De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).