Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.