Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?