by maitrosborg

We Are Real

wanr_foto_MichaScaarup-1024x685

Kontrakten er underskrevet. To midlertidige ansættelser og to vikariater blev til et job. Jeg er nu officielt voksen. Eller jeg har et ordinært voksenjob. Jeg er en del af Dansk Flygtningehjælp midt i en flygtningekrise. Andres ulykkelige skæbner blev mit levebrød. Jeg er en del af dét og alligevel er jeg så langt fra, at jeg ikke kan nå, ikke er i stand til at forestille mig, hvad det er, jeg er en del af. Min opgave er, at åbne døren op til et samfund, som jeg bliver mindre og mindre tryg ved selv at være en del af. Sammen lægger vi planer for en fremtid. Jeg frygter at møde mine kursister igen og se at disse planer ikke at blevet indfriet. At nogen på vejen har sluppet deres hænder og de har mistet deres vilje. Jeg frygter historierne. Dem om familierne, kæresten, manden, konen, børnene. Men de er vigtige, historierne. Det er vigtigt, jeg lytter og forstår. Det er vigtigt, du lytter til det, jeg fortæller dig. Viljen eksisterer.

Jeg tænder for mit TV og hører en masse støj, men samtidig ser jeg, hvordan vi finder sammen i forsøget på at stoppe støjen og i stedet hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Alt det langt væk, er nu tæt på. Indslagene i TV – avisen er virkelige historier, som aldrig har været tættere på vores stuer. Vi forholder os. Nogen forholder sig ignorant og kritisk. Beviset på, vores lille samfund har glemt alt omkring dem i alt for mange år. Som at bedrage sin næste. Det vil altid blive opdaget. Man vil altid skulle forholde sig på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu. Jeg græder og jeg smiler. Græder over de ignorante, smiler af de initiativrige. Jeg ser et skilt med denne tekst:

We Are Not Real/And can’t talk/About the ship/The water/The smell/The face/The screams/And the slowly/Dying voices/We can’t tell about/The fish entering/Our body openings/Biting/Our flesh/From our insides

We are dolls/And can’t say/The prayers/Told/In the cold/And softy/Water/We can only be/A memorial/Of thousands/Of thousands/Of thousands/Have a break/Have a cake/Please

(Christian Lollike)

Og jeg hører en soldat fortælle, hvor meningsløst det hele måske er. Og jeg tænker igen på historierne. Hvor vigtigt det er at dele for at forstå. ♠♥

 

by maitrosborg

Følsom fjols

IMG_0048

Forvirret, forfjamsket, fortumlet, forsigtig, forebyggende forsvar forsvinder. Jeg er det, du ikke ser, bag de blanke, rødgrønne øjne. Jeg er mere end et følsomt fjols, jeg er hende, hvis forsvar forsvinder. Jeg fejler, følsomme fjols. Misforstå mig ikke, jeg græder ikke over dig, ikke over jer. Jeg græder over at have fejlet, fumlet med mit forsvar. Jeg græder, fordi jeg er et følsomt fjols. Men ikke så stort som dig.

 

 

