Kender du ikke dine naboer?

door-homes-photography-traurigsouvenirs.tumblr-Favim.com-690407

Nej, jeg ved ikke, hvad de hedder. Jeg kunne nok finde ud af det, ved at kigge på navneskiltet, der hænger side om side med mit. Jeg kunne også banke på og spørger, hvem de er. Men det indbyder intet til. Postbuddet efterlod engang en pakke med et par sko til pigen, hvis navn der stod ved siden af mandens navn på dørskiltet ved siden af mit (nu er de vist flyttet). Jeg ved det var sko, fordi, jeg rystede pakken og kiggede på afsenderen, som var et shopping onlinesite. Manden, ikke pigen, hentede kassen efter to uger. To uger, hvor den, kassen, bare stod og gloede på mig, mens min nysgerrighed efter at sætte navn på ejerkvinden steg, men jeg ved stadig ikke, hvem der går i de sko i dag. Mine overboer kender jeg heller ikke, som jeg ikke kender resten af opgangen, men jeg ved, de, overboerne, dyrker højtlydt sex – eller kvinden skriger en del, og oftest om søndagen, eller sene aftentimen. I mener, at det der adskiller jeres kultur fra vores kultur, er imødekommenhed. Dem og jer, og vores og deres. Undskyld, mit vrøvl! Der er kun et vi, og det er bygget om omkring skelletter, der alle ligner. Nøgen er vi alle de samme. Er vi alle sammen. Sårbare. Børn og bange. Proppet med fordomme og filosofier udefra og indefra, er vores hud blevet tyk, danner lag, som skal beskytte os. Fra os. Du spørger, da jeg fortæller, jeg ikke kender naboen: ”jamen, hvem skal så hjælpe?”. Og jeg forklarer, det skal mine nærmeste, og kan godt høre, hvordan sætningen klinger hult, når den udtales. Hvem er nærmere end ens naboer, når man skal hjælpes på en helt almindelig hverdag. To muslimske tørklædte damer står og stirrer på mig, mens jeg parkerer og låser min gamle damecykel. De stirrer så intenst, og snakker så åbenlyst om mig, at jeg til sidst må spørger, hvad jeg kan gøre. ”Du, kæreste?”, siger den ældste og peger på mig med sin finger. ”Nej”, siger jeg i en munter tone, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, og muligvis er en smule malplaceret. ”Du, børn?”, siger hun, og peger igen med fingeren mod mig. ”Nej”, siger jeg igen i en munter tone. ”Ok”, siger de og går. Der står jeg alene med min gamle damecykel, med langt, flagrende hår, i bukser og kondisko, og min mindst kloge hjerne tænker, ”hvorfor er de interesseret i en dansk, selvstændig, bukseklædt pige til deres søn?”. Men sikken da egentlig en nem måde at gøre det på. Ærligt, hvor mange mænd ville turde opføre sig, som jeg har eksempler på, de gør, hvis deres mor var matchmakeren. Et fåtal, tænker jeg. Nå, tilbage på sporet. Dem og os. Den mindst kloge hjerne. Kulturforskellene. De, kulturforskellene, eksisterer, de er dannet om det tykke lag hud om de tynde knogler. Skulle vi forsøge, at gøre huden mere transparent og knoglerne tykkere, så vi ikke knækker sammen, samfund.

En engelsk dreng jeg overhørte, da jeg stod og ventede på toget hjem fra Louisiana med min søster en dag, havde dette at sige (til sin far) ”If you come to Denmark, you should work”. ”If you come to Sweden, you’re just welcome”. Den sætning lader jeg stå, mens jeg klæder mig af og bygger mig op.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s