Følelsen af, at mangle noget uden at vide hvad det er. Udfylde tiden, som jeg vist nok tidligere har været inde på. Udfylde den med noget meningsfuldt. At det ikke altid er så nemt. To timer, fandt jeg tilbage til noget. Noget jeg manglede, men ikke har været klar over, hvor meget jeg manglede. Noget som gør det nemmere, at udfylde tiden. Gør det nemmere at være til stede lige nu lige her. Skriverierne er en del af det. Selvom det jo også er en slags flugt. I  og mellem fortid, fremtid og den tid, som er. Skriverierne er måske egentlig lige netop et forsøg på fortrænge nuet, mere end være i det. At bearbejde det nu som har været, eller det som kommer.

Her var kun jeg, med en flok som ikke rigtig eksisterede. Jeg, min tegneblok og tegneredskaber. Her følte jeg, at jeg var nu. Rummet havde jeg savnet. Som at mangle noget af sig selv. Og forsøge at finde det udenfor sig selv. Det giver ikke meningen, at forsøge at fange nuet. Lidt som at planlægge det perfekte, ikke planlagte møde.

Alligevel er det som om verden forsvinder, lukker sig omkring det sekund, det øjeblik, hvor jeg ikke er i stand til at koncentrere mig om andet end blyanten der rammer papiret, fingrene der rammer tasterne, eller det øjeblik kroppen koncentrere sig om at udføre en bevægelse, for at skabe dansen. Lige der er jeg.

Det er her det kan mærkes, at noget har været savnet. Kunsten bare at være. Den findes, tilsyneladende.

I kunsten.