Category / Rastloese Tanker

by maitrosborg

Livet er langt, lykken er kort

…synger folkehelten Kim, mens vi læser en rubrik som fortæller, vi er verdens lykkeligste folk. Vi kender ikke til sult og hungersnød, men vi kender til overforbrug, fedme og ensomhed. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk. Vi står i kø på hovedbanen foran Dunkin Donuts. Udenfor donutsbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Men der er plads til os alle, for vi bor her, i et yndigt land. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger, ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle, i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke uanmeldte besøg eller small talk. Vi vil hellere være ensomme end at fejle – medmindre Blachman banker på. Janteloven er en skændsel for et lykkeligt folk, men man skal ikke blære sig med det. Vi er kloge, os lykkelige mennesker. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Lykken er kort. Men tosomhed findes på dating.dk eller med et swip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi lukker psykiatrisk museum og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer. Vi elsker naturen og familien, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord. Men vi er stadig lykkelige. Vi, lykkelige mennesker, bor i et pissekoldt land, hvor den globale opvarmning har narret os alle med efterår, når kalenderen siger forår. Det forvirrer et lykkeligt folk, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den. Vi er et lykkeligt folk med et langt liv og en kort lykke.

Vi er verdens lykkeligste folk!

 

 

by maitrosborg

Kender du ikke dine naboer?

door-homes-photography-traurigsouvenirs.tumblr-Favim.com-690407

Nej, jeg ved ikke, hvad de hedder. Jeg kunne nok finde ud af det, ved at kigge på navneskiltet, der hænger side om side med mit. Jeg kunne også banke på og spørger, hvem de er. Men det indbyder intet til. Postbuddet efterlod engang en pakke med et par sko til pigen, hvis navn der stod ved siden af mandens navn på dørskiltet ved siden af mit (nu er de vist flyttet). Jeg ved det var sko, fordi, jeg rystede pakken og kiggede på afsenderen, som var et shopping onlinesite. Manden, ikke pigen, hentede kassen efter to uger. To uger, hvor den, kassen, bare stod og gloede på mig, mens min nysgerrighed efter at sætte navn på ejerkvinden steg, men jeg ved stadig ikke, hvem der går i de sko i dag. Mine overboer kender jeg heller ikke, som jeg ikke kender resten af opgangen, men jeg ved, de, overboerne, dyrker højtlydt sex – eller kvinden skriger en del, og oftest om søndagen, eller sene aftentimen. I mener, at det der adskiller jeres kultur fra vores kultur, er imødekommenhed. Dem og jer, og vores og deres. Undskyld, mit vrøvl! Der er kun et vi, og det er bygget om omkring skelletter, der alle ligner. Nøgen er vi alle de samme. Er vi alle sammen. Sårbare. Børn og bange. Proppet med fordomme og filosofier udefra og indefra, er vores hud blevet tyk, danner lag, som skal beskytte os. Fra os. Du spørger, da jeg fortæller, jeg ikke kender naboen: ”jamen, hvem skal så hjælpe?”. Og jeg forklarer, det skal mine nærmeste, og kan godt høre, hvordan sætningen klinger hult, når den udtales. Hvem er nærmere end ens naboer, når man skal hjælpes på en helt almindelig hverdag. To muslimske tørklædte damer står og stirrer på mig, mens jeg parkerer og låser min gamle damecykel. De stirrer så intenst, og snakker så åbenlyst om mig, at jeg til sidst må spørger, hvad jeg kan gøre. ”Du, kæreste?”, siger den ældste og peger på mig med sin finger. ”Nej”, siger jeg i en munter tone, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, og muligvis er en smule malplaceret. ”Du, børn?”, siger hun, og peger igen med fingeren mod mig. ”Nej”, siger jeg igen i en munter tone. ”Ok”, siger de og går. Der står jeg alene med min gamle damecykel, med langt, flagrende hår, i bukser og kondisko, og min mindst kloge hjerne tænker, ”hvorfor er de interesseret i en dansk, selvstændig, bukseklædt pige til deres søn?”. Men sikken da egentlig en nem måde at gøre det på. Ærligt, hvor mange mænd ville turde opføre sig, som jeg har eksempler på, de gør, hvis deres mor var matchmakeren. Et fåtal, tænker jeg. Nå, tilbage på sporet. Dem og os. Den mindst kloge hjerne. Kulturforskellene. De, kulturforskellene, eksisterer, de er dannet om det tykke lag hud om de tynde knogler. Skulle vi forsøge, at gøre huden mere transparent og knoglerne tykkere, så vi ikke knækker sammen, samfund.

