I bagklogskabens lys…

WP_000267

Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?

 

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen

Gensyn med De Mezas Vej…

Fatalisme. Om at ride med på bølgen. 

large

Undskyld stilstand. Men ligeså stille der har været her, ligeså højlydt har der været i mit hoved. At sige tankerne har været på overarbejde, er en underdrivelse.

Jeg var – som I ved – til to samtaler. En hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Brøndby og en hos SceneAgenturet på Godsbanen i Aarhus. Begge samtaler gik godt. Derfor havde jeg en beslutning at træffe.

Jeg ringede til kommunikationschefen hos DIF og sagde jeg gerne ville starte hos dem. Vi blev enige om 4 ugers praktikforløb. Sidenhen har jeg fået tilbuddet om at blive i løntilskud. Da det på nuværende tidspunkt kun kunne garanteres til jul, takkede jeg nej.

Min chef og jeg havde en god og ærlig snak, hvor jeg spurgte til fremtidsudsigterne. Dette spillede selvsagt ind på min endelige beslutning.

Den 4. november starter jeg hos Godsbanen med 6 mdr. i løntilskud fremadrettet.

Imens jobsøgningen har stået på, har jeg haft gang i en boligsøgning, da jeg skal være ude af min lejlighed 31. oktober.

Min boligsøgning bestod i, at kontakte en masse udlejere i henholdsvis KBH og Aarhus og melde mig ind på en række boligsites. Det var mailen til min tidligere udlejer, der skulle vise sig at give bonus. Han havde en 1-værelses der matchede mine kriterier. På De Mezas Vej. Den vej,  jeg er født. Det er 24 år siden jeg sidst boede der med min mor. Dengang kunne jeg knap nok gå.

Det har jeg lært siden.

Næsten.

En ulykke kommer sjældent alene….

Foto den 31-08-2013 kl. 16.47 #2

Det samme gælder tilsyneladende for jobsamtaler (ej, at de på nogen måde skal sammenlignes med ulykker). I løbet af mindre end to uger, er jeg blevet kaldt til 3 samtaler – vedr. projektansættelse som kampagnemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp,  kommunikationsmedarbejder for Dansk Idrætsforbund og sidst som kommunikationsmedarbejder for SceneAgenturet. Førstnævnte kræver min tilstedeværelse på Fyn og Jylland, Dansk Idrætsforbund er lokaliseret i Brøndby mens sidstnævnte er lokaliseret i Aarhus. Jeg bliver rundtosset af, at forsøge at regne ud hvor det hele ender. Det er der heller ingen grund til, da det kun kan blive gisninger, til jeg ved om jobbene overhovedet er en realitet. Hvis de bliver det, skal der tages stilling. Bl.a. til hvor lang en lønstillingsperiode er forsvarlig med den dagpengesats jeg har tilbage. Perioden stopper nemlig ikke, når man kommer i job med løntilskud. Taxameteret kører videre (og det larmer!).

Det var jobsituationen.

Boligsituationen er selvsagt en anelse kompliceret pt. Hvor skal jeg egentlig søge? Min boligsøgning har udelukkende omkredset Kbh. (primært gennem lejebolig.dk og DBA.dk), siden jeg fik af vide at jeg var boligløs fra okt. Det har resulteret i, at jeg torsdag har en fremvisning på en 1 værelses lejlighed på Frederiksberg. Og et åbent hus.

Endvidere modtog jeg i går en mail fra min yngste søster, som er bosat i Berlin. Hendes roommate flytter ud i okt. og jeg er derfor velkommen en mdr. eller flere, hvis det passer. Et fristende tilbud, som er med i overvejelserne.

Jeg har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg befinder mig om en mdr. eller mindre. Men alt jeg kan gøre er at følge med, og se hvor det ender denne gang. Indtil da bliver der nok nogle søvnløse nætter, hvor hjernen er på overarbejde, selvom jeg fortæller den, at man ikke kan tænke sig til handling. Og at jeg derfor gerne vil sove.

Al-tid eller ingen tid…

På trods af manglende struktur på hverdagen samt en masse tid kun til mig, forsvinder den – altså tiden – forbløffende hurtigt. En side af mig, finder dette fortrøstningsfuldt, mens en anden side finder det skræmmende. Siden, som finder det fortrøstningfuldt, er den side, som ikke kan klare ensomhed og tomme dage. Siden, som finder det skræmmende, er den som tænker på hvor mange mdr. jeg nu har været jobsøgende – altså arbejdsløs. Uden arbejde. Det er forskellen mellem al tid og ingen tid, der er afgørende.

Tidens flygtighed er ligeledes grunden til, at jeg ikke har opdateret denne blog længe. Siden sidst har jeg været til jobsamtale på Øregaard Museum ang. et løntilskud på 6. mdr. (endelig én af de udvalgte). Jeg har besøgt Amager Bio (Kurt Vile) og Vesterbro (Culture Works@Distortion). Alt i alt en dejlig tid, hvor sommeren har gjort sit endelige indtog -og jobsituationen bliver sværere og sværere at holde i fokus.