by maitrosborg

At kende en anderledes angst

love_tumblr_270_wallpaper_hd

Kirkegaard kendte den. Kirkegaard skrev om den. Munch kendte den. Munch malede den. Ordene fra Kirkegaard danner en frygt. Munch pensler en uhygge, som vi drages af. Måske genkender vi den endda. Angsten. Hun kender den i en anden form. En form som, som hun hverken er i stand til at uddybe eller håndgribe. Angsten spreder sig indefra og breder sig i ud i samfundet. For hver en person, der viser kærlighed og omsorg bygges muren foran hende. En mur, der rammer dem, der fortjener kærligheden mest og i stedet kaster hun sin kærlighed på dem, der fortjener den mindst. Hun kigger sig i spejlet og forsøger at gennemskue øjnene der kigger tilbage på hende. Blanke øjne, som ikke vil afsløre, hvor denne angst for at rumme kærligheden kommer fra. Problemet er ikke, hun ikke rummer kærligheden. Problemet er, hun rummer den for meget. Hun har forstået, hun altid vil være den der elsker mest. Aldrig vil hun give sig hen, hvis hun er den der elsker mindst. Kvinden som du her møder, forstår ikke tosomheden, men vil helller ikke ensomheden. Hun forventer for meget af livet, måske især kærligheden, så meget ved hun. Det er evig jagt for at få lov til at elske, måske endda blive elsket. Måske en dag. Og kærlighed findes i mange former og farver, også det ved hun. Den er løs og flydende, den er fast og tung. Den er midlertidig, den er evig. Det er ikke, at kvinden ikke har kærlighed i sit liv, hun vil bare have mere. Altid drømmer hun om mere. Angsten for at det en dag skal ske, forhindrer at det sker. Angsten for at blive elsket og blive forladt har forfulgt hende siden hun var lille ville nogen sikkert påstå. Hun er stærk, men sårbar. Stædig, men nysgerrig. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at forsøge kærligheden, men på afstand. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at kæmpe, men for noget, hun ved, hun aldrig havde. Noget som ikke kan mistes. Tanken om at rumme en større kærlighed. Tanken om at blive elsket ubetinget. Måske eksisterer håbet. Men kvinden du møder, har altid forbundet kærligheden med ensomhed. At sidde to og ikke forstå hinanden er mere ensomt end at sidde alene og ikke forstå sig selv, ved kvinden nu. Kvinden er heller ikke sikker på, hun ved, hvordan man opfører sig i tosomheden. Hendes krop bliver hendes våben, men hendes sårbarhed ødelægger missionen. Hun er mere end sin krop, fortæller man hende en dag. Kvinden har svært ved at forholde sig til dette. Kroppen kan hun kontrollere, følelserne er ukontrollerbare og afslører, hun ikke er nem at elske. Afslører, hun elsker for meget. At hun består af modpoler, som er svære at balancere, enten flyver hun højt eller også ligger hun fladt ned. Aldrig har hun fødderne solidt plantet på jorden. Enten elsker hun sig selv for meget eller også kan hun ikke være i sin egen krop. Hun overvældes hurtigt og fyldes op af en lykke, eller hun overvældes hurtigt og fyldes op af en vrede eller en håbløshed. Hun tror, kærligheden skal være ligesådan. Nedslående eller opløftende, ingen fodfæste. Måske tager hun fejl. Det har hun gjort før. Hun kigger på billeder af sig selv og genkender ikke smilet, genkender ikke øjnene. Hun undres over, hvem personen på billederne er, hvem personen på billederne forsøger at være. Og hun overvældes af kærlighed, som hun pludselig bliver bange for at miste. Ikke kærligheden til pigen på billedet, men kærligheden til det og dem, der omgiver pigen i billederne.

by maitrosborg

Samfund, tag dig sammen!

flygtninge

Jeg gik rundt om mig selv i cirkler, opløst af gråd kiggede jeg mig i spejlet og så håbløsheden overtage håbet. Håbet for os. Grunden til tårerne og rastløsheden, skal findes i ordene, ord jeg havde skimtet, der foldede sig ud som en kommentarsporer af ubehageligheder og racisme. Virkeligheden ramte mig, lige dér hvor den gør allermest ondt. Rastløsheden og tristheden forvandles langsomt til vrede. En vrede, jeg stadig bærer rundt på. Der er skrevet og sagt meget, om, hvor samfundet er på vej hen. Jeg tvivler på, jeg kan tilføje noget nyt, men holde min kæft, kan jeg ikke. Samfund, tag dig sammen! Til daglig underviser jeg på et integrationshold, hvilket vil sige, jeg lærer nyankommne flygtninge om dansk kultur. De fleste har opholdt sig i længere eller kortere perioder på asylcentrer, mange har efterladt deres familier, mor, far, børn, kone, mand og er kommet alene hertil, de har stort set alle kun det tøj, de er flygtet i, men misforstå ikke, bagage har de nok af, angst, traumer, billeder, som vi andre ikke i vores værste mareridt kan forestille os. De her mennesker har et ønske – en fremtid! ”jeg vil bare gerne arbejde”, ”jeg vil gerne have en dansk ven” eller ”jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men du ville hjælpe” er de ting, jeg støder på i min hverdag. Derfor tager jeg det personligt, når mennesker kan få sig selv til at skrive ting som ”send dem på en båd hjem”. Det er ikke bare ord, det er smerte. Gør mig en tjeneste inden i farer til tasterne i frygt for at vores land invaderes af islamister, lær dem at kende! Tal til dem, lyt til deres historier. Selvfølgelig vil I møde idioter, de er alle vegne. Ligeså forskelligt et kristent folkefærd er, er et muslimsk folkefærd. For vi har det til fælles, at vi først og fremmest alle er mennesker! Lad os lige huske det, ik!?

