Skal vi være kærester, måske?

Jeg er efterhånden en del af mindretallet i venneflokken. Hende der ikke har en kæreste, børn eller er gift. Min søster fortæller mig jeg gerne vil have en kæreste mens min veninde skriver i en sms, at det skræmmer mig det der med trygge rammer og faste forhold. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Og jeg ved ikke om det er mig selv eller de mænd jeg møder, der irriterer mig mest. Det er som om jeg er tvunget til at tage stilling til, hvad det skal blive til, inden det overhovedet er.

Jeg oplever, at de mænd (slut 20erne, start/midt 30erne) jeg møder, har en forventning til mine forestillinger. Der er ingen tid til at udforske, inden det er tænkt ihjel. Måske har de en forestilling om at jeg er parat til at pakke mine tasker, flytte i rækkehus og købe barnevogn, mens jeg i virkeligheden bare har lyst til at sove længe, opføre mig tåbeligt, danse rundt i stuen til høj musik på en mandag og tage ud at natbade på en søndag. Jeg oplever, at vi ikke længere tillader os at spilde tid på noget der måske, måske ikke bliver. Og jeg tænker ved mig selv, at det er en skam. Hvorfor har vi så travlt? Samtidig oplever jeg det som en udtryk for usikkerhed. Hvis man er i stand til at kysse i en brandert – uden at være bange – hvorfor så lade sig skræmme, når man er ædru!? Det samme gælder den mand, som er i stand til at skrive flere personlige beskeder til mig, men ikke tør mødes i det virkelig liv. Selvom vi jo faktisk har mødtes i det virkelige liv. I en brandert, hvor der ingen farer var for villa og vovse. Jeg tænker, at vi fratager os selv at leve livet. Jovist, følelser kan være en hindring, især hvis de ikke er gensidige, men er det ikke en chance man bør tage?

Jeg har før overlevet ugengældte følelser og er sikker på, jeg nok skal gøre det igen. Jeg kender mine grænser og ved, at når det gør for ondt, så stopper legen. Det kan blive kompliceret og det har været kompliceret. Men imens det var, ville jeg ikke have været foruden. Også selvom det ikke førte til den store kærlighed.

Nu vil jeg skrue op for musikken og danse rundt i stuen, uden at tænke over, hvorfor jeg gør det.

PS. Manden som jeg beskriver overstående er virkelig, men findes i mange udgaver. Der er altså ikke tale om én specifik, men om forskellige eksemplarer (og jeg holder, på trods, af dem alle sammen).

PPS. Jeg er klar over, at ikke én mand er ens, og dette skal ikke forstås som et indlæg om køn. Tværtimod. Dette indlæg handler om min usikkerhed. Hvad jeg vil og ikke vil (sidstnævnte er nemmere at gennemskue end førstnævnte).

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s