Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.