Tag / rejser

by maitrosborg

“Eso significa suerte”

Det er mandag. Jeg har planlagt at besøge MACBA – Museum d’Art Contemporani de Barcelona – et museum jeg har glædet mig til at besøge. Museets arkitektur er ret fantastisk og spetakulært, og jeg forstår, hvorfor skaterne holder til her. Foran museets indgang er placeret et bord og der hænger flyers overalt på flere sprog, heriblandt kinesisk. Jeg får stukket en flyver på engelsk i hånden, da jeg spørger det strejkende personale, om jeg kan gå ind. Jeg læser, at medarbejderne er utilfredse med nedskæringer i deres arbejdstimer. Da der intet personale er, udover det strejkende og vagter og personalet i museums-shoppen, er entre gratis. Jeg går ind.

Jeg glæder mig til at se udstillingen om poeten Brossa – “Poesía Brossa”, men da jeg hverken har læst litteratur af ham eller forstår, da al information er på spansk, er det en overfladisk oplevelse. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over udstillingen “Bajo La Superficie”, der fokuserer på det, der var, i stedet for at skabe noget fra bunden. Det gamle og historien forsvinder ikke. På udstillingen kan man bl.a. se spor efter flag og en bogreol. Flagene og bogreolen er der ikke længere, men det er afmærkningerne. Hvordan vores hjerne aflæser koder og forbinder dem med historier og objekter, fascinerer mig, og denne udstillings simple måde at udstille det på fungerer – for det meste. Værkerne minder mig om et værk fra Boros Bunker i Berlin, som jeg har glemt navnet på, men værket består af et lag plakater.

Det er onsdag og billigt at gå i Yelmo Cines, der lægger 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg betaler 2,90 euro for at se “Madre”, en film som slet ikke er, hvad jeg forestiller mig. Jeg husker at have læst, hvordan filmfolkene under filmvisningen i Cannes buhede. Forsøger at bestille billetten på spansk, øver sætningen i mit hoved, men tøver. Damen bag skranten slår over i engelsk. Forbandede blufærdighed. Af alle de mange mærkelige film jeg har set, er det her den mærkeligste. Jeg tror, den handler om at betale en for høj pris (kærlighed, familie) for kunsten. Scenen er sat. Det tordner og regner hele aftenen og natten.

Følelsen af at være anonym i en storby. Gå alene i biografen. Gå alene på museer. Spise alene på cafeer og restauranter. Have tid til at være nysgerrig, stoppe op og udforske. Måske er jeg skabt til at være alene. Passe ind alle steder og ingen steder. Den ultimative frihedsfølelse, er det?

Picasso-museet er gratis torsdage efter 18. Jeg læser på hjemmesiden, at man skal reservere billetter. Overvejer at dukke op og satse på mit held (dem der kender mig, forstår ironien i denne sætning). Der er udsolgt, da jeg kommer, så heldigvis har jeg booket en tid. Valgte 20.30 og kommer en halv time før, hvor jeg når at overvære en gudstjeneste i Santa Anna de Barcelona.

Jeg sætter mig på en bænk og lytter. Kirkerummet virker overvældende med dets himmelhøje loft, og jeg har svært ved at holde tårerne på afstand. Sender en tanke til Pocha. En kold vind vind med en varm luft blæser ind gennem døren. Tænker på alle de mennesker, vi har mistet. William. Pocha. Bedstemor. Mormor. Smider en euro og tænder et lys for Pocha.

Jeg beundrer dem, der har en stærk tro, er i stand til at overlade sin skæbne til andre. Slippe dødsangsten.

Der er virkelig mange mennesker på Picasso Museet. Mange går forgæves. Jeg er lige ved at overse den blå periode og må gå igennem udstillingen en gang til for at finde den. Picassos første perioder interesserer mig mindre end hans kubisme. Det er som om, han finder sig selv senere. Der er noget med øjnene på tegningerne, der undrer mig, som om det ene øje er sløret på samtlige personer.

Den her by er så fuld af kunst.

Ekspedienten i museums-butikken overser mig, da hun lukker butikken. Da hun får øje på mig, undskylder hun og fjerner banneret, hun har sat op for at blokere indgangen, og lader mig komme ud. Jeg griner, fordi, det er sjovt. Og typisk.

Spiser en burger og drikker et glas rødvin på en vietnamesisk streetfood deli.

Træder i en kæmpe hundelort. En kakerlak løber forbi mig, da jeg forsøger at fjerne hundelorten ved at gnide undersålen af min fod mod en kantsten.

Det er tirsdag. Casay Bonay  viser dokumentaren – “In no Hurry”  og serverer to små tacos og en øl for 15 euro. Vi smider os i den kæmpe sofa foran lærredet, L og jeg. Instruktøren er til stede og svarer efter filmvisningen på spørgsmål. Filmen er om gadefotograf og original Saul Leiter. Han er en spændende kunstner og et spændende menneske. Man er underholdt og oplyst i hans selskab.

Jeg er på vej til Meetup Language Exchange Spanish/English, som er et ugentligt event. Det er fredag. Trykker på linket, som åbner i google maps. Jeg står midt på en vej, hvor kun få mennesker passerer, da min telefon fortæller mig, jeg er ankommet. Der ligger en lille bar ovenpå metroen, som er ved at lukke. Det kan umuligt være her.

