stede i verden ved at se, få øje på det, som ikke er synligt, lægge ører til de historier, som fortælles, nogen gange uden ord. Jeg sammenfletter de indtryk, danner sætninger, skriver historier. Det er en måde at være til i verden på.
Tag / litteratur
Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer
De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.
Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.
Film
Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.
Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.
Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.
Litteratur
Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.
Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.
Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.
(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).
Kunst
Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.
Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.
Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.
(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)
Musik
Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!
Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.
First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.
(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).
Rigtig glædelig jul.
Ikke alle skatte burde være skjulte
I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.
Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.
Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.
Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?
Ikke alle skatte burde være skjulte.