Når kulden trænger ind

large

Jeg  har vist sagt det før. Januar er lang. Dagene er korte, men alligevel er det som om tiden mellem fyraften og sengetiden snegler sig af sted. Ofte bliver eftermiddagen tilbragt i vindueskarmen med en varm kop te. Indimellem drikkes der en kop kaffe i selskab ude i byen. indimellem trænes der, løb- ro- mave. Og sådan går dagene. Jeg har lyst til at tage mig sammen, lave ting. Samtidig er der noget der forhindrer mig, holder mig tilbage. Jeg giver januar skylden.

Men jeg giver også mig selv skylden. Jeg valgte at flytte. Det er mig, der skal skabe mit liv her. Jovist havde jeg et liv her, da jeg flyttede. Et liv som fungerede – med studie, job og veninder. Veninderne er der stadig. Og jobbet. Men efter, at have boet lidt mere end to år i hovedstaden, har jeg helt naturligt skabt nogle forventninger. Forventninger som ikke nødvendigvis kan indfries. Forventninger om, at der skal ske noget. Helst hver dag.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig spørgsmålet, ”hvad er det der skal ske?”. Jeg lever mit liv efter den overbevisning, at hvis mulighederne byder sig , så må man slå til, så længe det føles rigtigt. Når jeg derfor ikke lykkedes med at finde bolig i Kbh. , men både bolig og job i Aarhus, så var der en mening med det. Måske er det den mening jeg forsøger at finde, når jeg svælger i savnet om det konstante tempo og høje sociale aktivitet, som fandtes i Kbh. og som ikke findes her i samme grad. Som jeg savner og drømmer om.

Allermest savner jeg nok solen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s