En engelsk dreng jeg overhørte, da jeg stod og ventede på toget hjem fra Louisiana med min søster en dag, havde dette at sige (til sin far) ”If you come to Denmark, you should work”. ”If you come to Sweden, you’re just welcome”. Den sætning lader jeg stå, mens jeg klæder mig af og bygger mig op.

by maitrosborg

Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.

by maitrosborg

Mor

WP_000927

På en forside i et tabloidmagasin ser man Leonardo med topmave og modelkæreste. Man døber hans krop dad bod og hujer og hejer. Nu er det moderne at lade mandepatterne hænge og øl-vommen til skue. Kvindernes bryster hænger ikke, men strutter som to små frugter fra hendes flade krop. Dem lader man ikke hænge. Og maven, den skal helst holdes inde lidt endnu. I Politiken skriver en kulturskribent en klumme, der hylder mom body, naturlig hårvækst, hængepatter og slap bækken – uden snyd. Dét kommer der ikke nær så meget hujen og hejen ud af. I Weekendavisen står der, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatters dominans. Lider. Artiklen er skrevet af en kvinde. I år fejrer vi hundredåret for kvinders rettigheder, og sikken en måde at fejre det på. Hurra hurra! Vi er frie til at stemme, til at skrive, hvad vi vil. Uden at udgive under pseudonym som Blixen og alle de andre. Vi er frie. Til alt. Så vi passer børn og uddannelse og job og hus og have (hvis vi har en sådan), og vi elsker ubetinget, alt hvad vi kan slippe afsted med. Men ja, vi er alt for meget. Vi tænker og tænker på fremtiden og hvad vi skal spise og hvilke fødselsdage vi skal huske. Hvem, der har behandlet os uretfærdigt og hvem vi skal huske at behandle retfærdigt. Vi skifter humør, som man skifter undertøj, hvis ikke oftere. En gang om måneden ligner vi pubertetsramte teenager med bumser på kinderne og blod ud af skeden. Jo ældre vi bliver, des mere fortrolige er vi med det hele, også den pubertetsramte krop og de tilsvinede lagner. Vi findes i alle størrelser og former, om man er til balder eller bryster. Vi er alle født. Af kvinder. De går under den kollektive betegnelse mødre. De kommer ligeledes i forskellige former og farver, og de passer på os, som vi passer på dem, når vi bliver voksne, og lærer, at alle har brug for at blive passet på. Og uanset hvor tæt eller langt, vi bevæger os, spejles vi i hinanden. Mødernes børn bliver mødre og tiden, den stak af. Mødre bliver til bedstemødre. Og man ser, relationerne ændrer sig rundtomkring i de små villaer. De strenge mødre bløder ikke længere ud af skeden, men sveder i stedet. Naturen gør sin ting. Og vi er stadig for meget. Men vi er kvinder. Og vi er født af en mor, som er født af en mor, som er født af en mor…

by maitrosborg

Livet er for kort til dårlig rødvin

wine

Vi sidder om et stort hospitalsbord. Det burde lugte, men sandheden er, at mine sanser ikke findes her, de er blevet hengemt til et sted udenfor disse murer, udenfor disse lugte. Jeg kan ikke engang græde, da du fortæller mig, mens øjenvidner kigger på, at du skal dø. Men du vil kæmpe. Faktisk føler jeg mig tarvelig, for I forventer at se mig græde, og jeg kan ikke leve op til jeres forventninger. Det er det der gør mig ked af, ikke beskeden om, at du skal dø. Jeg ser, hvordan sygdommen overtager din krop, men ikke dig. Så da telefonen ringer, midt i jeg står på Jægergårdsgade og skænker colaer, glemmer jeg at tænke på, hvorfor I ringer, forberede mig på, hvad jeg skal se. Men jeg overlader colaerne, eller måske går jeg ned med dem. Jeg sætter mig ud i taxaen, hele vejen til Galten griner jeg med chaufføren, måske er han sjov, måske er jeg, men det tvivler jeg på, det har aldrig været min ting. Du dør mens Kristus stiger til himmel og vi spiser vores sidste måltid. Jeg nåede at fortælle, at jeg elsker dig, men det virkede fjollet og påtaget, for det vidste du jo sikkert godt. Mens vi mader dig, minder du os om, livet er for kort til dårlig rødvin, så vi skal kun drikke – og servere det bedste. Vi begraver dig i et overflod af mennesker, tårer og blomster. Hun kommer hen til mig til mindecermonien og fortæller, sygdommen også vil fortære hende. Den har ramt hende i maven. Tilsyneladende rammer den alle, der vil livet. Da du altid har ment, jeg har en evne til at se og føle ting, som andre ikke kan, tror du måske jeg er opmærksom på dette i forvejen, men du misforstår, og jeg bliver sur på dig, over, du fylder mig med ting, du ikke ved noget om. Året efter dør du, og sådan ved man, du er clairvoyant. Vi begraver dig med et overflod af nationaliteter, historier, musik og fortællinger. Og jeg ser, at døden ikke kun skal begrædes, men også fejres. Du begraves ved siden af min første forelskelse nogensinde. Han blev 21. Også han ville livet mere end nogen anden, men det fratog man ham, da man stak en kniv i ham på en sen nattetime. Vi begravede ham med et overflod af tårer og en sang. Andet husker jeg ikke. Din begravelse finder sted på en kold vinterdag og det eneste tegn på lysere tider, er fuglen der er fløjet fra forsiden af din fortælling til træet ved siden af jeres grave, mens den synger en sang, som man svagt genkender melodien på.