Jeg fik desværre ikke løntilskudstillingen hos Øregaard Museum, men jeg havde en dejlig oplevelse med samtalen, og føler ikke jeg kunne have præsteret mere, hvilket jo selvfølgelig både er en god og dårlig ting, når jeg i sidste ende blev valgt fra. Jobbet gik til én, hvis kernekompetencer var indenfor området, og som havde flere års erfaring (selvfølgelig…). Men jeg opdagede Øregaard Museum, et museum jeg helt sikkert vil holde øje med i fremtiden. Tjek det ud!

Min jobsøgning blev sat på stand by, da mit fokus udelukkende var på samtalen og på jobbet, som et af de få jeg endnu er kommet tættest på. Jeg prøvede at fokusere på fortsat jobsøgning, men forgæves. Nu er det et overstået kapitel og jeg skal atter fokusere på ansøgninger og på at skaffe mig endnu en samtale, løntilskud eller ej.

Nedenfor ses lidt billeder fra de seneste par dage med sommer, koncerter og smukt selskab.

View this post on Instagram

Dejlige damer samlet i Kbh #sommer #kbh @juliealina

A post shared by Mai Trosborg (@maitrosborg) on

IMG_0890 IMG_0924

At arbejde for ingen penge, om frivillighed

WorkForFree

Inspireret af en god veninde (som jeg lærte at kende igennem 6 mdr. ulønnet arbejde)

Som studerende, er frivillighed et ord man hører ofte. Frivilligt arbejde, et pænere ord for ulønnet arbejde, er din adgangsbillet til et job, når du er færdiguddannet. Det stiller dig ihvertfald foran de andre i køen, og pynter på CV`et. Ergo friviligt arbejde betaler sig, så at sige.

Men er det egentlig sandheden?
Jeg er selv en af de personer, som elsker at arbejde – og har arbejdet hårdt for ingen penge. Fordi jeg kan lide at arbejde, men også fordi jeg troede på, at erfaring skaber muligheder og giver jobs.
Men i mit tilfælde tæller praktikker og rapportskrivniger ikke som reelle erfaringer, for erfaringer får man først, når man har været på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.
Desuden kæmper man en kamp, som er svær at vinde. Vi er mange der har ladet os overbevise om, at ulønnet arbejde betaler sig. Nu må vi sande, at det måske ikke er tilfældet. Tør man tænke tanken “udnyttede de mig?”. Jeg har tænkt tanken, jeg er også kommet med mange tanker, som skulle retfærdiggøre, at man måske er blevet udnyttet, men i sidste ende kan det jo ikke retfærdiggøres. Desværre.

Det er efterhånden 6 mdr. siden jeg modtog mit sidste eksamensbevis nogensinde, og lagde min identitet som studerende på hylden. Jeg troede, at det var slut med at arbejde for ingen penge. Eftersom det er hvad jeg har gjort de sidste 5 år. Jeg troede de 5 år på studiet sikrede mig en garanti for, at jeg var kompetent til at udføre et arbejde til en ordentlig løn. Hvis ikke, bør man så ikke overveje studiereformerne en ekstra gang?

Men tilsyneladende tog jeg fejl, for ifølge både A-kasse og konsulent er den måde jeg kommer i arbejde på gennem praktikker og løntilskud dvs. ulønnet arbejde. Praktikker og løntilskud er projektansættelse, som ikke garanterer dig nogen fremtid, altså ingen fastansættelse og herved ingen løn. Men har man noget valg? Nej, så længe vi er mange, der er bange. Bange for et tomt CV, bange for manglende erfaring eller at ryge bagerst i bunken, så lader vi os udnytte, og arbejder til ingen penge. Men er det fair?

Jeg har brugt 5 år på at læse. Ved siden af studierne har jeg forsøget mig ved tjenerjobs, men for at være klar til arbejdsmarkedet har jeg slået til, når relevante projekter og praktikker har budt sig.
Nu er jeg klar til arbejdsmarkedet, men må se “mine” stillinger gå til praktikker. For i kulturindustrien er frivilligheden en særlig instans, nærmest en selvfølge. Har man valgt en karriere baseret på interesser, så må man tilsyneladende tage konsekvensen og arbejde gratis. Kan det virkelig passe?

Jeg tager ordene i min mund, og siger det som det er “jeg føler mig udnyttet”.

Man har jo lov at håbe…

537007_328732933904686_251402912_n_large

Håbe, det gør jeg stadig. Men når man får afslag på ulønnede, frivillige stillinger med begrundelse, at tiden ikke er til at finde en opgave fordi de har alt, alt for travlt, så forsvinder håbet en smule. Og udsigten til et betalt job, som man har brugt mange år (5!) på at kæmpe sig rettigheden til, den bliver gradvist mindre. Men jeg sluger en flaske af dette (se overstående billede), og bevare håbet. I junglen af praktik, løntilskud, tidsbegrænsede stillinger og akutjob må det da lykkedes….