by maitrosborg

Brænd heksen

sankte hans

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. For ved midsommer står solen højst og blomsterne er flest. Når regnen siler ned og kulden omfavner os, lader vi os narrer af kalenderen, der siger juni, og vi finder pinickurven frem og iklæder os kortere og koldere beklædning, Vi samler sygdommene op, influenza, løbende næser og et knust hjerte, men det er juni, så vi insisterer på sommeren, selvom vi fryser. Vi elsker vort land, men ved sværdet i hånden skal være udenvælts fjende beredte os kende, så vi stemmer blå blok i folketingen og kaster mandater i flæng til grænsebomme og uvidenhed, de fattige må give til de rige. Får vi øje på en heks, kaster vi denne for bålet, så alle kan se, at Danmark skal man ikke spøge med. Vi samles om bålet iklædt shorts og korte kjoler og med den medbragte picnic og de løbende næser og de blødende hjerter. Vi synger med på en sang, vi tror har 3 vers, men i virkeligheden har 4, og en tradition, vi ikke kender, men traditioner er alt vi har, så i dag er vi igen protestanter omkring et bål, der brænder til den sidste flamme er brændt ud og heksen er fløjet til Bloksbjerg. Vigtigst er, vi hygger os, her i regnen og kulden, som vi forsøger at glemme, men de tynde trøjer og de korte kjoler gør det svært. Vores tanker kredser om pølserne på grillen, og hvordan vi får dem mindst brændte og mest sprøde, og ikke på Holger Drachmann eller Johannes Døberen. Vi bliver måske nysgerrige og slår traditionen og navnene op, og vi ser, at kultur (og religion) er med til at forme et samfund, men det glemmer vi i morgen, når vi møder ind for at bidrage til samfundet ved at skabe økonomisk vækst, som kan gøres op i kroner og ører, ikke hjerner og hjerter.

Men den skønneste krans, bli’r dog din, sankte Hans, den er bundens af sommerens hjerter så varme, så glade. 

by maitrosborg

Om altid at løbe stærkt

run

Rummet snurrer, som efter en beruset bytur, når jeg ligger i min seng og ikke kan få øje på et lige punkt. Tanker der stikker af, løber stærkere end kroppen kan kapere. Drømme, der bliver virkelige. Eller virkeligheden, der bliver en drøm. Som at drikke en kold fadøl på en varm sommerdag på en tom mave. Som at indhalere en cigaret i en nikotinforladt krop. Beruset eller forpustet. Jeg løber og løber og løber, men hvortil ved jeg ikke. Min krop er lige her. Hos mig. Hos dig? Øjne der ser igennem. Øjne der får øje. Mine historier, der blander sig med dine. Dig, jeg tilfældigt passerer i livet, på gaden. Frygten for at dø, hvis man standser. Angsten for at dø, hvis man fortsætter. Tilfældighedernes pudsigheder. Jeg er en af mange, du er mange af en. Stemmen, der fortæller, du kan gøre det bedre, mere. Forhindringer, der tvinger dig til at standse op og se vejen, du løber på. Det perfekte møde, som du jagter igen og igen. Urealistiske forventninger til mødet. Urealistiske forventninger til sin egen fart. Løgnen, der bliver til en sandhed i farten. Angsten for at stå stille. Frygten for at gå i stå. Forbipasserende, der aldrig når at fange dig i farten. Forbipasserende, du aldrig når at fange i farten. Distancen er aldrig lige. Alligevel står vi fast på, at det skal foregå i løb. Tårer jeg græder, men som ikke er mine. En følsomhed, man ikke kan løbe fra. Et løb uden destination.