 

– en hyldest til Erna!

by maitrosborg

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

by maitrosborg

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.

by maitrosborg

Identitetskrise #1

navle

Jeg har forsøgt at skrive om det jeg oplever som identitetskrise, men det er virkelig svært. Måske fordi jeg ikke ved, hvad den går ud på. Ironisk, ja. Jeg dykker ned og ind i egen navle. Nogle få flygtige sætninger af en samtale som jeg tror, jeg forstår, sætter sig fast i mellem hjertet og hjernen. Fremtiden blinker i neon for øjnene af mig, mens fortiden står skrevet i sandet, jeg træder på. Når jeg bøjer mig ned for at gribe ud, falder ordene fra hinanden. Vender jeg blikket mod det blinkende neon, skærer det i øjnene, så jeg har svært ved at se. Jeg befinder mig i et øde landskab alene. Eller også befinder jeg mig midt i en storby blandt millioner af fremmede, flygtige sætninger. Landskabet lukker sig sammen, eller folder sig ud. Det bor i min navle, og udenfor. Det bor i min navle, men udenfor. Alt afhænger af mig, og i virkeligheden intet. Jeg griber de flygtige sætninger, og jeg omfavner ensomheden. Jeg fralægger ansvar og jeg tillægger ironi. Jeg får det hele til at give mening. Snubler over symboler og undskyldninger for livet, som det er. Jeg dyrker melankoli og nynner med på melankolske sange, 50 beautifully sad songs er mine foretrukne. Forsøger at få det til at handle om andet og mere, men navlen er svær at slippe af med, og der opstår en krise, som jeg kalder en identitetskrise. Og jeg ved ikke, hvordan man skriver om krisen eller om identiteten.

by maitrosborg

At omfavne livet – som jobsøgende, som menneske

falling

Jeg forsøger det bedste at omfavne livet, som det former sig for mine fødder. Folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Når jeg går ud i verden, spørger man, hvordan smilet altid kan være placeret således på min mund. Jeg smiler til dem og går hjem og råber ned i puden. Ellers også råber jeg af de få, der kender det mørkeste indre. Alt mørket tilfalder dem. Jeg bruger tiden på ærinde som fx at forny det pas, der er udløbet, og udskyder min udrejse, men ikke min udlængsel. Jeg står i kø og udvælger mig de personer, jeg ikke har lyst til at snakke med. Damen, hvis nummer jeg trækker, har jeg ikke lagt mærke til. Hun spørger, om vi skal måle mig. Ti år eller mere har det taget at vende sig til de 177 cm., hvis hun tillægger mig flere, vælter jeg, så jeg takker pænt nej. Der er babyer overalt. De græder, de smiler og de sover. De skal også have fornyet deres pas, og damen gør mig opmærksom på, hvis jeg får mig nogle børn, så er det billigere. Altså passet. 150 kr. fremfor de 625 kr., jeg betaler med penge, som vistnok ikke er mine, mens jeg smiler og går hjem og råber ned i puden. Men jeg nyder også at kunne drikke øl på en onsdag. Jeg nyder at kunne forlænge morgenerne. Når de ikke kan forlænges længere, går jeg en tur. Skriver, læser, ser dårlig tv eller dokumentarer om alt eller intet. Jeg jubler, når min telefon ringer eller mine venner fra de sociale medier giver notifikationer fra sig. Jeg surfer rundt, uden at vide, hvad jeg leder efter. Fornuften fortæller mig, det ikke findes her – eller der, men jeg har aldrig ladet fornuften være det afgørende, så jeg omfavner livet med mine følelser og lyster (på godt og ondt). Det folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Men jeg falder ikke, så længe du ikke tillægger mig flere centimeter.

by maitrosborg

Indhold uden navn

WP_000419

Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.