En time senere end jeg planlagde, da jeg gik hjemmefra, ankommer jeg. Klokken er 21.00. Baren ligger i Barcelona Estacio França.

Da jeg træder ind på stationen, mærker jeg noget varmt og vådt løbe ned over mig. Der er fuglelort overalt. I håret, på jakken og på bukserne. Aldrig er jeg blevet skidt så meget på. Det stinker så kraftigt, at jeg føler, jeg bliver nødt til at italesætte det, for de mennesker jeg møder.

Rengøringsdamen ser det og siger en masse på spansk. Et af ordene – fuerte – slår jeg senere op og ser det ganske rigtigt betyder held. Jeg bliver guidet til toilettet og forsøger at vaske det værste af. Et øjeblik forveksler jeg fugleklatten i mit hår med grå hår og river et af dem ud i en slags panisk handling.

Jeg oplyser mine sprog (dansk og engelsk), og det sprog, jeg gerne vil øve (spansk). Da jeg har fået mit klistermærke, går jeg målrettet mod baren for at bestille en øl og have et sted at gøre af mig selv. Jeg når lige akkurat at få stukket øllen i hånden, da E henvender sig. E er en 24-årig pianist fra Barcelona, som har boet de sidste 3 måneder hjemme hos sine forældre i Pobleneu. Han er lige kommet tilbage fra udveksling i USA. Vi finder et bord og slår os ned. Samtalen foregår på engelsk, da mit spanske ikke er godt nok til at føre en samtale. Endnu. Jeg spørger, om han ikke skal have noget at drikke. Han drikker ikke, da han er overbevist om, han tidligere har drukket noget, der gør, han bliver fuld af ingenting. Tænker, det er sjovt, man altid har – eller føler, man skal have – en undskyldning for ikke at drikke alkohol. Jeg foreslår vand. Han køber en vand.

To kvinder midt i tyverne fra henholdsvis USA og UK, der begge underviser på spanske skoler, slår sig ned, da jeg inviterer dem til det. De virker ikke synderligt interesseret i vores selskab. To italienere, en mand på 33 og S en kvindelig Erasmus-studerende på 22 slår sig også ned. Manden går på toilettet og forsvinder. To mænd fra Barcelona, der studerer økonomi kommer til. De skal videre i byen og inviterer S og jeg med. Vi bliver. Den ene af mændene fortæller mig, at katalanere med gode engelsk-kundskaber, er de katalanere, der har gået på private skoler. Undervisningen i engelsk på de offentlige skoler er tilsyneladende meget ringe.

Jeg udveksler kontakter med den spanske E og den italienske S. S har sagt ja til at deltage i den engelske bogklub og E vil gerne på museer, faktisk bliver han ret begejstret, da jeg fortæller, jeg har en Master i Arts. De tror alle jeg er yngre og på trods af en hyggelig aften, beslutter jeg, at mit næste meetup skal være mere specificeret, så jeg kan møde nogen  jævnaldrene. Jeg melder mig til Drink and Draw and Snacks samt Rooftop Yoga Workshop som de næste meetups.

S har senere fortalt mig, hun spottede mig allerede i køen, da hun kunne se, vi begge var alene.

E har aldrig fulgt op på vores aftale om museum-besøg. Det har jeg heller ikke.

En rotte løber forbi mig på vejen hjem.

Mødes med L til kaffe (og kage!). Det er søndag. Vi tager i CaiXaForum og ser en Andy Warhol udstillingen. Jeg har ikke mange forventninger og bliver derfor positivt overrasket. Især hans små video-portætter af kendte personager som Edie Sedgwick og Bob Dylan fascinerer mig.

L tager hjem efter Warhol. Jeg bliver og ser endnu en udstilling “H(a)unting Images –  Anatomy of a  Shot”, et samarbejde mellem MACBA, CaiXaForum og unge kuratorer. Fokus er på kunsten set gennem våben (shot). Udstillingen er ikke prangende, men der er nogle få fotografier, der taler til mig på grund af en stærk kontrast, fx et efterladt krigslandskab, der udgør et æstetisk smukt fotografi.

Arbejder nogle timer på Cosmo Cafe and Gallery nær universitetet. Området er ungt og internationalt. Der kommer flere skandinavisktalende forbi. Jeg har læst et sted, det er et godt sted at arbejde, men undrer mig, da der ikke er noget wifi.

I stedet for at tage metroen tilbage, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg finder en bog-butik med et kæmpe udvalg af engelsk bøger. Følelsen man får, når man er spændt, fordi man skal rejse eller glæder sig til en koncert eller lign., dén følelse får jeg (også), når jeg træder ind i en (god) bog-butik. De har ikke “Boy, snow, bird” af Helen Oyeyemi, der er bogen, vi skal tale om i den engelske bogklub. Ekspedienten henviser mig til en anden bogbutik længere nede af gaden. Her finder jeg den, og den er billig. På vejen hjem kommer jeg forbi “Humana”, som er den genbrugsbutik E anbefalde mig, da hun stolt viste sin nyindkøbte læderjakke frem, “It is not ekspensive, it is not vintage”.

Det er fredag. Jeg er på stranden. Det blæser og skyer trækker ind over himlen. Jeg tænker, vejret varsler noget. Da jeg går hjem, hører jeg byen larme og undrer mig over hvorfor. Da jeg kommer hjem, kan jeg læse, at det catalonske styre har erklæret selvstændighed.

