Vi sidder om et stort hospitalsbord. Det burde lugte, men sandheden er, at mine sanser ikke findes her, de er blevet hengemt til et sted udenfor disse murer, udenfor disse lugte. Jeg kan ikke engang græde, da du fortæller mig, mens øjenvidner kigger på, at du skal dø. Men du vil kæmpe. Faktisk føler jeg mig tarvelig, for I forventer at se mig græde, og jeg kan ikke leve op til jeres forventninger. Det er det der gør mig ked af, ikke beskeden om, at du skal dø. Jeg ser, hvordan sygdommen overtager din krop, men ikke dig. Så da telefonen ringer, midt i jeg står på Jægergårdsgade og skænker colaer, glemmer jeg at tænke på, hvorfor I ringer, forberede mig på, hvad jeg skal se. Men jeg overlader colaerne, eller måske går jeg ned med dem. Jeg sætter mig ud i taxaen, hele vejen til Galten griner jeg med chaufføren, måske er han sjov, måske er jeg, men det tvivler jeg på, det har aldrig været min ting. Du dør mens Kristus stiger til himmel og vi spiser vores sidste måltid. Jeg nåede at fortælle, at jeg elsker dig, men det virkede fjollet og påtaget, for det vidste du jo sikkert godt. Mens vi mader dig, minder du os om, livet er for kort til dårlig rødvin, så vi skal kun drikke – og servere det bedste. Vi begraver dig i et overflod af mennesker, tårer og blomster. Hun kommer hen til mig til mindecermonien og fortæller, sygdommen også vil fortære hende. Den har ramt hende i maven. Tilsyneladende rammer den alle, der vil livet. Da du altid har ment, jeg har en evne til at se og føle ting, som andre ikke kan, tror du måske jeg er opmærksom på dette i forvejen, men du misforstår, og jeg bliver sur på dig, over, du fylder mig med ting, du ikke ved noget om. Året efter dør du, og sådan ved man, du er clairvoyant. Vi begraver dig med et overflod af nationaliteter, historier, musik og fortællinger. Og jeg ser, at døden ikke kun skal begrædes, men også fejres. Du begraves ved siden af min første forelskelse nogensinde. Han blev 21. Også han ville livet mere end nogen anden, men det fratog man ham, da man stak en kniv i ham på en sen nattetime. Vi begravede ham med et overflod af tårer og en sang. Andet husker jeg ikke. Din begravelse finder sted på en kold vinterdag og det eneste tegn på lysere tider, er fuglen der er fløjet fra forsiden af din fortælling til træet ved siden af jeres grave, mens den synger en sang, som man svagt genkender melodien på.

– en hyldest til Erna!