Jeg løber altid stærkt, men sjældent slår jeg distancen.

by maitrosborg

Livet er langt, lykken er kort

…synger folkehelten Kim, mens vi læser en rubrik som fortæller, vi er verdens lykkeligste folk. Vi kender ikke til sult og hungersnød, men vi kender til overforbrug, fedme og ensomhed. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk. Vi står i kø på hovedbanen foran Dunkin Donuts. Udenfor donutsbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Men der er plads til os alle, for vi bor her, i et yndigt land. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger, ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle, i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke uanmeldte besøg eller small talk. Vi vil hellere være ensomme end at fejle – medmindre Blachman banker på. Janteloven er en skændsel for et lykkeligt folk, men man skal ikke blære sig med det. Vi er kloge, os lykkelige mennesker. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Lykken er kort. Men tosomhed findes på dating.dk eller med et swip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi lukker psykiatrisk museum og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer. Vi elsker naturen og familien, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord. Men vi er stadig lykkelige. Vi, lykkelige mennesker, bor i et pissekoldt land, hvor den globale opvarmning har narret os alle med efterår, når kalenderen siger forår. Det forvirrer et lykkeligt folk, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den. Vi er et lykkeligt folk med et langt liv og en kort lykke.

Vi er verdens lykkeligste folk!

 

 

by maitrosborg

Kender du ikke dine naboer?

door-homes-photography-traurigsouvenirs.tumblr-Favim.com-690407

Nej, jeg ved ikke, hvad de hedder. Jeg kunne nok finde ud af det, ved at kigge på navneskiltet, der hænger side om side med mit. Jeg kunne også banke på og spørger, hvem de er. Men det indbyder intet til. Postbuddet efterlod engang en pakke med et par sko til pigen, hvis navn der stod ved siden af mandens navn på dørskiltet ved siden af mit (nu er de vist flyttet). Jeg ved det var sko, fordi, jeg rystede pakken og kiggede på afsenderen, som var et shopping onlinesite. Manden, ikke pigen, hentede kassen efter to uger. To uger, hvor den, kassen, bare stod og gloede på mig, mens min nysgerrighed efter at sætte navn på ejerkvinden steg, men jeg ved stadig ikke, hvem der går i de sko i dag. Mine overboer kender jeg heller ikke, som jeg ikke kender resten af opgangen, men jeg ved, de, overboerne, dyrker højtlydt sex – eller kvinden skriger en del, og oftest om søndagen, eller sene aftentimen. I mener, at det der adskiller jeres kultur fra vores kultur, er imødekommenhed. Dem og jer, og vores og deres. Undskyld, mit vrøvl! Der er kun et vi, og det er bygget om omkring skelletter, der alle ligner. Nøgen er vi alle de samme. Er vi alle sammen. Sårbare. Børn og bange. Proppet med fordomme og filosofier udefra og indefra, er vores hud blevet tyk, danner lag, som skal beskytte os. Fra os. Du spørger, da jeg fortæller, jeg ikke kender naboen: ”jamen, hvem skal så hjælpe?”. Og jeg forklarer, det skal mine nærmeste, og kan godt høre, hvordan sætningen klinger hult, når den udtales. Hvem er nærmere end ens naboer, når man skal hjælpes på en helt almindelig hverdag. To muslimske tørklædte damer står og stirrer på mig, mens jeg parkerer og låser min gamle damecykel. De stirrer så intenst, og snakker så åbenlyst om mig, at jeg til sidst må spørger, hvad jeg kan gøre. ”Du, kæreste?”, siger den ældste og peger på mig med sin finger. ”Nej”, siger jeg i en munter tone, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, og muligvis er en smule malplaceret. ”Du, børn?”, siger hun, og peger igen med fingeren mod mig. ”Nej”, siger jeg igen i en munter tone. ”Ok”, siger de og går. Der står jeg alene med min gamle damecykel, med langt, flagrende hår, i bukser og kondisko, og min mindst kloge hjerne tænker, ”hvorfor er de interesseret i en dansk, selvstændig, bukseklædt pige til deres søn?”. Men sikken da egentlig en nem måde at gøre det på. Ærligt, hvor mange mænd ville turde opføre sig, som jeg har eksempler på, de gør, hvis deres mor var matchmakeren. Et fåtal, tænker jeg. Nå, tilbage på sporet. Dem og os. Den mindst kloge hjerne. Kulturforskellene. De, kulturforskellene, eksisterer, de er dannet om det tykke lag hud om de tynde knogler. Skulle vi forsøge, at gøre huden mere transparent og knoglerne tykkere, så vi ikke knækker sammen, samfund.

