Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. For ved midsommer står solen højst og blomsterne er flest. Når regnen siler ned og kulden omfavner os, lader vi os narrer af kalenderen, der siger juni, og vi finder pinickurven frem og iklæder os kortere og koldere beklædning, Vi samler sygdommene op, influenza, løbende næser og et knust hjerte, men det er juni, så vi insisterer på sommeren, selvom vi fryser. Vi elsker vort land, men ved sværdet i hånden skal være udenvælts fjende beredte os kende, så vi stemmer blå blok i folketingen og kaster mandater i flæng til grænsebomme og uvidenhed, de fattige må give til de rige. Får vi øje på en heks, kaster vi denne for bålet, så alle kan se, at Danmark skal man ikke spøge med. Vi samles om bålet iklædt shorts og korte kjoler og med den medbragte picnic og de løbende næser og de blødende hjerter. Vi synger med på en sang, vi tror har 3 vers, men i virkeligheden har 4, og en tradition, vi ikke kender, men traditioner er alt vi har, så i dag er vi igen protestanter omkring et bål, der brænder til den sidste flamme er brændt ud og heksen er fløjet til Bloksbjerg. Vigtigst er, vi hygger os, her i regnen og kulden, som vi forsøger at glemme, men de tynde trøjer og de korte kjoler gør det svært. Vores tanker kredser om pølserne på grillen, og hvordan vi får dem mindst brændte og mest sprøde, og ikke på Holger Drachmann eller Johannes Døberen. Vi bliver måske nysgerrige og slår traditionen og navnene op, og vi ser, at kultur (og religion) er med til at forme et samfund, men det glemmer vi i morgen, når vi møder ind for at bidrage til samfundet ved at skabe økonomisk vækst, som kan gøres op i kroner og ører, ikke hjerner og hjerter.

Men den skønneste krans, bli’r dog din, sankte Hans, den er bundens af sommerens hjerter så varme, så glade.