Står sent op. Læser korrektur. Vasker det tøj fuglen sked på (bukser og jakke). Spiser menu del dia (som er lasagne) på en cafe i nærheden. Den er ikke opvarmet nok i midten. Jeg ignorerer det. Drikker en kaffe. Ignorerer den planlagte løbetur og er rasende på mig selv.

Temperaturen er dalene. Jeg sidder i shorts og en kashmir-sweater og bilder mig ind, jeg fryser. Man vænner sig hurtigt til varmen.

En dreng stiller sig op og tisser i plantebedet foran cafeen. Manden der sidder og drikker espresso, ryster på hovedet og forsøger at lokalisere hans forældre.

Fredag aften tager jeg til Drink and Draw and Snack hos Art Club Barcelona, som viser sig at være et hyggeligt lille studio gemt i en af Barcelonas små gader i indre by. Da jeg træder ind, sidder der en håndfuld mennesker med imødekommende smil. De hilser alle.  Modellen er overraskende god og vælger stillinger, der udfordrer øjets perspektiv mest. Det er ikke min bedste tegne-session nogensinde. Men jeg føler mig hjemme.

En af de andre deltagere ser dansk ud (ja, man kan spotte os). “I get that a lot” siger hun, men det viser sig, hun er fra Holland. Jeg falder i snak med et ægtepar, der er vilde med tv-serien Rita, som de har set på Netflix. Manden R er fra Brasilien og kvinden I fra Finland. Vi bliver hængende til vin og snacks.  Arrangøren inviterer os til at drikke en øl med ham og de andre. Ægteparret, der bor lidt udenfor Barcelona, takker ja, men ser, at de skal nå deres tog. Vi udveksler telefon-numre.

På vejen hjem løber en gruppe på rulleskøjter forbi mig. Det er åbenbart en fredagsting her i Barcelona. Rulleskøjteløb. Det minder mig om min yngste søster, der brugte timer og timer og flere timer igen på at rulle i ring på parkeringspladsen foran vores hjem i Vestjylland. Jeg sender hende en besked.

Jeg falder sent i søvn, da søsteren har fjernsynet tændt og er faldet i søvn i sofaen uden at slukke det, og jeg nænner ikke at slukke det og vække hende. Da M kommer tilbage fra byen, slukker hun tv’et og der bliver stille. Det er morgen. Jeg beslutter mig for at købe nogle ørepropper og en sovemaske.

Lørdag eftermiddag har jeg tilmeldt mig en to timers inversion workshop på en rooftop i indre by. Jeg er i tvivl om, hvad intervension er. Tænker at det er noget med hovedstand. Ganske rigtigt. For at komme til tagterrassen kan man tage Barcelonas ældste elevator til 4. sal og gå det sidste stykke. Jeg tager et foto af elevatoren. Et foto der på ingen måde yder hverken elevatoren eller opgangen retfærdighed.

Jeg kan mærke varmen og mit blodsukker er lavt. Jeg har kun drukket kaffe og spist et stykke brød og en yoghurt, hvilket jeg nu indser, er ret dumt. Klokken er 15. Overvejer at smide min t-shirt og træne i sports-bh, men er for blufærdig. Da jeg bliver svimmel efter et forsøg på håndstand, smider jeg den alligevel. En af de andre piger gør det samme. Hun må have haft det ligesom mig. Forbandede blufærdighed.

Til workshoppen møder jeg N, der er nordmand. Hun har boet fire år i Madrid, hvor hun har en spansk kæreste. For nyligt har hun fået en 2-årig kontrakt i Barcelona “I don’t wanna leave Spain”. Vi spiser frokost sammen og udveksler kontakter. Klokken er 18.30, da jeg er hjemme. Her i Barcelona går man aldrig ud for at komme hjem en time efter.

Det ringer ofte på dørtelefonen. Højtaleren er i stykker og jeg vælger bevist at ignorere den hver gang den ringer.

Jeg registrerer mig på et job site for european language jobs og markerer mig som bosiddende i Barcelona. Jeg smider et opslag på Danskere i Barcelona – Jobs. En mand smider en kommentar, skriver, at jeg muligvis vil passe ind, hvor han arbejder. Jeg har søgt en stilling som copywriter hos dem tidligere.

Dagen efter modtager jeg en alenlang mail på FB fra en ansat på stedet, der advarer mig mod at involvere mig i firmaet.

Ser en dokumentar om Joan Didion på Netflix. Dokumentaristen interviewer en af Joans venner, som fortæller, at Joan, for at finde ud af, hvordan hun føler og tænker, skriver. Det er det, ordene kan. Jeg forstår. Den magt har de. De former mig, når jeg former dem.

Søndag vågner jeg op til en besked fra R, der spørger, om jeg vil med på en dags-udflugt. Der er også en besked fra S og en invitation til en gratis yogatime om søndagen og igen mandag. Jeg skynder mig at booke den mandag.

Det er tirsdag d. 31. oktober, reformationsdag og hellidag i Berlin. I Barcelona er det Diá de Muertes og hellidag onsdag. Vi fejrer Halloween tirsdag.

Jeg mødes m L for at brevstemme til kommunal og regionsvalg. Jeg har taget testen på altinget.dk, hvor jeg har fundet de partier, jeg er mest enige med. Den personlige stemme er jeg ikke godt nok oplyst til at sætte, desværre. Liberal Alliance er ikke underligt det parti, jeg er mest uenig med. Udover L og jeg har der i været to andre danskere for at brevstemme.

