Jeg gik rundt om mig selv i cirkler, opløst af gråd kiggede jeg mig i spejlet og så håbløsheden overtage håbet. Håbet for os. Grunden til tårerne og rastløsheden, skal findes i ordene, ord jeg havde skimtet, der foldede sig ud som en kommentarsporer af ubehageligheder og racisme. Virkeligheden ramte mig, lige dér hvor den gør allermest ondt. Rastløsheden og tristheden forvandles langsomt til vrede. En vrede, jeg stadig bærer rundt på. Der er skrevet og sagt meget, om, hvor samfundet er på vej hen. Jeg tvivler på, jeg kan tilføje noget nyt, men holde min kæft, kan jeg ikke. Samfund, tag dig sammen! Til daglig underviser jeg på et integrationshold, hvilket vil sige, jeg lærer nyankommne flygtninge om dansk kultur. De fleste har opholdt sig i længere eller kortere perioder på asylcentrer, mange har efterladt deres familier, mor, far, børn, kone, mand og er kommet alene hertil, de har stort set alle kun det tøj, de er flygtet i, men misforstå ikke, bagage har de nok af, angst, traumer, billeder, som vi andre ikke i vores værste mareridt kan forestille os. De her mennesker har et ønske – en fremtid! ”jeg vil bare gerne arbejde”, ”jeg vil gerne have en dansk ven” eller ”jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men du ville hjælpe” er de ting, jeg støder på i min hverdag. Derfor tager jeg det personligt, når mennesker kan få sig selv til at skrive ting som ”send dem på en båd hjem”. Det er ikke bare ord, det er smerte. Gør mig en tjeneste inden i farer til tasterne i frygt for at vores land invaderes af islamister, lær dem at kende! Tal til dem, lyt til deres historier. Selvfølgelig vil I møde idioter, de er alle vegne. Ligeså forskelligt et kristent folkefærd er, er et muslimsk folkefærd. For vi har det til fælles, at vi først og fremmest alle er mennesker! Lad os lige huske det, ik!?
Tag / samfund
Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet
Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I, på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret. Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.