En engelsk dreng jeg overhørte, da jeg stod og ventede på toget hjem fra Louisiana med min søster en dag, havde dette at sige (til sin far) ”If you come to Denmark, you should work”. ”If you come to Sweden, you’re just welcome”. Den sætning lader jeg stå, mens jeg klæder mig af og bygger mig op.

by maitrosborg

Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.

by maitrosborg

Mor

WP_000927

På en forside i et tabloidmagasin ser man Leonardo med topmave og modelkæreste. Man døber hans krop dad bod og hujer og hejer. Nu er det moderne at lade mandepatterne hænge og øl-vommen til skue. Kvindernes bryster hænger ikke, men strutter som to små frugter fra hendes flade krop. Dem lader man ikke hænge. Og maven, den skal helst holdes inde lidt endnu. I Politiken skriver en kulturskribent en klumme, der hylder mom body, naturlig hårvækst, hængepatter og slap bækken – uden snyd. Dét kommer der ikke nær så meget hujen og hejen ud af. I Weekendavisen står der, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatters dominans. Lider. Artiklen er skrevet af en kvinde. I år fejrer vi hundredåret for kvinders rettigheder, og sikken en måde at fejre det på. Hurra hurra! Vi er frie til at stemme, til at skrive, hvad vi vil. Uden at udgive under pseudonym som Blixen og alle de andre. Vi er frie. Til alt. Så vi passer børn og uddannelse og job og hus og have (hvis vi har en sådan), og vi elsker ubetinget, alt hvad vi kan slippe afsted med. Men ja, vi er alt for meget. Vi tænker og tænker på fremtiden og hvad vi skal spise og hvilke fødselsdage vi skal huske. Hvem, der har behandlet os uretfærdigt og hvem vi skal huske at behandle retfærdigt. Vi skifter humør, som man skifter undertøj, hvis ikke oftere. En gang om måneden ligner vi pubertetsramte teenager med bumser på kinderne og blod ud af skeden. Jo ældre vi bliver, des mere fortrolige er vi med det hele, også den pubertetsramte krop og de tilsvinede lagner. Vi findes i alle størrelser og former, om man er til balder eller bryster. Vi er alle født. Af kvinder. De går under den kollektive betegnelse mødre. De kommer ligeledes i forskellige former og farver, og de passer på os, som vi passer på dem, når vi bliver voksne, og lærer, at alle har brug for at blive passet på. Og uanset hvor tæt eller langt, vi bevæger os, spejles vi i hinanden. Mødernes børn bliver mødre og tiden, den stak af. Mødre bliver til bedstemødre. Og man ser, relationerne ændrer sig rundtomkring i de små villaer. De strenge mødre bløder ikke længere ud af skeden, men sveder i stedet. Naturen gør sin ting. Og vi er stadig for meget. Men vi er kvinder. Og vi er født af en mor, som er født af en mor, som er født af en mor…