S, M, E og jeg tager til fest på Casa Bonay, der serverer mad (mod betalling) og dansemusik. Jeg har købt en kappe med guldskelletter i en af Chinos’ene (gigantiske små shops, der har alt, hvad man behøver, ejet af kinesere), og jeg har malet mine øjne mørke og min hud bleg. S har lånt et kostume af en kollega og kommer klædt ud som brud.

“Did you put something on to make you skin look white?” spørger E. Men alt jeg har gjort, er, at sminke mig med den foundation, jeg brugte i Danmark.

På dansegulvet kysser en kvinde mig på kinden, mens hendes veninde fotograferer os. Jeg har ingen idé om hvorfor. De fotograferer også S, som spørger “Do they think we are celebrities?”.  M’s barndomsven fra Argentina slutter sig til selskabet. Han arbejder som copywriter og drømmer om at rejse Europa rundt og feste på klubber.

Onsdag lykkedes det mig at bestille take away på spansk. Tre små burritos. Jeg vågner uden tømmermænd.

På CCCB, der er et kulturcenter med udstillinger etc., ser jeg sammen med L udstilingen “Don’t follow the wind 2015-20XX”. Via virtuelle briller får vi adgang til Fukushima, hvor hjem er forladte og gaderne mennesketomme. Værkets koncept er stærkt og bag står bl.a. kunstnerne Ai Wei Wei, som er kendt for at sætte fokus på klimakrisen med sin kunst. De virtuelle briller (som vistnok er en telefon…) er gemt i papmache-figurer formet som “Okiagari-Kobashi”, der er kinesisk legetøj, man startede med at lave i hånden for 400 år siden. De er bygget, så de altid vil rejse sig igen, hvis man skubber til dem. I dag er de symbol på, hvordan Japan rejste sig efter jordskælvet i 2011.

Vi ser en anden udstilling. En kommentar til klimakrisen. Desværre er der løftet pegefinger og skoleudflugt over udstillingen – især den fortællende stemme, der går igen – irriterer. Show it, don’t tell it! Stemmen har dog ret i, at vi mennesker er utrolige stupide, når vi tror, vi er en overlegen race. Vi er jo for fanden afhængige af dyrene og planterne, uden dem, er vi intet.

Fredag forsøger jeg at finde cafeen i boghandlen La Central , da jeg har læst, det er et godt arbejdssted. Det viser sig, at der er flere La Central, og jeg forvilder mig ind i to, før jeg finder den, der har en cafe – men den ene af de to har en kæmpe afdeling med kunstbøger, som jeg bruger lang tid på at kigge i og på. Til sidst finder jeg den boghandel med cafeen. Der er en hyggelig atmosfære og folk sidder og arbejder, men der er ingen stik-kontakter, så det fungerer ikke for mig som arbejdssted. Jeg bestiller en kop kaffe og en chokolade/banan kage og læser lidt i den bog, jeg skal være færdig med til den engelsk bogklub om en uges tid.

Inden jeg finder cafeen i La Central,  vælger jeg at spiser frokost på Flex and Kale. Jeg får valget mellem at sidde ude ved et bord alene eller inden ved et langbord sammen med andre. Jeg vælger langbordet, da det er hyggeligst. Spiser en vegansk lasagne og drikker en juice, mens jeg skriver postkort. Først da jeg skal på toilettet, ser jeg, at der er en hyggelig terrasse på taget.

Drink and Draw and Snack. Short Poses. Det er fredag og R har skrevet og spurgt, om jeg vil med, da det i dag er en mandlig model og han ikke har tegnet mandlige modeller før.

Da jeg træder ind på Art Club Barcelona, hilser en kvinde, som om hun kender mig, siger hola, smiler stort og giver et kys på hver kind. Måske er det måden, de gør det på her. Jeg er i tvivl, og ser hende ikke hilse på andre på samme måde.

R og jeg går med de andre ud og får nogle øl på en bar i nærheden. En mand fra tegnegruppen dumper ned i sofaen ved siden mig. Han er høj, stor, mørkhåret og har brune øjne. Han ser godt ud, men da han åbner munden forsvinder charmen. Han er mere beruset end først antaget. Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig, om han stemte til referendum. “Nej – og faktisk stemmer jeg aldrig. Nu fik du mere information, end du bad om”, siger han. “Jeg går ikke op i politik, jeg vil bare tegne, drikke vin og nyde livet.”  Jeg svarer et eller andet, som får ham til at tale om sin mor – “Du lyder som min mor.” “Måske er jeg din mor”, siger jeg og ærger mig over, hvordan charme kan forsvinde så pludseligt.

E har iført sig en lille top og spørger mig, om jeg synes, det er ok til den elektroniske festival , hende og M skal til. Jeg peger på hendes arme og hendes mave, som er dækket i hvid creme, og spørger, om det er en del af et kostume. Hun griner og bliver opmærksom på, hun er midt i at afblege sine hår på arme og omkring navlen. “You don’t have this problem, but this is normal here”, siger hun.

Det er lørdag aften. N og jeg mødes på Palo Alto Market kl. 19.00. Det er en smuk, grøn plads med lyskæder, kunsthåndværk og madboder. Det begynder at regne og der går ikke længe, inden markedet er tomt for mennesker og boderne lukket ned. Sådan er Spanien, når det regner. Vi sidder to skandinavere med en bakke nachos og hver vores øl under et shelter. Udover os er der kun to andre at spotte, og personalet, der er ved at lukke ned for den sidste mad-bod.

