Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s