Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s