Søndag mødes jeg med L til morgenmad. Bagefter står vi i kø i tre kvarter for at komme ind på et marked, hvor alt koster 1 euro – også entre. Det er et rivegilde og man skal bane sig vej i menneskemængden og hænge ved, hvis man ser noget, man vil have. Vi kan først trække vejret ordentligt, da vi kommer ud, men vi gør begge nogle fine køb.

 

Advertisement
by maitrosborg

Bosat i Catalonien

IMG_3477

Kalenderen siger d. 1. oktober 2017. Jeg er landet i Barcelona midt i en folke-afstemning om catalansk uafhængighed fra det spanske styre. I lufthaven køber jeg to små tarvelig wraps. Ekspedienten taler (selvfølgelig) spansk, spørger, om jeg har vekslepenge, og jeg rødmer. Det er grænseoverskridende at blotte et sprog, man endnu ikke er hjemme i. I taxaen oplyser jeg min adresse på engelsk, mens jeg inde i hovedet øver nummeret på adressen på spansk. Sesenta y ocho. Forbandede blufærdighed. Taxa-chauføren skruer radioen op for fuld volumen. Hvis jeg var bedre til spansk eller han til engelsk, er han typen, der ville insistere på en samtale. Referendum siger han og peger på radioen. Jeg nikker og spørger, hvornår afstemningen afsluttes. Kl. 20 er afstemningen afsluttet. Et videoklip, hvor det spanske politi tæsker de catalanske vælger, er gået viral. Jeg modtager et par beskeder fra folk, der bekymrer sig for mig. Alt er okay, men stemningen er intens, skriver min udlejer M fra et valgsted. Hun stemmer blankt, som flere andre, jeg har talt med. Overalt hænger der catalanske flag fra vinduerne og ordet democrácia er svært at komme udenom. Den spanske præsident (som ikke er populær blandt det catalanske folk) erklærer sent på aftenen afstemningen for ugyldig. Et par dage efter erklærer den catalanske præsident Catalonien for uafhængig af Spanien, når de vel at mærke har fået en aftale i stand med den spanske regering. Den spanske regering giver en frist til mandag d. 16. oktober. De vil vide, om Catalonien er erklæret selvstændigt eller ej. Mandag d. 16. oktober er der stadig ikke givet et endegyldigt svar.

Jeg sætter mig på en bænk og ringer til min far for at sige, jeg er ankommet. En gartner går forbi og siger hej. Får mig til at føle mig velkommen. Jeg står i min egen verden og nyder udsigten, da en gadesælger henvender sig til mig. Han vil gerne snakke, høre hvad jeg laver i Barcelona, hvor jeg er fra, fortæller mig, at jeg har smukke øjne og at pigerne i skandinavien er høje og flotte. Beautiful girls. Jeg takker og går videre. Jeg vil hellere udforske kvarteret end snakke. Han sælger køleskabsmagneter. Den slags min ældste søster samler på. I love Barcelona står der på dem.

M har hjulpet mig med at skrive små beskeder på spansk til jobcentret, så de kan se, hvad de forskellige papirer, jeg har med fra Danmark er, og hvad der skal gøres, fx er det vigtigt, at jeg inden 7 hverdage får en underskrift og et stempel, der skal sendes tibage til a-kassen som bevis på, at jeg er blevet tilknyttet jobcentret hernede og dermed kan modtage dagpenge. Jeg indtaster adressen på jobcentret (som M har hjulpet mig med at finde). Gratis wifi i EU og Google Maps gør det nemt at finde vej og undervejs bliver jeg klogere på mit kvarter, der ligger placeret mellem stranden (Platja del Bogatell), bymidten og et gammelt industrikvarter. Catalanerne er ikke kendt for at tale engelsk på jobcentret, men udstyret med et stykke papir på spansk, der forklarer min mission og en basal forståelse efter to års spansklektioner i gymnasiet, får jeg stukket et nummer i hånden, og det bliver hurtigt min tur. Damen jeg taler med er sød, snakker en smule engelsk og er meget tålmodig. Det hun ikke kan forklare på engelsk, oversætter hun fra catalansk til engelsk via google translate. Catalansk er et andet sprog end spansk. De fleste ord bliver forkortet fx siger man bon dia i stedet for buenos dias. Det politiske landskab tegner sig tydeligt denne mandag, dagen efter afstemningen. Damen jeg taler med, kan ikke hjælpe mig med papirerne, da hun tilhører den catalanske myndighed (!). Jeg skal tale med den spanske myndighed, som sidder 10 meter længere nede i samme lokale(!). Da jeg skal sende papirerne tilbage inden syv dage, er jeg bekymret. Hun skriver noget a la “it will be okay, don’t worry”  på skærmen, giver mig et spansk identifikationsnummer og hjælper mig med at bestille en tid fredag samme uge – noget jeg egentlig burde gøre selv. Opløftet går jeg derfra. Finder stranden og en bænk, hvor jeg skriver dette. En ældre mand med kalot sætter sig på bænken ved siden af og tilbyder mig en cigaret.

Søndagsstemning på en tirsdag. Det catalanske folk strejker. Og i Berlin fejrer de, at øst-og vesttyskland blev genforenet denne dag, 3. oktober for 27 år siden i 1990. Sen morgen, sen morgenmad. Ringer til tandlægen og rykker en tandlægeaftale. Ringer til jobcentret i Danmark og melder mig ud. Skyper med min yngste søster i Berlin. Misforstår tidspunktet, hun skriver, hvor jeg bliver af. Læser korrektur på nogle tekster. Går en tur i Park de la Ciutadella, som ligger 100 meter fra, hvor jeg bor. Fire politibiler er på vej ind samtidig. Folk sidder i klynger, malede i ansigterne, med det catalanske flag om sig. Der er demonstrationer rundt omkring, og der har netop været en stor demonstration. M spørger om jeg vil med til en demo kl. 20. Jeg takker nej, da jeg har lovet dem derhjemme at passe på mig selv og ikke kan overskue menneskeflokken. To kvinder træner, overfor ligger en mand i 20’erne og sover og ved siden af sidder et smukt mørkt kærestepar, der ligner nogen fra et modemagasin. Den sovende mand har den ene hånd placeret i bukserne, da jeg rejser mig og går.

Jeg hører skrig fra køkkenet omkring midnat. Kakerlakker har overtaget to åbne dåser i et af skabene. Jeg finder en støvsuger og suger kakerlakkerne op én for én. Flere dage efter kæmpe vi stadig med kakerlakker. Heldigvis virker giften.

Jeg bevæger mig ud for at skaffe ting til mit værelse og får desværre forvildet mig ned i bymidten, hvor hverken Zara eller H&M har en home-afdeling. Jeg finder Carrer de Graciá og en H&M med en home-afdeling. Ender med at bruge for mange penge og kommer hjem med et pudebetræk i forkert størrelse. Jeg er PMS. Jeg køber en salat og en danskvand i cafeen i h&m og rødmer, da ekspedienten er en smuk mand, som taler til mig på spansk og jeg bliver nødt til at bede ham tale engelsk.

“Senoritá” en ældre damer forsøger at få min opmærksomhed. Jeg forstår ikke, hvad hun siger og rynker på skuldrene og smiler. Muligvis spurgte hun om vej. En mand kommer mig til undsætning. Senoritá er en fin måde at blive tiltalt på. Jeg føler mig smukkere på spansk.

Katten er ikke længere bange for mig. Den er blevet modig, tør gå ind på mig værelse og hviler sig nu på min seng. Springer ind af vinduet, når jeg lader det stå åbent.

M’s veninde E er i gang med at bryde med sin kæreste og flytter ind nogle dage. M’s søster som også bor her, har jeg endnu ikke mødt, så da E kommer, forveksler jeg hende i første omgang med søsteren. Hun hilser ved at give mig et kys på hver kind, som man gør i Barcelona. Nå, du er fra Danmark siger hun og rækker mig hånden, da jeg modtager kindkyssene lidt akavet. Jeg siger, man i Danmark knuser, når man er blevet venner. Det kom til at lyde forkert. Hårdt.

Forsøger at finde ned til stranden uden google maps og farer vild. Jeg tilbringer tre timer på stranden. Vinden gør, at det er en smule køligt på trods af at temperaturen siger 26 grader. Vandet føles også koldt, selvom det er 19-20 grader og jeg flere gange i år har badet i det danske Vesterhav. Stranden ligger fire blokke fra, hvor jeg bor.

Kan ikke sove. Underboerne skændes så meget, at jeg er i tvivl om jeg skal tilkalde politiet. Kan hverken nummeret til politiet eller kommunikere flydende på catalansk, så i stedet ligger jeg søvnløs.

Det er fredag. Jeg har en aftale med jobcentret. Jeg får et nummer stukket i hånden. Da nummeret bliver kaldt på skærmen, viser det sig at være den catalanske afdeling (igen), så jeg sætter mig ned og venter på nummeret bliver kaldt en gang til – denne gang til den spanske afdeling. Manden jeg kommer til at snakke med, kan lidt engelsk. Han nægter at underskrive det vigtigste papir “we don’t use this” gentager han igen og igen. Jeg mister hurtigt tålmodigheden. Jeg ringer til M og får spansk assistance. Det hjælper ikke. Han bliver ved med at insistere på, at det ikke er nødvendigt, og jeg bliver ved med at gentage “si, necessita!” i en mere og mere irriteret tone og på randen af et sammenbrud. På papiret foran mig står der – på dansk – at det er vigtigt, jeg får en underskrift og et stempel og sender det tilbage til a-kassen inden 7 dage, hvis jeg fortsat skal modtage dagpenge. Han udfærdiger et papir, hvor han sætter en underskrift og et stempel, og siger, jeg må komme tilbage, hvis der er noget. Klokken er 13.07 og telefonen lukker kl. 13 hos a-kassen fredag. Jeg ringer til min ældste søster i frustration. Hun er på arbejde. Jeg finder en cafe og skriver en besked til a-kassen, hvor jeg vedhæfter mit spanske identifikationsnummer og dokumentationen fra det spanske jobcenter, laver en notis i min kalender om at ringe til a-kassen mandag. A-kassen godtager papirerne om mandagen.

Jeg er på en Espai Joliu, en café M har anbefalet. Her kan man købe planter og kunst. Jeg køber et stykke brød med ost og tomat og en kop kaffe, senere et kop te og en hjemmebagt kage. Arbejder et par timer. Da jeg kommer hjem, skriver min yngste søster en besked “hvordan har din dag været?”. Vi skyper i næsten to timer. Da vi er færdige er klokken 20.30 og jeg går ud for at finde mad. Overraskende hurtigt er jeg ved at vænne mig til de sene spisetider. Man spiser tidligst kl. 21.00. Typisk omkring kl. 22. Samfundet her er indrettet for b-mennesker. Arbejdet begynder ved 9-10-tiden. Imellem de tre hovedmåltider morgenmad, frokost og aftensmad spiser man snacks, inden morgenmad, inden frokost og inden aftensmad. Snack har fået en anden betydning for mig. Det er ikke længere søde sager, men mad du kan holde sulten på afstand med. Jeg har altid køleskabet fuld af små yoghurts, hvilket er nødvendigt!

Jeg har tabt mig nogle kilo.

Frokost varer en time til to  og begynder kl. 14. Jeg elsker det tidspunkt. Cafeerne er fulde og der er liv i gaderne. Pause. Fordybelse i samtalerne.

Lillesøsteren er kommet hjem. Hun er kun 21, hvilket kan mærkes. Sød, men ung. Fjernsyn for fuld volumen til sent ud på natten og cigaretter (folk her er desuden rigtig glade for joints) alle vegne (jeg har ét vindue, og det er ind til stuen). M har bedt hende finde et nyt sted at bo.

M er på weekend i Madrid. Jeg har takket ja til at tage med E for at spille tennis på Montjuic. Vi spillede double med (eks)-kæresten,som er svensker, og veninden, der er portugiser. Portugiseren har boet i Tyrkiet og sammenligner den nuværende situation i Catalonien med Erdogan og hans styre. Det catalanske politi er ikke bedre end det spanske. De får det bare til at fremstå sådan, fortæller de mig. Virkligheden er, at de er en flok magtliderlige mænd på steroider, der ikke er bange for at slå ihjel, siger svenskeren. Jeg spørger, hvad E har stemt. Hun har (også) stemt blankt.

Opløftet og glad over at have nye bekendtskaber i Barcelona, bliver jeg på Montjuic og ser lysshowet i Magic Fountain kl. 21.00. Indtil da tjekker jeg området ud. En feminin mand stopper mig og spørger, om jeg vil tage nogle fotos af ham med hans mobil. I stedet for at stå stille, bliver han ved at bevæge sig – “I don’t like poses”. Jeg føler mig som en fotograf på arbejde og skyder en masse billeder – blandt andet et hvor han tilfældigt stryger sit hår tilbage med hånden (her er det svært ikke at grine, da han tager det meget alvorligt). Jeg kan ikke bedømme, om han er genert eller arrogant, men han har en sjov facon. En facon jeg ikke er helt tryg ved, så da han spørger, om jeg vil med ud at finde steder at drikke drinks, takker jeg nej. Manden er fra Canada og i Barcelona en uge. Jeg fortæller ham, jeg er her, fordi jeg har muligheden for at søge job i udlandet i tre mdr.  “We need to do something about this in Canada”.

En gruppe break-dansere laver et show inden Magic Fountain showet. Det er de samme dansere Y og jeg så på stranden i februar. De er blevet dygtigere. Niveauet er højt.

I dag søndag d. 8. oktober kommer spanierne til Barcelona for at demonstrere mod catalansk selvstændighed. Jeg mødes med min veninde L fra uni-tiden, der også er bosat i Barcelona pt., til brunch i hendes nye kvarter Poble Sec på Brummel Cafe – en café jeg fik anbefalet dagen forinden. Metroen er propfuld, de andre passagere og jeg står som sild i tønder, mens spanierne råber “Viva Espania”. Vi spiser en virkelig god chia grød. Bagefter tager vi på marked og så ud til Park Guell. En spansk politibil med åben sidedør holder hornet i bund, mens en gruppe af betjentene vifter med et spansk flag fra den åbne dør. Da vi ikke har forudbestilt billetter, er der to timers ventetid til at komme ind og se Gaudis arkitektur, så vi udskyder det til en anden dag. Heldigvis er parken – også den del, man ikke skal betale penge for – en oplevelse i sig selv. Vi spiser en durum, vi har købt på vejen. En fugl flyver op og forsøger at nippe min durum ud af hånden på mig. Jeg skynder mig at spise færdig.

Det varmere vejr – her er alle dage 20+ grader – har gjort mig forkølet, så jeg bliver inde og ser tv på computeren og læser korrektur på nogle tekster. Lillesøsteren lod lyset brænder i stuen hele natten. Jeg fik ikke sovet særlig meget. Myggene her er kaldt tiger-myg, fordi de har striber som tigere. Jeg har ikke set dem, men mærker dem. Hver morgen vågner jeg med nye stik. Myggebalsam er nødvendig.

Løb en tur ved vandet. Gik på jagt efter Nømad Coffee – et bryggeri, jeg har fået anbefalet. Kaffe brygget her i Barcelona, som de serverer mange steder. En sydamerikansk mand stopper mig på gaden og siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han slår over i engelsk og forklarer, at han leder efter en gruppe mennesker, han skulle lave kunst med i dag. Han er kunstner og viser mig nogle fotos af ikke særligt imponernede malede ord, han har skrevet på folk. Jeg drikker kaffe med manden, der pludselig finder sit “kit” frem og får lov at skrive “blå” på min arm med eyeliner og glimmer. Jeg tager et foto af navnet på hans atelier og giver ham lov til at bruge et foto af mig og værket på mig i sit galleri. Jeg er glad for, at jeg ikke har betalt penge for det, men kaffen får jeg selv lov at betale, hvilket passer mig fint. Jeg spørger ham til den politiske situation. Han stemte ikke, men situationen frustrerer ham. Det handler om penge. Meget af konflikten og ønsket om selvstændighed har med penge at gøre. Catalonien er rig. Det er Spanien ikke.

Sort kaffe i Barcelona er espresso. Vil man bestille en Americano skal man bestille Kaffe grande, og vil man være helt sikker – con aqua. Man drikker Kaffe con Leche om formiddagen og espresso om eftermiddagen.

Da jeg krydser triumf- buen for at komme hjem, er der tæt befolket. Helikoptere hænger i luften (flere end der plejer) og politiet er massivt tilstede. Parken er lukket og jeg må gå udenom for at finde hjem. I forbifarten spørger en mand fra en større flok mig, hvor de kan komme forbi (eller hvor politiet ikke er?). Jeg peger, siger “aqui” og håber, jeg ikke har vildledt ham. Glad for at jeg tilsyneladende allerede virker som en, der hører til.

En kraftig hovedpine vækker mig et par gange i løbet af natten.

Vågner sent. Går i bad, laver kaffe og spiser en yoghurt. Forsøger at skrive. Vasker gulvet på mit værelse. Modtager en mail fra en kvinde, der gerne vil være gæsteblogger – har jeg fået læst hendes tekst? Jeg læser teksten. Hun er skeptisk overfor måden Miintos “Find Yourself” reklame fremstiller transkønnethed og hvordan transkønnethed bliver brugt i reklamesammenhæng. Jeg har ikke set reklamen og ærgrer mig over, jeg må takke nej til at publicere indlægget. Jeg ved, hvordan det føles at modtage et afslag. Mange afslag. Da jeg ikke kan skrive, går jeg til stranden med en bog. Det er varmt, men blæser kraftigt. Jeg går en omvej hjem, køber en hjemmebagt kage og en cortado på Espai Joliu.

Lillesøsteren skal i byen. Veninderne er her, musikken høj og make-uppen overalt. Skyper med mor en time.

Vågner sent. Tager til Montjuic for at finde det græske amfiteater, jeg er blevet anbefalet at se. På vejen ender jeg på pladsen foran nogle museer. En midaldrende, hippie-udseende mand med løst bomuldstøj og en halskæde om halsen, henvender sig til mig. Siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han spørger, om jeg er fransk – jeg svarer dansk (og tager det med det franske som et kompliment). På gebrokkent engelsk spørger han, hvad jeg synes om pladsen. Det er en stor betonplads med et par få træer. Han forklarer, at planen er (var?), at der skulle bygges en grøn plads, men noget med pengene gik galt. Han bryder sig ikke om pladsen nu. Han kommenterer på den politiske situation i Catalonien “nationalism is bad” og siger, jeg skal holde mig fra demonstrationerne. Mangler jeg et værelse? Han har et ledigt. Plejer at leje ud til Erasmus – studerende.

Finder den græske park og det græske amfiteater. Overvældes. Sætter mig på en af pladserne og skriver. Nogle mennesker går forbi og siger hej. Har sat mig i et gammelt tyggegummi. Forsøger at fjerne det, uden det store held. Farer vild på vejen hjem, så tager metroen tilbage til Placa Espanya, hvor jeg køber en is.

Torsdag d. 12. oktober er Colubus-dag og hellidag i Spanien (som Catalonien stadig er en del af). Jeg løber en tur, stranden er fuld af mennesker, der nyder deres fridag.

Til koncert med Princess Nokia. M og jeg mødes med hendes veninder. De er alle sydamerikanerne og taler spansk. For første gang får jeg følelsen af at føle mig alene, den følelse, der kan mærkes, når du er ensom iblandt mange. M og hendes veninder er søde, men jeg føler mig ved siden af og er hverken i humør til røg eller alkohol. Lyden til koncerten er dårlig. Jeg går på toilettet og derefter hjem.

På vej hjem møder jeg en kvinde, der har boet de sidste par dage i lejligheden. Hun sidder udenfor på en bar i nærheden, der ejes af nogle kinesere, og drikker en øl. Jeg har ikke fået mad, så køber en virkelig dårlig burger og en cola og spørger, om jeg må joine hende. Hun kommer fra Mallorca, er 33 år og har boet i Berlin og Barcelona. Hun er i byen for at spille en elektronisk koncert. Hun er genert og nervøs for koncerten, fortæller hun mig. Hun køber en øl mere.

Har reserveret bord på Casa Bonay. Jeg skal mødes med L og hendes fire veninder fra kunst-skolen, hvor de går. De kommer fra henholdsvis Beirut, Egypten, Tunesien og Norge. Aftenen er virkelig fin, en af de aftener, hvor klokken pludselig er 03.00, samtalerne tunge, stemningen let og vi fik danset.

Lørdag bruger jeg i parken med en bog. Køber en vand og en bikini-toast. “Beautiful” siger sælgeren til mig. Min ældste søster ringer – “Hvorfor lyder du sådan, sådan lyder du ikke i Aarhus. Er det fordi, du bor i Barcelona?”

by maitrosborg

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.